Danske Slægtsforskere Odense

De transskriberede tekster kan ses her: Jacob Mørk og Mariane Basses skilsmisse 1818-1822, tekster.

Billeder af de originale kilder kan ses her.

Resume af sagen

Jacob Mørk og Mariane Basse blev gift i Garnisons kirke i Købenavn Skt. Hans dag 1810 og fik samme dag døbt deres søn Wilhelm. Jacob Mørk var født i Bogense 1785 og uddannet skomager. Mariane Basse var født i København ca 1782 og var Jacobs grandkusine. I 1811 flyttede parret til Bogense, hvor Mørk fik borgerskab som skomager i 1812.

I maj 1813 fik Jacob Mørk og Mariane Basse en datter, der blev opkaldt efter sin mormor, Ane Sophie Cecilie. Og i begyndelsen af 1815 ventede de et barn mere, men ca fire uger før fødslen forlod Jacob Mørk sin højgravide kone og de 2 små børn. Han har senere forklaret, at han ikke kunne leve sammen med sin kone. Han havde ikke sagt noget i forvejen, men Mariane havde en idé om, at han måske ville tage til Hamborg. 

Midt i februar fødte Mariane en søn, der blev opkaldt efter sin  far, Jacob Immanuel Mørk. Drengen blev hjemmedøbt, men nåede ikke kirkedåben, for den 12. april døde han pludseligt under omstændigheder, der gjorde, at politiet blev underrettet. Mariane Basse blev mistænkt for at have ombragt sit barn. I Bogenses justitsprotokol kan man læse om tre dages forhør og afhøring af vidner. Stiftsfysikus Bojesen fra Odense blev tilkaldt for at obducere barnet. Han fandt ingen tegn på vold og mente, at barnets død måtte tilskrives et epileptisk anfald eller kvælning "foraarsaget enten af Mangel paa Luft eller ved at Moderen i Søvne har lagt sig over Barnet." Liget blev herefter lagt i en kiste med henblik på begravelse, og efter yderligere afhøringer var der ikke grundlag for at rejse nogen tiltale. Man får i protokollen og sagens akter et detaljeret billede af begivenheden og mange oplysninger om familien. Se artiklen: Mariane Basses døde barn 1815.

Mariane Basse måtte nu som enlig moder leve af hjælp fra fattigkassen. Jacob Mørk fortalte selv senere, at han først tog til Haderslev, hvor han i nærheden fik arbejde som skomager i et halvt års tid. Derefter rejste han til Hamborg og andre steder, inden han endelig kom til Løgumkloster. Her fik han 25. april 1818 et rejsepas, som er bevaret og viser, at han derefter rejste hjemad og formentlig var tilbage i Bogense 1. maj.

Jacob Mørk havde været væk i godt tre år, og da han kom hjem til Bogense, var hans kone højgravid. De var enige om at blive skilt. Og det var siden 1790 blevet både nemmere og mere almindeligt. Oplysningstiden rokkede ved mange opfattelser, bl.a. af ægteskabet. Dette blev nu betragtet som en pagt mellem to mennesker eller en aftale, som også kunne ophæves. Danske Lovs bestemmelser fra 1683 blev i 1700-tallet lempet, og skilsmisse kunne opnås ved  kongelig bevilling efter 3 års separation. Forudsætningen for skilsmisse havde tidligere været f.eks. utroskab eller impotens, men nu kunne begrundelsen være, at ægteskabet var "ødelagt" på grund af gemytternes uoverensstemmelse.

