Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del A

Aggeboes historie er transskriberet af Danske Slægtsforskere Odenses 'skrå læsekreds' i efteråret 2020. Denne artikel indeholder side 1-74

Resten kan læses her: Politibetjent Aggeboes erindringer, del B

Livserindringer optegnet af Frederik Bielefeldt Theodor Aggeboe

Side, indhold
1-4, Indledning. Min Uddannelse og Tjeneste til 1848
5-26, Min Tjeneste til 1852 og Deltagels i 3 Aarskrigen.

26, Min Tjeneste fra 1852 til først i 1854 med Garnison i Altona
26, Min Tjeneste fra 1854 til Oktober 1861 med Garnision i Rendsborg. Depotsergent.
26, Min Tjeneste fra 1861 til Marts 1864 med Garnisiom i Kjøbenhavn.
26-39, Min Tjeneste til 8 Marts 1866 og om min Deltagelse i Krigen 1864.
35, Om at Tydskerne, naar Leilighed gaves, skjød enkelte af vore Folk paa en  Maade som jeg anser for Mord.
39, Om min Tjeneste som Politibetjent i Odense fra 1 April 1866 til 1 Marts 1870
40, Opdagelse af Forbrydelser
42, Anmeldt et Tyveri som ikke var begaaet.
42, Undervægtigt Smør paa Torvet.
44, Tyveri hos en Overlærer - Falsk Vexel
47, Saxe Frederiksens Tyveri - En Drengs Tyveri.
48, Stjaalet en Gris.
50. Samlere af Klude og Ben
49, Stjaalne Sølvsager
51, Tyveri paa Torvet
52, Tyveri i Pantheon.
53 Tyveri af Manufakturvarer.
54, Tyveri paa Markedet.
55 Indbrud hos Steffensen
56, Indbrud i Arresthuset
57. Stjaalet en Ko
57, Dødsfaldet i Kirkegaardsalleen.
60, Falskspillerne
61, Mordet i Helvedetshuset
64, Uskyldigt dømt for Ildspaasættelse
65, Om et Kirketyveri.
66, En anholdt Ungarer
66, Ildebrande i Odense
67, Afgang som Politibetjent. Pensjon som Underofficer
67-68, Om Plads paa Fattiggaarden og paa Munke Mølle. Kuskens Bedragerier
69, Desertører. Haard Straf for civile Haandværkere.
70, En Kammerats Skjæbne.
71-72, Om Officerers Behandling af Underofficerer.
73, Krigsret og Retsvidner.
74, Om Nægtelse af Finansloven.
75, Om Brændevinsskat
76-77, Christiansborgs Brand. Prinsessernes Medgift. - Ministeriet af 24/7. 01.
78-80, Armeen 1839 - 1842 - 1886
82, Mærkelige Udtalelser i Rigsdagen. Et Arbeidskommando 1849.
84, Tyveri fra Vagten i Altona.
86, Fra Vagten i Altona – Om Biskop Monrad.
87-88, Konseilspræsident Hall – Om Ministeriet Deuntzer.
91, Danske og Fjendens Tab ved Fredericia 1849. Isted 1850. Skanserne paa Dybbøl 1864.
91-94, Ministeriet af 11 Januar 1905
95, Et Træk fra Krigen 1864 – Et do af Oberst Helgesen.
97, Om Byttepenge.
99, I Udvalget om Retsreformen er Husmand Laust Rasmussen Formand! – Om Kommis Otto Petersen
100, Om Byraadsvalget i Odense.
102, Christian den 9´ Død. Flere Tyveknegte benaades. Om Kranse til Kongens Begravelse.
103, Partirnes Antal i Folkethinget – Byraadsvalget i Odense.
104, General de Meza forhaanes af Drenge – Udtalelser paa et Møde i Slangerup.
105, En Varselsrøst om Landets Forsvar alluderet til Danmarks Tibagegang.
106, Alberti og Ole Hansen afgaaet og et nyt Ministerium dannet den 24 Juli 1908.
108, Den 8 September 1908 meldte Alberti sig paa Raadhuset og aflagte Tilstaaelse om at han havde begaaet Falsk og Bedrageri.
109, Om Ministeriets Hæderlighed.
110, Den 11' Oktober 1908 atter et nyt Ministerium.
111, Sagførere som er straffede for Bedrageri
112, Om Borgerrepræsentant P. Holms bedragerske Forhold.
114, Sagfører, Justitsraad Peschardt idømt 4 Aars Forbedringshusarbeide.
114-116, Fjenden er over os.
116, Sagfører Larsen Nibe Bank idømt 4 Aar i Forbedringshus for Falsk og Bedrag.
Erindringer fra Felttoget 1848-50.
117, Den 16^deAugust 1909 udnævntes Ministeriet Holstein Ledreborg. Nogle Bemærkninger derom
118, Nogle Bemærkninger om Landet og dets Styrere.
119, Om General Lütkens Afsked og I.C. Christensens Udtalelser. Frøken Westenholtzes Optræden i Folkethinget.
120, Den 22 August, I.C. Christensen udnævner og afskediger flere Generaler. Den 18Oktober 1909. I.C. Christensen afskediges efter Ansøgning med Pensjon. Den 27Oktober udnævnes Ministeriet Zahle.
121, En Bensamler. Folkethingsmand Anders Nielsens private Indtægter. Jernbane Ulykken ved Gjentofte

---

Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg.
Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden
Og vil du være fri for Savn og Sorg
Da maa du Intet elske her paa Jorden

Men Sorgen er en Engels dunkle Haand
Som luttrer, hvad dig jordisk kjært er vorden
Og løfter mod det Evige vor Aand
Og derfor skal du - elske her paa Jorden.

---

side 1
Da jeg nu, 1900, er i en Alder af 74 Aar, og har Tiden
til min Raadighed, vil jeg nedskrive mine Livserindringer, saavidt min
Hukommelse strækker til. Som Følge af at jeg har været Soldat i
begge de slesvigske Krige 1848, 49 og 50 og 1864, og senere efter min Af-
gang som Militær i 1866 har maattet kæmpe for mit og Families Un-
derhold, tør jeg forudskikke den Bemærkning, at jeg har ført et be-
væget Liv og ikke prøvet saa lidt.

Jeg er et Soldaterbarn. Min Fader, en født Bondekarl,
Anders Petersen fra Aggeboe Skovhuse, Valdby Sogn, ca. 2½ Mil fra Hel-
singør, var indtraadt som Underofficer ved Kronens Regiment i Hel-
singør, og var allerede i 1826, 26 Aar gammel, forfremmet til Kommandersergent
Underofficerernes høieste Klasse. Han var født den 29 Oktober 1800 og døde
den 19. Februar 1832 af Brystsyge. Lønningen for en Kommandersergent var den
Gang 24 Skilling (50 Øre) daglig, men saa kunde de hver ottende Aar lade sig
stille for en Menig, og derfor fik de 200 á 240 Rdlr. (400 á 480 Kr.) hvilket var
et betydeligt Tillæg til Lønningen. Mine Forældre havde det rigtig godt,
vi levede godt, var godt klædte og havde et pænt og hyggeligt Hjem. Den
Gang var alt ikke tilnærmelsesvis saa dyrt som nu. - To Aar efter Faders
Død giftede min Moder sig igjen med en Korporal, Søren Olsen Kiegstad,
som tillige var Skomager, og som bødede paa den knappe Lønning, 16
Skilling (33 Øre) daglig, ved at arbeide i sin Profession. Børn kom
der i det Hele 8 af, og vi havde det meget knapt og fattigt. Jeg var
født den 20. Juli 1826 og tilbragte min Tid, dels til at passe mine mindre
Søskende, jeg var den ældste, og dels til at løbe paa Gaden, og blev en slem
Gadedreng, baade til Spillopper og til at slaas med Gadens øvrige Ung-
dom. Jeg var lille og spinkel af Væxt med havde et ret kønt Ansigt. Der
blev jævnlig antaget Drenge til Tambourer eller Hornblæsere, Lønningen var
8 Skilling (16 Øre) daglig og 7½ Pund Brød hver femte Dag og det var jo en
god Hjælp i et fattigt Hjem, hvor vi til sine Tider manglede Brød. Ti
Aar gammel blev jeg med flere Underofficersbørn fremstillet ved Parolen.

side 2
jeg var den mindste og skulde ansættes som Hornblæser ved Jæger
Kompagniet, men en Løitnant Wittrock som stod ved dette Kompagni
erklærede at jeg var "Helsingørs største Gavtyv", og efter denne Anbefaling
blev jeg ikke antaget. Ved Hjemkomsten fik jeg en forsvarlig Dragt Prygl
af min Stedfader for den gode Anbefaling jeg havde faaet. To Aar efter,
1839, jeg var da 12 3/4 Aar gammel, 48½ Tomme høi, altsaa ikke ret stor,
blev jeg paany fremstillet ved Parolen. Selv havde jeg ikke stor Lyst til
Militærtjenesten, men det dreiede sig jo om Hjælp til Familiens Udkomme.
Jeg havde heller ikke den Gang stor Udsigt til at blive antaget. Kaptain
Ahrentzen, som var Chef for det Kompagni hvor Fader havde været
Kommandersergent, kom hen og saa paa mig, spurgte om mit Navn,
paa Svaret Aggeboe, spurgte han om jeg var en Søn af Kommandersergent
Aggeboe, og da jeg besvarede det bekræftende, sagde Kapitainen "ham ta-
ger jeg", dermed var min Skjæbne afgjort, og jeg troer ikke at hver-
ken Militærstanden eller jeg personlig tabte noget ved denne Bestem-
melse. - Hidtil havde jeg gaaet i den saakaldte Borgerskole. Undervis-
ningen var frit, men Bøgerne skulde Forældrene betale; men det eneste
vi lærte var Religion, og det blev banket ind i os. I to Aar gik jeg i
den øverste 4. Klasse, og var en af de øverste men jeg kunde ingen Ting.
Skriften var jammerlig, Retskrivning lærte vi ikke og Regning var
meget maadelig. Anderledes gik det i den militære Skole. Vi havde
to Løitnanter og en Sergent til Lærere. Jeg begyndte i 2. Afdeling under
Sergent Gronemann, vi var vel 12 Elever, men han lærte os udmær-
ket godt, hvad jeg der lærte har jeg godt af endnu den Dag i Dag,
Der lærte jeg Retskrivning, Regning, Skrivning, Historie og Geografi, og
hvad der hører til Uddannelse som Militær, Vaabenlære, Tornysterbepak-
ning, Terrainlære, Fortifikation og Underofficerens Pligter og det saa
grundigt at jeg efter 2 Aars Forløb kom i 1' Afdeling. For hvad jeg lærte
maa jeg være Hr. Gronemann særdeles taknemmelig, han blev senere
Lærer i Skrivning ved Latinskolen i Flensborg.

1842 kom saa Armeens Reorganisation, og det en
grundig Reduktion, thi af 13 Infanteri Regimenter á 10 Kompagnier og 4 Jægerkorpser

side 3
blev der dannet 17 Infanteri Batailloner og 5 Jægerkorps á 4 Kompagnier.
Ved Kronens, senere 3die Livregiment i Helsingør afgik 1 General, 2 Oberst-
løitnanter, 2 Majorer, 5 Kaptainer som var Kompagnichefer, 4 Stabskapitai-
ner og flere Løitnanter. Tilbage blev 3 Kaptainer og nogle Løitnanter, jeg troer 5.
Ved denne Reorganisation blev jeg ansat ved 3' Infanteri Bataillons 3' Kompagni
som Tambour, to Aar efter, 1844 blev jeg forfremmet til Korporal.

I hele dette Tidsrum fra 1839 til 1848 da Krigen udbrød var det meget
strængt i Militærtjenesten. Blandt andet erindrer jeg at en Menig Bagenkop i 1842,
da vi var til Felttjenesteøvelse havde benyttet Leiligheden til at samle
sin Brødpose fuld af Kartofler, da Øvelsen foregik paa en Mark hvor Kar-
toflerne var optagne. Han maatte ryste Kartoflerne ud og fik 6 Fugtel
af en Sabelklinge, en Korporal Topshøi som var kommen for sent hjem om Af-
tenen, fik den følgende Morgen da vi stillede til Exercits, egenhændig
af Premierløjtnanten 6 Fugtel, en Menig Hørby som kom for sent hjem
om Aftenen, fik strax efter sin Hjemkomst 6 Rottingslag. Hele Kompagniet
maatte forblive oppe og overvære Exekutionen. Denne Mand var stor og
stærk og havde staaet ved 2' Livregiments Grenaderer, havde en Fruentøm-
merstemme som enkelte Mandfolk har, og da han fik sine Prygl
hvinede han saa at det kunde høres over en stor Del af Sølvgadens
Kaserne hvor vi havde Kvarter. Vor Major havde ogsaa hørt denne
uhyggelige Skrigen og lod Løjtnanten sige at han fremtidig skulde for-
lægge sin Straffetid paa en anden Tid af Døgnet. - Under Rekrut-
uddannelsen 1845 havde vores Premierløitnant befalet at Rekruterne
ikke maatte drikke andet end Vand til deres Frokost, og lod under
denne 2 Mand hente en Spand Vand fra et Traktørsted paa Blegdams-
veien. 3 Mand, 46 Reinstrup - 75 Hjelmsølille - 66 Ottestrup, som vilde delikatere sig med en Flaske Øl og hver
havde givet 1 Skilling dertil, fik hver 6 Rottingslag derfor. Senere sam-
me Aar udkom en Befaling om at Mandskabet herefter ikke maatte
straffes med Rottingslag uden efter Forhør og Krigsret, og at de ned-
sattes i Meniges 2den Klasse, og da tillige fik en sort Kokarde i stedet
for den rødhvide som vi alle bar.

1842 kom jeg i Garnisonsskolen for Underofficerer i Kjøbenhavn,

side 4
men Skolegangen blev paa Grund af Tjeneste meget forsømt og først fra
Oktober 1844 kunde jeg til Stadighed benytte Undervisningen, jeg maatte
begynde som en af de nederste og skulde afgaa i Mai 1845. Jeg havde
saaledes kun syv Maaneder at forberede mig i til Examen, Med en fast
og bestemt Villie begyndte jeg Arbeidet, jeg læste, skrev og regnede stæ-
digt og gjorde mig den yderste Flid for at tage en saa god Examen som
muligt, og det lykkedes, idet jeg den 27. Mai 1845 afgik med 1ste Præmie
som No 1 og fik som Præmie et poleret Reiseschatol, 10 Kr. og i Extra-
præmie som No 1 et Kort over Kjøbenhavns Omegn.

Lærere i Undervisningsanstalten var

1. Kaptain M. Hveberg, en udmærket dygtig Lærer, samvittighedsfuld,
retskaffen i høieste Grad og som ikke gjorde Forskjel
paa Eleverne, enten de var Underofficerer eller Spille-
mænd, her gjalt ingen Persons Anseelse, Fag, Regning
Regnskabs -og Rapportføring, militær Forklaring.

2. Premierløitnant Børgesen, ogsaa en meget dygtig Lærer, hans Fag
var Historie og Geografi.

3. Premierløjtnant Schaumann, ligeledes en dygtig Lærer, hans Fag
var Ret- og Skjønskrivning samt Stiløvelse.

Den praktiske Tjeneste havde jeg tildels lært i Forveien, og
efter Examen fra Undervisningsanstalten kunde jeg udføre alt det
skriftlige Arbeide som fordres af en Underofficer, baade som Komman-
dersergent og Fourer, og jeg maatte jevnligt assistere ved skriftlige Ar-
beider ved Kompagniet. - Inden jeg gaaer videre skal jeg bemær-
ke at jeg den 4de December 1839 var med til at slaa Generalmarsch
da Frederik den 6te var død, samt at jeg i 1843 som Tambour maatte
følge med Christian den 8de og slaa Signaler. Naar Kongen red hurti-
gere end jeg kunde løbe, brugte man at holde sig i Kongens Stigbøile-
rem for at kunde følge med.

Vi naaede nu det bekjendte Aar 1848. Allerede før Chri-
stian den 8de´s Død havde den lærte Verden med Ploug, Lehmann,

side 5
Goldschmidt, Tscherning m. Fl. begyndt at opponere mod den bestaaende
Regjering og forlangt flere Friheder samt at Udvalgte af Folket skulde tages
med paa Raad om Landets Styrelse. Efter Christian den 8des Død forstærkedes disse
Fordringer, der forlangtes en fri Konstitution, afholdtes flere Folkemøder, hvorefter
større Sværme gik om paa Gaderne og raabte op med Lehmann ned med Ste-
man o.s.v. en Del raabte paa "Konstitution". - Der fortælles at Politiløitnant
Leerbeck anholdt en af disse Brølere, bragte ham til "Bopælen", Politidirektør
Bradstrups Bolig, satte ham ind i et Lokale, gav ham Skrivematerialer og
paalagte ham at opsætte skriftligt hvad han ønskede. Da der efter nogle Timers For-
løb affordredes hans skriftlige Forlangende, tilstod han at han ikke vidste, hver-
ken hvad "Konstitution" var, eller hvad der forlangtes, hvorefter han blev dimitteret.
For Anekdotens Paalidelighed tør jeg ikke indestaa, men at mange ikke vidste
hvad de forlangte er vidst, og at mange, der iblandt jeg, var og endnu er imod
den yndede frie Forfatning, og heller vilde have en stor Tyran end 100 smaa.
Den Gang ansaa man ikke Landets Befolkning fornuftige nok - modne - til
en fri Forfatning, og det har vi efter 52 Aars Forløb nu i det Herrens Aar
1900, sørgelige Beviser paa, at de ikke er, og rimeligvis aldrig bliver,
Naar Arbeidsmanden, Bonden og Skolelærere, Skomagere, Stolemagere m.fl.
skal sættes til Landestøbere, vil det vise sig at de ikke en Gang duer til
Kandestøbere. - Dog nok herom, fremad! - 1848 gav Folk for meget
baade af Tale- og Handlefrihed, men det gav os ogsaa Krigen, og viste
at det danske Folk ikke var vanslægtet, samt at der fandtes mange
Patrioter, baade blandt Mænd og Kvinder. - Foruden det indkaldte værne-
pligtige Mandskab strømmede Frivillige til, baade Folk som duede og
som ikke duede. Fra en sjællandsk Kjøbstad meldte sig en Maler, -
jeg troer Lærling - ca 18 Aar, spinkel, kalveknæet og svagelig. Bepak-
ningen var svær, dertil et af de gamle Geværer, Prøven 1822, veiede saavidt jeg
erindrer 12 a 14 Pund. Han kunde knapt holde ud at marschere, hvilket er
det mest anstrængende for Soldaten, og følge med Kompagniet, men han an-
strængte sig til det yderste og fulgte med. Da han ikke havde mange
Kræfter, foreslog vi ham at reise tilbage, men han græd og bad om Til-

side 6
ladelse til at følge med, man nænte saa ikke at permittere ham og
han fulgte trolig Kompagniet indtil Vaabenstilstanden.
April 1848. Jeg blev udkommanderet tilsøes med Fregatten Gefion paa 48 atten-
pundige Kanoner. Vi seilede først til Farvandet ved Amager hvor vi
opbragte en Del tydske Handelsskibe. Derefter gik vi til Helgoland, hvor
vi krydsende blokerede Elben og ogsaa her opbragte en stor Del Handels-
skibe. Vi blev her formeret til en hel Eskadre paa Fregatterne Bellona,
Gefion, Thetis og Havfruen under Admiral Billes Kommando. Disse fire,
store, prægtige Fregatter var et stolt Skue. Her forblev vi ca 10 Uger og gik
da til Helder eller Neudieb i Holland for at proviantere, hvorefter vi
atter gik tilbage til Helgoland. - Medens vi krydsede her øvedes Besæt
i Skarpskydning med Kanoner. Til Skive udlagtes en Tønde med et Flag.
Denne blev vel ikke truffet, men flere af Kuglerne vandede tæt ved Tønden.
Endvidere manøvererede de fire Fregatter mod hinanden. Efter at der
var blevet gjort klart Skib, gav Fregatten det glatte Lag, 24 Kanoner af-
fyredes paa en Gang, det gav et skrækkeligt Knald, det var som om
Skibet standsede i sin Fart, Taarerne løb os ned af Kinderne, vi kunde
med vor bedste Villie ikke holde dem tilbage, derefter blev der fyret
med alle 48 Kanoner, det var en grulig Larm og Knalden. Her forblev
vi til først i Oktober da vi seilede til Kjøbenhavn hvor jeg blev afmøn-
stret. Besætningen paa Gefion var ialt ca 420 Mand, hvoraf 2 Underof-
ficerer, 1 Tambour og 44 Menige af Landetaten.

Fra Kjøbenhavn afreiste jeg den 5. November til Bataillonen
som havde Stabskvarter i Sorø med et Kompagni, og i Ringsted, Sla-
gelse og Korsør et Kompagni i hvert. Medens jeg var tilsøes havde
Bataillonen deltaget i Felten, uden dog at have deltaget i nogen
Bataille. - Den 13. December samledes Bataillonen i Korsør og den 15.
December afseilede vi med Dampskibet Hertha til Svendborg, den 16. med
Dampskibet Geiser til Sønderborg og marscherede til Ulkebøl og blev ind-
kvarteret, den 17. marscherede til Nordborg og blev indkvarteret i denne
samt i Landsbyerne Holm og Pøhl hvor vi forblev til den 16. Marts følgen-
de Aar, da vi marscherede til Kainæs, hvorfra vi den 30. Marts afgik

side 7
til Sundsmark og Sønderborg.

