Historier Arkiv - Danske Slægtsforskere Odense

Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del B

DS Odense — Sat, 04 Jul 2026 10:36:29 +0000

Dette er fortsættelsen af Theodor Aggeboe Livserindringer. Se indledningen til den historie her på siden.

Klaus Guldager.

[side 74]

Herefter vil jeg anføre lidt om Politik og begynde med

Finanslovnegtelsen.

Man tænke sig en Forsamling paa 100 Mand, Folkets Ud-

valgte, Landets klogeste Mænd, “den høie Rigsdag”, negte Ministerne

side 75

en Lov til at udskrive Skatter efter hvormed de kunde bestride Landets Udgifter, hvad

vilde Følgen blevet hvis Landet ikke havde 8 Mænd som resolut udstedte en proviso-

risk Finantslov, hvorefter de regjerede og bestred det nødvendige. Var det ikke sket

maatte alt jo standse, der kunde ikke udbetales Gager længer. Domstolene maatte ind-

stille deres Virksomhed, Toldetaten, Jernbanerne, Militæret, Post- og Politivæsenet,

kort alt maatte ophøre. Arrestanterne og Fangerne maatte løslades, da

man jo ikke kunde lade dem hensidde og sulte ihjel, og selv de 100 kloge

Mænd kunde ingen Diæter faae, og for alt dette stod en jysk Skolelærer, Kri-

sten Berg i Spidsen, der end yderligere forlangte at “Folket” skulde danne

Riffelringe for at kunne forsvare sig – mod hvem? – samt negte at betale

Skatter. Havde Folket, i Stedet for at vælge de ovennævnte kloge Mænd,

som forøvrigt selv lod sig stille som de rette Raadgivere for Landets Velfærd,

valgt af de største Taaber, mon de kunde have fundet paa noget galere end

bemeldte kloge Mænd. – Folkethingsmand J. A. Hansen sagde ogsaa at han

ikke mere vilde være med til det Experiment at negte Finantsloven.

Enkelte ophidsede negtede ogsaa at betale Skatter “Skattenegtere”, men de

blev udpantede hvorved Skatten alligevel indkom.

Nu kan det nok synes at jeg forhaaner Rigsdagen, Nei! det er

Rigsdagen der haaner sig selv.

For at skaffe Staten forøgede Indtægter og modarbeide det til-

tagende Drikkeri, foreslog Regjeringen – Høirepartiet – at forhøie Brænde-

vinsskatten, men det blev modtaget med den høieste Uvillie af Majoriteten,

– Venstre – hvor navnlig Kristen Berg bestemt holdt paa at den fattige

Mands Snaps paa ingen Maade maatte fordyres, han kæmpede af yderste

Ævne for at Forslaget forkastedes, og opnaaede ogsaa dette. Kr. Berg bær

Hovedskylden for at Skatten ikke forhøiedes, og han er Skyld i at Forbru-

get af Spiritus tiltager i Stedet for at det burde aftage. Jeg ved bestemt

at mangen Familiefader med Kone og 4 Børn bruger mere ugentlig til

Brændevin og Baierskøl end til Brød, hvilket er en stor Ulykke saavel

for Familien som for Landet. Kostede en Flaske Brændevin, som nu kjøbes

for 30 Øre, 90 Øre, blev der neppe brugt saa meget af den Vare.

[side] 76

Den 3de Oktober 1884 afbrændte Christiansborg Slot. Kr. Berg ud-

brød da “paa denne Tomt skal intet Slot reises mere”, og nu 1903, 19 Aar efter,

staaer Slottet i samme Tilstand som strax efter Branden, og det uagtet at

der er indsamlet over en Million til dets Gjenopførelse, hvad skal denne Sum

anvendes til? Berg synes at være Profet.

Da Regjeringen af Høirepartiet forelagde Lovforslag til de

to Prindsesser som havde indgaaet Ægteskab opnaaede Venstrepartiet at For-

slaget forkastedes. Under Debatten udtalte en af Rigsdagsmændene – hvem er-

indrer jeg ikke – “om Udstyret var taget paa Afbetaling”, en smuk og passende

Udtalelse af en af Landets Lovgivere, en af Landets kaarne dygtige Mænd som er Med-

lem af den høie Rigsdag, hvad skal man sige om en Rigsdag hvor slige

Udgydelser kan fremkomme. –

Til tyrkiske Tilstande hører at den som i Dag intet er

i Morgen kan være Pascha, Minister eller i anden høi Stilling. Vi

synes nu her til Lands at nærme os disse Tilstande. Som Exempel kan

anføres vort den 24 Juli 1901 udnævnte folkelige Ministerium:

Konseilspræsident og Udenrigsminister, Professor Deuntzer,

Justitsminister, Folkethingsmand, Høiesteretssagfører, Redaktør Alberti,

Kultusminister, Folkethingsmand, Statsrevisor, afskediget Skolelærer

J. C. Christensen – Stadil,

Finantsminister, Folkethingsmand, Grosserer Christoffer Hage,

Landbrugsminister, Folkethingsmand, Gaardeier Ole Hansen,

Trafikminister, Høiesteretssagfører, Redaktør af Politiken V. Hørup,

Marineminister, Kontreadmiral E. H. Jøhnke,

Krigsminister, Oberst af Artilleriet, V. H. O. Madsen,

Inderigsminister, Folkethingsmand, Redaktør af Kolding Fol-

keblad, Enevold Sørensen.