Nu skulle først præsten - sjælesørgeren  - forsøge at mægle mellem parterne, og da det ikke lykkedes, skulle den såkaldte forligelseskommission indkalde begge parter. Den 19. maj mødte Jacob Mørk og Marianne Basse op og erklærede at "de formedelst Uoverensstemmelse i Tænke- og Handlemaade ikke kunne leve lykkelig tilsammen og derfor attraaede at blive adskildt fra Bord og Seng." Forhandlingerne i den tids forligelseskommissioner var mundtlige og blev ikke ført til protokols - det gjorde kun forliget, hvis et sådant blev indgået. I en udskrift fra kommissionens protokol kan man videre læse, at de enedes vilkårene for deres separation: Mariane Basse "skulle beholde alt det lidet som de eyer" mod at hæfte for deres gæld. De havde jo to børn: Wilhelm på 8 år og Anne Sophie Cicilia på 5 år. Moderen påtog sig at beholde og forsørge de to børn. Faderen lovede "saavidt hans Ævner maatte tillade, at bidrage hvad han formaaede til deres Opdragelses hjælp dog uden at kunne forbinde sig til noget vist". Mørk lovede desuden hvert halve år at holde øvrigheden underrettet om sit opholdssted de næste tre år. Ægteparret ville nu søge stiftet om separation.

Der står ikke et ord om, at Mariane Basse stod lige for at skulle føde. Fire dage senere - den 23. maj - fødte hun en pige og oplyste til præsten, at faderen hed Christian og var fra København, men at hun ikke vidste, hvad han hed mere end Christian. Pigen blev døbt Henriette Christiansdatter, og blandt fadderne var Jacob Mørks morbroder, matros Nicolaj Mørk. Nicolaj var desuden fætter til Mariane Basses far, Anders Andersen Basse. Og endelig var pigen, Nicoline Jacobine Davidsen, fadder. Hun var datter af Jacob Mørks søster, Frederikke Albertine.

Jacob Mørk og Marianne Basse havde i forligelseskommssionen været enige om separation, og de har sandsynligvis ønsket en hurtig skilsmisse. En ansøgning til Kongen (kancelliet) fra Jacob Mørk er dateret 26. maj 1818. Mørk søgte at få bevilget skilsmisse fra sin kone med den begrundelse, at hun i hans tre-årige fraværelse havde gjort sig skyldig i hor, hvilket i øvrigt fremgik af sognepræstens påtegning.  

Byfoged Friis indsendte Jacob Mørks ansøgning til kancelliet med en erklæring af 1. august 1818. Han vedlagde tre dokumenter. Kancelliet kunne nu læse om, hvad der var sket i 1815 i forbindelse med, at Mariane Basses 9 uger gamle dreng pludselig døde. Barnet var født kort efter, at moderen var blevet forladt af sin mand, og hun blev mistænkt for at have slået barnet ihjel. Desuden vedlagde byfogden en udskrift af forligelseskommissionens protokol med ægtefællernes separationsforlig og endelig en erklæring af 30. juli fra Mariane Basse, hvis holdning til skilsmissen kom klart til udtryk:

Da min Mand Skoemager Jacob Mørk
har ansøgt om allernaadigst Bevilling 
til Ægteskabets aldeles Ophævelse
imellem mig og ham: saa erklærer jeg
herved: at min Attraae er den samme,
og at jeg intet hellere Ønsker, end at Hans
Majestæt allernaadigst vil bevæge
Ægteskabets aldeles Ophævelse imellem
os, da det efter Omstændighederne
ingen lunde er, eller vil blive tien-
ligt, eller kan blive mueligt, at
komme sammen som Ægtefolk
uden at giøre os og vore Børn,
ulykkelige, og stifte offentlig
Forargelse.-
Bogense den 30t Julii 1818

Mariane Mørk 
med holden Pen -  

Til Vitterlighed

Peder Saxelsen; HC Legart

Byfoged Friis skrev i sin erklæring om Jacob Mørk, at hans forhold havde været ulastelige - i hans "disfavør" var dog, at han forlod sin kone og børn og blev borte i tre år. Og derfor mente byfogeden ikke, at Mariane Basses sidste besvangrelse burde lægges hende til last. Men til gengæld er byfogeden meget direkte i sin opfattelse af hende:

"Hendes  hedsige [hidsige] stridige Gæmytte, kaade [f.eks.: uforskammede, ODS] Mund og ufredsommelige Forhold imod hendes Mand, hvortil jeg selv for en Del har været Ørevidne - der mueligens har bevæget Manden til sin bemeldte Afreise - giør det efter min fuldkomneste Overbeviisning nødvendigt at anbefale hans Ansøgning om Ægteskabets aldeles Ophævelse (...)", hvilket konen jo selv beder om i den nævnte erklæring. Byfogeden skrev til sidst, at Jacob Mørk ville tage sig af sønnen, og at parrets datter nu var hos sin morbroder i Sorø.