Den 1. Januar 1849 var jeg forfremmet til Fourer.
Den 3. April 1849 mellem Kl. 1 og 2 om Natten rykkede vi over paa Dybbøl
Bakke og der blev kommanderet "lad". Det gjorde et eget alvorligt Indtryk
da Ladestokkene raslede i Gevær-Løbene. Vi vidste nu alle hvad det gjalt. Vi havde
alle mange Gange tidligere ved Skydeøvelserne ladet med skarpt, men
det havde aldrig gjort det Indtryk som nu, da vi i Nattens Mørke
ladede her. - I Dagens Løb kom vi i Kamp med Fjenden og nogle bleve
saarede. Sammen med 3. Bataillon deltog 3. Jægerkorps og 5 Bataillon. Senere blev 3 Jæger-
korps afløst af 2. Jægerkorps, det var en flink Afdeling, som modigt gik frem og
drev Fjenden tilbage. Det gjorde intet Indtryk paa mig, hverken naar jeg selv
skud eller naar Fjendens Kugler peb mig om Ørerne. - Det er meget vanske-
ligt at faa sikkert Sigte paa en Mand naar man skyder, dette lader
sig kun gjøre naar man ligger bag en Jordvold og Fjenden trænger
rask paa for at drive os tilbage, eller naar vi stormer frem og Fjenden
forlader sin Stilling. Dette var altsaa min Ilddaab. - Om Aftenen trak
vi os tilbage og Bataillonen stod om Natten som Reserve.
Den 5. April om Formiddagen hørte vi en hæftig Kanonade. Det var Linie-
skibet Christian den 8de og Fregatten Gefion som var i Kamp med et Par
Batterier i Eckernførde Fjord, det endte med at Christian den 8de sprang
i Luften og Gefion blev taget. - Der sagtes at vort Tab var 105 døde
og 61 saarede. Blandt de dræbte var Kapitain Kriger af Søetaten og min
tidligere Kapitain Hohlenberg af Landetaten. Begge var ombord da Skibet sprang i Luften.
6. April Nogle Afdelinger har deltaget i en Kamp.
7. April paa Forpost, vi stod i Hovedreserven. Jeg var inde i Satterup Kir-
ke hvor en Del faldne, saavel tyske som danske henlaa der var
faldne den 6te. Tyskerne saa daarligt ud, smaa Folk, tyndt paa-
klædte, kun iført Skjorte, Vaabenfrakke og Benklæder, maadeligt
Fodtøi, modsat de danske, store, kraftigt byggede, godt klædte, foru-
den Uniformen Uldtrøier. Veste og godt Fodtøi.
8 April rykkede vi ud om Natten Kl. 2 og indtog vor Stilling, om Mid-
dagen trak vi os tilbage til Als og blev indkvarteret i Vollerup.

side 8
9. April Vagt i Brohovedet i Dybbøl.
10. April Indkvarteret i Sønderborg.
11. April Vagt i Brohovedet
12. April afløst og til Arbeidskommando. Om Aftenen var 1. Bataillon
ude paa Rekognocering.
13. April Morgen Kl. 3½ har Fjenden drevet vore Forposter tilbage og an-
grebet Dybbølstillingen, 3 eller 4 Kanoner, saavidt jeg ved
saksiske, var kjørte op paa Dybbøl Bakke, hvor de blev taget under
Behandling af vore Batterier paa Als. En del af Betjeningsmandskabet
blev skudt eller saaret og maatte forlade Kanonerne. 10. lette Ba-
taillon som rykkede frem drev Fjenden tilbage, hvorpaa 2 gule Metal-
kanoner, som var oversprøitede med Blod, bleve tagne og kjørte til
Sønderborg. - Derefter kom 3. Bataillon til at deltage i Kampen,
hvori vi fik en Del saarede. Bataillonskommandøren, Oberstløitnant
Paludan var særdeles modig og red i den stærkeste Kugleregn under
Kampen langs hele Linien. Dybbøl Mølle og flere Bygninger afbrændte.
Et Par smaa Tildragelser for mit eget vedkommende vil jeg med det
samme berøre. Vi var tidligt blevet allarmerede, og jeg, tillige med
Størstedelen af Kompagniet rykkede ud med tomme Brødposer. Da
vi deltog i Kampen fra tidlig Morgen til om Eftermiddagen, var vi
dødstrætte og sultne, og da vor tidligere Stillinger var indtagne, hen-
døde Kampen. Jeg havde Plads paa høire Fløi, paa vor venstre Fløi
laa en Gaard. Plaget af Hunger gik jeg derhen for at opdrive no-
get spiseligt. Jeg var ogsaa saa heldig at faa et langt Stykke Smøre-
brød, og med dette i Haanden begav jeg mig paa Tilbageveien.
For hurtigere at naa Maalet gik jeg tværs over Markerne, medens
Kjæden stod dækket bag en Jordvold. Jeg tænkte paa ingen Ting
og gik og gnavede paa mit Smørebrød, paa en Gang hørte jeg flere
Raab, jeg saae over til den fjendtlige Kjæde, og saae der to Mand krybe
op paa en Jordvold og tage mig paa Kornet, der var ikke lang Be-
tænkningstid, og jeg kastede mig ned paa Jorden, Kuglerne peb over
mig, men nu krøb jeg hen til Jordvolden og kom om bag den, thi Smøre-

side 9
brødet kunde ellers let blive mig for dyrt. - Da det var bleven mørkt gav
Kaptainen mig Ordre til at gaa ud med en Patrouillie - jeg blev jevn-
lig benyttet til den Slags Tjeneste - for at se hvor den fjendtlige Kjæde stod.
Jeg fik to Mand med og undersøgte Fjendens Stilling, og kom alle tre
dygtig trætte tilbage. Da jeg meldte mig til Kapitainen spurgte han
mig om jeg ikke havde faaet andet end det tidligere omtalte Stykke
Smørebrød, og da det var hele Dagens Forpleining, trakterede han
med Aftensmad og et Glas Vin. Mæt blev jeg, men træt var jeg og
det i høi Grad. - Jeg fik Kaptainens Tilladelse til at lægge mig en Times-
tid til hvile, mod at jeg underrettede en om hvor jeg havde lagt mig,
hvis der skulde passere noget. Feltvagten stod bag en forladt Gaard, i denne
stod en Vogn fyldt med Halm, hvoi jeg lagde mig, idet jeg viste en Kor-
poral min Hvileplads. Imidlertid var en større fjendtlig Patrouille stødt
paa vores Kjæde, der blev vexlet Skud, og Resultatet blev at Feldtvagten
trak sig tilbage til Brohovedet, og Korporalen fulgte med uden at vække
mig, som sov de retfærdiges Søvn i Vognen. Den fjendtlige Patrouille
var derefter gaaet ind i Gaarden, og havde i en Vindueskarm lagt nogle
Patroner som Bevis paa at de havde været der. - Da det noget senere be-
gyndte at regne vaagnede jeg ved at Regnen faldt paa Halmen i Vognen.
Jeg var dygtig forfrossen og krøb ned af Vognen, og saae da at et Vogn-
skur, hvori 4 Dragoner havde holdt, var tomt, der maatte være skeet no-
get, jeg gik hen hvor Feltvagten havde staaet, den var der heller ikke,
saa gik jeg ud hvor Kjæden havde staaet, ogsaa den var borte. Som Sagerne
nu stod var der ikke andet for mig at gjøre end at gaa ind til Broho-
vedet, og der traf jeg hele Kompagniet. Da det dagedes indtog vi igjen
vor Forpoststilling.

14. April afløst og indkvarteret i Sundsmark.
16. April afmarscheret til Hørup, indskibet i Dampskibet Slesvig og overført
til Faaborg.
17. April marscheret til Ebberup og indkvarteret.
18. April do " Sønderaaby do
19. April do " Billeshauge do

side 10
20. April 1849 marscherede vi til Cathrinebjerg og blev indkvarteret.
22. April do " " Middelfart hvorfra vi overførtes til Snoghøi
og paabegyndte Forposttjenesten.
23. April rykkede vi mod Kolding der var besat af Fjenden. Byen blev
angrebet af vore Tropper som besatte den, men nu blev den
beskudt med Granater, hvorved den kom i Brand, vore Tropper maatte
forlade Byen. 5. Linie Bataillon, 3 Jægerkorps og en Eskadron Husarer
havde betydelige Tab. Kommandøren for 5 Bataillon, Major Schindel
faldt i Kolding. - 3. Bataillon deltog ikke i Kampen men stod i
Reserve. Folkene havde stor Lyst til at komme frem og deltage i Sla-
get. - Størstedelen af de døde og saarede førtes forbi os. Mange vare
forfærdelig lemlæstede af Granatstykker, det var et saa skrækkeligt
Syn at Modet betydeligt kjølnedes og skulde vi derefter være rykket frem, havde
Lysten sikkert tabt sig betydeligt.

Hele Styrken trak sig derefter tibage. Vi kom til Taulov. Natural-
forpleining havde vi ikke faaet og hvad vi havde havt var opspist. Mandskabet
var forhungret og forsøgte at skaffe sig nogen Mad. Jeg henvendte mig til
Gaardens Eier ved hvis Gaard vi stod og anmodede ham om for Betaling at
overlade Mandskabet nogle Madvarer, og tilføiede at jeg vilde være tilstede og paa-
se at Folkene betalte hvad de fik, men han erklærede at han intet havde, hvad
der var temmeligt usandsynligt da det var en stor Gaard. Men han havde
gjort Regning uden vore Sjællændere, de foretog Husundersøgelse og opdagede
at der fandtes stor Beholdning af Brød, røget Flesk og Melk, altsammen Delika-
tesser for sultne Soldater. Efter disse Oplysninger henvendte jeg mig paany til
Gaardmanden med Tilbud om at passe paa at han fik Betaling for hvad han
udleverede, og tilføiede, at hvis han ikke overlod os Fødemidler for Betaling,
vilde det blive taget uden Betaling, men Manden var stædig og svarede at
vi intet fik. - Jeg sagde saa Mandskabet at de maatte tage af hvad der fore-
fandtes og spise sig mætte paa Stedet, men intet medtage, og det behøvede
jeg ikke at sige to Gange, de betjente sig af Hjertetslyst. Manden sagde at
vi vel ikke vare Røvere, hvilket jeg gav ham Ret i, men derimod var det
forsultne Soldater. Denne Tilladelse til Folkene at tage selv, var jeg naturlig-

side 11
vis ikke berettiget til at give, men hvad gjør man ikke i et saadan Tilfalde.
Gaardmanden vilde imidlertid ikke lade sig nøie med den Behandling,
Vor Brigadekommandør var General Schleppegrell, og han havde Kvarter i
en Gaard i Byen, til ham gik Manden og anmeldte det passerede, og Kaptain
Helgesen - senere Oberst - kom da tilstede for at ordne Sagen. Jeg blev frem-
stillet for ham og afgav min Forklaring, Gaardmanden erklærede at det var
Usandhed, men Mandskabet som var stimlet sammen om os, og vilde dele
Last og Brast med mig, paastod paa det bestemteste at min Forklaring var rig-
tig, hvad der var fuldkommen overensstemmende med Sandheden. Kaptain
Helgesen sagde da til Manden "Ja saa har de dem selv at takke for det," og
dermed gik Kaptainen. - Det blev ikke Gaardmandens eneste Tab og Ærgrelse.
Vi maatte trække os tilbage, og Taulov blev besat af Slesvigholstenerne. De vilde
ogsaa besøge Gaardmandens Forraadskammer, men han havde nu aldeles
intet, idet Danskerne havde taget hvad han havde. I midlertid havde han
gjemt noget røget Flesk i sit Hø, men Fjenden opdagede Flesket og tog det
tilfange. En Artillerist fra Taulov som jeg senere traf sammen med, fortalte
mig det, samt at paagjældende Gaardmand var meget gjerrig og ilde lidt
af Byens Befolkning.
24. April i Ærritsø
25. " paa Forpost. - En Patrouille paa 20 Mand under en Premierløitnants
Kommando, hvor jeg deltog, blev udsendt paa Recognochering. Et kort
Stykke udenfor vor Kjæde saae vi et Par mørke Skikkelser tilhest holde paa
Veien, dette ansaa Løitnanten for tilstrækkeligt, vi trak os i største Hast tilbage
hvorefter Løitnanten afgav sin Melding. Denne var rimeligvis utilstrækkelig og
jeg blev kaldt til Bataillonskommandøren. Efter min Mening kunde om-
meldte Skikkelser være et Par fjendtlige Kavallerister, men det kunde ogsaa
være et Par civile Mænd, Vished om hvem de var havde ingen. Paa Spørgsmaal
om jeg kunde skaffe nøiagtigere Oplysninger, som jeg besvarede med ja,
blev Resultatet at jeg gik ud med en Patrouille. Da jeg ikke maatte ind-
lade mig i Kamp, men i alle Tilfælde søge at komme tilbage, udtog jeg af
flere Menige som havde Lyst til at gaa med fire. Den første Patrouille havde
fulgt Hovedlandeveien, jeg valgte en Bivei som gik i samme Retning. Da jeg

side 12
passerede vor Infanterikjæde forspurgte jeg om der undenfor var andre af
vore, erfarede jeg at der paa forskjellige Steder holdt Husarer. Efter at have
passeret disse kunde jeg kun vente at støde paa Fjenden. Længere fremme
saae jeg tre fjendtlige Kavallerister holde paa Veien, som altsaa var spærret
for mig. Da jeg med fire Mand paa en Landevei ikke kunde optage
Kampen med Kavalleri, førte jeg Patrouillen til den ene Side af Veien,
hvor der fandtes nogen Mose og gik videre frem. De fjendtlige Kavallerister
lagde an paa os med deres Karabiner, til Gjengjæld gjorde vi ligsaa,
men ingen af os skud. Da jeg vedblev at gaa frem, kunde Kavallerister-
ne ikke vedblive at holde paa Veien, men maatte trække sig tilbage,
hvilket de ogsaa gjorde, dog holdt de sig en Tid i Linie med os, og red
derpaa bort. Jeg vedblev at gaa frem til jeg naaede Taulov Kirke, som
ligger temmeligt høit. Herfra saae jeg et Vogntog kjøre mod syd. Beboerne
der omkring sagde at der havde været to Eskadroner samt et Jægerkorps til-
vogns som nu trak sig tilbage. Hensigten med Patrouillen var nu op-
naaet hvorfor jeg vendte tilbage til Bataillonen og afgav min Melding
til Bataillonskommandøren. Han var meget tilfreds med det udførte Hverv, og
da samtlige Officerer kort efter samlede spiste til Aften, blev jeg indbudt til at deltage
deri.

26. April afløst og indkvarteret i Ærritsø.
28. " paa Forpost.
29. " afløst og indkvarteret i Fredericia.
3. Mai Udrykning, derefter indkvarteret i Taarup
4. " paa Piket
5. " afløst
7. " Udrykning. Forposterne blev angrebet og efter en Fægtning ved
Gudsø, hvor flere Bygninger blev afbrændte, maatte vi hurtigst muligt,
for ikke at blive afskaaret, trække os tilbage til Fredericia, som nu blev inde-
sluttet.
8. Mai Fjenden har begyndt at opkaste Forskandsninger og er bleven beskudt
fra Volden. Om Morgenen blev vi overført til Strib og marsche-
rede til Eiby, Mosegaard og omliggende Landsbyer hvor vi var indkvarteret

side 13
til den 15. Mai.
16. Mai afmarscheret til Fredericia. Byen er hele Dagen bleven bombarderet, dog med
et Ophold om Middagen. Om Natten Vagt i Kongens Bastion.
17.-18. og 19. Mai er Byen bleven bombarderet.
18. Mai til Slukningsarbeide. - 284 Bomber og Granater er kastet ind i Byen,
de blev talt af en Artillerist som var posteret paa Volden.
20. Mai intet Bombardement. De faldne er begravet. Vi kom paa Vagt. Om
Eftermiddagen Gudstjenste.
22. " om Morgenen har Fjenden taget et Blokhus som laa ved Dæmningen.
Bataillonen er paa Forpost. Under Kommandanten, Oberst Lundings
Ledelse er der om Natten foretaget Angreb paa Blokhuset, som forresten er ned-
skudt, for at tage det tilbage, 6. Reserve Bataillon afgav Mandskab som skulde til-
bagerobre det, med Assistance af et Platon af vort 3' Kompagni. Efter flere
Gange at være drevet tilbage nægtede Afdelingen, et Kompagni af 6' Reserve Bataillon, at gaa frem,
et Platon blev sendt tilbage til Fredericia og 2 Mand blev arresteret. Afdelin-
gen af vort Kompagni, ca 80 Mand, udbad sig Tilladelse til at forsøge paa
at tage det, men Kommandanten vilde ikke tillade det. Vi stod i Nær-
heden af det omstridte Blokhus. Naar i Nattens Mørke Geværene afskydes,
farer der en lang Ildstribe, omtrent som en Snorraket, ud af Løbet, som
tillige med Kuglens Piben, ikke er behagelig at gaa imod. Dette iagttages
ikke om Dagen. Terrainet om Blokhuset var godt besat, thi der affyre-
des mange Skud, vores Styrke var for lille til at tage det, og der var hel-
ler ingen Nytte til, da vi ikke kunde holde det.
23. Mai om Formiddagen afløst, om Aftenen igjen paa Vagt.
24. " afløst om Natten og afgaaet til Asperup, Kjærby, Kjærbyholm og om-
liggende Landsbyer, hvor vi indkvarteredes til den 30 Mai.
31. " sat over til Fredericia. Garnisonen skal staa under Gevær
fra Kl. 2 til 4 Morgen og fra Kl. 6 til 8 Aften.
1. Juni paa Vagt
2. " om Aftenen udsendte Fjenden et Kommando for at afskjære vore
Aftenpatrouiller, men Kommandanten fik Underretning derom,
Fjenden blev beskudt fra Fæstningen, Strib og Kanonbaadende, til sam-

side 14
me Tid avancerede Forposterne og drev Fjenden tilbage. Enkelte Bomber
er kastet ind i Byen.
3. Juni stærkt Bombardement. Jeg var med et Arbeidskommdo i Ka-
stellet, hvor flere Bomber faldt. Om Natten angreb Fjenden
vor Kjæde og vi maatte hele Natten staa under Gevær ventende et
større Angreb. Under Forposttjenesten, hvor vi havde Feltvagter med
Kjæde i Terrainet foran Fæstningen, stod 3' Bataillon paa høire Fløi og
3. Jægerkorps paa venstre Fløi.- Under Skydningen fra Volden paa
Fjendens Batterier, sprang en Granat for tidlig og slog Hovedet af en Mand
af 3' Jægerkorps. Naar der senere blev skudt fra Volden over Hovedet paa
Feltvagterne og Kjæden, gik Jægerne tilbage tæt ind under Fæstningen
for ikke at risikere deres Hoveder. Paa Grund heraf blev Forposttjenesten
forandret saaledes at vi skiftevis skulde staa paa høire og venstre Fløi,
og efter Tur lægge Hoveder til. - Den forulykkede Mand blev begra-
vet med stor Høitidelighed. De Afdelinger som ikke havde anden Tjeneste
stillede ved hans Begravelse og Feltpræsten hold en Tale hvori han ud-
talte at han ikke var falden for Fjendens Kugler, men ved et Ulykkestilfælde.
4. 5. og 6. Juni blev Byen bombarderet.
5. Juni havde vi et usædvanligt stærkt Tordenveir om Natten, un-
der hvilket Fjenden uophørligt forsatte Beskydningen af Fæst-
ningen uden at tage Hensyn til Uveiret.
7. Juni afgaaet til Fyen til vore sidste Kvarterer hvor vi forblev til den 9'.
10. " " " Fredericia og paa Vagt. Under Overfarten blev vi
beskudt. Om Natten blev Fæstningen bombarderet.
11. " paa Forpost. Enkelte Bomber blev kastet ind i Fæstningen.
12. " "   Vagt. Fjenden har begyndt at skyde Bresche.
13. " "   do. Byen blev bombarderet.
14. " " do. do
15. " " Forpost. do
16. " bombarderet.
17. " afgaaet til Fyen til vore tidligere Kvarterer hvor vi forblev til d. 21..
22. " " " Fredericia, beskudt under Overfarten.

side 15
23., 24. og 25. Juni til Forstærkning for Kjæden
26. Juni paa Forpost, jeg havde Feltvagten No 2. En Mand blev saaret af en
Bombe.
28. " Hoved-Reserve. Fæstningen blev kraftigt beskudt. Under Bombarde-
mentet blev en stor Del af Besætningen haardt saarede, som Følge
af at Saarene bibragtes af Granatstykker. En Bombe - 168 pundig - sprang ved
Prinsens Port hvor der stod en Del Mandskab, hvoraf Størstedelen kastede sig
ned paa Gaden. Løitnant Bjerregaard af Ingeniørerne var ogsaa tilstede
der. Istedetfor at kaste sig ned, hvad mange Befalingsmænd ikke gjorde,
bøiede Løitnanten sig ned og sad paa Hug. Da Bomben sprang slog et
Stykke Krydset over Hofterne bort saa at man kunde se ind i Brystet paa ham,
Tarmene laa paa Gaden, men hang fast til Underlivet, et forfærdeligt Syn.
Han var naturligvis død paa Stedet. I det Hele var Ingeniørerne, saavel Of-
ficerer som Menige, overordentlig modige. - En anden Bombe slog ned i
Brystværnet paa Volden hvor den blev liggende og røg. Kompagniet som
jeg stod ved havde Vagt der. - En lang Værnepligtig, Jens Hansen Men-
strup, 74 Tommer høi, som var forfremmet til Korporal, løb til og heldte
Vand af sin Feltflaske paa Bomben, Folkene raabte til ham "er du gal,
den kan jo springe," "det er sku ogsaa sandt, det havde jeg glemt," og der-
med halede han derfra alt hvad han kunde. Bomben sprang imidlertid ikke,
den havde vel faaet tilstrækkeligt Vand til at slukkes. - Da vi i Fredericia
bestandig gik med Livet i Hænderne, som man siger, blev Besætnin-
gen meget ligegyldig for Faren. - Over Hovedet paa en Menig No 54
Slaglille som var paa Feltvagt, sprang en Granat, den rev hans Felthue
istykker og saarede ham let i Panden, det kunde han taale, men Aaret
efter, 1850, da vi var indkvarteret paa Langesø og i omliggende Byer, havde
han nogle Dage Forstoppelse, jeg fik ham da indlagt paa Hospitalet
i Bogense, men der døde han Dagen efter, Bomben kunde han staa
for, men Forstoppelsen slog ham ihjel
29. Juni til Fyen i vore tidligere Kvarterer til 2. Juli
3. Juli marscheret til Kauslunde.
4. " " "   Strib.

side 16
5. Juli til Fredericia, der blev hæftigt bombarderet og mange dræbtes
og saaredes. - En Mand holdt sin Feltflaske med begge Hænder
meden han drak af den, en Granat slog begge Hænderne af ham, han
kastede sig ned paa Gaden og jamrede sig og opfordrede sine Kammerater
til at skyde sig, en anden Mand fik begge Fødderne skudt af sig, en Tre-
die fik en Del af Foden afskudt, Skoen og et Stykke af Hælen slynge-
des hen ad Gaden. En Mand var ved at lukke en Port op, han fik
Haanden afskudt. Det var en frygtelig Dag, men vi tog Revance Dagen efter.
6. Juli. Om Aftenen fik vi Extraforpleining. Kiks, ½ Pund røget Flesk og ½ Pægl Brændevin. Om Natten Kl 1 gjorde vi Ud-
faldet og leverede Slaget ved Fredericia. - Fjenden blev slaaet tilbage
og alle hans Skandser og Værker tagne. Efter de Underretninger jeg kunde
faae var hans Tab 396 faldne, 1800 toges tilfange, der erobredes 34 Stk Skyts,
ca 7000 Geværer, en Mængde Ammunition, Vogne og andet Krigsmateriel.
Vore Tab var betydelige, General Rye, flere Officerer og 304 Underofficerer og
Menige var faldne og 8 á 900 saarede. - se Pag. 91 -
7. Juli til Strib
8. " " Kjærsgaard hvor en Proklamation fra General Bülow om Slaget
blev oplæst, hvorefter vi marscherede til Veirup og blev indkvarteret.
9. " til Fredericia og paa Vagt
10. " " Reserve
12. " Vagt i Udenværkerne
13. " afløst Kl. 6 og paa Vagt igjen Kl. 10
14. " paa Vagt
15. " Gudstjeneste for hele Garnisonen - Aften Kl. 6 afløst og paa Vagt
igjen Kl. 10
16. " Morgen Kl. 4 afløst. Aften Kl. 6 paa Vagt.
17. " om Eftermiddagen blev Garnisonen samlet for at høre en Proklama-
tion fra Kongen. Kl. 8 om Aftenen afløst og Kl.10 igjen paa Vagt.
18. " afgaaet til Fyen indkvarteret i Viby m. fl. Byer, Kl. 21 i samme
Kvarter. - hermed var min Deltagelse i Felttoget sluttet.
22. " marschered vi til Udby, Rolund, Ronæs, Ryet med omliggende
Byer hvor vi forblev i Kvarter til 1 September.

side 17
2. September marcheret til Sanderum, Elmelund, Ravnebjerg med flere Byer og ind-
kvarteret.
3. "    gennem Odense til Saaderup, Kullerup, Lamdrup med flere Byer og
indkvarteret.
4. "   til Nyborg og overført til Kallundborg, Vi blev meget festligt modta-
get og beværtet, derefter marcherede vi til Værløse og omliggende Byer
og indkvarteredes.
5. "         til Dramstrup, Hannerup med flere Byer. Modtagelsen var meget festlig
vi indkvarteredes.
6. "         til Saaderup, Thorkildstrup med flere Byer og indkvarteret
7. "         Rastdag. Jeg var indkvarteret hos Gaardmand P. Hansen, en usædvan-
lig rask og munter Mand. Da vi kom om Eftermiddagen sagde han
"naa nu maa vi sørge for nogen Mad" og til Konen, "slagt en And til i Aften,
og et Lam til i Morgen". - Den følgende Dag skulde jeg hente Lønningspenge
hos Regnskabsføreren som var indkvarteret paa Herregaarden Aastrup, der eiedes
af Kammerherre, Grev Dannemand, ca 2 Mil fra mit Kvarter. Hansen spurg-
te hvorledes jeg kom dertil, og der udspandt sig følgende Samtale, tilfods na-
turligvis svarede jeg, ja men det bliver jo fire Mil, ja det er vor sædvanlige
Spaseretur, ja men saa kan de jo ikke være her til Middag, ja saa kom-
mer jeg til Aften, nei det er for galt, og det kaldes en Rastdag eller Hvi-
ledag, ja men ikke for mig. Jeg var den Gang 23 Aar, havde været Soldat
i 10 Aar og kunde nok taale nogen Anstrængelse. Han gav nu Ordre til at
spænde for og kjørte mig selv dertil. Da vi den følgende Dag skulde af-
marchere, stillede han en Vogn til Disposition for mig og 2 Mand som
skulde forud for at bestille Kvarter, Fourer med to Fourerskytter, og da
Bataillonen senere skulde afmarchere, en Vogn til at befordre den med.
Min Kudsk var en udtjent Husar. Den Gang var der paa Hovedveiene Bom-
me hvor der skulde betales Bompenge, jeg vilde selvfølgelig betale men
Hansen havde medgivet Kudsken Penge for at han skulde betale. Da vi
ankom til vore nye Kvarterer lagde Fourerskytterne og jeg sammen og vilde
give Kudsken 4 Kr. i Drikkepenge, men han nægtede at modtage dem.
Hansen havde forudset dette og paalagt Kudsken at han intet maatte

side 18
modtage. - Jeg sagde da "det er første Gang jeg ser dem og P. Hansen,
og sandsynligvis faaer vi aldrig mere hinanden at se, saa de kan
godt modtage hvad vi byder dem", han svarede "jeg er en fattig Mand
og kunde godt trænge til Pengene, men frist mig ikke, jeg nyder me-
get godt af Hansen, og fik han det at vide saa tilgav han mig aldrig."
I Sandhed høist beundringsværdigt af Hansen og endnu mere af Kud-
sken, som dog var en fattig Mand, men Hansen maa have vidst at
sætte sig i Respekt hos sine Folk.
8. September marscherede vi til Roeskilde, der var opreist Æresporte og
vi blev i det Hele meget smukt modtaget. Marschen
fortsattes til Reerslev og Vindinge med flere Byer hvor vi indkvarte-
redes.
9. September marscherede vi ind i Kjøbenhavn og blev sædeles festligt
modtaget og beværtet paa Exercerpladsen ved Rosenborg.
Der uddeltes Billetter til Kasino, Tivoli, Vesterbros Theater, Alleen-
berg og Nørrebroes Etablissement - Modtagelsen var ikke lige hjertelig
overalt, som Exempel herpaa skal jeg anføre at jeg blev anvist Kvar-
ter hos Kobbersmed Fugmann i Skindergade, han er død for flere Aar
siden. Kvarteret var oppe paa Loftet under Taget og der skulde jeg
ligge i Seng sammen med en Smedelærling, dette synes jeg dog var
lidt for simpelt og da han ikke vilde anvise mig nogen anden Leilig-
hed foretrak jeg for egen Regning at inlogere mig paa en Gjæstgiver-
gaard. I det Hele taget har Kjøbenhavnerne stedse vist Ringeagt og
Uvillie mod Underofficerer og Menige.
10. September havde vi Revüe for Hans Majestæt Kongen. En Del af
Mandskabet blev dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæ-
derstegn, af 3. Bataillon 5 Mand.
Med Hensyn til festlig Modtagelse troer jeg at Militæ-
ret paa Sjælland blev smukkest modtaget, ikke blot i Kjøbstæderne
men ogsaa i flere Landsbyer. Paa Fyen mærkede vi ikke til nogen
Festlighed og i Jylland var det nok ogsaa sparsomt, dog blev, saavidt
jeg ved 9 Bataillon i Viborg og 11. i Aalborg smukt og vel modtaget.

side 19
Mandskabet blev derefter permitteret, senere igjen en Del ind-
kaldt og Bataillonen forblev i Kjøbenhavn indtil 19. Mai 1850.