Som Kapaciteter anser jeg Deuntzer, Alberti, Hage,

Hørup, Jønhnke og Madsen – men – en afskediget Skolelærer, hos hvem nu

Biskoppen maa søge Audients, Gaardeier Ole Hansen og Redaktør Enevold

Sørensen, er det de rette Mænd til Ministere, hvem Gud giver et Embede

[side] 77

giver han ogsaa Forstand, Embedet har de faaet, men hvorledes gaaer det med

Forstanden? – Summa 3 Redaktører, 1 afskediget Lærer, 1 Gaardmand, 1 Gros-

serer, 1 Kontreadmiral og 1 Oberst, hvoraf flere kun har udmærket sig ved

at forkaste alle de Forslag som de tidligere Regjeringer har forelagt, ved at

udtale sig paa en usømmelig Maade om de daværende Ministre og ved

Opfindelse af Haansord, som Hørup ved at sammenligne Forsvarssagen med

“en død Torsk” o.s.v. alt for selv at komme til Magten, er det Patriotisme?

Størstedelen af de Forslag som de tidligere har forkastet, fremlægge de nu

selv og faaer dem vedtagne, som Statslaanet, Medgiften til Prindsesserne,

Bevillingen til Kanonerne, Skattelovene, Tiendeloven m.m. hvad skal man

sige og tænke derom. – Man har nedsat en Forsvarskommision for at

undersøge hvorledes Forsvarsvæsenet skal ordnes, men i denne Kommission

maatte ingen sagkyndige have Sæde, den bestaaer altsaa af lutter “usag-

kyndige”, en i allerhøieste Grad Mærkværdighed, at sammensætte en Kom-

mission af Mænd som ikke forstaaer det de skal foreslaa, og det er for-

nuftige Mænd som har foreslaaet dette Valg, og det skal jo ogsaa være for-

nuftige Mænd som er valgt til denne mærkelige Kommission, men For-

slaget maa jo ogsaa blive derefter, her kan man nok udbryde “Herre

hvad skal Enden blive”. – Hvem der sidder i Kommissionen kan jeg

ikke erindre, men der iblandt er en afskediget Reserveløitnant Slengerik, som ved

flere Leiligheder har udtalt sig haanlig om Kongen og Kongehusets

Medlemmer – Se endvidere side 89.

[side] 78

Den danske Arme under Frederik den Sjette – 1839

Kjøbenhavn. Den kongelige militære Høiskole, Landkadet- og Søka

detakademiet, Ingeniør- og Artillerikorpserne, Livgarden

til Hest, Livgarden tilfods, 1’ og 2’ Livregiment, Kongens Regiment, Prinds

Christians Regiment, 1’ og 2’ Jydske Infanteri Regiment, 1 Eskadron

Husarer, – borgerlige Korpser: Livjægerkorpset, 3 Batailloner Artilleri, 3 Ba-

tailloner Infanteri, Livkorpset (Studenterkorpset), Søetatens Officers-

korps og faste Mandskab.

Kastellet: Sjællandske og Jydske Jægerkorps.

Roeskilde 1 Eskadron Husarer

Jægersborg. Husarregimentets Stab og Skole.

Hillerød 1 Eskadron Husarer

Hirschholm 1 do.

Kronborg og Helsingør Kronens Infanteri Regiment. 1 Artilleri Kompagni

Frederiksværk. Raketkorpset

Slagelse 1 Eskadron Sjællandske Landsenerer

Nestved 2 do.

Vordingborg 1 do.

Bornholm har dannet 22 Kompagnier

Odense Fyenske lette Dragonregiment

Nyborg et Kommando af Fyenske Infanteri Regiment fra Fredericia

Aalborg 3’ Jydske Infanteri Regiment

Randers Jydske Regiment lette Dragoner, 1 Artilleri Kompagni

Aarhus Prinds Fred Ferd. lette Dragoner

Horsens 3 Eskadroner Slesvigske Kyrasserregiment

Veile 1 do.

Fredericia Fyenske Infanteri Regiment

Kolding 2 Eskadroner af Holstenske Landsenerregiment

Haderslev 2 do.

Flensborg 1 do. Livregiment Kyrasserer

Slesvig 2 do. Slesvigske Infanteri Regim.

Husum 1 do.

Pag. 79

Ekernførde Slesvigske Jægerkorp

Rendsborg 1 Brigade Artilleri Oldenborgske og Holstenske Infanteri Regiment

Pløen 1 Eskadron af Livregiment lette Dragoner

Kiel 1 do. Lauenborgske Jægerkorps

Itzeho 2 do.

Glykstad Dronningens Livregiment

i alt

1 Ingeniørkorps – 1 Raketkorps – Artilleri: 1 Korps, 1 Brigade, 2 Kompagnier

Kavalleri – Livgarden tilhest, Husar-Regimentet, 2 Landsener-Regimenter

2 Kyrasser Regimenter, 4 Dragon Regimenter

Infanteri: Livgarden tilfods, 13 Regimenter og 4 Jægerkorps

Efter Reduktionen 1842 under Christian den Ottende

Kjøbenhavn. Generalstaben, 1 Ingeniørkorps paa 2 Kompagnier

1’ Artilleri Regiment paa 8 Batterier – Garden til Hest og

Husar-Divisionen – 3 Eskadroner, 1’, 2’, 3’, 4’, 5’, 6’, 7’, 8’, 9’, 10’, Linie Inft

Bataillon, borgerlige Korpser: Livjægerkorpset, 3 Batailloner Artilleri,

3 Batailloner Infanteri, Kongens Livkorps

Kastellet 1’ Jægerkorps

Kronborg og Helsingør 2’ Jægerkorps

Nestved 4’ Dragør Regiment

Bornholm har dannet 22 Kompagnier

Odense 6’ Dragon Regiment

Nyborg 3’ Jægerkorps

Aalborg 11’ Linie Inft. Bataillon

Randers 5’ Dragon Regiment

Aarhus 3’ do.