Ansøgninger om skilsmisse blev dengang behandlet i kancelliets 3. departement ("Justitsministeriet"), og kancelliet fik Jacob Mørks ansøgning forelagt den 8. august. Byfoged Friis havde sendt den direkte til Kongen, så kancelliet sendte den til stiftamtmanden over Fyn, som skulle komme med en erklæring eller udtalelse. Denne erklæring blev 16. august sendt til kancelliet, og stiftamtmanden gjorde kancelliet opmærksom på, at Mørk ikke havde haft bevilling fra øvrigheden til i tre år at leve adskildt fra sin hustru. Hans tre-årige fravær talte så at sige ikke. Stiftamtmanden kunne derfor ikke anbefale en skilsmissebevilling, men foreslog i stedet, at Mørk fik fri proces til ved retten at opnå skilsmisse ved dom på grund af hustruens begåede hor.

Kancelliet fulgte stiftamtmandens indstilling, så Jacob Mørk fik et afslag - dateret 8. september 1818, men samtidig bevilget fri proces.

Det var nu op til Fyns Stift at få gennemført en retssag ved bytingsretten i Bogense under ledelse af byfoged Friis, og man udpegede prokurator Chr. H. Hansen fra Odense til at føre Mørks sag. Birkedommer Ankier skulle bistå Mariane Basse. Sagens udgangspunkt var som sagt, at Mariane Basse havde bedrevet hor, men prokurator Hansen lagde ud med i et brev til stiftet at efterlyse beviser. Uden dem kunne han ikke nedlægge en påstand i retten mod hende. Gennem byfogeden i Bogense blev Mørk bedt om at levere det fornødne bevis. Det skulle være ganske lige til, for Mariane Basse havde jo udlagt en anden end sin mand som fader til det barn, hun fødte et par uger efter, at manden var kommet hjem efter tre års fravær. Præsten skulle blot attestere, hvad der stod i kirkebogen. Mørk havde lovet at komme til Odense med beviset, men da retsagen begyndte den 27. oktober måtte prokurator Hansen konstatere, at præsteattesten ikke var fremskaffet, og at der ikke forelå "det allermindste Beviis" for at Mariane Basse havde gjort sig skyldig i hor. Mørk forklarede, at den manglende attest skyldtes "sognepræstens fraværelse". 

Sognepræsten havde åbenbart i sin erklæring på Mørks ansøgning om skilsmisse anført, at hustruen havde begået hor, men denne ansøgning gled åbenbart ud af sagen, da den blev til en retssag. Ansøgningen findes i hvert fald ikke sammen med sagens mange andre akter.

Justitsprotokollen fortæller videre, at Jacob Mørk blev afhørt om årsagen til hans "Decersion" for tre år siden. Han forklarede, at den skyldtes, at gemytterne ikke harmonerede, men han kunne ikke beskylde sin hustrue for noget "personligt Overfald" og heller ikke nævne de skældsord eller udtryk, hun havde brugt når de var uenige.

Mørk fortalte derefter om, hvordan han rejste fra sin kone uden videre, og at han ikke gav lyd fra sig i de tre år, han var værk. Han var først taget til Haderslev og havder arbejdet nær byen som skomager et halvt års tid. Derefter var han taget til Hamborg og andre steder inden han vendte hjem. Han forklarede i øvrigt, at han som andre mandfolk på sådan en rejse ikke kunne sige sig frie for fruentimmere, og at han i sidste år – 1817 - havde besvangret en Pige ved Navn Anne, hvis fader var snedker Anders Gott i "Arreskou". Han vidste ikke, om barnet var født eller om det levede eller ej. - Jacob Mørk fortalte vel kun om dette, fordi historien var rygtedes, men det fremgik ikke af sagen.