1850
20. Mai afreist pr. Bane til Roeskilde, marscherede til Ringsted og indkvarteret.
21. - marscherede vi til Slagelse og indkvarteredes.
22. -   do             " Korsør, overførtes til Nyborg, afgik til Reistrup
Bogense med flere Byer og indkvarteredes.
23. - Rastdag.
24. - marscheret til Nederaa, Ohre, Aarslev og omliggende Byer og
indkvarteredes
25. - marscheret til Bredberg, Langesø, Taagerød, Morud, Rugaard og
flere Byer og blev indkvarteret. Her forblev vi til den 12. Juli
den 15. Juni ansattes jeg som Korpsskriver.
13. Juli marscheret til Erholm med omliggende Byer og indkvarteret.
14. - do         " Aborre     "       do      do
15. -   do         "   Assens hvor vi kamperede.
16. - Morgen Kl. 2 indskibet og overført til Aabenraa, marscheret til
Forposttjeneste ved Kliplev, Kværs og Søgaard. Her traf jeg sam-
men med min Stedfader ved 4 Bataillon, jeg havde ogsaa en
Halvbroder ved 3. Reserve Jægerkorps.
17. - marscherede vi til Hederne ved Bau og kamperede.
Her samledes hele Armeen. Der kom 16 Bataillonener fra Jylland,
10 fra Als og 6 fra Aabenraa, 5te Brigade under Oberst Ræders
Kommando hvortil 3. Bataillon hørte.
18. -    marscherede vi forbi Flensborg til Schæferhuset og kamperede.
19. -    paa Forpost ved Tra Sø og Juulskov.
20. og 21. Juli kamperede vi ved Bilskov.
22. Juli Forpost ved Tra Sø og Juulskov.
23. - kamperet ved Munkvolstrup. I Brigadekvarteret skrev jeg en me-
get lang Befaling hvormed jeg først blev færdig Kl. 10 og 11 om

side 20
Aftenen. Bataillonen var imidlertid afmarscheret, hvorhen, jo det stod i
Brigadebefalingen. Jeg begav mig da paa Vei for at opsøge Bataillonen
hvilket ikke var nogen let Opgave midt om Natten i Mulm og Mørke,
tilmed i aldeles ubekjendt Terrain. Jeg fulgte Slesvig Chauseen. Efter
at have gaaet en Tid hørte jeg en Trop Ryttere i skarpt Trav kom-
me imod mig. I Uvished om det var vore egne eller Fjender sprang
jeg ned i Grøften ved Veien for at skjule mig medens de red forbi,
men Rytterne havde ogsaa opdaget mig og gjorde holdt omtrent
paa det Sted hvor jeg stod og raabte mig an. Jeg steg op af Grøften,
opgav Navn og Stilling og hvorfra jeg kom. Det var Divisionskom-
mandøren over 16 Batailloner med tilhørende Artilleri og Kavalleri, Ge-
neral Schleppegrell med Stab. - En af Dhrr. spurgte om jeg var ban-
ge, hvortil jeg svarede at det var jeg ikke, men da jeg kun var bevæb-
net med en kort Sabel kunde jeg ikke godt optage Kampen med
en Trop Kavalleri. De red derpaa videre og jeg gik den modsatte
Vei, men Løitnant O. Vaupel, senere Oberst, som var Adjudant
hos General Schleppegrell, kaldte mig tilbage og underrettede mig om
at den By jeg vilde gaa til for at søge Bataillonen, endnu var besat
af Fjenden, og at jeg kom til at vente til det blev lyst med at opsø-
ge den. - Var jeg ikke paa den Maade blevet averteret, havde jeg
spadseret lige til Slesvigholstenerne med min lange Befaling. -
Om Morgenen fandt jeg Bataillonen.
24. Juli rykkede vi frem forbi Smedeby – 1ste Division under General
Moltke, som var i 1ste Træfning, var i Kamp med Fjenden
ved Helligbæk. Om Natten stod vi paa Forpost.
25. Juli om Morgenen rykkede vi frem og deltog i Slaget ved Isted.
Det var en meget haard og blodig Kamp. Vor Styrke var
ca 40.000 Mand, Fjendens over 30.000, det er sikkert det største Slag som
Danmark har leveret. - Vi maatte gaa frem over en Mose hvor der
aldeles ingen Dækning var og blev beskudt saavel af Artilleri som
Infanteri. En god Ven af mig, Sergent Dreyer faldt meget tidligt,

side 21
truffet af en Kugle i Brystet. Jeg tog hans Riffel og Patrontaske. Som Korps-
skriver havde jeg ingen Kommando, men da jeg vilde bidrage mit til
et godt Udfald af Kampen gik jeg med i Kjæden. - Da jeg som Furer hav-
de ført en Del af 3die Kompagnies Skytter, sluttede jeg mig til dem. Her an-
førte jeg ca 40 Mand, Fjenden skud temmeligt sikkert og Afstanden mel-
lem os og Fjenden var ikke stor. Vi havde først taget Stilling bag et Stengjer-
de, foran var en Boghvedemark hvor igjennem fjendtlige Jægere trængte frem. Da
vi blev beskudt i Flanken maatte vi trække os tilbage. Paa nogen fast
Grund stod et Tørvehus opført af Fletværk med Straatag, dertil trak vi os
saa tilbage. Mandskabet stod bag dette og ladede, hvorefter vi fra begge Gav-
lene afgav vore Skud, her blev vi atter overfløiet og maatte trække os tilbage
til Mosen hvor vi lagde os ned. Fjenden besatte nu Tørvehuset som vi hav-
de forladt, hvorfor jeg lod en Mand skyde det i Brand med en Brand-
raket, Fjenden maatte nu forlade det hvorved vi fik Leilighed til at sende
ham flere velrettede Skud. I Mosen hvor vi laa og hvor der ingen Dæk-
ning var, blev vi stærkt beskudt og ved mindste Uforsigtighed blev vi
truffet af en Kugle. Da det er meget besværligt at ligge og lade Forlade-
geværer med Patroner, reiste en Underkorporal Thomsen sig for at lade, jeg
advarede ham, hvortil han svarede "aah de træffer ikke", men da han
satte Ladestokken i Løbet traf en Kugle ham i høire Haandled, hjælpe
ham kunde vi ikke, jeg reiste mig da op, skar Tornysterremmene over
for at han kunde gaa lettere og fik ham til at gaa tilbage, det var en
modig og haardfør Mand. Efter Hjemkomsten besøgte jeg ham paa Hospi-
talet. - Menig af 3 Kompagni Ulstrup, hørende til Riffelskytterne, laa ved
Siden af mig, uagtet min Advarsel reiste han sig op paa Knæ for
at tage bedre Sigte, Resultatet blev at han fik en Kugle i Brystet som
gik ind i høire Skulderblad. Min Hustru talte med ham da han nogle Dage
efter som saaret kom til Kjøbenhavn. Begge kom sig efter deres Saar, Thom-
sen kom til Tjeneste, Ulstrup blev kasseret. Saaledes blev den ene efter den
anden enten saaret eller dræbt, vi kunde ikke blive liggende der, Forstærk-
ning fik vi ikke, hvorfor jeg gav Ordre til at Resten enkeltvis og saa

side 22
forsigtigt som muligt trak sig tilbage, og Fjenden ophørte nu ogsaa at
forfølge os, saa Kampen paa dette Sted ophørte, men det var kun faae som
kom tilbage. - Under Kampen var vi blandet sammen med 5. Forstærknings
Bataillon, 2. lette Bataillon og 11. Linie Bataillon. Sidstnævnte Afdeling be-
stod af Jyder fra det nordlige Jylland og Vendelboer. Da ca 300 Mand
fra et Depotkompagni var tilgaaet 3 Bataillon, men senere efter eget
Ønske var forsat til 11. Bataillon, kjendte jeg en Del af dem, det var
tappre Folk, dem behøvede man ikke at opfordre til at gaa frem,
det besørgede de uden Kommando og det er ubetinget en af Armeens bedste
Afdelinger, det beviste de Dagen forud, den 24de ved at fordrive Fjenden fra
en Skov, jeg troer Gryde Skov, og det beviste de ogsaa 1864 ved Sankelmark,
sammen med 1. Bataillon, men den havde ogsaa et dygtigt Officerkorps, hvor
iblandt Schleppegrell, som 1842 blev Kommandør for 8. Bataillon, Major
Schindel, der 1849 faldt i Kolding som Kommandør for 5. Bataillon, og tilli-
ge havde den et dygtigt Underofficerskorps. - Men tilbage til Bataillonen,
den blev nu samlet, ligesom de andre Afdelinger ogsaa bleve samlede og
ordnede. Bataillonens Tab var temmelig betydeligt, 3 Officerer faldne, 2 saa-
rede, ca. 150 Underofficerer, Underkorporaler og Menige døde, saarede og savnede,
omtrent 1/7 af Bataillonens Styrke. Fjenden havde forladt sin Stilling og
trukket sig tilbage. - Armeens Tab var betydeligt General Schleppegrell
Obersterne Læsøe og Trepka foruden mange flere Officerer vare faldne.

Slagets Udfald syntes en Gang meget kritisk. Fjenden
havde slaaet en Bro over Langesø hvorover han rykkede frem og faldt vore
Afdelinger i Ryggen og Flanken. 13 Bataillon under Oberst Trepka, som
hørte til Reserven, kom ind i Stolk og stødte uformodet paa Fjenden, der
blev ligesaa forbauset som vore, Fægtningen begyndte selvfølgelig strax,
General Schleppegrell kom til, baade han og Trepka faldt, General Baggesen
vidste ikke hvor hans Brigade var, alt kom i Uorden og opløstes, en Ordon-
nants sprængte tilbage og traf paa Oberstløitnant Henchel, som stod i Re-
serve med 2. Reserve Bataillon og meldte at Schleppegrell var falden og
alt tabt. Henchel udbrød "Aa Vrøvl, Bataillon Marsch!" og rykkede
frem til Understøttelse, paa Veien optog han nogle sprængte Afdelinger som

side 23
formerede hans Styrke, det hjalp. General de Meza der havde været syg, var kørt i
Forveien kommen til Armeen og ansat som Souchef hos General Krogh, som havde
Overkommandoen, de Meza overtog da Kommandoen over Schleppegrells Division,
og ved Hjælp af Løitnant Vaupel m.fl. fik de Afdelingerne samlede og ordne-
de samt slaaet Fjenden tilbage, det var venstre Fløi. - Blandt de fjendtlige Trop-
per som gik over Langesø var 4. Jægerkorps paa 8 Kompagnier, jeg har senere
talt med nogle af Folkene. - I Centrum og paa høire Fløi blev Afdelingerne
sprængt, kom i Uorden og trak sig tilbage. Krogh gav Ordre til at naar de var
kommen udenfor Skudvide skulde de gjøre holdt, et Par Ordonnantser send-
tes til Oberst Schepelern, der med sin Brigade var afsendt for at omgaa
Fjenden, med Ordre til at trække sig tilbage og støde til Armeen. Fjendens
Hovedstilling var ved Isted, her imod blev alt disponibelt Artilleri beordret og
begyndte en heftig Beskydning, samtidig fik hele Armeen Ordre til at avan-
cere, det hjalp, Fjenden, under General Villisen, trak sig tilbage og Slaget var
vundet. - En Deel af Enkelthederne har jeg fra anden Haand og tør ikke
indestaa for Sandheden, men Udfaldet er i alt Fald rigtigt.

Endnu skal jeg bemærke at Fjenden, som havde havt god Tid,
havde befæstet sin Stilling ved at opkaste Batterier paa hele sin Front-
linie, foran var aabent Terrain hvoraf megen Mose, og herfra skul-
de vi angribe, det er næsten utroligt at vi kunde tage og drive ham
tilbage fra denne stærke stilling. - Om vort Tab se Pag. 91.

Hvor saarede eller faldne laa, tog Kammeraterne deres Geværer
og stødte dem i Jorden, med Bajonetten nedad og Kolben opad,
som Tegn for Ambulancen, at her fandtes hjælpeløse. Der var
forfærdelig mange saadanne Geværer plantede som Mærker, og mange
blev aldrig fundne, hvor var de blevet af? savnede, formodentlig faldne
paa Steder hvor ingen have fundet dem. - Blandt andre savnedes saa-
ledes en Kjøbenhavner, Cigarmager Bhuto, som stod ved 2den Forstærknings
Bataillon som Menig, han var gift og havde et Barn. Lang Tid efter,
da Fangerne var komne tilbage og han hverken fandtes blandt disse el-
ler de saarede, blev der tilstaaet hende Pension som Enke. Vi passerede
mange, saavel døde som saarede, baade Venner og Fjender, men særlig

side 24
uhyggeligt var det naar man ved at gaa igjennem en Kornager
traf en enkelt liggende der død og først saa ham naar man var ved
at træde paa ham, sædvanlig laa de med Ansigtet nedad, eller Hove-
det dreiet til siden. - En haardt saaret Soldat blev funden af en Am-
bulancesoldat som han kjendte fra Hjemmet. Da han ikke ventede at kom-
me sig, bad han Ambulancesoldaten om at tage hans Uhr og sende
det til hans Forældre, men den saarede kom sig alligevel, og da han ved
Breve fra Hjemmet erfarede at Uhret ikke var sendt dertil, anmeldte han
det for Doktoren paa Lazarethet hvor han laa, denne skrev til Overkom-
mandoen, og Synderen blev straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og
Brød, hvilket blev bekjendtgjort i en Dagsbefaling. -

Vi marscherede derefter til Slesvig hvor vi ankom den
26. Juli om Morgenen og gik til Bustorf hvor vi kamperede 26., 27. og 28. Juli

Da vi efter Slaget rykkede frem traf vi to Kompagnier af 3die Reser-
ve Bataillon, da vi spurgte om det var Resten af Bataillonen svaredes der
"ja Resten er væk, falden", noget længere fremme traf vi de andre to
Kompagnier hvor vi fik samme Forklaring, Resten var falden og væk.
29. Juli Forpost ved Bustorfer Teich, Vedelspang og Hadeby.
30. - afløst og tilbage til Bustorf
31. - hele Brigaden paa Recognoschering, derefter indkvarteret i
Slesvig
2. August Forpost ved Bustorfer Teich, Vedelspang og Hadeby
3. - Bivouak ved Bustorf
4., 5. - indkvarteret i Slesvig
6. - Forpost ved Vedelspang og Selg
7. - Bivouak
8. - paa Forpost - 9. August Bivouak
10. til 13. - indkvarteret i Slesvig - 14. August Forpost ved Selg
15. - Bivouak - 16. August Forpost ved Selg. 17. August Bivouak
18. til 21. - indkvt. i Slesvig - 22 Aug. do " do 23. - do
24. - Forpost - 25. Bivouak - 26. til 29. indkvt i Slesvig
30. - do 31. do 1. September Forpost.

side 25
2. September meldt mig ved Hovedkvarteret i Slesvig for at afgaae til
Exercerskolen i Kjøbenhavn
3. - afgaaet til Oversø og indkvarteret.
4. - do " Flensborg do
5. - afseilet med Dampskibet Viktoria og
6. - ankommen til Kjøbenhavn.

Hermed var min Deltagelse i Felttoget 1850 afsluttet.

---

Til det foregaaende tilføies endnu:
den 22 Juli 1849 - Medens jeg var indkvarteret i Udby blev jeg tilsagt til Møde hos
Bataillonskommandøren, Oberstløitnant Paludan og spurgt om
jeg ønskede at blive indstillet til Officer, hvilket jeg frabad mig. Grunden hertil
var at jeg kjendte nogle Underofficerer som i den tidligere Krig blev udnævnte
til Officerer, Maanedsløitnanter, men da Krigen var forbi blev de afskedi-
gede, og havde da intet at leve af men fristede en kummerlig Tilvæ-
relse. Nogle ansøgte om igjen at indtræde som Underofficerer, hvilket ogsaa
lykkedes nogle. - En af dem, Jespersen, kjendte jeg personlig, blev ansat ved
2det Jyske Regiment under Prinds Vilhelm til Hessen. Jespersen blev se-
nere Toldassistent, afgik med Pension og boede i Rendsborg.

1852 var Paludan bleven Generalmajor og min Brigade-
kommandør. En Dag mødte jeg ham paa Volden, han spurgte om
hvorledes jeg havde det, og jeg gik hjem med ham. Paa Spørgsmaalet
om hvorfor jeg ikke havde søgt om at blive Brigadeskriver var mit
Svar at det ikke var mig bekjendt at Pladsen var ledig. - I Samtalens
Løb yttrede jeg at Felttogene ikke havde bragt mig fremad, naar der skul-
de bruges en Mand som ikke var bange for sin Pels saa kunde man godt
bruge B. Aggeboe; men saasnart vi kom indenfor Kjøbenhavns Volde, saa
var det forglemt, hertil svarede Generalen at jeg ikke havde havt Held med
mig og at jeg maaske nok var gjort Uret, nogen Skyld har de selv
havt, men nu er jeg deres Brigadekommandør, og jeg skal ikke glem-
me dem, er der noget de troer jeg kan hjælpe dem med, saa henvend

side 26
dem til mig. - To Maaneder efter blev Bataillonen forlagt til Holsten.
Da vi blev indskibet paa Toldboden var Generalen tilstede og tog Afsked
med sin gamle Bataillon, da jeg gik ombord sagde Generalen til mig
"Farvel Aggeboe og lev vel, ja nu kan jeg ikke hjælpe dem."
Det var sidste Gang jeg saa ham.

1852
14. August afseilet med Damskibet Hekla og
15. " ankommen til Kiel og derfra pr Bane afgaaet til Altona hvor Ba-
taillonen blev liggende som Garnison.
Bataillonskommandør, og Kommandant Oberst. Kammerherre
du Plat.
1854
14. Februar afreist til Rendsborg og
1. Marts forfremmet til Depotsergent. Der forblev jeg til
1861, 18. Oktober og afreiste 19. Oktober til Kjøbenhavn hvor Bataillonen fik
Garnison og blev indkvarteret i Kastellet.
1863 blev Bataillonen dubleret til otte Kompagnier og benævnt Regiment
i December afgik det med Armeens øvrige Afdelinger til Slesvig og dan-
nede med 18 Regiment en Brigade.

Jeg blev tilbage, dels for at modtage Munderingssager til ca 100
Mand som derefter skulde afgaa til Regimentet og dels for at aflevere
samtlige af Regimentet efterladte Inventarie- og Udrustningsgjen-
stande. - Efter at dette var sket og jeg i ca en Maaned havde forrettet
Tjeneste ved et oprettet Centraldepot afgik jeg
1864 d. 28. Februar til Regimentet som nu var paa Als, men gjorde Tjene-
ste i Dybbølstillingen. Jeg deltog derefter i Felttoget 1864,
uden dog at være med i de Kampe som Regimentet bistod, da
min Tjeneste var at modtage og udlevere Armatur- og Munderings-
sager, andre Udrustningsgjenstande, derunder Bagage- og Krudt-
kærrer, Færdselsvogne og Heste, samt aflægge Regnskab derover.
Jeg kan derfor kun anføre enkelte Tildragelser som var fælles for

side 27
hele Armeen.

Den 2. Februar begyndte Felttoget med Træfningen ved Midsunde hvori 3die og 18de
Regiment og noget Artilleri deltog og med Hæder forsvarede Stillin-
gen saa Fjenden, der bestod af prøisiske Tropper, efter at have angrebet med
betydelig Overmagt opgav Angrebet og trak sig tilbage.- Var det lykkedes
Fjenden at tage Stillingen og drive os tilbage, var Armeen i Dannevirkestillin-
gen udsat for at Fjenden kunde falde den i Ryggen og afskjære dens Retræt-
telinie. Kampen var haard og blodig, og navnlig naar Hensyn tages til at
Fjenden var i Besiddelse af udmærkede Vaaben idet den var bevæbnet med
saavel Bagladekanoner som Bagladerifler, hvorimod vi var bevæbnet med
Forladevaaben. Tabet ved jeg ikke nøiagtigt, jeg erindrer kun at af 3die
Regiment faldt Løitnant Seyffert og saaredes Løitnant Bluhme som døde
senere af Saaret, af 18de Regiment Løitnant Schou og Lommer, desuden
faldt og saaredes en Del Underofficerer og Menige. -

Den 5. Februar trak Armeen sig under General de Mezas Kommando tilba-
ge fra Dannevirkestillingen. En Del af Armeen trak sig tilbage
til Fredericia og Resten til Dybbøl og besatte Stillingen der. - Om Dannevir-
kes Rømning har der været ført en heftig Polemik, hvori de Meza bebreides
for at have rømmet Stillingen, efter min Mening var det umuligt at hol-
de den med den lille Arme vi havde, selv om den havde været dobbelt saa
stor var den enda for lille. Det maa erindres at Mandskabet ikke
uafbrudt kan forrette Forposttjeneste, men maa efter nogle Dages an-
strængende Tjeneste drages tilbage, for at udhvile sig, og dette bliver end-
nu nødvendigere i Vinterens allerkoldeste Tid. Det var aldeles nødvendig at op-
give Stillingen, var den bleven holdt nogle Dage længere vilde hele Armeen sand-
synligvis været tilintetgjort, ved en stor Del var falden og Resten taget til-
fange. Resultatet blev: Stillingen opgivet, Armeen reddet og de Meza frataget
Overkommandoen. de Meza maa sikkert ansees for vor dygtigste Officer
paa den Tid og jeg troer at man nu er kommen til den Overbevisning at de
Meza handlede fuldkommen rigtigt, men som det gik er Følgen af at en
Oberst bliver Krigsminister og sætter sig til Dommer over en dygtig og tapper General
som allerede 14 á 16 Aar tidligere udmærkede sig i den slesviske Krig.

side 28
Ingen havde ventet Dannevirkes Rømning, og da Tropperne an-
kom til Dybbøl var der ingen Ammunition i Skandserne, havde Fjenden
vidst det var Kampen om Dybbøl blevet kort. Fjenden stod for Dannevirke,
ca 10 Mil fra Dybbøl, hvad skulde der saa være Ammunition for i Skandserne,
det havde ingen Hast, og her tillands forhaster man sig ikke.