Fredericia 12’ og 13’ Linie Inft. Bataillon

Slesvig 1’ Dragon Regiment, 4 Jægerkorps

Rendsborg 14’, 15’ og 16’ Linie Inft. Bataillon, 2’ Artilleri Regiment, 4 Batterier,

1 Pontonner Kompagni

[side] 80

Itzeho 2’ Dragon Regiment – Kiel 5’ Jægerkorps

Glykstad 17 Linie Inft. Bataillon

i alt

1 Generalstab, 1 Ingeniørkorps paa 2 Kompagnier, 1 Brigade Artilleri

paa 2 Regimenter med 12 Batterier, 3 Brigader Kavalleri, bestaaende af

Garden til Hest og Husardivisionen, 3 Eskadroner, 6 Dragon Regimenter

á 4 Eskadroner – 4 Brigader Infanteri bestaaende af 1 Bataillon

Livgarde paa 4 Kompagnier, 17 Linie Inft. Batailloner og 4 Jægerkorps

á 4 Kompagnier

Den 1’ Januar 1886 bestaar Armeen af

1. Generalstaben

2. 2 Generalkommandoer – 1ste i Kjøbenhavn over Sjælland og tilliggende Øer

2den i Aarhuus over Nørrejylland og Fyen.

3. 3 Ingenieurdirektioner – 1ste og 2den i Kjøbenhavn, 3die i Fredericia. Se bagi

4. Artilleriet i Kjøbenhavn – 1ste Artilleriregiment – 1ste og 2den Artilleriafdeling

hver paa 3 Batterier og 1 Forstærknings-Batteri

2den Artilleriregiment: 3die og 4de Artilleriafdeling hver paa 3 Batterier

og 1 Forstærknings-Batteri

Trainafdelingen paa 2 Kompagnier

1ste Artilleribataillon paa 4 Fæstningskompagnier og 2 Forstærk-

nings-Fæstningskompagnier

2den Artilleribataillon: 2 Fæstningskompagnier og 1 Forstærknings-

Kompagni

1 Tøihusafdeling og 1 Laboratorieafdeling

5. Rytteriet: Gardehusarregimentet paa 3 Eskadroner i Kjøbenhavn

4 Dragonregimenter hvert paa 3 Eskadroner:

2’ i Odense, 3’ i Aarhus, 4’ i Næstved, 5’ i Randers

6. Fodfolket: Livgarden, 4 Kompagnier – en Forstærkningsbataillon paa

4 Kompagnier.

[side] 81

1ste sjællandske Brigade: 1ste Regiment. Kjøbenhavn, 1’, 15’, 21’ og 31’ Bataillon

2det do. Helsingør, 3’, 18’, 22’ og 32’ Bataillon

2den do., 3die Bataillon, Kjøbenhavn, 2’, 13’, 23’, 33’ Bataillon

4 do., 4’, 17’, 24’, 34 – Bataillon

Fyenske do., 5te do. Nyborg, 7’, 19’, 25’, 35 – Bataillon

6te do. Odense, 5’, 16’, 26’, 36 – Bataillon

1ste jydske do., 7de do. Fredericia, 10’, 12’, 27’, 37’ Bataillon

8de do. Aarhuus,14’, 20’, 28’, 38’Bataillon

2den do., 9de do. Viborg, 6’, 8’, 29’, 39’ Bataillon

10de do. Aalborg, 9’, 11’, 30’, 40’ Bataillon

7. Gendarmerikorpset – 1’ Gendarmeriafdeling Kjøbenhavn – 2’ Gendarmafdl. Ringsted

3’ do. Kolding – 4’ do. Aarhuus

8. Kjøbenhavns Væbning: Fodfolket 2 Batailloner á 4 Kompagnier

Artilleriet 2 Kompagnier

9. Bornholms Væbning: Fodfolket, 1 Bataillon paa 4 Kompagnier

Rytteriet, 1 Eskadron

Artilleriet, 1 Kompagni

Desuden haves:

Officersskolen – Elevskolen – Ride- og Beslagskolen – Skydeskolen. Gymnastik-

skolen – og Hærens Forpleiningskorps, samt Hærens Militærarbeider-

depot

3. Ingenieurregimentet paa 8 Kompagnier

[side] 82

Forskjelligt

Der foregaaer adskillige mærkelige Schener i Folkethinget.

Jeg erindrer saaledes at Redaktør Bille for flere Aar siden udtalte

om en Minister, at han havde et godt Øie til Grundloven og andre

frisindede Love. Det maatte han ikke sige og Formanden paatalte

dette. Bille svarede: ”godt, saa siger jeg det modsatte af hvad jeg sagde”,

”den ærede Minister har intet godt Øie til Grundloven og andre fri-

sindede Love.”

