Velkommen tilbage. Jeg håber, du har haft en god sommer og har nydt vejret med både sol og regn.
Historisk er det skiftende vejr jo kendetegnende for sommeren her til lands. Men vores minder fra somrene er alligevel oftest solbeskinnede.
Nu er vi på vej mod kortere dage og længere aftener med kirkebøger og folketællinger, lægdsruller og skifteprotokoller.
Slægtsspor, der skal udforskes og dokumenteres, sikres og beskrives.
Og der er slægtsforskervenner, der dukker op igen efter sommerens døs i hængekøjen eller i liggestolen.
Men også nye slægtsforskervenner er parate derude til at bidrage, både i Danske Slægtsforskeres Forum og i vores egen Danske Slægtsforskere Odense.
Næsten hver uge nyder fællesskabet i vores forening godt af en stor indsats fra både mange frivillige og bestyrelsesmedlemmer –
– til gavn for – ja både hinanden og hele slægtsforskermiljøet.
Det er så fedt! Brug dem og deres viden og erfaring, kom til møderne, deltag på de digitale kanaler.
Jeg har selv stor glæde af at være med til at tyde de omfattende og spændende personbeskrivelser i de straffeprotokoller,
der er grundlaget for arbejdet med Banditter.dk, hvor du også kan være med og bidrage til samarbejdet med Rigsarkivet.
Når vi træner og hjælpes ad med læsningen af de gamle håndskriftstyper, så vi efterhånden bliver bedre til at læse de krøllede bogstaver
og forstå de snørklede formuleringer, bliver vores egen slægtsforskning både nemmere og også sjovere.
Gotisk Læsekreds
Foreningen Danske Slægtsforskere Odense holder hver anden uge Gotisk læsekreds,
og har du lyst til at være med til at oversætte gamle gotiske skrifter, kan du tilmelde dig her:
https://forms.gle/wPm5ysN16TR4QtLE6
Det er en både lærerig og hyggelig aktivitet, og samtidig et sted hvor du kan være med i et fællesskab og
både bidrage og være sammen med andre ligesindede på en meningsfuld måde.
Det er bedst, hvis deltagerne så vidt muligt kan komme hver gang, når vi mødes hver anden mandag fra kl. 12,30 til kl. 15,00.
Første gang efter sommerpausen er allerede den 9. september.
Fremtidige mødedatoer fremgår af foreningens kalender på hjemmesiden https://www.dsodense.dk/
Slægtsroderi
Foreningens populære samlingspunkt Slægtsroderi, hvor vi i fællesskab finder nye spor og kommer videre med jagten på rødderne, starter også op igen.
Nemlig allerede den 2. september fra kl 10 til 12:30
Søren Bay Kastrup fortæller om en af de nyere værdifulde kilder, nemlig DigDag.
DigDag er en forkortelse for Digitalt Atlas over Danmarks historisk administrative geografi.
Både Gotisk læsekreds og Slægtsroderi holder møderne i vores dejlige lokale i Bolbro.
Her foregår det:
Odense Kultur- og Idrætshus, Stadionvej 50, 5200 Odense,
Indgang K, via skolegården, 5200 Odense V.
Nyt fra Rigsarkivet
Servicemeddelelse. Rigsarkivet har meddelt, at de holder lukket den 10. og 11. september 2024.
Alle Rigsarkivets ansatte skal på medarbejderseminar, så alle læsesale er lukket.
Det betyder, at læsesalenes åbningstider i uge 37 er således:
København: Åbent torsdag den 12. september, kl. 9-18.
Viborg: Åbent torsdag den 12. september, kl. 9-16.
Odense: Åbent torsdag den 12. september, kl. 10-15.
Aabenraa: Lukket.
Læs evt. mere på Rigsarkivets hjemmeside.
Folketællinger – Kom godt i gang!
I Rigsarkivet finder du folketællinger fra hele landet til og med 1970.
Desuden kan du finde folketællinger fra Færøerne, Grønland, Slesvig, Trankebar, Vestindien m.m.
Nu digitaliseres Danmarks telefonbøger
ENIGMA, Museum for post, tele og kommunikation, og Danskernes Historie Online har indgået en omfattende aftale
om retro-digitalisering af landets telefonbøger, der befinder sig hos ENIGMA
Nyt fra foreningen Danske Slægtsforskere (Landsforeningen)
OBS! OBS!
Danske Slægtsforskere oplyser, at de i øjeblikket får henvendelser fra folk, som har fået opringninger af personer fra “Dansk Slægtsforskning”,
som spørger til oplysninger på familiemedlemmer.
Danske Slægtsforskere har intet med ovenstående at gøre.
Danske Slægtsforskere vil aldrig ringe uopfordret til folk.
Komplet abonnement til MyHeritage
Husk, at du som medlem af Danske Slægtsforskere kan købe et komplet abonnement på MyHeritage til reduceret pris kun 1459,50 kr.
Tilbuddet gælder indtil 1. december 2024.
Danske Slægtsforskere Odense – Din forening – inviterer til foredrag
Vores foredrag er gratis for medlemmer, mens gæster betaler 50 kr. for at deltage.
Alle foredrag foregår i vores lokale i Bolbro, læs mere i kalenderen på hjemmesiden.
Her foregår det:
Odense Kultur- og Idrætshus, Stadionvej 50, 5200 Odense,
Indgang K, via skolegården, 5200 Odense V.
Tirsdag den 22. Oktober byder vi på et foredrag om Boye Banden af Leif Sepstrup
I en længere periode omkring 1850 blev det vestlige Fyn hærget af indbrud, røverier og brandstiftelser.
De lokale myndigheder kunne, eller evnede ikke at sætte en stopper for ulovlighederne.
Den 11. Oktober 1853 bliver Niels Hansen i Broendehus i Balslev sogn overfaldet og dør af sine kvæstelser.
Drabet er årsag til der bliver nedsat en Kommissionsdomstol, som blev ledet af Kriminal- og Politiretsassessor H. Rothe og Assessor L. Køpke, København.
I 1854 bliver Jens Henrich Boye anholdt og tilstår mordet.
Der blev i foråret og sommeren 1854 anholdt mange personer, som var med i det netværk, som stod bag de mange tyverier m.m.
Disse personer er gået over i historien som ”Boye Banden”.
Den 21. August 1855 blev der i Assens afsagt dom over 59 personer.
Onsdag den 6. november byder vi på foredrag om Louis Pio
”Historikeren Anders Bo Rasmussen hiver Pios liv i Amerika ud af arkivernes tåge og tegner et levende billede af mennesket Pio for læseren.”
I en årrække har forfatteren Anders Bo Rasmussen gennemsøgt arkiver og biblioteker i USA og Danmark for at afdække
den hidtil ukendte historie om Louis Pios dybe engagement i den amerikanske arbejderbevægelse.
Det har ført til bogen Pio – Flugten til Amerika, der føjer nye kapitler til vores viden om en af datidens største personligheder i Danmark og USA.
Pio – et menneske, som har haft stor betydning for den samfundsmodel, vi har i Danmark i dag.
Kom ud af busken
Hvis der er noget, du som medlem af Danske Slægtsforskere Odense mener, at vi skal skrive om eller sætte i værk,
så skriv endelig til os på formand@dsodense.dk
Venlig hilsen
Keith Fobian
Formand
Danske Slægtsforskere Odense