Nu Dybbølstillingen, hvorledes var den, efter min Mening ynkelig, der
var ingen Dækning for Besætningen i Skandserne, Kanonerne burde været an-
bragte i Skydeskaar, hvorved Betjeningsmandskabet har Dækning, istedet for
var de placeret paa Kanonbænke saa at de kunde sees i lang Afstand og som
Følge deraf havde Artilleristerne saa at sige aldeles ingen Dækning. Imidlertid
blev denne Stilling, som bekjendt, forsvaret i 10 Uger med megen Tapperhed og
kostede mange Menneskeliv og meget Blod, og til hvilken Nytte? Næsten
alle Skandserne vare nedskudte og Kanoner og Lavetter ødelagde, og at have
Vagt i de nedskudte Skandser, ansaas for at gaa til en Slagterbænk med
den visse Udsigt til Død eller Lemlæstelse. Exempelvis anføres, at nogle Mænd
af Regimentets 1ste Kompagni sad bag en Travers, en Jordvold som Mandska-
bet selv havde opkastet, og spiste Frokost, en Granat slog ned i den og væl-
tede den over Folkene, som bleve begravne under Jordmassen, der begynd-
tes strax paa at udgrave dem, de havde ingen Skade taget undtagen en
Mand, Kompagniets Kok, som var død, rimeligvis kvalt. - Følgen var at
Mandskabet ikke havde synderligt Mod eller Lyst til denne Tjeneste, og det
endte ogsaa med at 16de og 17de Regiment den 15de April negtede at rykke
ud i Skandserne. Ved Overtalelse fik man saa sluttelig begge Regimenter
til at rykke over i Dybbølstillingen og overtage Forposttjenesten. Dette gjor-
de ikke noget godt Indtryk paa de andre Afdelinger. Den 16. April skul-
de 3die og 18de Regiment paa Forpost, hvad vilde de sige og hvad vilde de
gjøre. Regimentets Intendant med Kontorpersonalet laa 2 Mil fra Stil-
lingen paa Als i Skovby. - Da jeg som gammel Soldat kun kjendte
til at følge givne Ordre, tog jeg med Intendanten til Sundsmark
Barakken hvor Regimentet var henlagt, det var netop Lønningsdag,
jeg vilde høre Stemningen og om muligt bidrage til at Regimentet
efterkom den givne Ordre. 18de Regiments Mandskab havde sendt en Depu-

side 29
tation til 3die Regiment med Forespørgsel om de skulde gaa paa Forpost eller
negte det. Jeg talte med flere af mine Kammerater, Underofficerer, samt med
en Del af Mandskabet som jeg kjendte, stor Begeistring for at gaa paa Forpost
var der ikke, saavidt jeg kunde erfare blev Resultatet at naar 3die Regiment
vilde rykke ud i Dybbølstillingen, vilde 18de ogsaa, men negtede 3die Regiment
at rykke ud saa vilde 18de Regiment heller ikke. - Dem jeg talte med fore-
holdt jeg at Ordren, uagtet den var farefuld, dog burde efterkommes,
samt at man maatte skamme sig for at staa ved en Afdeling som af
Frygt ikke turde overtage Forpoststillingen. Efter hvad jeg kunde mærke var det
enkelte som ikke havde Lyst til denne Forposttjeneste. - Enden paa det blev
at begge Regimenterne stillede, 3die Regiment afmarscherede først, og istem-
mende Sangen

Alle Mand op og Tornystrene paa,
Nu skal vi paa Forpost gaa,
Der faaer vi Hakke og en Spade,
Det er vor Dame i den Galoppade, o.s.v.

marscherede de forbi 18de Regiment, som udbragte et dundrende Hurra
og derpaa fulgte efter, - Sangen er saavidt mig bekjendt skrevet for 10de
Regiment, men Løitnant Hertz som kjendte den, fik en Del Skrivere til
at afskrive den og fordelte den saa til Mandskabet, som saa sang den ved
Afmarschen. Det var 3die og 18de Regiments sidste Tjeneste i Dybbøl-
skandserne, de var dels paa Forpost og dels til Reserve indtil Fjenden den 18de
April tog Resterne af Skandserne og derved befriede vore Folk for den for-
hadte Forposttjeneste paa Dybbøl. - Havde den Kommanderende General
Gerlach fulgt General de Mezas Exempel og rømmet Skandserne nog-
le Dage før, som havde været rigtigst, da de var uholdbare i den Til-
stand hvori de var, saa var Dhrr. Prøisere blevet narrede for en
stor Seier, og vi havde sparet fire Batailloner og mange tappre og dyg-
tige Officerer, 2det, 9de, 20de og 22 Regiment blev fra otte Kompagnier redu-
cerede til fire Kompagnier hvert, altsaa havde de mistet Halvdelen af
hvert Regiment. 2det og 22. Regiment havde Vagt i Skandserne, 3die
og 18de Regiment stod i Reserve og deltog i Kampen, og for at standse

side 30
Fjenden gjorde 9de og 20de Regiment et Modangreb som medførte ufor-
holdsmæssige store Tab, navnlig paa Grund af at Fjenden havde Bag-
ladegeværer, medens vore var Forladere. - Af Officerer som faldt under Kampen
erindrer jeg General du Plat, Oberst Lasson, Oberstløitnant Bernstorff, Major Rosen,
Major Schach, Kaptainerne Baland, Behrends, Knauer, V.Hansen, Løitnanterne Gram,
og Malling, Overlæge Boesen og mange flere. Vort Tab var
af 9. Regiment 173 døde 560 saaarede og fangne.
"  20. do      167 do   502 do          do     , af begge Regimenter
21 faldne og 10 saarede Officerer
40 døde og saarede Underofficerer, af 3. Regiment Sergent Ras-
mussen og Korporal Muxoll faldne.
Det samlede Tab : - Se Pag. 91.
35 døde og 26 saarede Officerer, 1870 døde og saarede Underofficerer og Menige
2972 fangne                             do              do

Med Hensyn til Skandsernes Besætning, da stod i flere af dem,
denne ikke i Skandserne, men laa udenfor, enten bag smaa Jordvolde
eller i gravede Huler, da den ved at opholde sig der blev overdænget
med Granater og vilde blive dræbte eller saarede der til ingen Nytte. Fjen-
den havde altsaa let ved at tage Skandserne paa venstre Fløi da Besætningen,
som anført, ikke var der, følgeligt var Fjenden i Skandserne før Besætnin-
gen, og denne søgte da at kaste dem tilbage, hvilket paa Grund af den
store Overmagt var umuligt.

Som Exempel paa Madlavning anføres at medens Regimentet laa
i Sundsmark Barakker blev jeg af Kompagniets Underofficerer inviteret
til Middag paa Kjødsuppe og Bøf, Herreretter, som jeg naturligvis ikke
sagde nei til. Suppen var brunlig hvilket undrede mig noget, der sagdes
at det kom af at der kogtes i fri Luft og at Aske og Støv blæste op i Ma-
den, det mærkedes ogsaa paa Bøffen, som paa Grund af Støv og Sand kna-
sede mellem Tænderne, dette gjorde ikke Maden særlig appetitlig, og Tilbered-
ningen stod i det hele meget langt tilbage, og hvis man troer at vi levede
godt, saa er dette en meget stor Feiltagelse.

side 31
Under Sønderborgs Bombardement havde jeg en Nat lagt i et forladt Hus
i Nærheden af Raadhuset, hvori fandtes en Seng med Halm, et Leie som man ikke
fandt hver Nat. Da jeg om Morgenen forlod Huset lod jeg mit Tornyster blive lig-
gende der, da jeg vilde tilbringe den følgende Nat samme Sted. Imidlertid fort-
sattes Beskydningen meget heftigt, og da alle mine Eiendele, Skjorter, Strømper,
Støvler, Tørklæder m.m. laa i Tornysteret, gik jeg ind til Byen, fulgt af nogle
Kammerater, for at redde det. Ved Byens Indgang opfordrede jeg dem som
fulgte mig, til at blive medens jeg gik videre. Ved Raadhuset stillede et
Kompagni af 16. Regiment, og i dette slog en Granat ned og dræbte og saarede mange,
1 Officersaspirant og 25 Mand - andre sagde ca. 40 Mand.

En Mand var næsten knust, Uniformen var sønderrevet, der imellem Blod og
Kjød i en uformelig Masse, en anden fik begge Føderne afskudt. Lægen svøbte
et Stykke Linned om Benene paa ham og fik ham anbragt paa en Ambulance,
en tredie havde faaet Benet knust neden for Knæet, en lang Støvle som han
havde paa var revet itu, og gjennem Støvleskaftet stak Benpiben ud, fle-
re andre havde ogsaa faaet flere betydelige Saar, det var et skrækkeligt Syn,
det værste jeg endnu har oplevet, saavidt jeg ved blev over tyve Mand saarede.
Kompagniet matte ikke stille midt i Byen men skulde stille udenfor.
Løitnant Storm var Kompagnikommandør og Ulykken maa vistnok tilskrives hans
Uforsigtighed. Kaptain Hallas, som var Kommandør for Ambulancen, kom løben-
dertil med Ambulancesoldater for at yde den fornødne Hjælp, det var i høie-
ste Grad modigt og rosværdigt af ham. - Efter dette opgav jeg Tornysteret
foreløbigt, thi at vove Liv og Lemmer for at faae det, syntes jeg var
uforsvarligt. Jeg begav mig da tilbage og traf mit Følge. Vi fulgtes ad
og talte om Ulykken. Jeg mente at jeg kunde komme ind i Byen fra
en anden Side hvor jeg ikke var saa meget udsat for Granaterne, og vi
fulgtes nu alle skjøndt Granater og Granatstykkerne susede om os. En Granat
faldt og sprang i Nærheden af os, en Sergent som ikke rigtig kjendte den
Slags, løb hen og stillede sig bag et Plankeværk for at være dækket, vi andre
som havde set meget heraf gik videre, medens jeg raabte til Sergenten at det
ingen Dækning var, da en Granatstump slog gjennem baade Plankeværk og
ham hvis den havde den Retning. Huset hvori jeg havde tilbragt Natten havde
jeg fundet og var kommen i Besiddelse af mit Tornyster.

side 32
Efter disse Bedrifter fik vi Vaabenstilstand til den 28. Juni.

I London samledes under denne danske, tydske og engelske Stats-
mænd til Konference. Efter hvad jeg ved foreslog England at Slesvig skulde
deles mellem Tydskland og Danmark ved en Linie trukket over Flensborg.
Tydskland var ikke uvillig dertil; men det var Danmark ved sin dygtige
Minister Monrad, som erklærede hellere Krig paa Kniven end at afstaa noget af
Slesvig. Dette kunde være meget rigtigt, naar vi kunde tage Slesvig tilbage
eller holdt det, men vi kunde ingen af Delene. Derved opnaaede vi at
Als blev taget og at vi mistede hele Slesvig.

Fjenden havde benyttet Vaabenhvilen godt, han havde samlet sine
Tropper der hvorfra han agtede at overføre dem til Als, tillige med en stor
Mængde Baade. Vor Styrke var kun 12 Batailloner, hvoraf 2 stod nord for
Augustenborg Fjord, et altfor ringe Tal til at besætte den lange Kyststrækning,
navnlig naar der tillige skulde gjøres tilstrækkelig og alvorlig Modstand, og
af denne Styrke skulde tillige afgives Mandskab til Arbeidskommandoer.
Den Høistkommanderende paa Als, General Steinmann, havde af Overkomman-
doen forlangt 2 Batailloner til Forstærkning, en beskeden Fordring, der burde
da mindst være sendt 6 Batailloner, hvis der skulde gjøres en nogenlun-
de forsvarlig Modstand, men der kom ingen Forstærkning. Der blev al-
tid anvendt en utilstrækkelig Styrke mod den fjendtlige Overmagt.

Natten mellem den 28. og 29. Juni foretoges Overgangen og
lykkedes fuldstændig. Fjenden havde forberedt sig udmærket. Kl. 2 om Nat-
ten sattes Baadene med ca 2600 Mand over fra Snogbæk Hage og fra tre
Steder ved Storskoven, det var mere end tilstrækkeligt til at overveldte
vore Forposter. En lille Feltvagt paa en Snes Mand, en imponerende Styrke,
modtog Fjenden. Overførslen fortsattes hurtigst muligt. Vel blev der gjort
Forsøg paa at kaste Fjenden tilbage, men dette var ugjørligt, der blev gjort
alt hvad der kunde gjøres, kæmpet tappert, men drive Fjenden tilbage for-
maaede vi ikke. Als var taget og var Fjenden gaaet frem som han kunde
og burde, var der ikke kommen mange tilbage derfra.

Vort Tab paa Als var
37 døde og saarede Officerer,

side 33
46 døde og saarede Underofficerer og
765 do     do      Menige.

3die Regiments 7de Kompagni under Premierløitnant Drastrup blev saa
at sige tilintetgjort. Drastrup faldt og af Kompagniet kom kun en Løitnant,
2 Underofficerer, 3 Underkorporaler og 39 Menige tilbage, det blev suppleret af de an-
dre 7 Kompagnier. - Den Nytte Rolf Krake gjorde, den var stationeret i Au-
gustenborg Fjord, var meget ringe.

Vore Angreb medførte altid uforholdsmæssig store Tab fordi de
blev foretagne med en altfor lille Styrke, der fremsendtes en Deling, et Kom-
pagni eller en Bataillon hvor der burde være anvendt en langt større Styrke.
Da Fjenden den 17de Marts havde taget Dybbøl Kirkegaard, som egnede sig
udmærket til Forsvar, beordredes 8de Regiments 1ste Bataillon under Kaptain
Grønlund til at tage den tilbage. Angrebet blev tilbageslaaet, og 3 Kompag-
nier under Kaptain Wedege som skulde understøtte Bataillonen kom først
frem efter at den var slaaet tilbage. Resultatet blev at Wedege tillige med
flere Officerer faldt eller saaredes og Resten maatte trække sig tilbage. Naar
Officererne ved en saadan Leilighed enten falder eller saares er Følgen næ-
sten bestandig at Angrebet mislykkes og Afdelingen trækker sig tilbage.

Tropperne trak sig derefter tilbage til Kainæs, nogle sprængte Afdelin-
ger gik til Hørup, hvor de dels bleve optagne af vore Fartøier og dels tagne
tilfange. 3die med flere Regimenter overførtes til Faaborg. Flere af 5te Re-
giment, hvis Mandskab var fra Fyen, blev modtaget enten af Familie eller
bekjendte. Den Sorg og Fortvivlelse der greb dem ved Efterretning om
Mands eller Slægtninges Død var ubeskrivelig, nogle kastede sig grædende
ned paa Landeveien, det var et smerteligt Syn. - Vi marcherede til Hor-
ne og blev indkvarteret senere gik vi til Assens hvorfra vi den 6. August 1864
returnerede til Kjøbenhavn efter dette ulykkelige Felttog.

Om Armeens Kommandoforhold finder jeg Anledning til
nogle Bemærkninger. I 1847 blev Gerlach Major, i December 1848 blev han
Oberstløitnant og fik Kommandoen over 3die Forstærknings Bataillon, med
denne deltog han i Felten i Slagene ved Frederiecia og Isted hvor den viste
sig meget flink. I 1850 blev han Oberst, senere Kommandør for 14de Bataillon

side 34
i Ratzeborg og 25 Juni 1856 Generalmajor og Kommandør for 1ste Infanteri
Brigade. Efter General de Mezas Afgang 1864 blev han Kommanderende General
over Armeen. - Var han den rette Mand til at afløse de Meza?

Lunding blev Major 1844, Oberstløitnant 1848, Oberst 1849 og Kommandant i Fre-
dericia Fæstning, hvilken han forsvarede meget godt og var dertil en dygtig og
overordentlig modig Officer, som godt kunde sættes ved Siden af Rye, Schleppe-
grel og Helgesen. - 15 Aar efter,1864, træffer vi Gerlach som kommanderende
General, og Lunding endnu som Oberst og - Kommandant i Fredericia - hvil-
ken han maatte rømme, - men som der paastaaes, meget nødig.

Om Udnævnelsen til Dannebrogsmænd
En af Regimentets Underofficerer som i 1850 blev Dannebrogsmand, men i
halvtreserne paa Grund af mislige Pengeforhold med Mandskabet blev straf-
fet og frataget Hæderstegnet, og en anden Underofficer som havde været straffet
med Degradation til Menig, bleve begge Dannebrogsmænd 1864, hvorfor
ved jeg ikke, men Krigsministeriet fandt at det ikke var rigtigt og tilkjen-
degav Regimentet sin Misbilligelse hvori der udtaltes, at Ministeriet maatte
beklage at Regimentet ikke havde vist sig den Tillid værdig som Hans Maje-
stæt Kongen havde vist det ved Uddelingen af Hæderstegnet.

En Menig af Regimentet, som blev haardt saaret og mistede
sit ene Ben, henvendte sig til sin Kapitain og beklagede sig over at han ikke
var blevet dekoreret, da han i en Dagsbefaling var blevet fremhævet for sit
Forhold under Kampen. - En anden Menig var blevet udnævnt til Danne-
brogsmand efter at han var permitteret. Korset blev sendt til Herredsfogden
for at tildeles ham, men da han havde været straffet for Tyveri, indberettede
Herredsfogden det til Ministeriet der forlangte det tilbage og sendte det til Re-
gimentet for at en mere værdig kunde faae det og paa den Maade erholdt
saa Invaliden bemeldte Kors.

Mærkeligt var det ogsaa at Korpsskriverne ved 3die, 4de, 5te og
8de Regiment alle bleve Dannebrogsmænd, de maa have udmærket sig
fremfor de andre Regimenters Korpsskrivere. Ja jeg kunde anfør mange mær-
kelige Exempler paa Uddeling af Decorationer, men - det vilde føre forvidt.

side 35
Det havde en vidtrækkende Virkning naar der faldt Skud i Kjæden.
Alt hvad der stod paa Forpost, Reserve og den tilbagetrukne Linie blev strax allarmeret
og maatte stille, de Afdelinger der laa paa Als for at udhvile, selv om de laa to
Mil fra Sønderborg, matte uopholdelig dertil. Man kunde jo ikke vide om det
var Begyndelsen til et fjendtligt Hovedangreb, og alt maatte derfor samles.
Mandskabet som stod i Kjæden havde derfor Ordre til kun at skyde naar det
var høist nødvendigt. - En Feltvagt ved Rønhave, som stod ved et Batteri med et
Par Kanoner, havde givet Vedetterne Ordre til ikke at skyde før de havde faaet
Tilladelse dertil. Lige over for en af Posterne gik nogle fjendtlige i en Baad og
seilede over mod Vedetten, der sporenstregs løb til Feltvagten og spurgte om han
skulde skyde. Vagtkommandøren løb strax med Vedetten for at se hvad der
var at gjøre, Fjenden var borte, men Kanonerne var fornaglede. Mærkeligt
var det at ingen af Artilleristerne var tilstede i Batteriet, de kom nu og saae
til deres store Skræk hvad der var sket. En af dem gav sig til med en Kniv
at forsøge paa at pille Sømmene ud, og det lykkedes, Sømmene var for smaa
og sad ikke fast. - Hvor utroligt det lyder er det dog bogstavelig Sandhed, jeg
kan anføre Regimentets Nummer og Vagtkommandørens Navn, jeg kjendte ham
personlig. -

Nogle af Tydskerne havde stor Lyst til at skyde enkelt Mand
hvor der var Leilighed dertil, hvorpaa anføres nogle Exempler.

Efter at en Fægtning paa Sundeved 1848 var endt, gik en Furer
Bernhard Jørgensen af 4 Bataillon, end god Ven af mig i Følge med en Kammerat ind i et
Hus for at faae noget at drikke, da de kom ud saa en Tydsker sit Snit til
at skyde ham en Kugle i Hovedet, han døde strax.

Fra 1864
Foran Skandserne blev udstillet enkelte Poster kaldet Lytteposter, hvis Be-
stemmelse var at have deres Opmærksomhed henvendt paa om Fjenden
rykkede frem eller gjorde Forberedelser til Angreb. Disse Posters Hverv var temme-
lig farlig, og for det meste paatog disse Folk sig frivillig denne Tjeneste.
En af dem ved 3die Regiment fandtes en Morgen skudt

Fourer Jacobsen af 11te Regiment stod en Dag ved en Baad som laa

side 36
ved Strandkanten ved Rønhave, da han gik ned i Baaden blev han døde-
lig saaret af et Skud i Underlivet.

Denne Maade at dræbe en Mand paa anser jeg for uhæ-
derlig, egentlig Snigmord, jeg vilde aldrig selv, eller tillade mit Mandskab, at
gjøre sligt, det har ingen Indflydelse paa Krigens Udfald og er en unyttig
Blodsudgydelse. Naar vi i en Fægtning staaer Bryst mod Bryst som
Fjender er det en anden Sag, der er det vor Pligt at gjøre saa mange Fjen-
der som muligt ukampdygtige, men saaledes stjæle Livet af Folk er afskyligt.

Ved at læse en Fortælling om en engelsk Korporal Gregory
Brewster som i Slaget ved Waterlo den 18' Juni 1815 kjørte en Krudtvogn forbi
et brændende Hegn, til en Afdeling af Hertugen af Wellingtons Armee, hvilket
blev anset som en stor Heltegjerning erindrer jeg, at da jeg i 1856 eller 57 førte
en Krudttransport fra Rendsborg til Altona og skulde kjøre igjennem Bramsted,
brændte en Smedie tæt ved Landeveien som jeg skulde passere. Jeg havde nu
Valget mellem, enten at vente til Ilden var slukket, eller risikere at kjøre for-
bi den brændende Smedie. Da jeg ikke syntes om at vente valgte jeg det sidst-
nævnte, dækkede Krudtet paa Vognen godt til med en Præsenning og opfordrede
Kudsken - en holstensk Bondekarl - til at kjøre saa hurtigt som muligt for-
bi Brandstedet, hvilket han ogsaa gjorde, og vi kom uskadt forbi. Hvad
Brewster udførte var efter Kommando, medens jeg forcerede og vovede Kjørslen
uden nogen Opfordring, det var ingen Heltegjerning, men i uheldigste Til-
fælde gjaldt det dog Livet.

Jeg har ført mange Krudttransporter fra Rendsborg til Altona,
nogle Gange under meget stærkt Tordenveir. Paa en af Reiserne spurgte
Kudsken mig om hvad der vilde ske hvis Lynet slog ned i Vognen, mit
Svar var, at baade han og jeg vilde komme til at gjøre et Luftspring
som vi aldrig før havde gjort. Egentligt maatte jeg ikke kjøre naar Tor-
denen var lige over Stedet jeg passerede, men skulde i saa Fald lade Vog-
nen staa, spænde Hestene fra og tillige med Bedækningen fjerne mig saa
langt fra Vognen at vi var uden for Fare hvis Lynet slog ned og antændte
Krudtet. Nogle af Kudskene var ogsaa ængstelige ved denne Kjørsel.

side 37
Fourer C.G. havde hentet Lønningspenge og skulde gjennem Sønderborg ud
i Dybbølstillingen og udbetale den, en Granat slog ned og sprang i Nærheden af
ham, men han var ikke bange, han kastede Posen, hvori Pengene var, fra sig paa
Gaden og løb det bedste han havde lært. En anden Underofficer tog Pengeposen og
bragte ham den. - Saadan Tapperhed bliver gjerne belønnet efter Fortjeneste, og
det blev denne ogsaa, han blev senere Stabssergent, Dannebrogsmand og Skriver
ved 1ste Generalkommando.

Naar en Afdeling bliver afskaaren og omringet saa at fortsat
Kamp kun vil medføre unyttig Blodsudgydelse, er der ikke andet at gjøre end
at overgive sig, blive gjort til Fange, men naar enkelte Mænd af en Afdeling i
Kamp blive tagne til Fange, da er det i Almindelighed Kujoner, jeg har
kjendt flere af den Slags Soldater, jeg vidste i Forveien at de vilde blive Fanger,
forudsagde adskillige det, og det slog til. En Kommandersergent som i første
Krig blev Dannebrogsmand, formentlig for Tapperhed, kom i en varm At-
take 1864, han stillede sig bag nogle Træer, kastede sin Sabel, og da Fjenden
naaede ham, blev han selvfølgelig Fange.