Borgbjerg, Socialist, udtalte i Mødet den 16` Oktober 1903,

blandt andet til Statsrevisor Anders Nielsen, der maatte indrømme at

hele hans finansielle Oversigt som Regjeringspartiets Ordfører, var ba-

seret paa splittergale Tal. – Anders Nielsen havde i Sommer skrevet, at

han var blevet et helt nyt Menneske. Det var da beklageligt for ham

som Statsrevisor, at hans Regnekunst var gaaet i Løbet. Det er ikke en

enkelt Feil, Statsrevisoren har gjort sig skyldig i, hele hans Oversigt

vrimler af Feil. Anders Nielsen er foruden Helt ogsaa Statsrevisor. En Helt

kan slaa sig igjennem med Næverne, men en Statsrevisor der ikke

kan regne, – Nei det gaaer ikke. (Stormende Munterhed).

I denne Tid 1903-04 hvor Streiker – Arbeidsnedlæggelse –

hører til Dagens Orden, eller rettere Uorden, erindrer jeg et lignende Tilfæl-

de fra Fredericias Beleiring 1849. Min Kapitain havde hensynsfuld, under

min specielle Kommando stillet ca 50 Menige, Størstedelen Kjøbenhav-

nere, Stedfortrædere, hvortil sluttede sig nogle Bønderkarle, som ogsaa var

af et temmeligt uroligt Temperament, da han sagde at jeg bedst kun-

de styre disse Folk, hvilken Tillidspost jeg dog helst ønskede mig frita-

get for, der som oftest foraarsagede mig mange Besværligheder og

Bryderier. – Jeg maatte jo som enhver anden adlyde en given Befaling.

Denne Flok som man kaldte Aggeboes Afdeling fandt sig ret godt i at

adlyde mig, de holdt sig altid samlede og fandt paa mange Spilopper.

Tjenesten i Fredericia var meget anstrængende og forbunden med megen

[side] 83

Fare, navnlig naar vi var kommanderet til Brandslukning, hvor vi underti-

den maatte nedrive en Bygning for muligt derved at standse Ilden. Paa det

Sted hvor en Bygning var skudt i Brand rettede Fjenden i Særdeleshed

sine Granater. Under Fægtningen var disse Folk meget flinke og modige. Der

skulde gives et Arbeidskommando til Assistance for Ingeniørerne, og dette

kom til at bestaa af mine Folk og under min Kommando. Da Kom-

pagniets øvrige Mandskab var fri, syntes de ikke rigtigt godt om denne

Tjeneste, det blev anset for et Straffearbeide for begaaede Synder, og

dette bedrede ikke Stemningen. – Kl. 6 meldte jeg mig med Komman-

doet til en Ingeniørkonduktør – Stabssergeant -. Der var bygget et

Krudtmagasin i Citadellet, og derpaa skulde Mandskabet trille Jord

saaledes at det blev bombefast. De fik Arbeidsredskaber og Hjulbøre udle-

veret og paabegyndte Arbeidet, der forresten var meget anstrængende,

og fortsatte til Kl. 8, da vilde de ikke arbeide længere. Jeg befalede dem

at vedblive og foreholdt dem det strafbare i ikke at adlyde en given

Befaling, men jeg kunde ikke formaa dem til at tage fat igjen. Jeg

anmeldte det til Konduktøren, som erklærede at det var høist nødven-

digt at Arbeidet blev fuldført. Jeg spurgte om han vilde paatage sig

Ansvaret hvis jeg saa mig nødsaget til at skyde en Mand; hvortil

han svarede at det vilde han, jeg meddelte ham da, at jeg vilde dele

Ansvaret med ham, samt at hvad der skete var efter fælles Raad-

slagning. Derefter begav jeg mig atter til Mandskabet, sagde dem at

Arbeidet skulde udføres og befalede dem at læsse Jord paa Børene, men

ingen adlød. – Den der stod mig nærmest var en Skomager No 88

fra Skjelskjør, jeg befalede ham at læsse sin Bør, hvortil han svarede,

at naar de andre gjorde det, saa vilde han ogsaa. Paa den Maade kun-

de jeg ingen Vegne komme, jeg sagde at dersom han ikke læssede

sin Bør, saa skud jeg ham, og da han desuagtet ikke begyndte,

spændte jeg Hanen paa min Riffel, men da læssede han paa, den føl-

gende var No 111 Eskildstrup, jeg befalede ham ligeledes at læsse, det

gjorde han, og nu begyndte de alle paany at arbeide. – Jeg meldte

Konduktøren derpaa hvad der var passeret og spurgte om vi ikke skulde

[side] 84

ophøre med Arbeidet Kl. 9, da jeg syntes det kunde være nok, og en

Opmuntring for dem ved en lignende Leilighed, og det desuden ikke

var værd at stramme Buen til det yderste. Dette gik Konduktøren

ind paa, og dermed var vi færdig for den Gang. – Naar Mandska-

bet var i Tjeneste, saa kommanderede jeg dem; men udenfor Tjenesten

færdedes Menige og Underofficerer mellem hinanden og da gjorde nær-

mere Kammeratskab sig gjældende. Senere spurgte Skjelskjør mig om

jeg virkelig vilde have skudt ham, paa Svaret at det havde jeg vistnok

gjort, sagde han, at da jeg spændte Hanen blev jeg bleg, og han

troede bestemt at jeg havde udført Truslen hvis han ikke havde adlydt

Befalingen.

Dette Forhold, at de urolige Hoveder bleve stillede under

min specielle Kommando, fortsattes saa længe jeg stod i Kompagniet.