Herefter var det Mariane Basses tur til at forklare sig. Hun sagde, at de nu og da vel kunde "gaae i Trætte sammen", men benægtede, at der kunne være nogen anden årsag til hans bortrejse. Hun havde under hans fravær sørget for sig selv og sine børn ved syning og spinding. Hun har ikke begået noget andet strafbart end at få et nu hensovet barn med en sømand Christian, hvis opholdssted ikke var hende bekendt. Hun lod sig besvangre, fordi denne Christian havde lovet at gifte sig med hende – og fordi hun ikke ventede sin mand hjem. Og så forklarede hun i øvrigt, at hendes mand efter sin hjemkomst to-tre gange havde haft legemlig omgang med hende. Det sidste ville sætte en stopper for mandens ønske om skilsmisse: "Dersom een Mand, efter at hand haver befundet sin Hustrue i Hoer, søger Seng med hende, da haver hand dermed forbrut sin Tiltale til hende." (Danske Lov 3-16-15-1). Mørk var på sin side villig til at aflægge ed på, at det ikke var sandt.

Prokurator Hansen konstaterede herefter, at han under disse omstændigheder - og da Mørk nu havde forladt retten - ikke kunne komme videre i sagen. Han bad om 14 dages udsættelse for at kunne skaffe flere beviser.

Det var som sagt Fyns Stift, der stod for denne skilsmissesag ved Bogense Bytingsret, så prokurator Hansen var ikke kun advokat for Jacob Mørk, men det var også ham, der skulle sikre, at alt gik rigtigt for sig. Så han måtte i gang med at få rede på Mørks historie om tiden i Jylland.

Dagen efter mødet i bytingsretten skrev prokurator Hansen til stiftamtmand Cederfeldt de Simonsen i Odense for at få stiftet til at søge oplysninger om Mørks færden i det jyske. Han skrev, at Mørk skulle have besvangret "en datter af Anders Schot i Arritsshou mellem Kolding og Hadersleben, ved Navn Ane". Måske var det bevidst, at prokuratoren skrev mandens navn - Anders Gott - forkert, men svaret fra Haderslev var i hvert fald: De nævnte byer findes ikke i amtet - og personerne med  angivne eller lignende navne er ganske ubekendte. 

Prokurator Hansen konkluderede derefter i et indlæg for bytingsretten den 8. december, at Mørks historie om et barn med en kvinde i Jylland var urigtig og falsk. Dermed kunne han ikke beskyldes for hor, hvilket ville have forhindret ham i at opnå skilsmisse. Og da der nu forelå en attest fra sognepræsten i Bogense om, at Marianne Basse den 23. maj 1818 havde født et uægte barn, fandt prokuratoren det bevist, at hun havde bedrevet hor. Prokuratoren  bemærkede, at Marianne Basse jo tidligere havde forklaret, at hun og Mørk efter hans hjemkomst havde haft legemlig omgang. Det ville betyde, at hans sag om ægteskabets ophævelse ville bortfalde. Men dels havde Mørk bestemt nægtet sligt, og dels havde de naboer, der blev afhørt, ikke engang bemærket, at de havde været under tag sammen. Samlet plæderede prokurator Hansen for, at Mørk kunne opnå skilsmisse.

Det forlød jo åbenbart, at Mørk havde et barn i Jylland. Retten bestemte nu, at det var op til sagfører Andkier og hans klient at gå videre med den sag, og Mariane Basse gav ikke op. Hvis hun kunne bevise, at Mørk var blevet far under sit ophold i Jylland, stod de så at sige lige, og hans ret til skilsmisse ville bortfalde. Derfor rejste Mariane Basse til Jylland og fulgte så at sige i mandens fodspor. Den 9. januar 1819 sendte hun et bemærkelsesværdigt brev til sin sagfører, birkedommer Ankier. Hun kunne ikke selv skrive, men fik hjælp af en ikke-professionel, formodentlig tysk-dansk-sproget person. 