Den sædvanlige Maade hvorpaa mange bliver taget tilfange er
at vedkommende paa et Sted, f. Exp. i en Grøft, hvor han troer sig dækket,
kaster sig ned, hvem der seer det troer at han er saaret, træffer Fjenden
ham nu tages han tilfange, kommer Fjenden ikke saa langt frem, saa
støder han senere til Afdelingen, og saaledes har han reddet sig.

Tvende Kompagnikommandører, W. og R. tappre Mænd, som kæm-
pede personlig med Fjenden blev tagne tilfange.

Efter Krigen 1864 blev alle som vendte tilbage fra Fangenskab
sendte til Kjøbenhavn. Der var mange, saavidt jeg erindrer mellem 7 og
8000. Det mentes at de skulde fremstilles for Forhør og afgive Forklaring
om deres Tilfangetagelse, dette skete dog ikke. Hansen var den Gang
Krigsminister, og da han havde en Kommando paa Als 1848, vidste han af
Erfaring at alle vore Soldater ikke var Helte. - Jeg stod paa Kongens Ny-
torv og talte med Kommandersergent T. da vi saa en Sergent F. komme
som i første Krig var bleven Dannebrogsmand. Hvorledes kommer han her,

side 38
hans Regiment ligger jo i Jylland, spurgte T. mig, hvortil jeg svarede at
han rimeligvis havde været Fange. Sergenten som var en Bekjendt af
os begge kom hen og hilste paa os. T. spurgte ham nu hvorledes det kom
sig at han var i Kjøbenhavn, hvortil han svarede at han kom fra Fan-
genskab, T. sagde saa henvendt til mig, saa havde du dog Ret, paa Fs
Spørgsmaal om hvori jeg havde Ret fortalte T. ham vor Samtale. F. blev
da lidt flov, sagde Farvel og gik bort. Jeg fortalte T. at jeg tidligere havde
været sammen med F. i et Underofficersselskab, og der udtalte F. at han
ikke mere vilde gaa med i Krig og hvis han blev tvungen dertil skul-
de han nok indrette sig saaledes at han kunde hytte sig. Jeg skamme-
de ham da ud, saaledes burde en Underofficer aldrig tale, og hvis det
var hans Mening skulde han ikke sige det.

Efter at foranstaaende er nedskrevet har jeg fra paalidelig Kilde
erfaret at General du Plat den 16. April, før han med sin Division rykkede
over i Dybbølstillingen, opfordrede General Gerlach, som paa Grund af et
Uheld ikke kunde tage derover, til at melde sig syg, du Plat vilde da som
ældste General overtage Kommandoen og samme Aften rømme Stillingen,
men dette vilde Gerlach ikke gaa ind paa. Derved vilde Armeen have
sparet 61 Officerer og 4842 Underofficerer og Menige, som nu opoffredes til
ingen Nytte, og som lagt til den Styrke der skulde forsvare Als, muligen
kunde have forhindret at den kom i Fjendens Besiddelse.

Da Tropperne forlod Jylland og indskibedes til Fyn blev un-
der Oberstløitnant Bechs Kommando efterladt et Korps bestaaende af 1ste Regi-
ment, 2det Dragon Regiment, 4 Kanoner og et Ingeniørkompagni, for at dæk-
ke Tilbagetoget og for at forhindre Fjenden i at foretage Udpresninger og
Brandskatning. Da Oberstløitnant Bech bragte i Erfaring at en
fjendtlig Afdeling var rykket frem mod Ellitshøi bestemte han sig til 2/7
at overfalde den med et Kompagni og 16 Dragoner under Kaptain
Hammerich. Fjenden var imidlertid marcheret til Lundby og her opsøgte
Bech dem. Fjenden var kun 124 Mand under Kommando af Kaptain
Schlutterbach, men da de bemærkede vore Tropper tog de Opstilling bag et

side 39
Jorddige. Bech opfordrede Kaptainen til at rykke frem i Kolonne og angribe med
Bajonetten. Fjenden afgav tre Salver, vort Tab var 20 døde og 77 saarede der iblandt
mange haardt saarede som døde kort efter. Fjendens Tab var 3 saarede. Kampen
maatte opgives og Resten trak sig tilbage uden at blive forfulgt. Kaptain Hamme-
rich, Løitnant Grave og svensk Premierløitnant Betzholz saaredes, sidstnævnte døde
den 28. Juli. Liget blev balsameret og sendt til Stockholm. Det var et stort Nederlag,
navnlig foraarsaget ved den ufornuftige Maade Angrebet blev foretaget paa.
Man tænke sig et Kompagni under en Oberstløitnant og en Kaptain rykke frem
mod en dækket Stilling i Kolonne, uden at skyde, men derimod lade sig
nedskyde under Fremrykningen saa at Halvdelen af Mandskabet dels faldt
og dels saaredes, hvor forkasteligt af de Kommanderende og hvor modigt og med
hvilken Dødsforagt Angrebet foretoges af Mandskabet.

Jeg havde en Broder som deltog i Affæren og mærkeligt nok slap
uskadt derfra.

Efter Ankomsten til Kjøbenhavn 6 August 1864 fortsatte jeg Tjenesten som Depotsergent
ved Bataillonen indtil den 8 Marts 1866, da jeg ifølge derom indgiven Ansøgning blev
beskikket til Politibetjent i Odense og den 24de s. Md. med min Familie afreiste
dertil. - Ved Afgangen beregnede Bataillonen mig med Lønning, Undermun-
dering, Brød og Hæderstegnsducør for 7 Dage, men da alt, ifølge de givne Bestem-
melser, undtagen Brød, skulde beregnes og udbetales maanedsvis og forud, ind-
gav jeg Andragende til Ministeriet om at erholde Lønning m. v. for hele Maane-
den, hvilket ogsaa strax blev tilstaaet mig.

Her begynder det 2det Afsnit af mine Erindringer.

Ankommen til Odense meldte jeg mig til Politimesteren, Appellations-
retsraad G Koch og Politiassistenten Villumsen.

Ved Tiltrædelsen fik jeg en trykt Instrux leveret til Veiledning ved
Polititjenesten som jeg var ganske fremmed for, endvidere blev der givet for-
skjellige andre Bestemmelser af Politimesteren, blandt andet at vi ikke maatte
komme enkeltvis til Stationen men i Hold paa 2 à 3 skulde marschere dertil.

side 40
Vi var 7 Betjente, heraf havde 1 Nattevagt, 2 mødte om Morgenen Kl. 7, vi
var altsaa 4 tilbage. Saavidt muligt satte vi saa hinanden Stævne og marcherede
saa 2 sammen midt ad Gaden til Stationen - en imponerende Politistyrke -.
Undertiden fik en af os Ordre til at besørge et Ærinde paa Veien til Statio-
nen og kunde da ikke komme marcherende dertil sammen med en Kollega.
Naar vi havde Vagt ved Theatret, ved Baller paa Raadhuset, Bryllupper eller
lignende, medførte vor Tjeneste, at vi foruden at holde Orden, tillige skulde fun-
gere som Leietjenere ved at aabne og lukke Karethdøren for Deltagerne. Instruxen
indeholdt tillige en Bestemmelse om at der bestandig skulde være 2 Betjente
tilstede paa Politistationen for at der strax kunne erholdes Politiassistance, men
naar der skulde være 2 tilstede, saa maatte den ene jo ikke bortfjerne sig, da
der saa kun blev en tilbage. - Polititjenesten fandt jeg meget stræng og anstræn-
gende, men dog ganske interessant. Den ene Dag var ikke som den anden,
bestandig vexlende og noget nyt. Tjenesten bestod i Patrullering paa Gaderne,
2 Timer hver Formiddag og hver Eftermiddag, Stationsvagt, Vagt ved Theate-
ret, paa Torvene, i Dandselokalerne, som Stævningsmand Forkyndelse af
Stævninger og Domme m. v. transportere Forbrydere til Straffeanstalter, modtage
Anmeldelser om begaaede Forbrydelser, foretage Undersøgelser og indgive Rapporter
derom. Tjenesten begyndte i Reglen Kl. 8 Morgen til Kl. 9 Aften, men var ved
forskjellige Leiligheder baade tidligere og senere. Vi havde 2 Timer fri til
Middag, skiftevis fra Kl. 11 til 3. En Nat om Ugen havde vi Nattevagt,
under hvilken vi skulde inspicere Patrulliebetjentene, have Vagt paa Statio-
nen, modtage Anmeldelser o.s.v.

Vore Foresatte, Politimesteren og Politiassistenten, var temmelig ubehagelige
og grove, Hummanitet kjendte de ikke. I det Hele taget er Dhrr. Jurister grove
og hensynsløse, en høflig og human Underdommer er efter min Erfaring en
stor Sjeldenhed. Var en Forbrydelse anmeldt og man ikke kunde opdage
Gjerningsmanden blev man anset for et Fæ som der ingen Forretning kun-
de betroes. Et Exempel herpaa skal jeg anføre. Fra en Kjøbmand paa Over-
gade var der stjaalet et Par Støvler og Tyven havde efterladt sine opslidte Træ-
sko. Det faldt i mit Lod at faae Træskoene og opsøge Eiermanden. Forret-

side 41
ningen forekom mig temmelig haabløs, imidlertid travede jeg Byen rundt med Træ-
skoene indsvøbt i Papir under Armen, men Gavtyven fandt jeg ikke, han
kunde ikke findes, det var daarligt gjort af mig. Et Par Aar efter, en tidlig Mor-
gen blev en Fyr truffen som havde taget Logis i en Bygning som blev opført
paa Nørregade, da han var blottet for Subsistentsmidler og intet Logis havde
anholdtes han og førtes til Stationen. For at lette hans Samvittighed maat-
te han opgive hvor han havde været og hvad han havde foretaget sig i den
senere Tid, han fortalte dette og tilstod at han var Støvletyven. Strax efter at
han havde stjaalet Støvlerne var han gaaet til Middelfart. Jeg stod nu
skyldfri; thi da han var spadseret til Middelfart var det jo ikke muligt
for mig at finde ham i Odense.

Styrken var 4 Betjente af 1ste Klasse, 3 af 2den do. 12 Patrulliebetjen-
te samt 2 Reserve-Patroulliebetjente. Lønnen var for 1ste Klasse 700 Kr. 2den do
500 Kr. Patrulliebetjentene 480 aarlig, hvortil endnu kom for Politibetjentene ca 200 Kr. og
for Patrulliebetjentene 100 à 150 Kr. i Sportler aarlig. Lønnen var lille nok, men for 1ste Klas-
se hvori jeg var, tilstrækkelig. Politibetjentene skulde selv holde sig med Uniform, hvori-
mod Patrulliebetjentene havde fri Uniform. – Med hensyn til Tjenesten kan denne kun an-
føres med enkelte Oplevelser og spredte Træk.

Politiet i Odense blev omordnet den 1. Februar 1866. Politibetjentene pa-
trouillerede om Dagen fra Kl. 9 Morgen til Kl 9 Aften og Patrulliebetjentene fra Kl. 9 Aften til
Kl. 5 Morgen, fra Kl. 5 til 9 Formiddag blev der ikke patrulleret. Tilsynet skete ved at
Patrulliebetjentene forlod Stationen Kl. 5 og Kl. 7 og 2 Politibetjente mødte Kl. 7 og 4 Kl. 8.
Politistationen var stedse aaben og der kunde altid modtages Anmeldelser, Hittegods
og erholdes Assistance naar det var nødvendigt. Det var noget nyt for Byens
Befolkning og det blev benyttet efter en stor Maalestok, naar noget savnedes i
eller udenfor Huset blev det anmeldt som Tyveri og Politiet skulde da skaffe Ef-
fekterne tilveie. Saaledes anmeldtes blandt andet at en halv Nedløbsrende fra en
Tagrende var stjaalet, det var et mærkeligt Tyveri. Anmeldelsen modtoges, en
Betjent udsendtes til Opdagelse, det viste sig da at Renden var blæst ned i en
stærk Storm om Natten og at en Husets Beboere havde sat Renden ind i
Gaarden. – En Snedkermester anmeldte at han var bestjaalet for et Stykke

side 42
Damask til en Sofa, en Betjent afsendtes for at undersøge hvor det sidst var
set og af hvem, samt om der havde været fremmede Uvedkommende i Lokalet
hvor Damasket havde henligget. Undersøgelsen førte til at Snedkerens Datter havde
forvaret det i en Kommodeskuffe. – En Frue som var flyttet til Nørrebro an-
meldte sent om Aftenen at der under Flytningen var stjaalet fra hende 12 Par
Hørlærreds Lagener, 12 Par Blaarlærreds do, flere store Duge med tilhørende Ser-
vietter og en stor Del forskjelligt andet Linned. Det var et stort Tyveri, næsten
et helt Læs. Jeg sagde hende at der vel blev stjaalet i Odense, men at der
blev stjaalet hele Læs forekom mig næsten utrolig, og jeg anmodede hende
derfor om at se nøjagtigt efter om det ikke var forlagt et eller andet Sted,
men det opvakte Fruens Vrede, hun udbrød om jeg ikke troede hende, saa
kunde hun godt henvende sig til Politimesteren. Dette mente jeg ikke var nød-
vendigt, jeg var jo ved at skrive Rapporten, og der skulde blive gjort alt
muligt for at hun kunde faae sine Eiendele, og det blev der gjort. Fra
Stedet hvor hun var flyttet var flere Mand i Arbeide, heraf havde hun havt
4 Mand tilhjelp, desuden en anden Mand og Kudsken som kjørte Vognen.
Alle maatte afgive Forklaring og der blev foretaget Husundersøgelse hos dem,
men saa kom Efterspillet. Den følgende Dag meddelte Fruen at alle Sager-
ne var fundne, en af Pigerne havde pakket dem i en stor Dragkiste, hun
bad derfor undskylde hende for den Uleilighed hun havde gjort os, men der-
med var Sagen ikke tilende, de 4 Mand og Kudsken var ikke tilfredse med
at de var blevne ansete for Tyve og at der var blevet foretaget Ransagning
hos dem, de forlangte Godtgjørelse derfor og man enedes om at de hver fik
4 Kr. Da den 6te Mand erfarede dette, forlangte han ogsaa 4 Kr. og jeg
blev da sendt til Fruen med et Brev fra Assistenten hvorpaa jeg skul-
de have Svar – 4 Kr. – Fruen modtog Brevet og sagde at det var godt,
hvorfor jeg gjorde hende opmærksom paa at jeg skulde have Svar, hvil-
ket bestod i omhandlede 4 Kr. Jeg kunde ikke nægte mig den Fornøielse
at sige Fruen, at Anmodningen som jeg havde stillet om at søge nærmere
efter det savnede, dog ikke havde været overflødig.

Paa Torvevagten skulde vi blandt andet paase at Smør, som i

side 43
Almindelighed solgtes i Stykker paa 1 Pund, havde den rigtige Vægt. En Dag medens
jeg havde Vagt gjorde en Høker mig opmærksom paa at en Kone falbød Smør som
syntes undervægtig, da Stykkerne ogsaa forekom mig at være for smaa, opfordre-
de jeg Konen til at følge med til Stationen, hvor der stod en Normalvægt, for
at efterveie det, her viste det sig at Vægten var rigtig og en Betjent gik derpaa
med hende til Torvet og jeg meddelte da lysthavende at det var efterveiet og
Vægten var rigtig. Med denne Afgjørelse vilde Konen ikke lade sig nøie, hun
begyndte at græde, paastod at jeg havde foraarsaget at hun nu ikke kunde
faae sit Smør solgt og forlod Torvet i høieste Vrede. Smørret var fra Adjunkt
Hastrup som eiede en Gaard tæt ved Odense, han gav Konen ret, anmeldte det
passerede paa Politistationen og forlangte at jeg ikjendtes den høieste Straf.
Politiassistenten optog en Rapport hvori blandt andet anførtes at jeg havde an-
holdt Konen, udvist Malkonduite, foranlediget at Hastrup fremtidig ikke
kunde sælge sit Smør paa Torvet. – Efter Vagten paa Torvet var jeg fri
til om Aftenen Kl. 8½ da jeg skulde havde Nattevagt. Paa Stationen blev jeg
modtaget af Assistenten med et "Naa de har baaret dem net ad paa
Torvet i Dag". Jeg forsvarede min Handlemaade som rigtig og korrekt.
Assistenten gav mig derpaa den optagne Rapport og sagde at jeg kunde
anføre mit Forsvar paa den, og det gjorde jeg. I Forsvaret anførte jeg
ikke at havde anholdt Konen men anmodet hende om at følge med til
Stationen for at faa Smørret veiet da Vægten henstod der, idet jeg tillige be-
mærkede at det formentlig var rettest at Vægten fandtes paa Torvet for strax
paa Stedet at faae den Slags Sager afgjort, at jeg paa Foranledning af
en Kjøber, med Angivelse af hans Navn, havde foretaget Efterveiningen,
at vi uden nogen Anmeldelse foretog Veining af Bagernes Brød, samt
at et Kvint Smør havde mere Værd end et Kvint Brød. Paafølgende
Dag indfandt Hr Hastrup sig paa Stationen for at erfare Sagens Udfald, han
blev henvist til Politimesteren, og da han ikke fandt sig tilfreds med Resul-
tatet skrev han til Stiftamtet, der havde han heller ikke faaet Medhold og
han indsendte da en Besværing til Justitsministeriet. Jeg hørte senere intet
videre til Sagen. Da jeg en Gang efter flere Maaneders Forløb atter skulde have

side 44
Vagt paa Torvet forespurgte jeg Assistenten hvorledes jeg skulde forholde
mig naar en lignende Sag skulde fremkomme, han erklærede at han
ei heller kjendte Sagens Udfald, samt at jeg maatte handle efter Konduite,
men at han ikke vilde bære sig ad paa den Maade, paa mit Spørgsmaal
om hvorledes jeg da skulde bære mig ad, indrømmede han at det vidste han
ikke. – Det var dog ikke altid at han slap med den Besked, som Politi-
assistent maatte det antages at han skulde veilede os hvor det ansaaes for nødven-
digt, men det var jo ikke saa bekvemt som bagefter at kritisere og sige at
hvad der var foretaget var urigtigt.

En Overlærer der ansaaes for meget distrait anmeldte at der var
stiaalet en Hundredrigsdalerseddel fra ham. En Gjæstgiver her i Byen hav-
de været hos ham, men han kunde ikke mistænkes for Tyveri – hvorfor ikke?
Andre havde der ikke været og han kunde ikke henlede Mistanken paa nogen.
Der blev holdt en hvis Hemmelighedsfuldhed over det hele. – Tre af de dyg-
tigste Betjente? blev indviede i Hemmeligheden, men – skulde anmo-
de forskjellige Handlende om naar nogen betalte med en saadan Seddel da
at anmelde det paa Stationen. Jeg hørte ikke til de begunstigede som blev
indviet i Hemmeligheden, dog erfarede jeg det og spurgte Assistenten
om bemeldte Seddel var stjaalet. Svaret var "hvorfor, "de der skulde
have det at vide var underrettet derom". Jeg indvende derimod at som
Politibetjent burde og skulde jeg vide det. Naar Kjøbmanden fik Meddelelse
derom maatte han jo give sine Medhjælpere samme Besked, og hvad de
vidste maatte jeg da ogsaa faae at vide, hvortil endnu kom at naar
der paa Stationen blev anmeldt til mig at N.N. havde faaet en Hun-
dredrigsdalerseddel vexlet, jeg da roligt kunde sige at det ikke kom
mig ved. – Assistenten gik ind paa sit Kontor, men lidt efter kom
han tilbage og sagde at det var en Feil af ham at han ikke havde under-
rettet os alle om Tyveriet, som forresten aldrig blev opdaget. Jeg kunde godt
anføre Navnet baade paa Overlæreren og Gjæstgiveren da begge nu, 1903, er døde.

Da Bankdirektør B. en Eftermiddag Kl. 3 gik hjem fra Banken
kom han ind paa Stationen og anmeldte at en Mand havde været i Banken

side 45
og forlangt en Vexel disconteret paa 800 Rdlr som han ansaa for falsk. Hvem Manden var vidste
han ikke, han ansaa ham for Arbeider, han var lille og Signalementet var ikke
godt at kjende ham paa. Naar B. vilde anmelde Manden havde det været det
rigtigste at opholde ham lidt og sende Bud til Stationen som var nær ved Ban-
ken. Jeg var ene paa Stationen og blev tilkaldt for om jeg muligt kunde tæn-
ke hvem det kunde være. – Politimesteren havde delt Byen i 7 Distrikter, et
til hver Betjent, her skulde vi paase om Gaardene og Latrinerne m.m. blev
ordentligt renholdte og tillige gjøre os bekjendt med Beboerne. Efter ca. et Aars
Forløb skiftede vi Distrikt og vilde saaledes efter nogle Aars Forløb være meget
godt kjendt over hele Byen. Dette var en meget god Foranstaltning da 5 af
Betjentene var aldeles fremmede i Odense. I mit Distrikt boede en Mand ved
Navn Sørensen i Slotsgade, der arbeidede hos Uldspinder Grundtmann. Dette kun-
de meget godt passe paa Manden, men jeg vidste tillige at han flere Gan-
ge havde været i Tugthuset, at han var gift med et Fruentømmer som
var noget ældre end ham, og havde været i Forbedringshuset, at han
stod i Forbindelse med et andet Fruentømmer, Malkemarie, som malkede
Kør for en Brændevinsbrænder Folhave, samt at han spekulerede paa at reise til
Amerika med dette Fruentømmer. Alt dette passede jo godt sammen, og det
var jo rimeligt at dette var den rette Mand. Jeg fik Ordre til at paabe-
gynde Undersøgelsen og begav mig til Sørensens Bolig, han var hjem-
me om Eftermiddagen Kl. 4, dette var mig allerede paafaldende. Paa
Forespørgsel om han intet Arbeide havde svarede han at han stadigt havde Ar-
beide hos Grundtmann, men at han skulde besørge nogle Ærinder.
Jeg fremtog min Noticebog og anmodede ham os at opgive mig nøiag-
tigt hvor han havde tilbragt Dagen. Han opgav at være gaaet til Ar-
beide om Morgenen Kl 6, havde arbeidet til Middag, var gaaet hjem
og havde spist, men nu vilde jeg ogsaa vide Besked paa Resten af
Dagen, og her kneb det for ham, først var han forbleven hjemme, men
naar han skulde besørge Ærinder for Grundtmann, hvad var det da for
Ærinder – dette kunde jeg naturligvis let faae at vide ved Forespørgsel
hos Grundtmann. – Ved strax at notere hans Udsagn fik jeg en

side 46
Fordel over ham, da han uforberedt maatte give mig Forklaring, og
han efter yderligere Krydsforhør næppe efter nogle Timers Forløb kunde erin-
dre sit første Udsagn til mig. Derpaa fik jeg en Dreng til at gaa til Poli-
tistationen og udbede mig en Betjent til Assistance da jeg vilde fore-
tage Husundersøgelse. Betjenten kom, Undersøgelsen blev foretaget men
der fandtes intet mistænkeligt. - Med den Slags Folk, straffede Perso-
ner, gjør man ikke mange Omstændigheder. Efter dette udspurgte jeg
ham om den falske Vexel, men den kjendte han selvfølgelig intet til, ja
men Bankdirektøren kjender dem og vi skal nok komme efter Sandhe-
den. Jeg anholdt nu Sørensen og medtog ham til Stationen. Paa Veien
sagde han at jeg jo havde nedskrevet alt hvad han havde sagt, da
jeg bejaede dette, sagde han at han ikke havde fulgt Sandheden, hvortil
jeg svarede, at jeg godt vidste at alt hvad han havde sagt var Løgn,
men det skulde vi nok finde ud af naar vi talte mere sammen
paa Stationen. - Han bekjendte nu, midt paa Gaden, at det ganske
rigtigt var ham der havde været i Banken med Vexlen, han var
gaaet ned til en Værtshusholder i en Kjælder og skrevet den. - der fandtes
nemlig hverken Pen eller Blæk i hans Hjem, hvilket viste sig ved Un-
dersøgelsen. Naa, men hvor er nu Vexlen, ja den havde han tygget
og spyttet ud paa Gaden. - Det var nu en nem Sag for Dommeren,
her havde vi Forbryderen, han havde bekjendt, alt var i Orden, der
manglede blot Dommen, og den lød paa nogle Aars Forbedringshusar-
beide, jeg havde den Fornøielse at bringe ham til Straffeanstalten i Vi-
borg. - Hans første Forbrydelse var at han i 20 Aars Alderen afbrændte
en Gaard i fyrgetyverne, herfor blev han dømt til at halshugges.
Dommen gik gjennem Overretten til Høieste Ret. Tre Gange blev denne
Dom forkyndt for ham, det var frygtelig, han blev benaadet og fik i stedet
20 Aars Tugthusstraf, men sagde han, Indtrykket da Dommen forkyndtes mig
var for intet at regne mod da Benaadningen blev mig forkyndt, det var
som jeg skulde synke i Jorden, jeg blev helt vanvittig. Da han blev dømt for
Vexelfalsk var han nogle og fyrgetyve Aar, heraf havde han tilbragt Halv-

side 47
delen i Straffeanstalten. Efter udstaaet Straf hilste han paa mig paa Gaden, han ar-
beidede da som Murerhaandlanger, forøvrigt et net Bekjendtskab, men jeg har
flere af den Slags.

