Danske Slægtsforskere Odense

- en aktiv forening for slægtsforskere

Hvad får du for 100 kr. om året?

Gratis adgang til en lang række arrangementer - fysisk/online. Nyhedsbreve med aktuelt stof for slægtsforskere. Du kan låne en scanner til billeder og negativer. Vi lægger stor vægt på socialt samvær om vores gode hobby!

Bogen Gotisk

Køb bogen om gotisk håndskrift

bog forside

 

doedsattestDenne artikel handler om dødsattester, men også om hvordan man finder mere om et dødsfald, f.eks. ved selvmord eller ulykker. 

 

Dødsattesten
Du kan få adgang til dødsattester, der er mere end 75 år gamle hos Rigsarkivet. Vil du se en nyere attest, skal du søge om adgangstilladelse på deres hjemmeside. Dødsattester er bevaret fra ca. 1880 og frem. Der findes enkelte attester fra 1850-1880, men det er ganske få.

 

 

Der er 3 måder at finde en dødsattest på:

Metode 1
Der er et stort indtastningsprojekt i gang, der for nogle år siden startede op på Fyn, da vores forening havde affotograferet alle 300.000 fynske attester, som er mulige at få adgang til. De indtastede data blev senere afleveret til Rigsarkivet, hvor flittige indtastere stadig indtaster flere tusinde attester hver måned. MEN det er en lang proces, der vil tage 20-30 år med det nuværende tempo. Men start altid med at søge blandt de indtastede attester på www.sa.dk – Søg i samlingerne – Avanceret søgning. Desværre er søgefunktionen dårlig og man kan ikke bladre, når man har fundet attesten. Se eksempel senere.

Metode 2
Kun for dødsattester fra Fyn og øerne omkring. Alle fynske attester er affotograferet frem til 1943. Fynske dødsattester findes lettest via www.dodsattester.dk – hvis du ikke fandt den med metode 1.

Find årstal og derefter område og klik ind til de affotograferede attester.

Metode 3
Hvis alt andet svigter, må du denne vej:
www.sa.dk – Søg og bestil – Avanceret søgning.

Mere end 1 million attester er affotograferet og kan søges online. Finder du den ikke online, kan du bede om at få kassen med dødsattesten sendt til den læsesal du bor nærmest ved.

 

Hvor findes dødsattesterne fysisk?
Dødsattester opbevares hos Rigsarkivet i kasser i datoorden for store områder. Oftest efter lægedistrikter, men der kan være flere i samme kasse. Rigtig mange kasser er affotograferet af frivillige, bl.a. fra Danske Slægtsforskere Odense.

Ellers skal man vide, at dødsattester opbevares enten af de lokale lægedistrikter/lægekredse eller af Sundhedsstyrelsen (SST). Alle attester er samlet hos SST er fra 1915 og frem, de ligger hos Rigsarkivet i København. Før da opbevares attesterne OFTEST under de lokale lægedistrikter/lægekredse, dvs. i de 4 afdelinger af Rigsarkivet rundt i landet. Andre før 1915 findes under SST.

Selvmord og ulykker findes i de medicolegale dødsattester. Disse er enten arkiveret ind imellem de andre attester og nogle gange for sig selv.

 

Dødsattesten indeholder
Data om personen: Navn, bopæl, fødselsdato og måske fødested. Derudover ses dødssted, måske ægtefælles navn (gifte) eller forældres navn (børn), måske erhverv. Og så naturligvis dødsårsagen og eventuelle sygdomme.

Hvis der er tale om ulykke eller selvmord findes oplysninger om hvor liget er fundet og hvor ligsynet har fundet sted, metoden til selvmordet og en beskrivelse af skaderne på kroppen

BAGSIDEN af disse attester indeholder ofte mange detaljer.

 

Politiet
Hver gang der er et selvmord, kommer politiet ud, dvs. der er også optegnelser i politiprotokollen.

Brug evt. www.digdag.dk til at finde ud af, hvilken politi-/retsmyndighed personen hørte under.

 

Avisen
Nogle gange kan man finde omtale af disse dødsfald i gamle aviser på Statsbibliotekets hjemmeside:

http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/

 

Oversigt over selvmord i Danmark 1845-1895
Har du mistanke om et selvmord, kan denne oversigt være et godt udgangspunkt:

www.sa.dk Søg og bestil, Avanceret søgning
Søgeord Daisy:
Arkivskaber: danmarks statistik
Arkivserie: selvmord
Periode: 1845-1895
Her findes Selvmordsstatistik i to dele.

 

Sådan søger du efter attester på 3 måder, eksempel Thorvald Andersen, 1926
Thorvald og Karla dør 07.08.1926 i Ennebølle på Langeland, Svendborg amt. Thorvald slår Karla ihjel og begår selvmord bagefter. Hvor Tåsinge har sin Elvira Madigan, har Langeland i stedet kærlighedsdramaet om Thorvald og Karla. Vi vil finde Thorvalds dødsattest.