Af brevet fremgik at hun i Haderslev og Bevtoft af præsterne havde fået udstedt attester, der viste, at Mørk havde to uægte børn, og nu var hun i Flensborg for at søge efter et muligt tredje barn. Desuden skrev hun, at prokurator Hansen kunne have forskånet for denne besværlige rejse. Præsten i Bevtoft havde fortalt hende, at prokuratoren ikke havde "eftersøgt rigtigt". Hun håber, "at di herr Birke Domer opholder sagen intil ieg Selv komer med desse Preste Atester som ieg haver bekomet". Og hun skrev desuden: "og saa er ieg god[t] forneuet [fornøjet] i den Egteskabs stilling ieg er udi og kan ikke god[t] undvärre saadand en ung rask Mand". Med andre ord gentog Mariane Basse, at hun  ikke ønskede skilsmisse. Mariane Basse sluttede brevet med, at hun ville komme hjem så hurtigt, som vejret tillod, og ellers ville sende attesterne om 14 dage.

Den 16. februar 1819 skulle Andkier i Bogense Bytingsret konfrontere Jacob Mørk med beviserne for hans utroskab. Mariane Basse var til stede, men ikke Jacob Mørk. Rådstuebetjenten blev sendt ud i byen efter ham, men han var ikke at finde, og det selv om omtalte betjent for flere dage siden havde anmodet ham om at møde i retten i dag. Da man havde gjort klar til udsættelse af sagen, dukkede Mørk imidlertid op og påhørte Andkiers indlæg. Andkier konstaterede, at det gamle ordsprog: "Den der Graver Graven til andre, falder selv deri", igen var blevet bekræftet. Han kunne fremlægge attesterne fra Haderslev og Bevtoft, og Mørk erkendte, at han med Anne Marie Hansen eller Gott havde fået to børn.

Den 2. marts indledte prokurator Hansen sit indlæg i retten med disse ord: "Det er rigtignok en besynderlig Casus, at en Egtefælle søger Skilsmisse paa Grund af Hoer, og selv er mere skyldig end den Anklagede." Hansen skulle jo egentlig føre Jacob Mørks sag, men han måtte konstatere, at parterne så at sige havde været lige gode om det. Selv om det vel var til at  "forudsee at Egteskabet for Eftertiden neppe vil(le) blive lykkeligt", ønskede han helt overlade det til dommerens "indsigt" at afgøre, om parterne skulle skilles eller ej.

Der faldt dom i sagen den 13. april 1819. Jacob Mørk havde lagt sag an mod sin hustru for at opnå skilsmisse på grund af hendes begåede hor. Men da begge parter bevislig havde begået hor, besluttede dommeren at ophæve sagen. Mørk skulle betale sagens omkostninger.

Nu stod tilbage, at hor jo var strafbart. Mariane Basse var allerede i september 1818  blevet bedt om at søge om fritagelse for straf, og nu blev Mørks sag forelagt kancelliet. Også han blev anmodet om at søge fritagelse for straf. Der er ikke fundet nogen afgørelse på disse to sager, og der er formodentlig ikke foretaget mere.

Jacob Mørk var blevet dømt til at betale sagens omkostninger, og den 25. juni 1819 mødte byfoged Friis op hjemme hos Mørk for at opkræve godt 85 rigsbankdaler. Da skomager Mørk ikke kunne udrede dette beløb, blev der foretaget beslaglæggelse. Der blev registreret en sort violin og desuden blandt andet noget skomagerudstyr. Det sidste fik Mørk lov til at beholde indtil videre, så han kunne arbejde og ernære sig.

Jacob Mørk og Mariane Basse levede adskilte i Bogense. Og de omtales her som separerede, men deres separationsaftale fra maj 1818 var aldrig fulgt op med ansøgning til stiftamtet, som derfor ikke havde bevilget separation.

Ægteparrets konflikter var i øvrigt ikke overstået, og myndighederne måtte stadig beskæftige sig med deres forhold. I fattigkommissionen havde man parret på dagsordenen 3 gange i 1820. Mariane Basse søgte først om hjælp til husleje og derefter om understøttelse til sin søns opdragelse. Hun blev henvist til at skrive til stiftamtet. Det gjorde hun først året efter.

