Danske Slægtsforskere Odense

- en aktiv forening for slægtsforskere

Hvad får du for 100 kr. om året?

Gratis adgang til en lang række arrangementer - fysisk/online. Nyhedsbreve med aktuelt stof for slægtsforskere. Du kan låne en scanner til billeder og negativer. Vi lægger stor vægt på socialt samvær om vores gode hobby!

Bogen Gotisk

Køb bogen om gotisk håndskrift

bog forside

Overskud fra salget går 100% til Danske Slægtsforskere Odense

Kære slægtsforsker, her kan du læse om forårets foredrag og udflugter!

Tirsdag den 21. februar: Foredrag med Rasmus Dahlberg: Danske katastrofer

Foto: www.forfatterforedrag.dk

Torsdag den 2. marts: Udflugt til Slægtshistorisk Center, Lahnsgade 58, 5000 Odense C (husk tilmelding, læs længere nede)

Onsdag den 15. marts: Foredrag med Henning Bender: Svensk udvandring til Danmark

Tirsdag den 25. april: Foredrag med Johnny Wøllekær: Fynske fattiggårde

Tirsdag den 21. februar kl. 19-21
Foredrag med Rasmus Dahlberg - Danske katastrofer

Det bliver ikke kedeligt! Rasmus Dahlberg er historiker og ph.D. i katastrofeforskning. I foredraget "Danske katastrofer" fortæller Rasmus Dahlberg om hvordan katastrofer som skibet Hans Hedtofts forlis, giftudslippet i Simmersted og branden på Hotel Hafnia var med til at føre Danmark ind i risikosamfundets tidsalder. Katastrofer er pr. definition menneskeskabte, og de fungerer som katalyserende begivenheder, som typisk producerer store mængder skriftlige kilder. Derved får vi adgang til ellers lukkede dele af samfundet gennem undersøgelsesrapporter, grundige avisreportager og gribende øjenvidneberetninger nedskrevet i breve, dagbøger m.v. Katastrofer er med andre ord sprækker i historien, hvorigennem lyset trænger ind. I foredraget vil Dahlberg have et sideblik til, hvordan de voldsomme begivenheder kan flettes ind som bidrag til vores slægtsforskning.

 

Torsdag den 2. marts kl. 19-21 (ikke flere pladser)
Udflugt til Slægtshistorisk Center, Lahnsgade 58, 5000 Odense C
Her skal vi høre om Familysearch.org og se, hvad Slægtshistorisk Center kan hjælpe os med. Aftenen starter med en gennemgang af forskellige dele af Familysearch, og bagefter kigger vi lidt på de søgemuligheder, de har. Tag gerne et 'problem' med, som du gerne vil have hjælp til - det kan både handle om personer, du ikke kan finde eller måske noget om personer, der er udvandret. Der er et begrænset antal pladser, og alle pladser er optaget.

 

Onsdag den 15. marts kl. 19-21
Foredrag med Henning Bender - Svensk indvandring til Danmark
hbender.jpg
Den første store indvandringsbølge til Danmark fandt sted i årene 1850-1920, hvor mere end 100.000 svenske landarbejdere og tjenestefolk kom til Danmark. Mange slog sig varigt ned i landet og erstattede de mange danske, der tog til Amerika. Men svenskerne "forsvandt" hurtigt - Jönsson blev til Jensen - og der er derfor mange, der ikke ved, at de har svenske forfædre. Henning Bender vil fortælle om, hvordan man genfinder sine svenske rødder i danske og svenske kilder. Bender var i 1974-2008 stadsarkivar i Aalborg og leder af Det Danske Udvandrerarkiv i perioden 1989-2008.

 

Tirsdag den 25. april 2023 kl. 19-21
Foredrag med Johnny Wøllekær: Fynske fattiggårde

johnny_woellekaer_b_250.jpgFoto: Niels Holmgård
”Du kan komme på fattiggården”. En trussel som ikke lød særlig behagelig eller tillokkende. Der har altid været mennesker, som ikke har været i stand til at skaffe sig selv helt grundlæggende ting som mad, tøj og bolig. De betegnes som fattige. Nogle er fattige i en periode, mens andre er det hele livet. Samfundets syn på og forsørgelse af de fattige har skiftet meget over tid. I 1800-tallet bredte fattiggården sig ud over hele landet. Det begyndte i byerne, men senere kom landsognene også med. Fattiggårde ændrede de fattiges levevilkår grundlæggende. Alle byens eller sognets fattige samlet i én bygning - under samme tag. De fattige mistede deres frihed og blev gjort til samfundets ”fanger”. Fattiggårdene handlede om rationel drift. De var indrettet som arbejdsanstalt med blandt andet spinde- og vævestuer samt kartefabrik. Stadsarkivar Johnny Wøllekær, der er stadsarkivar i Odense og ph.d., fortæller om fattigforsørgelsens udvikling og om de fynske fattiggårde.

Alle foredrag foregår i vores lokale i Bolbro, læs mere i kalenderen eller i artiklen Her bor vi.