Efter Krigen bleve alle Værnepligtige som havde deltaget i Krigen som

Stedfortrædere, men som nu selv vare værnepligtige, indkaldt til Tjene-

ste for at tjene for sig selv. En Del af dem kom til 3die Bataillon,

og ved et Tilfælde de fleste til 1ste Kompagni, der havde stor Vanske-

lighed ved at holde den under Disciplin. Stadig blev de straffede og

dette blev iøinefaldende ved at de øvrige tre Kompagnier næsten in-

gen havde som blev straffede. Bataillonskommandøren, Oberst du Plat,

befalede at 12 af de værste skulde fordeles med fire til hvert af de an-

dre tre Kompagnier, som igjen afgav et lignende Antal til 1ste Kompag-

ni. Størstedelen var nedsat i de Meniges 2den Klasse. Den 24’ Juli 1853 kom

jeg paa Vagt paa Bleicherstrassevagten, og Kapitainen tildelte mig fire

af værste Slags. Vagten var paa 24 Mand, jeg havde kun en Post, føl-

gelig havde jeg stadig 3 á 4 af dem i Vagtstuen. Dette gjorde jeg

Kaptainen opmærksom paa, og da der foruden min, var fire andre

Vagter, foreslog jeg at der kom en af dem til hver Vagt, men det

vilde Kapitainen ikke gaa ind paa. Jeg maatte nu passe godt paa

dem og se at klare mig paa bedste Maade. Umiddelbart til Vag-

ten stødte et Værtshus som holdtes af en Enke, og imellem begge

[side] 85

Gaardene var et lavt og brøstfældig Plankeværk. Ingen maatte uden

min Tilladelse gaa ind i Værtshuset, og for mig gjaldt det om at af-

holde Mandskabet derfra. Desuagtet havde syv Mand set Leilighed til at

liste sig derind, men jeg passede godt paa og fik dem alle noterede for at

indmelde dem. Om Morgenen blev jeg underrettet om at der fra Vagten

over Plankeværket var gjort Indbrud i Værtshuset, et Chatol brækket op

og ca 300 Mark Kurant stjaalet, som Enken havde lagt hen til Husleien.

Jeg meddelte Mandskabet hvad der var passeret og paalagde det at mel-

de mig hvad de vidste om Tyveriet, men ingen kunde give nogen Oplys-

ning derom. De trak paa Vagt med Tornystre paa, jeg eftersaa baade dem

og Folkene, men jeg fandt intet mistænkeligt. I Forveien havde jeg

været inde i Værtshuset, det syntes som om nogen var krøbet over

Plankeværket. Værtinden sagde sagde at Krogene var taget fra Vinduerne, saaledes

at de kunde aabnes udvendig fra, i Chatollet fandtes Aftryk af Skruetræk-

kere, hvortil Soldaternes kunde passe, men det var egentligt intet Bevis,

da de fleste Skruetrækkere næsten ere ens og efterlade samme Aftryk.

Jeg indmeldte strax det passerede til Kommandantskabet, Adjudan-

ten, Premierløitnant S. kom kort efter tilstede, og efter at jeg udførligere

havde meddelt ham alt hvad jeg vidste, medtog han de syv Mand som

uden Tilladelse havde været inde i Værtshuset. – Flere danske, der iblandt

en bekjendt Slagsbroder Leidersdorff fra Kjøbenhavn, alle bosiddende i Altona

eller Hamborg, som jeg kjendte, havde ogsaa været i Værtshuset om Aftenen.

Leidersdorff inviterede mig til at gaa med ind og drikke et Glas

Punsch, og da jeg afslog det, tilbød han at bringe et Glas udenfor, som

jeg da kunde drikke eller tage med ind i Vagtstuen, og da jeg ogsaa af-

slog dette, sagde han at Sergent H. havde været derinde i Selskab med

flere andre, hvortil jeg svarede at det netop var en Grund for mig til

ikke at gjøre det, da det nu blev omtalt. – En Sergent H. af Artilleriet

havde været inde i Vagtstuen og besøgt mig, men da ingen maa op-

holde sig i Vagtstuen efter Kl. 10 havde jeg opfordret ham til at gaa

og vi havde da nogen Tid gaaet udenfor Vagten og talt sammen, og senere

[side] 86

havde jeg flere Timer ene gaaet udenfor. Underofficererne skulde den følgende

Dag, den 25’ Juli, have en festlig Sammenkomst til Erindring om Slaget

ved Isted; men jeg fik andet at tænke paa, om Eftermiddagen blev der af-

holdt et langt Forhør og derefter flere, men der blev aldrig oplyst noget om

Tyveriet, og flere var af den Mening at Anmelsen var urigtig og kun

fremkommet som en Undskyldning for at hun ikke kunde betale Leien.

Auditøren, W. Wallich som afholdt Forhørene blev, efter hvad jeg har bragt i Er-

faring, senere Kriminalretsassessor i Kjøbenhavn og under en Tyveri-

sag der, hvori flere var implicerede, bekjendte en af de tiltalte at han

havde deltaget i Tyveriet i Altona. Mere ved jeg ikke derom, men Anmel-

delsen har altsaa været rigtig nok.