Naar man er Politibetjent maa man have Øinene og Ørerne med
sig for at intet skal undgaa ens Opmærksomhed, paa den Maade ser og
hører man meget som andre ikke lægger Mærke til.
En Aften under Patrulleringen i Skulkenborg hørte jeg et slemt Spek-
takel i et Hus, som blandt andre beboedes af en Arbeidsmand, kaldet Saxe
Frederiksen, forresten en fordrukken Person, Konen var der ei heller meget ved.
Han og hun skjændtes omkaps. Naboerne opfordrede mig til at forsøge
paa at skaffe Ro, hvad jeg undslog mig for, men da Huseieren ind-
trængende anmodede mig om at see at faae Fred i Huset, gik jeg op
i Leiligheden for at forsøge derpaa. Konen var rasende, hun udskjeldte
Manden, kaldte ham blandt andet en Tyveknegt, jeg søgte at berolige hende idet
jeg sagde at Manden selvfølgelig maatte blive vred over saadanne Skjelds-
ord, hun paastod imidlertid at hvad hun sagde var Sandhed, han var
med en Slagtr S. kjørt ud for at hente Brænde. S. havde tabt nogle
Penge i Vognen, dem havde Frederiksen fundet og beholdt. Jeg søgte saa
godt som muligt at berolige dem, hvorefter jeg forlod Huset. Som
Betjent var det min Pligt at anmelde de Forbrydelser der kom til min
Kundskab, jeg indgav da Rapport over det passerede, og Følgen blev at
Frederiksen sattes under Tiltale og straffet med Fængsel paa Vand og Brød.

Paa Gaden skjændtes 2 Drenge, den ene kaldte den anden en Tyveknegt.
Jeg tog dem begge med til Stationen, hvor jeg lod dem afgive Forklaring.
Den ene ca 12 Aar gammel, gik i Byen for Blikkenslager C. og der havde han
flere Gange seet Leilighed til at stjæle Penge af en Blikkasse der stod i Butikken
hvori det som indkom for Reparationer og mindre Beløb henlagdes. Han
vedgik Tyverierne og sagde at han havde forbrugt Pengene til Slikkerier, samt
at Blikkenslageren havde mærket Tyverierne og flyttet Blikkassen, men
desuagtet gik han endnu i Byen for C. Nu henvendte jeg mig til C. - men
mærkværdig nok var mange uvillige til at give Politiet Meddelelser,

side 48
saaledes ogsaa C. Paa mit Spørgsmaal om han havde mærket at Drengen
stjal svarede han til min Forundring nei. Da jeg vidste hvor den om-
handlede Blikkasse tidligere havde staaet og hvor den nu stod, spurgte jeg
om hvorfor den var flyttet. C. blev nu vred og sagde at det var et nær-
gaaende Spørgsmaal som han ikke vilde svare paa, og at jeg var ube-
rettiget til at stille slige Spørgsmaal. Jeg underrettede ham om at Drengen
var anholdt og havde bekjendt alt. Dette forandrede Situationen noget,
og C. indvilgede nu i at give en nøiagtig Forklaring naar han saa kunde
blive fri for at møde i Retten - dette havde Folk ikke Lyst til -. Jeg sva-
rede ham, at enten han afgav Forklaring til mig eller ikke, kom han
alligevel til at møde i Retten. Herefter afgav han Forklaring som fuld-
stændig stemte med Drengens Udsagn. - Men Drengen gjorde mig end-
nu nogle Bryderier. Han blev indlagt paa Fattiggaarden, og herfra
undveg han tillige med en anden Dreng, ved at knytte nogle Lagener
sammen og flygte gjennem et Vindu. Da jeg kjendte begge Drengene blev det
paalagt mig at opsøge dem. Jeg fandt dem ogsaa legende ved en Dam ude
ved Dampmøllen. - Han blev afleveret til Fattiggaarden igjen men und-
veg atter, og det blev paany, paa Grund af Bekjendtskabet, overdraget mig
at opsøge ham. Jeg erfarede at han var seet i en Gaardsplads ved Gravene. Der
kunde jeg ikke finde ham, men stod og spekulerede paa hvor jeg skulde
søge ham. Pleieforældrene boede i Skræppestrædet, altsaa langt fra Gravene.
Medens jeg stod der saae jeg et Hoved dukke op af en stor Sukkerfustage
som stod i en af Gaardene, og ganske rigtigt var det Hovedet af Drengen,
og jeg bragte ham nu til Stationen. - Jeg har senere hørt at han blev en
slem Tyveknegt som er blevet straffet flere Gange.

Paa Stationen anmeldte en Mand at der var stjaalet en Gris fra ham
paa Torvet. Adspurgt om han havde Mistanke til nogen svarede han at der
var en Skomager som han troede var Tyven, han sad i et Værtshus og
spiste. Da jeg var ene paa Stationen kunde jeg ikke gaa derfra, der var
da ikke andet for mig at gjøre end anmode Anmelderen om at bringe
Skomageren til Stationen, og dette gjorde han ogsaa. Underligt var det at

side 49
Skomageren vilde følge med. Jeg spurgte Skomageren om hvor Grisen var som
han havde stjaalet, han svarede at han ingen Gris havde stjaalet, hertil svarede
jeg at jeg godt vidste at han havde taget Grisen og solgt den, samt at han havde
Pengene hos sig. Skomageren blev duperet, afleverede Pengene som var bundet ind
i hans Halstørklæde og opgav til hvem Grisen var solgt. Derefter lod jeg Anmel-
deren gaa til Kjøberen og forlange Grisen og sige ham at han kunde faa Pen-
gene tilbage for den paa Stationen. Over det passerede skrev jeg Rapport.
Det var en nem Forretning, modtaget Anmeldelse om Tyveriet, anholdt
Tyven, faaet ham til at bekjende, tilbagebetalt Pengene, Anmelderen faaet sin
Gris tilbage, og alt udført uden at forlade Stationen, men det var sjelden at
det gik saa let.

Hos Guldsmed G. indfandt en Mandsperson sig som vilde sæl-
ge noget Sølv, blandt andet et Par itubrukne Sølvsporer, aabenbart var
det Tyvekoster. G. lod Tyven gaa og anmeldte det derefter til Stationen. Hel-
digst vilde det været at Personen var opholdt medens Budet gik til Stationen.
Signalementet var meget mangelfuldt men han havde en meget tyk Stok i
Haanden. Nielsen og jeg blev udsendt for at opsøge Manden. Ordren var lettere
givet end at udføre. Nielsen og jeg gik nu ad Vestergade spekulerende paa
hvorledes vi skulde faa fat i Fyren. Ankomne til Hotel St. Knud stod
vi og talte om hvordan vi skulde løse Opgaven. Jeg foreslog at en af os
gik gjennem Kongensgade og Vindegade og den anden ad Vestergade og
Heden. Pludselig udbrød Nielsen "der gaaer han" og begav sig sporenstregs
hen ad Kongensgade, han havde nemlig faaet Øie paa en Mand med
en tyk Stok, jeg fulgte efter, vi anholdt Manden og førte ham til Sta-
tionen. Da han havde sat lidt der forlangte han at komme i Gaarden,
det var jo en Nødvendighed, men jeg ansaae det tillige for nødvendigt
at visitere ham inden han gik i Gaarden. Han fandtes i Besiddelse af
Sporerne og flere andre Sølvgjenstande. Det var Gjenstandene, nu blev
det hans Sag at bevise sin lovlige Adkomst til dem, var han først
kommen i Gaarden havde vi neppe fundet Sølvsagerne hos ham. Det var
Peter Maler fra Skræppestrædet. han blev idømt Straffearbeide for Indbrudsty-
veri paa en Herregaard.

side 50
Da det ikke sjeldent skete at Børn dels gik omkring og tiggede og dels
begik Tyverier bestemte Politimesteren at vi skulde forhindre Børn i at gaa og samle
Klude og Ben, da det gav Leilighed til at de tillige stjal hvad der laa forhaanden.
Da jeg en Dag saa to Drenge gaa med en Pose ind i en Kjøbmand Ms store
Gaard gik jeg efter dem, og da de gik for at samle Klude og Ben, forbød jeg dem
det og gav dem Tilhold om at gaa hjem. Kjøbmanden kom til og da han hørte hvor-
om Sagen dreiede sig, udtalte han at han havde givet Drengene Lov til at kom-
me der og opsamle hvad der var kastet i Skarnkassen, om jeg havde noget
derimod, jeg svarede, at det kunde jeg naturligvis ikke have, men meddelte
ham Politimesterens Bestemmelse og Grunden dertil, men det gjorde ingen For-
andring i Kjøbmandens Mening. - Kjøbmanden var en særdeles god og velvil-
lig Mand. - Senere anmeldte hans Hustru at der jevnlig blev stjaalet Penge
fra hende, som laa paa en Tallerkenrække i Kjøkkenet, og at hun havde Pigen
mistænkt for Tyverierne. For at overbevise sig derom havde hun mærket nogle Markstyk-
ker med et Kryds og hun havde saa med sin egen Nøgle lukket Pigens Kom-
modeskuffe op og der fundet de mærkede Markstykker. Pigen negtede at have stjaa-
let, men Fruen forlangte hende arresteret og straffet. Paa Spørgsmaal om Pigen
havde været tilstede da Fruen ransagede hendes Gjemmer indrømmede Fruen at
det havde hun ikke. - Som Sagen stod mente jeg at der ikke var noget at
gjøre, det var ofte Tilfældet at der var indridset Mærker i Mønter og det
var intet Bevis paa at Markstykkerne var Fruens. Fruen blev vred og sagde
"naar hun sagde at Pigen havde stjaalet Pengestykkerne og Fruen fundet dem
i hendes Gjemme, maatte Fruens Ord staa til Troende, ligemeget hvad
Pigen sagde." Hertil bemærkede jeg at hendes Udsagn ikke var Bevis nok
mod Pigen, rigtigere havde det været at hun først havde anmeldt Sagen for
Politiet og ladet det foretage Ransagningen, som Fruen var aldeles uberettiget til selv
at foretage, ligesom Politiet ei heller maatte gjøre det før Politimesteren havde
dekreteret det. Som Svar paa om der ingen andre end Pigen kom i Kjøkkenet,
udsagde Fruen "at der ogsaa kom nogle fattige Koner og Børn som kun ydede
Hjelp", kan det ikke tænkes at nogen af dem kunde have begaaet Tyverierne
"nei paa ingen Maade, det er ordentlige og skikkelige Folk", kun Pigen var

side 51
ikke ordentlig og skikkelig.- Jeg optog Rapport over det passerede, tilføiede Fruens
Udsagn om de skikkelige Folk som kom i Kjøkkenet, samt om at Kjøbmanden hav-
de givet Drengene Lov til Opsamling i Gaarden. - Efter hvad jeg fik at vide var Pi-
gen meget ordentlig og der var ikke mindste Grund til at tiltro hende at hun
stjal, hvorimod Fruen var bekjendt for at være noget urimelig og ondskabsfuld, og
som man her siger "ikke ganske sikker."- Der kom heller ikke noget
ud af Sagen.

Fra Torvet kom en Landboer, Madam Bøhm og en ældre Arbejdsmands
Kone ind paa Stationen. Landboeren anmeldte at da han stod paa Torvet og
solgte Smør i Etpundsstykker havde Konen faaet 1 Pund Smør som hun var gaaet
med uden at betale, Madam B., forøvrigt en berygtet og straffet Person, som ikke var
meget troværdig, optraadte som Vidne, og sagde at hun havde set Konen havde
faaet 1 Pund Smør som hun var gaaet med uden at betale, og Konen sagde at hun
havde faaet Smørret men ogsaa betalt det. Jeg formanede alle tre til at holde sig
til Sandheden, navnlig syntes ikke Konen at se ud til at ville bedrage Man-
den, men alle paastod paa det bestemteste at deres Udsagn var rigtigt. Da Landboe-
ren atter skulde paa Torvet og sælge Resten af sit Smør, Madam B. hjem, lod jeg
begge gaa med Paalæg om at komme tilbage paa Stationen efter en Times Forløb.
Derefter forhørte jeg Konen, spurgte hende om hun ikke havde glemt at betale, men
hun paastod paa det bestemteste at have betalt. Saa greb jeg til den Udvei at lade
hende gjøre rede for de Penge hun medbragte fra Hjemmet. uagtet jeg vidste at
det er meget sjelden at man nøiagtig veed hvor mange Penge man har i sin
Portemonnæ. Hun sagde at det vidste hun bestemt, hun vidste hvor meget hun
havde givet ud, men ved Eftertællingen viste det sig at hun havde for mange Penge,
akkurat hvad et Pund Smør kostede. Foreholdt dette sagde hun at saa havde
hun havt flere Penge med end hun kunde huske. Landboeren og Madam B. ind-
fandt sig igjen paa Stationen og begge fastholdt deres Udsagn. Efter at jeg havde
oplæst den optagne Rapport for dem lod jeg dem gaa og bragte Konen tillige
med Rapporten til Politimesteren. Da hun ikke havde bekjendt foreholdt han
hende Forklaringen som Landboeren og Madam B. havde afgivet men Konen
paastod at være uskyldig . Jeg fik Ordre til at bringe hende til Arresthuset

side 52
og søge nærmere Oplysning om Konen. Hun var 67 Aar og af Bekjendte an-
set for en ordentlig Kone som ikke vilde bedrage nogen. Mit Princip var
hellere at lade en skyldig løbe end anholde og arrestere en uskyldig, og da
jeg efter de Oplysninger jeg havde erholdt maatte ansee Konen for at være
uskyldig, gik jeg til Arresthuset for at tale med hende, men Arrestforvare-
ren beroligede mig med at hun havde bekjendt. - Spørgsmaalet bliver nu,
var hun virkelig skyldig eller tilstod hun Bedrageriet for hurtigst mu-
ligt at slippe ud af Arresten.

Fra Pantheon blev anmeldt at der var stjaalet en tom men
dyr Portemonnæ som var brugt ved en Forestilling. Ankommen der mente jeg
at den muligen var forlagt eller at en af Skuespillerne i andre Tanker havde
stukket den i Lommen og forglemt det, tillige eftersøgte jeg paa Teateret om
den ikke fandtes der, men jeg kunde ikke finde den. Restauratør I. som hav-
de Beværtningen der, anmeldte at han havde mistet et Par Briller med Sølv-
stænger og nogle Cigarer, han mente at en Opvartningspige som han havde
var Tyven. Grundene var mig ikke ganske indlysende, og jeg kunde desu-
den ikke ret gjøre mig fortrolig med Tyveriet. Naar man har med den
Slags Sager at gjøre faaer man en Forudfølelse derom, der som oftest er
rigtig. Jeg paalagde vedkommende yderligere at søge Portemonnæen, som
jeg formodede ikke var stjaalen. - Jeg forehold I hvad hun vel skulde bru-
ge hans Briller til, at de var i Sølvstænger fordyrede dem ganske vist, men
ellers havde de dog ikke stor reel Værdi, og da hun ikke røg, det brugte
Damerne for 34 Aar siden endnu ikke, hvad skulde hun saa anvende Ciga-
rerne til, hvortil han svarede, at hun kunde give sin Kjæreste dem, er hun da
forlovet, ja det vidste han forresten ikke. - Naa, da hun blev sigtet for
Tyverierne var der intet andet for mig at gjøre end at anholde Pigen,
som erklærede at hun var uskyldig. - Faderen var en daarlig Person
som var straffet for Tyveri, Konen levede ikke sammen med ham og ernæ-
rede sig ved Vask og Rengjøring, hun boede paa Hjørnet af St Jørgensgade og
Skræppestrædet, der maatte jeg gaa hen med hende og foretage Ransag-
ning, men hvilken Fattigdom, der var næsten intet. Pigen havde meget lidt

side 53
Klæder paa, i Huset fandtes ikke en Gang Brød, nogle Brødskorper og Laanekontorsedler
var det hele. Jeg maatte derefter arrestere Pigen. Senere paa Dagen anmeldtes at Portemo-
næen og Brillerne var fundne, og Cigarerne var nu I ikke sikker paa var stjaalne.
Det gjorde mig ondt for Pigen og jeg henvendte mig derfor til Politifuldmægtigen der
fungerede som Assistent om at faa hende løsladt, men det havde ingen hast sagde han
hun led ingen Nød og havde godt af at sidde til imorgen. - O Retfærdighed!

Pigen blev senere gift med en Oversergent og har det godt.

Marskandiserske Madam L. meddelte mig at en Pige havde falbudt hende
et nyt Silketørklæde som hun antog var stjaalet. Pigen tjente hos en Modehandler-
inde paa Vestergade. Ved at afhente Pigen som sigtet for Tyveri, talte jeg med
Modehandlerinden, som udtalte at det var en meget flink og ordentlig Pige
som hun kunde give sin bedste Anbefaling, og hun følte sig overbevist om
at hun ikke havde stjaalet . Pigen var en net lille Bondepige i tyve Aars
Alderen, med et lidt enfoldigt Udseende, som man forresten efter Udseen-
det at dømme heller ikke vilde anse for en Tyv, men lyve kunde hun og
det ganske alvorligt, hun benegtede alt, ogsaa at hun havde falbudt Tør-
klædet, samt at hun intet Silketørklæde eiede. Imidlertid fæstede jeg ikke
Tiltro til hendes Udsagn. Adspurgt om hendes Bekjendtskaber opgav hun at
have en Veninde som boede i Adamsgade. For at afhøre hende begav jeg mig
derhen, og i Samtalens Løb erfarede jeg at det ikke var en Veninde men der-
imod hendes Moder, samt at Pigen var født udenfor Ægteskab. Sagen stillede
sig herefter noget anderledes, da jeg selvfølgelig kunde indse at hendes Ud-
sagn vilde være i Datterens Favør. Jeg meddelte Moderen at Datteren var
mistænkt for Tyveri og forlangte de Sager udleveret som Datteren havde
beroende hos hende. - Moderen havde ingen af Datterens Eiendele, hvilket jeg
erklærede for Usandhed da hun havde opgivet at Moderen havde flere Ting
som Datteren havde bragt hende, hun spurgte mig om hvad det var for
Gjenstande, det vidste jeg intet om, men det kunde ikke gaa an at sige
det. Til Moderen sagde jeg at det var Manufakturvarer, der iblandt et
Silketørklæde, men jeg kunde hente Datteren saa kunde denne opgive hvad
det var for andre Varer der var, samtidig udtalte jeg at naar Moderen

side 54
ikke udleverede hvad hun havde som Datteren havde bragt hende, fik det Udseende
af at hun var Datterens Medviderske og saa saae jeg mig nødsaget til ogsaa
at anholde hende. Hun kom nu frem med det omhandlede Silketørklæde og
flere Manufakturvarer. Da jeg nu havde Bekræftelse paa at Datteren var en
Tyv, medtog jeg Varerne til Stationen. Ved at se Sagerne blev Pigen noget
forvirret, det havde hun sikkert ikke ventet. Paa Spørgsmaal hvorfra hun
havde dem sagde hun at hun havde kjøbt dem hos Manufakturhandler J. jeg tog nu Pigen,
Tørklædet og de andre Varer og gik til Manufakturhandleren. Kommissen gjen-
kjendte strax Tørklædet og erklærede at det var stjaalet. Pigen kjendte han godt, hun
havde kjøbt 1 Alen Dowlas til 28 Øre og set Leilighed til at stjæle Tørklædet hvis
Udsalspris var 6 Kr. De andre Varer erklærede Kommissen for ogsaa at være
stjaalne, da hun aldrig havde kjøbt andet end ubetydelige Smaating. Bragt
tilbage til Stationen førtes hun derefter til Stedet hvor hun tjente, der foretoges
Ransagning hvorved der forefandtes en stor Del Tyvekoster. Nu bekjendte hun
alle sine Tyverier, men hun havde kun undt den ene Kjøbmand sin Søgning,
da Handelen der var saa fordelagtig for hende.

St. Knudsmarkedsdag blev flere Tyverier, der iblandt Lomme-
tyverier anmeldt paa Stationen. Mistanken henlededes paa et Fruentimmer som
gik med et Shawl paa som lignede et Bordtæppe. Alt hvader var til Tjeneste
af Politi blev udsendt for at anholde hende, og en Patrouillebetjent traf hende og-
saa om Aftenen i Nedergade, anholdt og bragte hende til Stationen, hvor hun
blev indsat i Arresten til om Morgenen. - Jeg havde Morgenvagt Kl. 7 og
modtog hende samt de Gjenstande hun ved Anholdelsen var i Besiddelse af,
blandt andet 1 Pund Kirsebær. Da der ingen Grund var til at lade dem ligge
gav jeg hende dem til at spise, dette kom mig senere tilgode. Der fremkom in-
tet som bestyrkede Mistanken mod hende, og hun bekjendte intet. I saadan-
ne Tilfælde blev ofte en Betjent under et eller andet Paaskud sendt omkring
med Arrestanter, de holdt ikke af saaledes at blive trukket Byen rundt
af en Betjent og ikke sjelden lettede de paa en saadan Spadseretur deres
Samvittighed med en Bekjendelse. - Jeg fik Ordre til gaae med hende
for at hun skulde paavise de Steder hvor hun havde været. Hun modtog

side 55
mig med Glæde, jeg var den eneste der havde behandlet hende med Venlighed sagde
hun, alle de andre havde været saa onde mod hende, navnlig Politimesteren, som havde
spurgt om Kirsebærene. Hun kunde ikke opgive hvor hun havde været her i Byen,
der imod havde hun været hos en Landmand udenfor Byen, hvor hun havde
faaet nogen Mad. Stedet fandt vi, det var rigtigt, vedkommende havde ikke be-
mærket noget mistænkeligt hos hende. - Hendes Navn var Ingrid Løvstedt, hun
var født i Sverrig, 23 Aar gammel, hun havde en Søn paa ca 3 Aar, avlet udenfor
Ægteskab. Jeg fik hende til at fortælle hele sit Levnetsløb, fremhævede det uvær-
dige for hende naar Drengen voxede til og erfarede at Moderen var straffet for Tyveri.
Hun havde læst meget i Bibelen hvoraf hun erindrede betydeligt. For mig gik
hun fuldstændig til Bekjendelse, men for Politimesteren havde hun aldrig be-
kjendt, han havde været saa uartig og grov mod hende, hun hadede ham.
Hun havde intet og var taget hertil for at stjæle, men Udbyttet var kun ringe.
Jeg formanede hende til fremtidig at føre et ordentlig Levnet og erhverve sit
Udkomme ved hæderligt Arbeide Til mig sagde hun at hun godt vid-
ste at saasnart jeg havde afleveret hende til Arrestforvareren saa gik jeg til
Stationen og skrev en Rapport over alt det hvad hun havde fortalt mig,
hun var saamænd godt inde i Forretningerne. Jeg meddelte hende at hun
efter udstaaet Straf vilde blive sendt til Sverrig, og raadede hende til ikke
oftere at komme hertil, det lovede hun, samt at hun aldrig mere vilde stjæ-
le. Hun idømtes 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og efter at have
afsonet Straffen transporteredes hun til Sverrig. Af Politiefterretningen saae
jeg at hun kort efter blev anholdt for Lommetyveri i Tivoli, hun dømtes til
Forbedringshusarbeide. - Hendes Løvte om fremtidig at afholde sig fra Ty-
veri holdt hun ikke.