Den 27. november blev fattigkommisionen underrettet om, "at et Fruentimmer ved Navn Ane Christophersdatter, som forhen har faaet et Uægte Barn, fra 1ste Novbr. har taget Ophold hos Skoemager Jacob Mørck, der lever separeret fra sin Hustrue, og efter Rygtet skal være kommen hertil besvangret. Da hun saaledes synes at kunne henregnes iblandt løse Fruentimmere, bestemte Man, skriftlig at anmelde Sagen til Politiemesteren til videre Foranstaltning." Der er ikke fundet noget tegn på at byfogeden, der også var politimester, foretog sig noget. Ane Christophersdatter fødte en datter i januar 1821, og udlagde en "Ungkarl Rasmus Nielsen fra Jylland" til barnefader.

Prokurator Hansens udsagn om, at et ægteskab mellem Jacob Mørk og Mariane Basse næppe ville blive lykkeligt, var nok ikke skudt helt ved siden af. Mariane Basse skrev i foråret 1821 nogle breve til blandt andet stiftamtet og bad om økonomisk hjælp. Hun beklagede sig over, at hendes mand ikke bidrog til hendes underhold, selv om han som skomagermester havde både svend og dreng. Hun omtalte desuden hans "Legemlige matresse", og skrev endelig, at hun hvade frygtet for sit helbred, da han havde slået hende "blodig og blaa". Hun ønskede, at byfoged Friis skulle undersøge forholdene.

Stiftamtet skrev den 13. maj 1921 til byfoged Friis og bad om en redegørelse, også om Jacob Mørks samliv med det omtalte fuentimmer. Friis skulle også oplyse, om han ikke havde pålagt dem at holde sig fra hinanden. Der er ikke fundet noget om Friis' reaktion på brevet fra stiftamtet, men måske stod han bag Jacob Mørks fornyede ansøgning om skilsmisse. Der var nu gået de krævede tre år siden seperationen i maj 1818, eller rettere siden separationsaftalen. Hvis Mørk kunne blive skilt og eventuelt gift med Ane Christophersdatter, så ville de usædelige forhold være bragt til ophør.

Med juridisk bistand fik Jacob Mørk den 8. juni 1821 skrevet en ansøgning om skilsmisse til Kongen. I ansøgningen redegøres for ægteparrets historie gennem de seneste godt seks år, herunder den for Mørk mislykkede retssag. Som begrundelse for skilsmissen angav Mørk, at ægtefællerne ville forbitre hinandens liv, hvis de skulle leve sammen. Mørk ønskede desuden tilladelse til at gifte sig igen.

Jacob Mørks ansøgning blev sendt til Fyns Stiftamt, som den 24. juni bad byfoged Friis om at foretage mægling ved forligelseskommissionen samt pålægge Mørk at skaffe attest for den påbudte gejstlige mægling. Så vidt man kan se, er det kun den gejstlige mægling sognepræsten, der finder sted. Præstens attest bringes her i sin helhed, fordi den beskriver forholdet mellem ægtefællerne helt usminket:

I Anledning af en fra Skoemager Jacob Nielsen Mørck i Bogense indgiven aller-
underdanigst Ansøgning om Ægteskabs aldeles Ophævelse imellem ham og hans Hustrue
Mariane Basse har jeg havt begge Ægtefolk for mig, for som Sielesørger at foretage
den ved Forordningen af 18de Octbr. 1811 allernaadigst befalede Mægling. Jeg fandt
denne Gang, som flere Gange forhen, begge Parter saa aldeles opirrede og forbittrede
imod hinanden, at intet oprigtigt Forliig var at tilveiebringe, og jeg er overbeviist
om, at hvis det ogsaa ved Overtalelser kunde lykkes mig, at bringe dem til, igien at
drage sammen, vilde dette Samliv kun tilveiebringe desto større Spliid og desto bittre-
re Had.. Manden erklærede flere Gange, at han aldrig vilde erkiende sin Kone
som sin ægte Hustrue, og aldrig mere leve forenet med hende; Konen derimod erklære- 
de, at hun ikke vilde give Samtykke til Ægteskabs Ophævelse; men af alle brugte Ud-
tryk var det tydeligt, at denne Erklæring kun sigtede til, at hindre ham i, at ind-
gaae andet Ægteskab. -