En anden Sag fra Bleicherstrassevagten fik ikke saa heldigt et

Udfald for Vagtkommandøren, Sergent Rasmussen. En af Vagtmandskabet

havde drukket sig fuld. R. burde ladet ham forblive paa Vagten og ind-

meldt det til Kommandantskabet, istedet derfor lod han en Mand føl-

ge ham hjem, underveis mødte Underlæge W. af Artilleriet dem og ind-

meldte det til Oberst du Plat. – R. erklærede Meldingen for usand,

og overtalte Mandskabet til at bekræfte det, der optoges Forhør og

ved Krigsretsdom dømtes R. til Degradation til Menig, for at have

forledet Mandskabet til at afgive usanfærdig Forklaring._

Som Exempel paa godt Kammeratskab anføres, at Kom-

pagniets Underofficerer sammenskjød saa stort et Beløb at R. me-

dens han kun fik Lønning som Menig, derved erholdt Sergentsløn-

ning. Senere forfremmedes R. til Koporal, men Sergent blev han

aldrig, han faldt ved Dybbøl den 18’ April 1864.

Om Biskop Monrad vil jeg som Supplering til Pag. 32

endnu anføre at han den 24 Februar 1860 blev Medlem af det Hallske

Ministerium, og da Hall afgik i 1864, dannede Monrad det nye Mini-

sterium; hvori han overtog Konseilspræsidiet og Finansministeriet,

han burde da have søgt Fred med Tyskland og lyttet til Frankrigs,

Englands og Ruslands Advarsler. Hall advarede ham ligeledes, men

[side] 87

Monrad fortsatte vedblivende sin taabelige Stædighed, som skildte Dan-

mark ved tre Hertugdømmer. Den 11’ Juli 1864 tog Monrad sin Afsked.

Aaret efter fik han sin Pension kapitaliseret og reiste til Nyseeland. Efter

dette skulde man have troet at vi var færdig med ham, men 1869 kom

han tilbage. Uagtet han havde faaet en betydelig Sum ved sin Bortreise

og saaledes intet Krav havde mere paa Staten, søgte han dog efter sin Til-

bagekomst et godt Præstekald paa Sjælland, og – fik det. 1871 blev han

for 2den Gang Biskop i Lolland og Falsters Stift. Efter at han tildels var

gaaet over til Venstre blev han i 1882 valgt til Folketinget, fire Aar der-

efter trak han sig tilbage fra det politiske Liv, og afgik ved Døden

den 28 Marts 1887.

Hvad skal man sige om denne Mand. Adskillige siger

at han elskede sit Fædreland, er det Tilfældet, saa var hans Kjærlighed

skjæbnesvanger for Danmark; men jeg synes, at hvis han var i Be-

siddelse af Æresfølelse, burde han ikke være vendt tilbage for paany at

søge Statsembede, det var jo dog kun i egen Interesse.

Faae danske har gjort Danmark saa stor Skade som Monrad.

Carl Christian Hall har jeg kjendt personlig og flere Gange i Tjeneste-

forhold traadt i Forbindelse med ham. Allerede 1842 da han var Auditør

ved 1’ Infanteri Brigade, blev jeg som Spillemand kommanderet som Or-

donnans hos ham, hvilken Tjeneste varede en Maaned. 1839 var han bleven

Auditør og i 1849 blev han Overauditør. Som kongevalgt deltog han i

Roskilde Stænderforsamling angaaende Valgloven, valgtes for Frederiksberg

ind i den grundlovgivende Rigsforsamling, hvor han kom til at indtage

en meget fremskudt Plads. Hall var til 1881 stadig Folketingsmand

for Frederiksberg og Fører for det nationalliberale Parti og stod

i Opposition til det Ørstedske Ministerium. Paa Grund heraf afskedigedes

han i 1854 som Generalauditør, tillige med Biskop Monrad og Oberst André.

I Oktober 1854 indbragte han en Mistillidsadresse mod der Ørstedske Mini-

sterium som vedtoges enstemmig baade af Folke – og Landstinget. I De-

[side] 88

cember 1854 afskedigedes dette Ministerium, Bang dannede det nye

hvori Hall blev Kultusminister, i Mai 1857 blev han Konseilpræ-

sident og i 1859 opgav han Kultusministeriet og blev Udenrigsmi-

nister, hvilke Poster han beholdt indtil December 1863, da han tog

sin Afsked, undtagen December 1859 og Januar 1860, da det Rott-

viske Ministerium var ved Roret. I 1870 blev han atter Kultus-

minister indtil 1874 da han tog sin Afsked. Fra den Tid svæk-

kedes hans Helbred, i 1879 fik han et appoblektisk Anfald, han

levede endnu i 9 Aar i en sørgelig Tilstand. Han var født

den 25 Februar 1812 og døde 1888.

I 1860 udnævntes han til Geheimekonferensraad og i 1874

til Ridder af Elefanten, desuden havde han flere inden – og udenlandske

Ordener.

Som Menneske var han en særdeles human, elskværdig og

dygtig Mand, der var almindelig afholdt, som Politiker savnede han vist

neppe Dygtighed, han skal have været en smidig Politiker, men desuag-

tet har han ikke opfattet Forholdene rigtigt, og ikke taget Hensyn

til de venskabelige Magters Advarsler, i det Hele taget ikke været Frem-

synet, maaske ogsaa ikke heldig, i al Fald har han Skyld i Krigen

1864. Han var en ivrig Patriot, hvorom en Anekdote vidner, for hvis

Rigtighed jeg dog ikke tør indestaa. Efter at han i 1874 havde taget sin

Afsked som Minister spurgte en af hans Venner om han ikke kun-

de være villig til igjen at indtræde i Ministeriet, hvortil han sva-

rede. “Jeg vil gjøre alt for at gavne mit Fædreland, selv om det

var som Bud i Ministeriet.” Noget maa der dog være derom da

det er bleven fortalt og troet af flere.

