Vi lever i usikre tider … som vistnok alle mennesker før os har gjort til alle tider. Det er noget, vi slægtsforskere kan tale med om.
Og det sætter unægtelig også noget perspektiv på, hvad der foregår i den verden vi lever i lige nu. Såvel i det store som i det mindre – i det fjerne og i det nære.
Hvem havde forestillet sig, at den hæderkronede institution, alle slægtsforskeres sikre havn, Rigsarkivet skulle svigte og kaste vrag på den loyalitet, taknemmelighed og årelange indsats fra vores frivillige
Er det dog nu også så galt, spurgte nogle. Er det ikke blot et nyt vilkår, som vi må indrette os efter? Det kan vel være, men det var langt fra et vilkår, som Danske Slægtsforskere ville acceptere. Og det gav pote!
Den 24. november kunne Landsforeningen Danske Slægtsforskere i sit nyhedsbrev meddele den glade nyhed!
TILLYKKE TIL DE FRIVILLIGE FOTOGRAFER
med at I ikke længere er “nedskaleret”, at kulturministeren og Rigsarkivet har lyttet til sund fornuft, og at skrivebordsbesparelsen er afskaffet.
Læs mere om kulturministerens beslutning her
Rigsarkivet skriver selv således til de frivillige:
“ Vi ser fra Rigsarkivets side frem til at kunne fortsætte det gode samarbejde med jer og vil endnu en gang understrege, at vi sætter stor pris på jeres værdifulde indsats for at gøre arkivalierne tilgængelige online.
I vil inden jul modtage en kalender for 2026 med information om datoer for fællesmøder, lukkedage m.m.”
Kulturministerens beslutning harmonerer fuldt ud med, at de frivillige fotografer sidste år modtog årets slægtsforskerpris for deres store arbejde i kulturens og slægtsforskningens tjeneste.
Samtidig siger Danske Slægtsforskere tusind tak til alle jer, der var med til at råbe de ansvarlige op og gøre opmærksom på den store, ulønnede indsats, som vores frivillige gør for at digitalisere vores fælles kulturarv.

Frivillig arkivnisse godt i gang med den vigtige julescanning
Vi ser her, at nissen optræder i såvel eget tøj som fodtøj og øvrigt udstyr.
Arkivaliet behandles tydeligvis både varsomt, med ærefrygt og yderst respektfuldt.
Flere gode nyheder
Danske Slægtsforskere Odenses hjemmeside har fået en make-over