Siden Jacob Mørck efter næsten 3 Aars Fraværelse i Sønder-Jylland atter
kom her til Byen, har han Boet her i omtrent 3 1/4 Aar, men fraskilt fra sin Kone.
Fra 1ste Novbr. f.A. har han Levet med et ugift Fruentimmer ved Navn Ane Chri-
stophersdatter, som forhen har faaet et uægte Barn. Nat og Dag har hun været un-
der Tag med ham, efter hans Foregivende som hans Tienestepige, men efter Alles
Udsagn, der kiendte deres huuslige Forhold, har han i bemeldte Tiid stedse søgt Seng
med hende. Den 22de Januar. d.A. blev bemeldte Ane Christophersdatter Moder 
til et uægte Pigebarn. Vel blev ved Hiemmedaaben udlagt som Barnefader,
Ungkarl Rasmus Nielsen fra Jylland; Men deels af det foranførte er det næsten
udenfor al Tvivl, at Jacob Mørck er Barnets sande Fader, deels ogsaa deraf,
at han flere Maaneder efter hendes Nedkomst vedblev at leve med hende som
forhen. -

Rigtigheden af Foranførte attesteres af
C.O. Andresen, Sognepræst -
Bogense 6te Julii 1821. -

Sognepræsten sendte denne attest til Stiftamtet. Og så skete der foreløbig ikke mere. Byfoged Friis foretog sig ikke noget. Hans embedsførelse var i høj grad gået i stå, og nogle måneder senere blev han suspenderet, blandt på grund af druk. I oktober 1821 blev kammerjunker Cederfeld de Simonsen konstitueret som byfoged. I februar 1822 blev ægteparrets 12-årige søn Wilhelm tiltalt for tyveri, og den konstituerede byfoged er formentlig i den sammenhæng blevet opmærksom på den "henlagte" ansøgning fra Jacob Mørk.

Den konstituerede byfoged genoptog straks sagsbehandlingen. Sognepræsten foretog endnu et mæglingsforsøg, men han måtte konstatere, at ægtefolkenes "giensidige Forbittrelse er altfor stor og indgroet". Sognepræsten skulle desuden til sagens oplysning udtale sig om Mørk og Mariane Basse. Han fandt, at Mørks "Moralitet er i det ringeste (mindste) meget tvetydig", og mente, at han var den rigtige barnefader til "tjenestepigens" nyfødte barn. Om Mariane Basse skrev han blandt andet, at hun er kendt som "et meget iilsindet (opfarende), heftigt Fruentimmer, som (...)  aldeles ikke kan styre sin Tunge, naar Hun bliver ivrig." Den konstituerede byfoged foretog den lovpligtige verdslige mægling – også uden resultat. Han sendte derefter sagen til stiftamtmanden med blandt andet en bemærkning om, at manden er en duelig skomager og kan godt ernære en kone og børn. Konen er "ung og i sin bedste Alder og kunde finde et andet Parti, hvilket fra den moralske Side var bedre for Parterne end det Liv, de hertil har levet." Med andre ord: En skilsmisse ville give Mørk mulighed for at gifte sig med "tjenestepigen", og den 40-årige Mariane skulle nok kunne finde en mand. Denne løsning ville i øvrigt være den bedste for byen. Det skal givet forstås som: økonomisk og moralsk bedst for byen.