I September 1890 blev der reist ham et Mindesmærke, en

fortrinlig Statue af Vilh. Bissen i Søndermarken, tæt ved Bakke-

gaarden, hvor han i næsten halvhundrede Aar har boet.

[side] 89

Til side 76

Om Ministeriet af 24 Juli 1901 tilføies:

Konseilspræsident, Udenrigsminister, Professor J.H. Deuntzen er født

i Kjøbenhavn den 20’ Mai 1845. – 1862 blev han Student. Efter som

Frivillig at have deltaget i Felttoget 1864 blev han 1867 juridisk Kandi-

dat. For Besvarelse af Universitetets juridiske Prisopgave fik han i

1869 Guldmedaille. I 1872 blev han Professor.

Finansminister, Grosserer C.F. Hage er født den 28 November 1848.

I 1867 blev han Student, studerede Statsvidenskab og blev Kandidat

1871 og vandt i 1874 Universitetets Guldmedaille.

Justitsminister Høiesteretssagfører P.A. Alberti født den 10’ Juni 1851.

Han stiftede Bladet ”Dannebrog” og er Formand i Bondestandens

Sparekasse.

Trafikminister, Høiesteretssagfører, Redaktør V.L.B. Hørup er født

den 22’ Mai 1841, han blev Student 1861 og juridisk Kandidat 1867. I 1884

stiftede han Bladet ”Politiken”, i hvilket han til Stadighed skarpt har

angrebet Forsvarssagen (”den døde Torsk”) og dens Talsmænd (”omvan-

drende Lirekasser”) Som Høiesteretssagfører skulde man tro at han

var i Besiddelse af almindelig Dannelse, dette modsiges af de anførte

Haansord, men hidrører maaske fra at han er Søn af en Landsbyskole-

lærer.

Marineminister, Kontreadmiral F.H. Jøhnke er født den 11’ Mai 1837.

Han blev Løitnant 1857, Kaptain 1874. I 1864 deltog han i Kampen ved

Helgoland paa Fregatten Niels Juel.

Kultusminister, Statsrevisor J.C. Christensen af Stadil er født den 21’

November 1856. Han har gjennemgaaet Grundtvigs Høiskole og Gjedveds

Seminarium, hvorefter han har været Lærer flere Steder indtil han i

1886 ansattes i Stadil, hvorfra han senere tog Afsked.

Indenrigsminister, Redaktør Enevold Sørensen er født den 21 September

1850. Han er Seminarist fra Blaagaard. I 1887 blev han Folketings-

mand. Han er ingen yndet Taler men holder umaadelig meget

[side] 90

af at høre sig selv tale og breder sig i en aldeles urimelig Grad

Landbrugsminister, Gaardeier Ole Hansen i Bringstrup er født den 17 December

1855, han er Høiskoleelev og blev i 1890 Folketingsmand. Han er i Besty-

relsen for Albertis Sparekasse.

Krigsminister, Oberst V.H.O Madsen er født den 11’ April 1844, blev Sekon-

løitnant 1’ November 1861, maa anses for en dygtig Officer og en varm

Fædrelandsven.

Vort Land skriver om ”Systemskiftets Mænd”.

Det har tidligere været den gængse Mening, at almindelig

Dannelse var en Forudsætning for at sidde i Kongens Raad.

Efter Systemskiftet er dette anderledes.

Landbrugsminister Ole Hansen, der burde kunne skrive

rent Dansk, har for kort Tid siden begaaet følgende Notits paa et Re-

ferat: ”Denne Sag bør fremmes med særlig Omhud.”

Og om Indenrigsminister Enevold Sørensen siges det, at

han som Soldat fik følgende Paategning: ”Egner sig ikke til Under-

korporal af Mangel paa Begreb.” (Egner han sig da til Minister?)

Disse Oplysninger vil, sammenholdt med Hr. Hages

Optræden i Damekupéen, give et godt Billede af Venstreministrenes

Dannelsesniveau.

[side] 91

(1. del af side 91 er gengivet i slutdningen af dokument A og handler om tabstal for danske tropper).

1905

Den 11 Januar er et nyt Venstreministerium dannet bestaaende af

* 1. I. C. Christensen (Stadil) Konseilspræsident, Krigs- og Marineminister.

2. Grev Raben-Levetzau, Aalholm (Grevskabet Christiansholm) Udenrigsm.

* 3. Alberti Justitsminister,

* 4. Ole Hansen, Landbrugsminister,

* 5. Enevold Sørensen, Kultusminister,

6. Høiesteretssagfører Svend Høgsbro, Minister for offentlige Arbeider,

7. Redaktør Sigurd Berg, Indenrigsminister,

8. do. Vilh. Lassen, Finansminister. juridisk Kandidat.

* Overgik fra det tidligere Ministerium til det nye.

Ministeriets Niveau er ikke hævet ved de nye Mænd. Det er

ikke Sagkundskaben der har været det Bestemmende. Af ovenstaaende

Ministre er de 5 mer eller mindre Redaktører.

[side] 92

Lehnsgreve Raben-Levetzau maa paatage sig Repræsentationspligten,

som Konseilspræsidenten af visse Grunde ikke kan have med at gjøre.