Metode 1
www.sa.dk – Søg i samlingerne – Avanceret søgning:
Navn: thorvald andersen
Periode: 1926-1926
Navn: thorvald andersen
Arkivskaber: sundhedsstyrelsen
Arkivserie: dødsattest

Metode 2
www.dodsattester.dk
Fyn 1925-1929
1926
192604-192612 - Øerne landsogne, klik på linket
Bladr frem til august måned (opslag 810)

Metode 3
www.sa.dk Søg og bestil, Avanceret søgning
Søgeord Daisy:
Arkivskaber: sundhedsstyrelsen
Arkivserie: dødsattest
Periode: 1926-1926
Vælg Dødsattester Øerne.
Tryk på Læs arkivaliet.
Rul ned til 1926 Svendborg Land 4-12 (måned 4-12) og åbn med plus-tegnet. 

Her er nogle skillekort undervejs, der adskiller Svendborg amts landdistrikter, f.eks. Svendborg land, Nyborg land, Faaborg land, Ølandenes landdistrikter (Langeland og Ærø). For hvert skillekort starter attesterne forfra i datoorden. Ølandene startede ved opslag 695, jeg fandt ham på opslag 810.

 

Sådan søger du efter attester på 3 måder, eksempel Hans Jeppesen, 1884
Hans Jeppesen hænger sig i sit hjem 29.02.1884 i Skovs Højrup, Brenderup, Vends herred, Odense amt. Han er enkemand og indsidder, dvs. han bor til leje. Vi leder efter hans dødsattest:

Metode 1
www.sa.dk – Søg i samlingerne – Avanceret søgning:
Periode: 1884-1884
Navn: hans jeppesen
Arkivserie: dødsattest

- jeg udfylder ikke arkivskaber i første omgang, da jeg ikke ved, hvor attesten er arkiveret.

Da jeg finder attesten kan jeg se, at den er arkiveret hos Sundhedsstyrelsen. Hos mig kvirker bladre funktionen ikke, så jeg prøver lige næste trin:

Metode 2
www.dodsattester.dk
Fyn
1880-1884
1884
188401-188406 – Fyn Medicolegale landsogne, klik på linket
Bladr frem til februar måned (opslag 16-17)

Metode 3
Hvis ikke du skal finde noget på Fyn, hopper du videre til denne metode.
www.sa.dk Søg og bestil, Avanceret søgning
Søgeord Daisy:
Arkivskaber: sundhedsstyrelsen
Arkivserie: dødsattest
Periode: 1884-1884
Vælg Dødsattester Øerne.
Tryk på Læs arkivaliet.
Rul ned til 1884 Fyn medicolegale 1-6 (måned 1-6) og åbn serien ved at klikke på plus-tegnet.

Fandt ham på opslag 16-17. Her står, at han i længere tid har lidt af sygdom med smerter. Der står også, at to af hans brødre har aflivet sig selv. Det er jo interessant, men jeg aner intet om brødrene, ud over at de må hedde Jeppesen og er døde før 29.02.1884.

Derefter skal vi en tur på sa.dk for at finde en politisag i Vends herred.

 

Søgning i oversigt over selvmord i Danmark 1845-1895
Jeg vil forsøge at finde de to Jeppesen-brødre, der har begået selvmord før 1884, formentlig på Fyn.

Søgning i Daisy:
Arkivskaber: danmarks statistik
Arkivserie: selvmord                
Periode: 1845-1884
Vælger først 1871-1895.

Ser, at der er tale om hæfter for hvert år opdelt i måneder. Ikke nemt, men dog muligt… I nogle år er hæfterne også opdelt i amter, kan jeg se på stednavnene og mellem-overskrifter.

Jeg bladrer og leder efter navnet Jeppesen og skeler til fynske stednavne.

I opslag 224 finder jeg Peder Jeppesen, Lunde-Skam herred, 23.01., mand, 65 år, husfæster, enkemand, hængning. Bevæggrund: Sindssyg?
Løbenr. 278, journal 15 (ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til, men noterer det alligevel).
I Odense amt var der 21 mænd og 4 kvinder, der begik selvmord det år.
Jeg bladrer baglæns og ser, at året er 1880.

Tilbage til metode 1, 2 og 3 for at lede efter dødsattesten.

Men det var faktisk et vildspor, for på dødsattesten hedder manden ikke Jeppesen, men Jespersen.

Et opslag i kirkebogen slog fast, at han hedder Jespersen. Altså ikke min slægt, men eksemplet duer alligevel 😉.

 

Indtastning af dødsattester

Har du lyst til at hjælpe med at indtaste dødsattester? Så foregår det på https://cs.sa.dk/ - vælg Logind øverst th. og opret dig som bruger.

 

Kilder til denne artikel
Carla og Thorvalds historie er beskrevet på www.dodsattester.dk – Historier om attester – Kærlighedsdramaet i Ennebølle.

Hans Jeppesens historie er fortalt på www.flojborg.dk – De go’e historier – Hans Jeppesens sparepenge. Artiklen handler mest om hans skiftesag,

www.sa.dk – her fremfinder du alle de dejlige arkivalier!

Mette F 09.2020