Fra Gjæstgiver Steffensen anmeldtes at der var begaaet Tyveri i
hans Beværtningslokale i Kjælderen i Korsgade. Tyven havde fra Kjældergangen
lukket Døren op til Lokalerne. Politibetjent Broch beordredes til at foretage For-
undersøgelsen. Steffensen havde Mistanke til en Pige som tidligere havde tjent
hos ham og nu tjente paa Landet, men om hun havde været i Byen den Dag
vidste han ikke. Nørregade førte ad Veien til hvor hun tjente, hvorfor Broch

side 56
forhørte i Beværtningerne der om der havde været en Pige efter det opgivne
Signalement, og rigtigt havde hun været inde et Sted og drukket Kaffe.
Broch fortsatte Undersøgelserne og traf ogsaa Pigen paa Nørrebro. Hun anhold-
tes og bragtes til Stationen. Efter forskjellige Udflugter vedgik hun at hun
var kommen til Byen Aftenen i Forveien og at hun senere var gaaet ned
i Kjældergangen og ladet sig lukke inde der. Hun vidste at Nøglen til
Lokalerne blev hængt paa et bestemt Sted, og om Natten da alt var roligt
havde hun taget Nøglen til Beværtningen og var gaaet derind, hvor hun
havde tændt Gassen, tømt Pengeskuffen, oplukket Døren, hvori Nøglen sad til
Gaden og var gaaet sin Vei, hun kunde nemlig ikke komme anden Vei
ud da Kjælderdøren var aflaaset. Det hele var særdeles godt udført og havde
hun kunnet undvære sin Morgenkaffe er det ikke sikkert at hun var bleven
opdaget.

Et andet ligesaa mærkeligt Tyveri blev udført i Arresthuset.
En Arrestant som havde afsonet sin Straf blev om Eftermiddagen løsladt.
Han var inde hos Arrestforvareren hvor han fik nogle Penge udbetalt for
Arbeide han havde udført medens han sad arresteret. Arrestforvareren lagde
Mærke til at han saae sig saa mistænkelig omkring i Stuen. Den følgende
Morgen var Skrivebordet brækket op, de deri værende Penge stjaalne, Nøglen til
Arresthusets Port, som havde hængt over Skrivebordet var borttaget, Porten
oplukket og Nøglen siddende i Laasen. Ved Undersøgelsen viste det sig
at Indbrudet var gjort fra en Sidegade som sjelden nogen passerede
En Stige, som havde staaet ved et Hus paa Marken i Nærheden af
Arresthuset var taget derfra, baaret hen til Muren som omgiver Arrest-
huset, Tyven var gaaet op ad Stigen, sat sig paa Muren, trukket Sti-
gen op til sig og ladet den gaa ned paa den anden Side, var derefter
kommen ind i Leiligheden og efter at have udført Tyveriet, taget Nøg-
len og lukket sig ud af Porten, hvilket var meget bekvemmere end at
benytte Stigen for at komme ud. Da Arrestforvareren havde Mistanke til
ovenanførte Person, som var straffet flere Gange, blev 2 Betjente sendte
ud paa Landet, hver ad sin Vei for at eftersøge ham. Den ene var ogsaa

side 57
saa heldig at træffe ham sammen med en anden Person, der imidlertid und-
løb. Mistænkte blev anholdt og vedgik Indbrudet, som han havde udført i
Forening med Personen som undløb, men senere anholdtes.

En Morgen erfarede jeg at en Ko var solgt under mistænkelige Om-
stændigheder. Ved at undersøge Sagen erfarede jeg at en Bondekone ca 8 Dage tidligere
hos Slagter Grupe havde forespurgt om han vilde kjøbe en Ko, og da han besva-
rede Spørgsmaalet med ja havde hun nu bragt ham Koen, som Grupe imid-
lertid fandt var for mager til at slagtes, hvorfor han henviste hende til
Brændevinsbrænder Christensen, som han antog var Kjøber, Grupe vilde da
kjøbe en af Christensens Køer som var bedre tjenlig til Slagtning. Christen-
sen kjøbte Koen af Konen og Grupe Kjøbte derefter en Ko af Christensen.
Ingen af dem kjendte Konen. Da jeg antog at Koen var stjaalen, fik jeg
Konens Signalement for muligt at faa at vide hvem hun var. Ved Fore-
spørgsel erfarede jeg at hun havde været inde i en Beværtning og druk-
ket Kaffe, men der kjendte man heller ikke Konen. Ved at fortsætte
Undersøgelsen traf jeg Politiassistent Jørgensen ved Bjerge Aasum Herreder.
Da jeg antog at Konen boede i dette Herred spurgte jeg ham om der var
stjaalet en Ko der, jo meget rigtigt, Koen havde staaet paa Marken og
var stjaalet om Natten. Paa hans Spørgsmaal om hvorledes jeg vidste
Besked om Tyveriet, meddelte jeg ham hvad jeg vidste og opgav ham Ko-
nens Signalement. Han kjendte hende godt og kjørte strax paa Landet
og anholdt hende. Størstedelen af Pengene som hun havde faaet for Koen
var hun endnu i Besiddelse af, hvilke blev tilbagebetalt Kjøberen.

En ældre Mand som boede i Kirkegaardsalleen afgik ved Døden.
Konen var noget yngre, vel i fyrgetyverne. Naboerne mente nu at Konen havde for-
givet ham, dette kom til Politiets Kundskab, og strax troede man Konen skyl-
dig. Om Eftermiddagen blev jeg sendt til deres Bolig, Manden laa i Stuen. Ko-
nen var hjemme. - Jeg skulde afhøre hende og derefter indgive Rapport over hvad
jeg erfarede. - Lejligheden bestod af en Stue og Kjøkken, og viste at der var stor

side 58
Fattigdom, de fik ogsaa Fattighjelp. Hvorfra og hvorledes Konen skulde kom-
me i Besiddelse af Gift og faae Manden til at tage den var mig gaadefuld,
jeg troede at Konen var lige saa uskyldig som jeg og bestyrkedes deri ved
flere Timers Samtale og Samværen med hende. Manden havde i længere Tid været
baade svagelig og sengeliggende og intet kunne fortjene, hun skulde saa tjene
saavel til sit som Mandens Underhold og tillige passe ham, det var under
de Omstændigheder umuligt at holde Nøden fra Hjemmet, og hun var tidt
aldeles fortvivlet. Henad Aften kom Assistenten, jeg meddelte ham min Samtale
med hende og min Mening om Sagen. Konen blev anholdt. En anden Betjent
afløste mig et Par Timer medens jeg bortfjernede mig for at spise til Aften.
Derefter kom jeg tilbage for at holde Vagt over Liget hele Natten til om For-
middagen Kl. 9, da Stadslægen indfandt sig og obducerede liget, hvorved det
konstateredes at han var død en naturlig Død. - Den Nattevagt var en høist
ubehagelig Tjeneste. Ovenover Leiligheden var en Kvistleilighed med et utæt Brædegulv
over den Stue hvori jeg skulde have Vagt, og naar de gik paa Gulvet der-
oppe, faldt Snavs og Væggetøi ned paa mig, jeg satte da en Stol udenfor,
hvorpaa jeg satte mig naar jeg blev træt af at gaae frem og tilbage.

Forsaavidt Manden nu selv havde forskaffet sig Gift og taget den,
var Konen trods sin Benegtelse dog blevet straffet for Giftmord da alt talte
mod hende, og der kan man see hvad det kan føre til naar enhver
som helst skal agere Politispion.

I 1866 havde en meget ung Haandværkers Datter født et Barn i
Dølgsmaal. Moderen havde været behjælpelig ved Fødselen og senere brændt
Barnet under en Vaskekjedel. Forbrydelsen kom til Politiets Kundskab og
saavel Moderen som Datteren arresteredes. Der afholdtes mange og lange
Forhør. Moderen hængte sig i Arresten, dermed var Sagen sluttet for
hendes vedkommende, og Datteren idømtes, saavidt jeg erindrer, paa
Grund af hendes Ungdom og Moderens Tvang mod hende, en mildere Straf.

Efter denne Forbrydelses Opdagelse kom der en sand Manie
- Galskab - over Folk til overalt at finde dræbte og begravede Børn,

side 59
førte til efterstaaende komiske Begivenhed. Et ældre Hus blev nedrevet og
ved Udgravningen til en Kjælder fandtes i et Stykke Have en lille Trækasse
der var noget beskadiget, igjennem et Hul kunde man see noget mørkt
krøllet Haar, og strax var det Hovedet af et begravet Barn. Det anmeldtes
paa Politistatistationen, Arbeidet med Udgravningen standsedes og en Betjent
sattes til Vagt paa Stedet, indtil den retslige Undersøgelse, hvortil Stadslæ-
gen var tilsagt, kunde finde Sted. - Betjenten skulde samtidigt med at
havde Vagt indhente Oplysninger om det nedgravede Barn. Herved kom
han i Samtale med en ældre Dame som i en Aarrække havde beboet
Stedet, og som var en stor Hundeelsker, hun fortalte at hun havde
havt to Hunde som var døde, den ene mørkhaaret og den anden med hvi-
de Haar, hver af dem var lagt i en Kasse som Ligkiste og begravede i
Haven. Kassen blev nu nøiere undersøgt og det viste sig at det virkelig
var en død Hund som fandtes i den. Herved blev Gaaden om det begravede
Barn løst og den retslige Undersøgelse ikke foretaget.

En Mand bragte et Menneskeben til Stationen, som var amputeret
ovenfor Knæet, og som han havde frataget en Hund der løb med det paa Vester-
gade. Stadslægen undersøgte Benet og erklærede det for et Menneskeben. Der blev
udsendt en Betjent for at skaffe Oplysning om hvis Ben det var og hvor
det var fundet. Ved Undersøgelsen erfarede han at Benet var et Bjørneben.
Kjøbmand E. Brandt, som drev Handel paa Norge, havde derfra faaet en
røget Bjørne-Skinke. Efter at Kjødet var spist var Benet kastet paa Møddingen
hvor en Hund havde faaet fat i det og var løbet med det. Det var nu en an-
den Forklaring. Benet lignede paafaldende et Menneskeben med Fod og Tæer.
Politiassistenten lod nu en anden Læge bese Benet; og denne som tidligere havde
set Bjørneskinker, erklærede at det var et Bjørneben, og dermed endte denne
Undersøgelse. - Man kunde ikke forlange at Stadslægen skulde kjende et
Bjørneben, men derimod kunde man med god Grund forlange at han
skulde kjende et Menneskeben.

side 60
Til Politimesteren anmeldte en Landmand at han var blevet be-
draget af Falskspillere af hvilke han angav Strygemager Henrik Olsen, som for-
øvrigt havde et daarligt Rygte. Jeg fik Ordre til at anholde ham, han boede
paa Vesterbro, eiede selv et lille Hus, var en stor og svær Mand der gjerne op-
traadte temmelig brøsig. Jeg anmodede ham om at komme til Politistatio-
nen da Assistenten ønskede at tale med ham. Han svarede at det vel ingen
Hast havde, naar han gik i Byen skulde han nok komme. Denne Besked
vilde jeg selvfølgelig ikke lade mig nøie med, og anmodede ham om at gaae
med strax. Det kunde han ikke, da han ikke kunde faae Støvler paa, han gik
med et Par Lædertøfler. Nu vilde jeg ikke høre flere Udflugter og erklærede ham
for "anholdt". Naa, det forandrede jo Sagen, ja saa skulde han nok komme, jeg
kunde blot gaa, saa skulde han nok følge efter, dette Forslag syntes jeg nu
heller ikke om, men foretrak at han gik foran og jeg bag efter, paa den
Maade kom han til Stationen, og i de følgende 2 Aar kom han ikke hjem.
Han vilde naturligvis intet bekjende, Sagen var meget vidtløftig, over tyve
Personer var implicerede deri, den var drevet i flere Aar og mange havde været
Deltagere, dels som Spillere og dels som Værtshusholdere hvor Spillet var foregaaet, men
ingen bekjendte noget. Hvad Betjentene fik at vide om Spillet og Deltagerne ind-
gav de Rapport om. Blandt Spillerne var ogsaa to tidligere Patrulliebetjente.
En af de mindre forhærdede fortalte sig i Forhøret, indviklede sig i Modsigelse og
gik sluttelig til fuldstændig Bekjendelse, og derefter bekjendte hele Banden, hvoraf
en boede paa Landet, en var Kjøbmand i Svendborg, en, Svensker, var Stenhugger
og arbeidede i Jylland under et andet Navn, jeg troer Johnson, Bedragerierne
var foregaaet paa mange Maader, dels ved at pakke Kortene, dels ved at nogle
stod bag ved Spillerne og paa vedtagne Bevægelser viste hvilke Kort Modspilleren
havde. - Ved Keglespillet indvirkedes der ved at naar en skulde slaa, man da
søgte at bringe ham ud af Slaget, ved at skrabe med Foden eller træde
haardt i Gulvet, og som tilfældig at komme ham i Veien.

Stenhuggeren som anholdtes i Hobro, havde ved Anholdelsen
et Spil Kort som medtoges hertil. Han bekjendte selvfølgelig ikke, men

side 61
han indrømmede at Kortene tilhørte ham. Olsen tilkaldtes fra Arresten og forevistes Kor-
tene, saasnart han saae dem sagde han at de var falske, og det beviste han ved at
vise at et af Kortene var bredere end de andre, fremkommet ved at der var klippet lidt
af alle Kortene paa det ene nær, naar der nu blev taget af som der bruges, vilde
man altid støde paa det Kort, og derefter kunde de pakkes saa at Spilleren og
Modspilleren fik de for dem bestemte Kort. - Blandt de tiltalte var en Værtshus-
holder som tiltaltes for at Spillet var foregaaet hos ham, og han vidste at der
spilledes falsk. I første Krig var han bleven Dannebrogsmand, i Samtale med
en af Betjentene som ogsaa havde deltaget i Felttoget sagde Værtshusholderen
at hvis han blev straffet saa mistede han sit Dannebrogskors, men det skulde
aldrig ske, og det skete ei heller, thi han aflivede sig ved Hængning før Dom-
men afsagdes. - Sagen varede meget længe, da flere appellerede til Høiesteret.
Olsen idømtes 8 Maaneders Forbedringshusarbeide der afsonedes paa Vridsløselille,
de andre fik fra fire Gange fem til 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Da jeg en Gang anholdt en simpel Person og fulgte med ham til
Stationen udbrød han indigneret "synes de ikke at det er en stor Skam for
mig at jeg skal følge med dem," jeg svarede "det ved jeg ikke, men hvis de
anseer det for en Ære for mig at følges med dem, saa tager de storlig Feil."

En Enke boende i det saakaldte Helvedshus fandtes en Morgen
skudt der. Pleiesønnen mistænktes for Mordet og blev arresteret, men af Mangel
paa Bevis atter løsladt. - Jurisdiktionen hvor Mordet var begaaet henhørte
under Odense Herred, og vedkom derfor ikke Odense Kjøbstads Politi; men
Herredsfogden, Amtmand Dahlerup, blev paa Forlangende efter bedste Ævne as-
sisteret af os. Alle, baade vedkommende og uvedkommende gjorde sig al
mulig Umage for at opdage Morderen, hvem der var i Besiddelse af Skyde-
vaaben blev ansete for mistænkelige. - Det er godt nok naar man anstræn-
ger sig i saadant et Tilfælde, men det bør dog ikke udarte til Latterlig-
heder, og Undersøgelserne nærmede sig stærkt dertil. Det første Spørgsmaal
maatte blive om nogen havde Fordel af Mordet, og det næste om hun hav-

side 62
de Fjender som tragtede hende efter Livet. Der ymtedes om at Pleiesønnen,
Hans Hansen, ca. 20 Aar, var forlovet og vilde reise til Amerika med
sin Kjæreste og ved Pleiemoderens Død vilde komme i Besiddelse af Pen-
ge dertil, hvorvidt dette var rigtigt ved jeg ikke, men Undersøgelserne
dreves ufortrøden med stor Iver. En Underofficer var gaaet med et Ge-
vær under sin Feltkappe, det var lumsk mistænkeligt, jeg fandt nu ikke
noget mistænkeligt i at en Underofficer gik med et Gevær, men her var det
nu saa sin egen Sag. Vedkommende blev udfundet og tilsagt til Møde paa
Stationen og jeg modtog hans Forklaring, der gik ud paa at han ikke
var gaaet med sit Gevær men derimod med en trebenet Handskemaski-
ne, som den Gang brugtes, for sin Forlovede, og det var Benet deraf som
var bleven anset for Enden af et Gevær, efter dette Udsagn blev han anset
for uskyldig og dimitteret. En Lærer, Cand. theol, som langt ude var beslæg-
tet med den myrdede, blev derefter mistænkt. Der var fundet Spor ved Huset
af Støvler, taget Aftryk af Sporet, og Læreren maatte aflevere et Par Støvler for at
det kunde sees om de passede til Sporet, det gjorde de ikke, men nu skulde
hans andre Støvler prøves om de passede bedre, da de afhentedes spurgte han
om han ikke maatte gaa ud, jo det maatte han nok, ja men saa kom-
mer de til at lade mig faa de alt medtagne Støvler da jeg kun har to
Par, men de andre passede heller ikke. Derefter blev der foretaget en me-
get nøiagtig Husundersøgelse, men der fandtes intet mistænkeligt, der
afholdtes Forhør af Politimesteren over Konen medens Manden var under
mit Tilsyn i en anden Stue. Forhøret trak ud i et Par Timer, og under
dette sad Læreren og faldt i Søvn. Da Forhøret over Konen var sluttet,
blev Manden forhørt og da Assistenten, som var tilstede spurgte, om jeg havde er-
faret noget, svarede jeg, at jeg ansaa Læreren for aldeles uskyldig, da
han vidst ellers ikke kunde sidde og falde i Søvn medens Konen
blev forhørt. Sagen endte med at han fik sine Støvler og ikke an-
saaes for skyldig, - Den 24. December 1868 patrullerede jeg fra Kl. 9 til
11. Ankommen til Stationen spurgte Assistenten om jeg kunde tage
paa Landet i Anledning af Undersøgelsen, det kunde jeg strax,

side 63
som Betjent var man altid parat til at udføre givne Ordre. En Kollega til-
lige med Herredets Politiassistent kjørte strax til Vissenbjerg hvor vi skulde søge
Oplysninger om Mordet. Den Arbeidsmand som nu mistænktes skulde opgive hvor han
havde været da Mordet skete. Han opgav at have arbeidet hos en Gaardmand, denne
paastod at han vel havde arbeidet hos ham, men ikke den Dag. Nu kan man
ofte erindre hvad der er passeret for flere Aar siden, men undertiden ikke hvor
man var paa en bestemt Dag for 14 Dage siden. Angivelserne passede ikke.
Gaardmanden tilsagtes til at møde i Forhør den følgende Dag, hos den mistænk-
te foretog vi Husundersøgelse, hvorved intet mistænkeligt forefandtes, men vi
maatte desuagtet anholde Manden og tage ham med til Odense. Konen var
ved at bage Æbleskiver til Helligaftenen og blev utrøstelig da vi medtog Manden.
vi søgte at trøste hende, men det lykkedes ikke. Imidlertid løslodes Manden
efter nogle Dages Forløb. - Alle Naboerne nærede stadig Mistanke til Pleiesøn-
nen, der var en raa ondsindet Person, som havde Fornøielse af at plage og skade
Dyr, han anholdtes paa ny og ved indtrængende Forestillinger af Arrestforva-
reren og en Landpolitibetjent bekjendte han sig sluttelig skyldig i Mordet
og gjentog senere sin Bekjendelse for Herredsfogden. Dommen lød paa at han
skulde halshugges. For at han ikke skulde begaa Selvmord i Arresten blev
han sat sammen med en Mand som havde skudt en Skytte paa Lange-
sø, og denne har - rimeligvis - raadet ham til at tilbagekalde sin
Tilstaaelse; thi dette gjorde han senere, men dertil tog ingen af Retterne
Hensyn og Dommen blev stadfæstet og exekveret. Ved Exekutionen
der foretoges paa en Mark nær Odense blev der slaaet en Kordon af militæ-
re, og inden for denne var Byens Betjente posterede. Inden Halshug-
ningen fandt Sted talte Fængselspræsten, Pastor Joh. Møller, med ham, og
saavidt jeg kunde høre, jeg stod meget nær ved Skafottet, opfordrede han ham
nu før sin Død aabent at bekjende, hans Svar kunde jeg ikke høre, men
efter Præstens Spørgsmaal syntes det som han fastholdt sin Benegtelse, dette
gjorde et uhyggeligt Indtryk, og Præsten burde efter min Mening ikke have
stillet dette Spørgsmaal. Derefter lagde han sig ned paa Brædtet som var
fastgjort til Blokken med Hovedet paa denne. Hænderne foldede han under

side 64
Brædtet. - Øxehugget faldt. Hænderne faldt slapt ned. Blodet strømmede
ud af Halsen og - Exekutionen var fuldbyrdet.

Foruden foranførte har jeg havt med mange forskjellige an-
dre Sager at gjøre, men de anførte er de som bedst, i Mai 1903, har indpren-
tet sig i min Hukommelse. Inden jeg slutter disse Erindringer skal
jeg endnu anføre enkelte mærkelige Retshandlinger.

Paa landet nogle Mil fra Odense afbrændte et Fæstehus.
Hvorledes Ilden var opstaaet skulde gjerne opdages, og Vanskeligheden
derved kom man over ved at anholde en Datter af Brandlidte. Datte-
ren var en stakkels enfoldig meget aandssløv Pige. Da det var et Fæste-
hus havde hverken hun eller Forældrene nogen Fordel af Branden. Den
eneste Bevæggrund skulde være at Huset var gammelt og at et nyt var
at foretrække. Man fik Pigen til at bekjende sig skyldig. Aktor foreslog
som Straf 3 Aars Forbedringshusarbeide, men Herredsfogden fandt at 4
Aar var mere passende, og det idømtes hun. Herredsfogden henvendte sig til
Stævningsmændene, hvoraf jeg var en, som skulde forkynde Dommen for hende og
meddelte at Pigen var tilfreds med Dommen, men appellerede til Kongens Naade,
det vilde Pigen sige, men hun havde Vanskelighed ved at udtrykke sig forstaaelig.
Det sædvanlige er at man forkynde Dommen og derefter spørger om den dømte er
tilfreds - acquiescere - med den, eller om Dommen forlanges appelleret.
Pigens Udtryksmaade var meget mangelfuld, og da vi begge - Stæv-
ningsmændene - ansaa hende for uskyldig, var vi tvivlraadig om
hvad vi skulde gjøre; thi egentlig var dette et af de Tilfælde hvor vi ikke
kunde kommanderes. Da Herredsfogden havde dømt var vi jo ikke
ansvarlige, og vi affattede Paategningen efter Dommerens Ønske. -
Paa den Tid var der en Skolelærer Jagd i Vissenbjerg som var kommen
i Strid med Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup og
udgav nogle Piecer mod ham, det førte til en Retssag der endte med
at Jagd blev afskediget. Hovedgrunden dertil var at de Vidner som Jagd
fremførte var straffede Personer hvis Vidnesbyrd forkastedes som utro-
værdigt. - Nogle af Forældrenes og Pigens Bekjendte henvendte sig

side 65
til Lærer Jagd for at faa ham til at paatale Pigens Sag og foranstalte
nye Forhører optagne, da Pigen ansaaes for uskyldig. For at gjøre dette
maatte Jagd tale med Pigen, men han kunde ikke faa Adgang til hende
i Arresthuset, men Tilfældet kom dem tilhjelp. Pigen blev syg og indlagtes
paa Odense Sygehus og der fik han talt med hende og Resultatet blev en Ind-
stilling til Justitsministeriet, som havde til Følge at der af en Sættedom-
mer blev optaget nye Forhør og Pigens Dom lød derefter paa Frifindelse.
Denne Dom blev appelleret til Overretten. For at udspionere Pigen blev
der paa Stuen hvor hun laa, ved Siden af hende henlagt et offentlig Fruen-
tømmer som skulde forsøge paa at erfare Sandheden af Pigen, dette havde
Sættedommeren anført i sit Forhør. Defensor, Overretsprokurator Delbanco,
behandlede ikke Underdommerne skaansomt, men kritiserede skarpt den
Maade hvorpaa Tilstaaelsen var fralokket Pigen, blandt andet erindrer
jeg at han i Forsvaret anførte, "man tænke sig en Dommer i det nit-
tende Aarhundrede lægge en sædelig Pige sammen med en offentlig
Skjøge for at aflokke hende en Tilstaaelse, og hvad Vægt vilde han vel
lægge paa et sligt Fruentømmers Vidnesbyrd." Ved Overrettens Dom fri-
kjendtes ogsaa Pigen. - Hvad Jagd forresten har gjort, saa her har han
da gjort en god Gjerning som ikke noksom kunde paaskjønnes. Naar
man tænker sig en Pige som var uskyldig, idømt 4 Aars Forbedrings-
husarbeide, og derefter afsone denne Straf.