Stiftamtmanden skulle nu forfatte en indstilling til kongen – dvs. til kancelliet, og han konstaterede, at al mægling havde været forgæves. Juridisk set forholdt det sig sådan, at ægtefolkene i over tre år havde levet "adskilt fra Bord og Sæng", men uden den bevilling fra øvrigheden, som var nødvendig for nu at opnå skilsmisse, så derfor ville det være op til kongen at bevilge skilsmisse ud fra sagens omstændigheder, herunder at disse ægtefolk aldrig ville kunne leve sammen. Stiftamtmanden måtte meddele, at deres opførsel eller levevis har givet anledning til forargelse, men måske en skilsmisse med efterfølgende mulige nye forhold kunne være "heldigere". Endelig medsendte stiftamtmanden "Sognepræstens Attest om deres Forhold i Separationstiden, hvilken Attest ikke vidner til deres Fordeel", og han anbefalede, at der blev bevilget seperation, hvis en skilsmisse ikke kunne opnås.

Det var i sidste ende den konstituerede byfoged og sognepræsten i Bogense, der stod tilbage med problemerne. Stiftamtmanden var i øvrigt bror til den konstituerede byfoged. De var alle enige om, at Jacob Mørk og Mariane Basse aldrig igen ville komme til at leve som ægtefolk, men deres forargelige levevis stod i vejen for den pragmatiske løsning, som en skilsmisse ville være. 

Kancelliet behandlede Jacob Mørks ansøgning om skilsmisse den 14. marts 1822. I den såkaldte resolutionsprotokol står blot, at skilsmisse ikke kunne bevilges. Dette blev meddelt til Fyns Stiftamt den 23. marts uden yderligere bemærkninger. Kancelliet begrundede ikke sin afgørelse, men i stiftamtmandens indstilling til kancelliet stod jo, at den medsendte attest om ægteparret fra sognepræsten "ikke vidner til deres Fordeel" – og disse ord er blevet streget under.

Jacob Mørk fortsatte sit strengt taget ulovlige forhold til tjenestepigen Ane Christophersdatter, som i  marts 1823 fødte en søn. Som barnefader blev udlagt en Christian fra Odense, men drengen fik ved hjemmedåben navnet Niels – og blev vel dermed opkaldt efter Jacob Mørks fader, Niels Davidsen.

I juli 1824 blev Jacob Mørk og Ane Christophersdatter arresteret og sigtet for tyveri af noget læder, og i den forbindelse gik Mariane Basse og en anden kvinde til byfogden og fortalte, at Mørk og to andre mænd stod bag nogle uopklarede tyverier helt tilbage i 1814. Det forbitrede eller måske nærmest hadefulde forhold mellem Jacob Mørk og Mariane Basse havde ikke ændret sig.

Jacob Mørk blev idømt livsvarigt strafarbejde som såkaldt slave på Nyborg Fæstning. Han blev benådet i 1832 og var midt 1830'erne tilbage som skomager i Bogense. Den halvttredsårige mand fik en ung tjensestepige, og i kirkebogen fra Bogense kan man læse, at "ugift Lokket Quinde Marie Kirstine Engelbreth" i 1838 fik en datter med udlagt fader "Skomager forhen Slave Jacob Mørk". Marie Kirstine var 24 år gammel. Jacob Mørk havde åbenbart ikke opnået skilsmisse fra Mariane Basse med ret til at gifte sig igen. I 1849 skrev præsten i kirkebogen, at "ugift 6te Gang lokket Qvinde Marie Kirstine Engelbreth" havde født en datter – udlagt barnefader var Jacob Immanuel Mørk. Præsten havde i kirkebogen nøje noteret for hvert barn, hvor mange uægte børn det var blevet til. Marie Kirstine døde umiddelbart efter sin sjette nedkomst. 

Antallet af uægte børn var i første del af 1800-tallet steget, og synderne blev ikke længere retsforfulgt. Indtil 1866 var tredje uægte barn strafbart, men det ser ikke ud til, at det blev håndhævet i Bogense. Efter Marie Kirstines død fik Mørk en ny husholderske og endnu en uægte barn, inden han selv døde i 1855.

Mariane Basse ernærede sig ved syning og fik hjælp fra fattigkassen. Fra 1840 og frem til sin død i 1854 levede hun som almisselem, dvs. at hun fik fattighjælp.