Vores kommende foredrag
Se Kalenderen for alle aktiviteter – her
Efterårets foredrag
9. september 2026 (aften slægtscafe udgår):
Foredragsholder Bent Asmus Straagaard
Kolonisterne i Sønderjylland
Med løfte fra kong Frederik den 5. om skattefrihed, jord, gård med besætning m.v. brød en lille gruppe i Kürnbach syd for Frankfurt i 1761 op for til fods at vandre mod Danmark. De vidste ikke at ingenting stod klart til dem, og i virkeligheden skulle forvandle gold, uopdyrket hede til frugtbar landbrugsjord.
Foredraget følger den lille gruppe som også bestod af min 4 x tipoldefar. Hør om hvordan de prøver at klare de vanskelige år i Sønderjylland – om fæstebrev, edsaflæggelse, kolonisthusene, kulturlivet, skole m.v. for til sidst at høre om nogle af efterkommerne.
8. oktober 2026 – (aften slægtscafe udgår):
Foredragsholder Mette Fløjborg
DNA Introduktion
Overvejer du at få lavet en DNA-test? Er du lidt skeptisk? Har du lige fået taget en test?
Aftenen byder på en grundlæggende fortælling om, hvad man kan bruge DNA til i sin slægtsforskning. Selvfølgelig krydret med nogle sjove/spændende eksempler fra det virkelige liv.
Foredraget er rettet mod jer, der ikke er kommet i gang med DNA (endnu) eller lige har fået lavet en test. Foredraget er støvsuget for komplicerede begreber.
28. oktober 2026:
Foredragsholder Mette Gundel
Om tvangsarbejde og fattigforsorg i Danmark
I foredraget kommer vi tæt på fattiggårdenes lemmer og hører om hvordan livet og hverdagen formede sig for dem, og om hvordan fattiggårdene var indrettet og hvordan de blev drevet. Regler var der mange af, nogle af dem forekommer aldeles urimelige. Dagene startede kl. 5.30 med morgenbøn og 14 timers arbejde, kun afbrudt af 4 måltider mad, og dagen blev altid afsluttet med bøn. Maden var den samme hver uge. Pålæg på brødet var så usædvanligt, at det blev skrevet ind i protokollen, og en straf kunne være at tage eftermiddagskaffen fra lemmerne. Tobak, brændevin, dans og sang var forbudt, og ægtefolk blev skilt fra hinanden, så de ikke producerede nye fattiglemmer, lige som man ofte fjernede børnene fra forældrene.
25. november 2026:
Foredragsholder Hans Peter Poulsen
Skolearkiverne
Skolernes arkivalier giver oplysninger om både elever og skoleholdere.
Foredraget forsøger at give et overblik over materialet, der er spredt i mange arkiver, og vil vise eksempler.