Vi synes, det er lykkedes at få gjort hjemmesiden mere tidssvarende, og arbejdet fortsætter nu med at få lagt mere indhold på siden.
Der vil efterhånden komme flere interessante artikler og gode links, som kan gøre din slægtsforskning lettere, mere effektiv eller sjovere. Inspiration kan vi vel alle have gavn af, prøv www.dsodense.dk
GENTAGELSE: Kontingentet fortsætter uændret på 100 kr. om året
Som vi tidligere har skrevet, vil kontingentet for 2026 blive opkrævet via Danske Slægtsforskeres Landsforening. Det betyder ingen ændringer i dit medlemskab af vores forening.
Er I to i samme husstand, der er medlem af vores forening, hedder det fremover blot “familie medlemskab” og koster 200 kr. Og ellers 100 kr. pr. person som de sidste mange år.
Gode foredragsaftener
Onsdag den 12. november holdt Per Hundevad Andersen fra Danske Slægtsforskere et rigtig spændende foredrag
Slægtsforskning og DNA
Flere og flere slægtsforskere får jo lavet en DNA-test for at få mere viden om deres slægt og ophav, og vi havde fået
Per til at fortælle om, hvilken test man skal tage, og viste, hvordan man kommer videre, når man får sit testresultat.
Vi hørte om, hvordan man arbejder med sine match-lister og får mest muligt ud af sin test. Der var også et indslag, hvor man kunne se,
om man stammede fra en fra vikingetiden ved at sammenligne ens DNA med nogle af de DNA-prøver, der er taget ved udgravninger.
DNA er vist stadig uvant stof og nye ord for de fleste, så mon ikke vi er en del, der blev noget klogere den aften.
Foredraget var godt, på et fint niveau og samtidig med god humor.
Slægts Café / “Roderi”
Årets sidste slægtscafe er afholdt.
Klaus og Søren holdt hver et kort indlæg. Derefter blev der hygget med en omdelt quiz om temaet slægt, historie og slægtsforskning.
Præmierne var hhv. en bog, doneret af Mette Fløjborg og en æske chokolade fra foreningen.
Efter quizzen var der alm slægtsforskning med gensidig hjælp og inspiration.
Søren viste vores nye hjemmeside, og noterede forskellige gode kommentarer, blandt andet til menu punktet “Forum”. Det blev foreslået, at det linker op til Forum på Danske Slægtsforskere.
Næste slægtscafé er efter nytår den 5. januar 2026 kl. 10:00 til 12:30.
Gotisk Læsekreds
Næste gang, mandag den 12. januar 2026 kl. 12:30-15:00
Den Gotiske Læsekreds i DS Odense er for jer der er tilmeldt i forvejen.
Næste gang i Odense Kultur- og Idrætshus, Stadionvej 50, 5200 Odense, Indgang K, via skolegården, 5200 Odense V
Gotisk læsekreds er kun for medlemmer af DS Odense og kræver forudgående tilmelding.
Hvis det er noget for dig, og hvis du kan læse håndskrift – og gerne også noget af det gamle gotiske – så er du meget velkommen på holdet, som har Mette Fløjborg som tovholder.
Tilmelding: Klik på linket og udfyld formularen. Så hører du fra os.
Det er dejligt at se, at der er en solid fast stamme på ca. 24 medlemmer, der arbejder med læsning og tydning af det gotiske.
Hver især yder et værdifuldt bidrag til fastholdelse og udbredelse af vores danske kulturarv. Og de hygger sig.
NB! Mette beder om at ALLE, også de faste deltagere udfylder formularen i år.
Årets sidste!
Hjælp til slægtsforskning på Rigsarkivet
Torsdag, 4. december 10:15-12:15
Rigsarkivet Odense, Jernbanegade 36, 5000 Odense, Danmark
Frivillige fra Danske Slægtsforskere Odense, sidder i frokoststuen, klar til at hjælpe med din slægtsforskning.
Det er gratis at deltage.
Se mere i foreningens aktivitetskalender, som er opdateret med forårets aktiviteter www.dsodense.dk
Rigsarkivets nyhedsbrev
Nyt fra Arkivalieronline
Mange spændende artikler og info denne gang
De skriver:
Vi har givet nyhedsbrevet en saltvandsindsprøjtning, og du vil fra denne måned opleve lidt ændringer.
Som altid finder du dog listerne med digitaliseringer nederst i mailen.
Cirka hver anden gang kan du dykke ned i et tema, en kilde eller en historisk begivenhed med udgangspunkt i de arkivalier, der er blevet tilgængelige på Arkivalieronline.
I denne måned sætter vi Kongens Retterting under luppen. I oktober blev der nemlig lavet nye farvescanninger af de første herredagsdombøger fra Kongens Retterting, og nedenfor vil du kunne læse lidt om:
- Rettertingets historie kort fortalt
- Den nygotiske håndskrift
- Typiske sager
- En landsforræder og en dødsdømt bigamist
- Vi håber du nyder turen tilbage til 1500-tallet!
Jeg kan bestemt anbefale at hoppe over og læse Nyt fra Arkivalier Online på https://www.rigsarkivet.dk/nyhedsbreve/
Rigsarkivets læsesale holder lukket fra og med den 19. december 2025.
Alle læsesale holder lukket til og med den 5. januar 2026.
Sidste åbningsdag før jul er derfor:
- København, Viborg og Odense: Torsdag den 18. december 2025
- Aabenraa: Tirsdag den 16. december 2025
Første åbningsdag efter nytår er derfor:
- København, Viborg og Aabenraa: Tirsdag den 6. januar 2025
- Odense: Onsdag den 7. januar 2025.
Tjek altid åbningstiderne inden dit besøg
REKLAME
Vi bringer her et lille reklamespot for Mette Fløjborgs velbesøgte online-foredrag på www.flojborg.dk Enjoy!


Venlig hilsen
Keith Fobian
Formand