I en Kirke paa Fyen var der begaaet Indbrud, en Per-
son var anholdt for Tyveri og foran nævnte Herredsfoged fik ham ogsaa
til at bekjende sig skyldig i Kirketyveriet, han idømtes Forbedrings-
husarbeide som han afsonede paa Vridsløselille. - Kort efter anholdtes
en anden Vagabund, og han erklærede sig ogsaa skyldig i det Kirketyveri
som den førstnævnte var straffet for. Sagen indberettedes til Justitsministeriet
og en Kriminalretsassessor sendtes til Vridsløselille for at optage Forhør over
førstnævnte Forbryder. Ja, Sagen forholdt sig saaledes at Herredsfogden saa
mindelig havde bedt Arrestanten om at bekjende, og da han alligevel skul-
de i Forbedringshuset, kunde han ligesaa godt paatage sig Skylden ogsaa

side 66
for dette - men Resultatet - da han havde begaaet andre Forbrydelser
som han ikke tidligere havde bekjendt, hvorfor han ogsaa skulde straffes,
saa kunde det have sit forblivende ved den afsagde Dom og - Synderen
blev siddende. -

Under samme Jurisdiktion anholdtes en Udlænding,
Italiener eller Ungarer, som gik omkring og solgte Musefælder, dette var
ulovlig og skulde straffes. - Efter udstaaet Straf skulde han udvises,
men hvortil, dette skulde først nøiagtig undersøges gjennem Udenrigs-
ministeriet, og dette tog Tid. - Da Manden var vant til at bevæge
sig i fri Luft, har han vel ikke kunnet taale denne Indespæring,
han sad omtrent ½ Aar, hvorefter han døde, han blev altsaa aldrig
udvist.

---

I Aarene 1883, 84 og 85 hjemsøgtes Odense af mange og
store Ildebrande. Hvorledes de opstod blev, saavidt jeg erindrer, aldrig
fuldstændig opklaret. Størstedelen formentes opstaaet ved Selvantændelse?

Den 22. August 1883 afbrændte Savmøllen i Kongensgade. Bestyreren og
3 Børn kvaltes af Røg. Aarsagen uopklaret.
Den 5. September 1883 brændte en Del af Albani Bryggeri. Uopklaret.
"   23. " " stor Ildløs i Muus.s og Maegaards Pakhus.
Uopklaret.
"   28. "    " afbrændte Lor. Bierfreunds Damvæveri. Ilden
formentes opstaaet ved Selvantændelse. -
"   17. Oktober "    brændte et Udhus tilhørende Gartner Møller paa
Nyborg Landevei. Her blev en Vagabond, som
havde søgt Ly i Udhuset, beskyldt for ved Tobaks-
rygning at have foranlediget Branden. Resulta-
tet kjender jeg ikke.
"   20. " "   Ild i et Kammer i Bryggeriet Odense. Uopklaret.

side 67
Den 25. August 1884 brændte Snedker Stegmanns Værksted i Overstrædet.
Saavidt vides uopklaret.
"   26. " " brændte et Baghus i Svendehjemmet i St. Knuds Kirkestræde.
Saavidt erindres ogsaa uopklaret.
" 7. og 8. Februar 1885 afbrændte Dampmøllen. Ilden sagdes opstaaet ved Rotter. -
"   25.     " " Ild i Skulkenborg No 12. Uopklaret
"   26.     " " Ildløs hos Tobaksfabrikant Windel paa Nørregade.
Uopklaret.

Ialt 11 Ildebrande hvoraf 6 betydelige. Da flere af dem
fandt Sted med faae Dages Mellemrum og Ildens Opkomst ikke fuldstæn-
dig oplystes, formener jeg at der havde været god Grund til at der var ble-
ven nedsat en Kommission for om muligt at komme tilbunds i Sagerne.

Paa Grund af at Polititjenesten var mig for anstrængende,
da jeg i Forveien led af en Svaghed, søgte jeg min Afsked som Politibe-
tjent i 1869. - Ved Afgangen skulde jeg have Pension for min Tjeneste
som Underofficer og der hengik flere Maaneder før dette bragtes i Orden.
Endelig fik jeg saa Afsked fra 1. Februar 1870 med en maanedlig Pen-
sion af 26 Kr. for 22 Aars Tjeneste som Underofficer i 2den Klasse, heraf 4
Krigsaar, ingen stor Pension, man kan ikke sige at Landet udreder
store Pensioner til Underklasserne, men det er efter Loven af 9 April 1851. -
Senere har jeg 2 Gange faaet Tillæg, 1ste Gang 15% og 2den Gang 10%, hvorved Pen-
sionen er steget til 32 Kr. 89 Ø. maanedlig, som jeg anseer for en god Hjelp. -

Efter i 31 Aar at have havt fast aarlig Indtægt skulde jeg
nu som privat Mand søge mit Udkomme. Begyndelsen var ikke lovende,
ved tilfældigt Skriveri tjente jeg kun ubetydeligt, jeg fik da Ansættelse paa
Fattigvæsenets Kontor med 32 Kr. i maanedlig Løn fra Kl. 9 Formiddag til
Kl. 7 Aften, med Udsigt til efter 3 Maaneders Forløb at erholde 40 Kr. maa-
nedlig. Udsigten og de 32 Kr. beholdt jeg, men Tillæget saae jeg ikke no-
get til. Vel var det underlagt Fattigvæsenet, men dette syntes mig
dog at være for fattigt, hvorfor jeg efter elleve Maaneders Forløb opgav

side 68
denne vellønnede Plads. Derefter ansattes jeg paa Munke Mølles Kontor
fra 6. Juli 1871 til 5. Juli 1872 hos Møller F Krag med Halvdagsarbeide for
20 Kr maanedlig, senere fik jeg Heldagsarbeide fra 20 Oktober 1872 til
30 April 1873 med 50 Kr. maanedlig, det var altsaa et Fremskridt.

Den 1. Mai 1873 solgtes Munke Mølle til et Aktieselskab, Møl-
len forpagtedes af Møller Chr. Muus, hos hvem jeg fik Plads fra 1. Mai til
30. Oktober 1873 med 60 Kr. maanedlig, fra 1 November 1873 - 70 Kr. fra 1. Mai
1874 - 80 Kr. og fra 1. Mai 1875 - 100 Kr. - Lønnen steg med Gratiale til
1600 á 1625 Kr. aarlig.- Paa Møllen forblev jeg til 30. September 1880.
Chr. Muus som var svagelig reiste hvert Aar flere Maaneder bort til
forskjellige Badesteder, i den Tid skulde jeg ene bestyre Møllen. Det kan
være vanskeligt nok at bestyre en stor Bedrift naar man selv er Hrre,
men meget vanskeligere bliver det naar man ikke er det. Saa snart
Muus var bortreist blev det galt, en vilde et og en anden vilde no-
get andet. Møllekudsken snød for ca 1200 Kr., skjøndt jeg i Forveien
havde gjort Muus opmærksom paa at Manden var uærlig. Dette i For-
bindelse med andet gjorde at jeg den 30 September 1880 fratraadte
Pladsen paa Møllen. - Da jeg var i Besiddelse af en lille Kapital
lod jeg et Hus bygge i St. Knudsgade hvor jeg anlagde en Detail-
forretning, denne gik kun daarligt, jeg solgte meget lidt, fra 2 til høist
10 Kr. daglig, det kunde ikke blive til noget, jeg fik da Plads hos
Auktionsholder Hansen fra 11' December 1881 til 29 Februar 1896 med
50 Kr. maanedlig, jeg ophævede Handelen, solgte Huset og har fra 1896,
70 Aar gammel, levet af Pensionen og Renterne af min lille Kapital.
Af og til har jeg fortjent lidt ved Kontorarbeide og Inkassationer, hvil-
ket jeg dog fra Marts 1903 har opgivet.

Hermed er egentlig, for saavidt, mit Levnetsløb sluttet. Fortsættelsen
bliver forskjellige Indtryk, Anekdoter og Bemærkninger om hvad jeg kan erindre og som ikke
er anført i det foregaaende.

side 69
Den 22. April 1849. Da vi fra Middelfart var overført til Snoghøi holdt den kom-
manderende General, Bülow, med sin Stab et Stykke Vei derfra. Der indbrag-
tes da fra Forposterne 2 Menige, sydslesvigere af 12 lette Bataillon, der dannede vor
yderste Kjæde og derfra vilde desertere over til Fjenden. Formodentlig har de været
uvidende om at der uden for Infanterikjæden sædvanlig tillige er en Kavallerikjæde
som posteredes paa Veiene, disse saa Desertørerne, indhentede og indbragte dem.
De præsenteredes for General Bülow, som irettesatte dem, hvorefter de førtes til
Hovedkvarteret. Hvad der senere skete ved jeg ikke.

Ved 3die Linie Bataillon havde vi en Profos ved Navn Lille Nestved,
som i 1848 rykkede ud med Bataillonen. Paa Sundeved fandt han Leilighed
til at desertere over til Fjenden. - Flere af den slesvigholstenske Arme desertere-
de ogsaa og gik over til os, de kaldtes "Overløbere". Der blev dannet et Kom-
pagni af dem der fik Navnet Garnisonskompagniet, og blev indkvarteret i
Kastellet, vi kaldte dem "Insurgentkompagniet". Vor Korpsskriver, Nexøe
blev ansat som Kommandersergent ved dette Kompagni. Størstedelen af Mandska-
bet var tysktalende, hvilket Sprog Nexøe var aldeles ukjendt med. Blandt
Mandskabet var ogsaa ovennævnte Lille Nestved. Nexøe genkjendte ham, men
Lille Nestved, som var Skomagersvend og havde reist i Tyskland, talte godt
tysk, han svarede paa tysk at hans Navn var Jacob Baden, men med
dette Svar vilde Nexøe ikke lade sig nøie, og sluttelig vedgik Lille
Nestved sit Navn. Efter at være gaaet over til Fjenden havde han
faaet Lov til at gaae hvorhen han vilde, han var da gaaet til Holsten.
Det Mandskab som var udskrevet til den slesvigholstenske Arme
maatte ikke stille en anden Mand i sit Sted, men skulde selv
aftjene sin Værnepligt. Lille Nestved havde for en Pengesum ladet
sig stille og udførte dette ved at overtage den andens Papirer og gaa under
hans Navn "Jacob Baden". Han blev arresteret, stillet for Forhør og
Krigsret og dømt til at hænges, men benaadedes og fik i Stedet 4 Aars
Slaveri, en Straf som senere er ophævet og nu afsones med Tugthusstraf.

Da der var Mangel paa militære Haandværkere blev civile
antaget til Tjeneste under Felttoget 1850. Saaledes ansattes en Smed, en

side 70
Hjulmand og en Sadelmager ved Batteriet Marcussen. Paa
Marchen havde de sat sig op paa de Vogne som benyttedes til Be-
fordring af deres Værktøi, dette var ikke tilladt, Værktøiet maatte kjøres,
men Haandværkerne skulde gaa. Batterichefen befalede dem at staa af
hvilket de ikke vilde. Ikke at adlyde givne Befalinger straffes strængt
i Krigstid, og kan ikke være anderledes, og dette fik omhandlede Haand-
værkere at føle. De gik ud fra at de vare civile Mænd og ikke Soldater og
ikke kunde betragtes som saadanne. Batterichefen indmeldte det passerede,
de stilledes for Forhør og Krigsret og dømtes til at skydes. De benaadedes,
Smeden og Hjulmanden fik 3 og 2 Aars Slaveristraf, Sadelmageren slap med
30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. - Da jeg senere havde Vagt i
Stokhuset i Kjøbenhavn, hvor de afsonede Straffen, talte jeg med en af
dem. I Samtalens Løb udtalte jeg at jeg vilde have foretrukket Kuglen,
hvortil han svarede at nu havde de dog reddet Livet. De var fra Om-
egnen af Slagelse og levede endnu for nogle Aar siden.

En Ven af mig Meyer, som var Hornblæser da jeg var Tam-
bour, forfremmedes ligesom jeg til Underofficer. Han var nogle Aar ældre
end jeg, et dygtigt Menneske, konfirmeret paa tysk og havde gode Kund-
skaber. Han blev forsat til et Dragon Regiment, men kom atter tilbage til
3die Linie Bataillon, hvorfra han afgik til den vestindiske Hærstyrke, der
forfremmedes han til Kommandersergent. I Aaret 1848, dette mærkværdige
Aar, hvor en usædvanlig Frihedstrang saa at sige bemægtigede sig hele
Europa, gik Danmark som bekjendt heller ikke fri for denne Bevæ-
gelse. Her fik vi Frihed, Grundlov og - det slevigholstenske Oprør - som
medførte Krig med Tyskland. Oprørsluen ulmede ogsaa i vore Bilande,
Island og de vestindiske Øer. Der blev sendt en Løitnant og nogle
og tyve Mand til Island, paa St Croix var der ogsaa oprørske Tendenser,
Meyer var impliceret i disse, den rette Sammenhæng erfarede jeg aldrig,
men han kom fire Aar i Slaveriet. - Som vagthavende havde jeg den
tvivlsomme Ære at tale med Slaven Meyer, men han var jo dog
en Ungdomsven. - Først i 1852 slap han ud af Stokhuset. Den Gang

side 71
var han slemt reduceret og ernærede sig af at sy Sække til det militære Vare-
depot. I mange Aar efter hørte jeg ikke noget til ham, først i 1877 traf jeg
atter Meyer i Odense, han havde da Plads ved et Voxkabinet, som forevistes her
og syntes den Gang at være noget bedre stillet. - Senere har jeg intet hørt
til ham.

En Bataillonskommandør, Oberstløitnant (Rye), som just ikke var be-
kjendt for sin Humanitet, kom en Dag ind paa en anden Bataillons
Skrivestue og vilde tale med Adjudanten. En henved halvfjersindstyve-
aarig Sergent som var Skriver der, sad ved en høi Pult, indrettet til at staa
ved, paa en høi Stol, han tilbød sig at hente Adjudanten og gav sig
til at krybe ned af Stolen, dette varede Oberstløitnanten for længe og han
udbrød "Naa! skynd sig lidt, løb!" - Dette syntes den gamle Sergent at
være for meget og han svarede "Skynd sig lidt løb, nu gaar jeg slet ikke,
her har de ikke noget at befale", og dermed kravlede han atter op paa
Stolen og lod Oberstløitnanten staa, denne ventede lidt, og gik derpaa sin
Vei. - Denne Sag blev ikke videre omtalt. - Omhandlede gamle Sergent
"Schæfer", Dannebrogsmand, var en usædvanlig dygtig Skriver og blev
senere ansat som Skriver i Krigsministeriet.

En gammel Kommandersergent M Dannebrogsmand stod ved 2det Jyd-
ske Infanteri Regiment som Prinds Vilhelm af Hessen var Kommandør for.
Efter Udnævnelsen til Officer blev en af de nye Løitnanter ansat ved Kompag-
niet hvor M. stod. Parolbefalingen blev hver Dag sendt til Kompagniets Officerer,
men den nye Løitnant ankede over at han fik Befalingen saa sent. Kom-
mandersergenten svarede at Befalingen blev sendt først til Kaptainen, der-
efter til Premierløitnanten, saa til den ældste Secondløitnant og sidst til
ham som den yngste. Løitnanten sagde derefter til M. om han vilde lægge
Vind paa at skrive Befalingen noget tydeligere da han neppe kunde læse
den. M. som forresten ikke var nogen Skjønskriver, svarede: "Jeg har lært
at skrive, og da de har gjennemgaaet Akademiet maa de jo ogsaa have
lært at læse." Dette var just ikke noget passende Svar, og Løitnanten syn-
tes heller ikke om det og meldte det til Kaptainen, som mente at der

side 72
ikke var noget derved at gjøre, og Løitnanten forlangte det da ind-
meldt til Regimentskommandøren. Dette skete ogsaa og Løitnanten og
Kommandersergenten tilsagtes til Møde ved Parolen. Kommandersergenten
blev først forhørt og indrømmede Meldingens Rigtighed, hvorefter han blev
dimitteret. Nu kom Turen til Løitnanten og til ham sagde Prindsen
"Denne Mand har været Soldat længe før de blev født, han har været
ved Regimentet under min Kommando i Frankrig, og jeg holder ikke af
at mine ældre Underofficerer bliver chicanerede, vil de mærke dem det
Hr. Løitnant," og hermed blev han dimitteret. - Prinds Vilhelm var
forresten en stræng Officer, hvem der forsaa sig blev straffet, og det ikke
lemfældigt, men uden Persons Anseelse, saavel Officerer som Underoffice-
rer og Menige, det vidste alle som stod under hans Kommando.

Ommeldte Løitnant forbedrede sig ikke, i 1862 da han var Kaptain
ved en anden Bataillon end den hvori jeg stod, maatte jeg ved en
Leilighed give ham et afvisende Svar.

Korporal Voldum ved Kronens Regiment i Helsingør var
paa Vagt paa Kronborg, saavidt jeg erindrer i atten Hundred og trediverne.
Løitnant R. var Vagtkommandør. Da Vagten om Natten blev raabt i
Gevær syntes Løitnanten at der ikke var tilstrækkelig Orden. Den Gang
afgjordes den Slags Sager ved at vekommende der ansaaes for skyldig, strax
fik nogle Fugtel af Sabelklingen. Løitnanten løftede Sablen for at slaa
Korporalen, denne hævede Haanden for at afværge Slaget, og i det han
pegede paa sine Skuldere, hvorpaa han bar Sølvepauletter, sagde han,
"Nei! holdt Hr. Løitnant, den Slags Straf er jeg fritaget for." - Han havde
første Præmie fra Skriveskolen og bar 2 Sølvepauletter, som de Underoffi-
cerer der havde bestaaet Examen bar, og hvem der havde disse maatte
ikke straffes med Fugtel. Løitnant R omtalte dette for Premierløitnant
W. og denne raadede ham til at indmelde det passerede for at Vol-
dum kunde blive straffet. R. fulgte Raadet og Sagen endte med
at Korporal Voldum stilledes for Forhør og Krigsret og idømtes
4 Aars Slaveri, en meget stræng Straf. Forseelsen, hvis han var

side 73
skyldig var meget ringe, og naar han vægrede sig for at blive fugt-
let, syntes han være i sin gode Ret, men - Dommen maatte han lide.
At dette vakte stor Bevægelse blandt Underofficersklassen var naturligt, og
adskillige Officerer fandt ogsaa Dommen høist mærkelig.

Endnu anføres en senere Dom fra 1849/50 som ligeledes vakte
megen Opmærksomhed. Ved 2den lette Bataillon stod en Mand ved Navn Suhr.
Han gik frivillig med og forfremmedes til Korporal 1849, han maa altsaa
have været brugbar da han forfremmedes. Han havde saavidt jeg veed væ-
ret Handelskommis, var temmelig selvklog og optraadte brøsig overfor de
ældre Underofficerer, dette var vi dog vant til af disse Folk. Ved en Fore-
stilling i Kasino hvor han var tilstede kom han i mundhuggeri med en
Løitnant, det dreiede sig om, efter hvad jeg erfarede, at Løitnanten vilde
have at han skulde vige sin Plads og ikke viste sig tilbørlig ærbødig. Efter
indgivet Klage fra Løitnanten nedsattes der Forhør, og ved Krigsretsdom
idømtes han 2 Aars Forbedringshus
arbeide. Hvorledes denne haarde Dom
kunde fældes fandtes høist mærkeligt, der sagdes at han som civil havde
begaaet Forseelser, men hvorledes dette kunde inddrages under den mili-
tære Domstol, da han ikke tidligere havde været straffet er uforstaaeligt.
I det Hele taget er det misligt hvor en Auditør er Klager, Forsvarer og
Dommer og fører let til Misbrug, særlig da Krigsrettens Dom ikke kan
appelleres, og den militære Rettergang som er forældet, trænger i høieste
Grad til at omordnes.

En Krigsret som skal dømme en Underofficer eller Menig
bestaaer af 1 Major eller Oberstløitnant som Præses, 2 Kaptainer, 2 Premier-
løitnanter, 2 Secondløitnanter, 2 Sergenter, 2 Korporaler og 2 Menige, ialt
7 Klasser. Auditøren oplæser Forhøret og foreslaaer Dommen, en mildere
og en strængere, og udtaler sig derpaa om den Straf som han finder passende.
Derefter gaaer Underklasserne udenfor og raadslaaer om den forslaaede Straf,
hver Klasse for sig, de forskjellige Klasser maa ikke meddele hinanden
Raadslagningens Resultat. - Derefter gaaer de atter ind og afsiger deres
Kjendelse og underskriver Protokollen, først de Menige, derefter Korporalerne

side 74
og Sergenter. - Ved en af de Krigsretter hvori jeg var Bisidder ind-
traf det mærkelige Tilfælde at alle tre Underklasser, uden at have
truffen Aftale derom, stemte for en anden Straf end den af Auditøren
foreslaaede. Auditøren spurgte om vi havde truffet Aftale med hinanden,
hvilket vi selvfølgelig benegtede. Derefter sagde Auditøren at det var lige-
gyldigt hvad vi foreslog da Overklasserne - Officererne - stemte for Straf-
fen som var foreslaaet. Dette var naturligvis rigtigt. Indsigelser bliver
næsten aldrig taget til Følge, men Underklassernes Mening synes
herefter at være overflødig.

Ved samme Leilighed finder jeg Anledning til en Bemærk-
ning om den civile Retspleje, nemlig Retsvidnerne. Denne Institution er efter
min Mening aldeles forkastelig som den nu er. Disse Mænd er ikke frie
eller uafhængige, de indstilles til Amtmanden som derefter udnævner dem,
i Kjøbstæderne indstiller Politimesteren dem til Byraadet der beskikker
dem. Disse Mænd er ikke og kan ikke godt være upartiske, da det er en
Levevei for dem hvorfra de kan afskediges. - Sker det at en Tiltalt klager
over at Dommeren har vist sig grov, udskjeldt ham, ikke tilført Protokol-
len hvad der er sagt, eller negtet at tilføie noget som ønskes tilføiet,
da staaer Tiltalte værgeløs lige overfor Forhørsdommeren. Retsvidnerne
har kun hørt det som er ført til Protokols og som de har underskre-
vet, andet har de ikke hørt og kan intet erindre, her staaer vedkom-
mende magtesløs. Nei! som Retsvidner burde kun fuldstændig upar-
tiske og uafhængige Mænd fungere. Paa samme Maade som Byraa-
det vælges burde der aarlig vælges 12 Borgere som skiftevis udførte denne
Tjeneste.

Efter senere nøiagtigere Oplysninger var vore Tab:
ved Fredericia:
faldne 33 Officerer, 25 Underofficerer, 454 Menige se Pag. 16
saarede 42 Officerer, 50 Underofficerer, 1.252 Menige

ved Isted:
faldne 48 Officerer, 47 Underofficerer, 750 Menige, se Pag. 23
saarede 88 Officerer, 123 Underofficerer, 2.194 Menige
fangne 4 Officerer, 13 Underofficerer, 351 Menige

Slesvigholstenerne
ved Isted
faldne 22 Officerer, 512 Underofficerer og Menige
saarede 45 Officerer, 1.175 do.
fangne 2 Officerer, 1.062 do.

Vort Tab da Skandserne paa Dybbøl blev taget den 18. April 1864 var
faldne 37 Officerer, 52 Underofficerer, 719 Underkorpl. og Menige
saarede 30 Officerer, 51 Underofficerer, 822 Underkorpl. og Menige, se Pag 30

Fjendens Tab var
faldne 17 Officerer, deriblandt General Raven, 246 Underoff og Menige
saarede 54 Officerer, 884 Underoff. og Menige

Resten kan læses her: Politibetjent Aggeboes erindringer, del B

Danske Slægtsforskere Odense

- en aktiv forening for slægtsforskere

Hvad får du for 100 kr. om året?

Kom hurtigt videre

Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del A