Høirebladet ” Nordjylland” i Aalborg skriver:

”Placeringen er komisk, Enevold Sørensen – Seminarist – Kultusmi-

nister, Vilh. Lassen Finansminister, Sigurd Berg Inderigsminister.

Den er Storislem!”

Paa et Høiremøde i Frederiksværk Søndagen d. 15 Januar 1905

udtalte Folketingsmand Professor Ellinger ifølge ”Vort Land”:

Det første Venstreministerium er færdigt; det er ikke Høire,

det er ikke Socialdemokraterne, men det er Venstre selv, der har slaaet

Ministeriet itu. Og dog kaldte de sig selv for ”Tillidens Ministerium”, en af de

mange Fraser, som Venstres Historie er saa rig paa; det var bygget paa Folkets

Tillid – naar Venstre siger Folket, saa mener det altid alene sig selv – og paa

deres indbyrdes Tillid. Skade kun, at det døde paa Grund af indbyrdes Mistil-

lid. Og nu det nye Ministerium, vi ere blevne velsignede med, ja, er det

bygget op paa nogen Art af Tillid, saa maa det være Selvtillid. Den nye

Konseilspræsident maa have overmaade Tillid til sig selv, naar han

mener at kunne danne Kongens Raad med et saadant Ministerium,

og adskillige af Ministrene maa have en ganske overdreven Selvtillid,

naar de mene at kunne staa i Spidsen for store Statsadministrationer.

Da Folkethinget holdt sit 4de korte Møde og Ministerdøren aab-

nedes, da gik der en Undren gjennem det hele Thing; man var slagen

med Forbauselse ved at se, hvad der kom ud af den Dør. Da det første

Venstreministerium blev dannet, blev man forbauset over, at den og den kunde

beklæde en Ministerpost; Dagen forinden vilde Ingen have drømt om, at

saadant var muligt. Man mente at være klar over, at da Venstre begik

den Feil, at det altid har lagt an paa blot at faae Folk valgte, men ikke

lagt videre Vægt paa, hvem de fik valgte, at man da vare nødte til

ialtfald at hente nogle Ministeremner ude fra til at bestyre de Mi-

nisterier, hvor en særlig Autoritet, der er bygget paa Kundskaber ud over

det rent Almindelige, altid har været anseet for nødvendig. Men denne

Gang! Ja, her har Ministeriet afgivet de Mænd, der ikke vare egentlige Poli-

[side] 93

tikere, og sat 3 Folkethingsmænd ind foruden en Greve. Det er nu et

rent Folkethingsministerium; for anden Gang ere Landsthingets Venstremænd

satte ud af Spillet, maaske med Rette, jeg ved det ikke.

Men den Forbauselse, der var fremherskende i alle Partier, skrev sig fra

den Nedgang i Dygtighed og Fagkundskab, som yderligere har fundet

Sted; derom vare i Virkeligheden Alle enige. Og hertil maatte nødvendigvis

slutte sig en ret naturlig Misundelse, kunne nemlig de Mænd, der nu ere

satte til at være Ministre, være dette, saa kan snart det halve Folkething

godt være det. Størst var Forbauselsen over Redaktør Berg, der af gode Grun-

de ingen Rolle har spillet i Partiet, ja endog er bleven vraget som

Medlem af Finansudvalget, som jo dog ingenlunde er fyldt med

Kapaciteter; men han er nu funden værdig til en Ministerpost! In-

gen forstaaer det! Der er kun een Forklaring, og det er den, at Ministe-

riet nu er nogenlunde sikker paa at blive rost i det størst mulige

Antal Blade, naar der er anbragt 3 Redaktører og 1 Bladudgiver i

Ministeriet; naar en af dem, Lassen, har gjort sig bekjendt ved (og

ingenlunde paa en for ham smigrende Maade) at forsvare alt

Muligt, Dumhederne ikke undtagne, som det forrige Ministerium

har gjort, og naar Berg har 14-15 Blade under sig, ja, saa maa

hele Musiken unegtelig være i god Orden.

Maaske har Konseilspræsident Christensen valgt sig disse

Mænd for at have et svagt Ministerium, som det er lettere at styre; men vi

Andre forstaa ikke, at han ikke, naar han har faaet en saadan Magt-

stilling i Partiet, som han i den sidste Tid har gjenerhvervet sig – thi

den havde tabt sig noget -, at han da ikke ved at trække Venstre-

mænd udenfor Politikens snevre Kreds til sig har forsøgt at danne et

Ministerium, der i Retning af Intelligens og Kundskabsfylde i det Mind-

ste kunde sammenlignes med Høireministerier. Der er ingen Grund

til at misunde Enevold Sørensen. Han er sat i Spidsen for Kultusmi-

nisteriet, for Kunst og Videnskab, Kirke og Skole. Stakkels Mand! Han

kommer til et behageligt Hverv. Det er velbekjendt, at Christensen var

kjørt helt fast i Kultusministeriet; med en ubeskrivelig Dristighed satte

[side] 94

denne Mand de største Sager igang; aandelige Spørgsmaal om Lan-

dets høiere Skolevæsen veg han ikke tilbage for; men han havde slet

ikke havt Rede paa de mange Konsekvenser, paa de mange indvik-

lede Forhold, der have optaarnet sig; og midt i al Forvirringen

gaaer han sin Vei og lader Hr. Sørensen komme til. Større Kultusmi-

nisteremne fandtes der aabenbart ikke.

Naar man seer paa den nye Ministerliste, saa er det

aabenbart en ren Tilfældighed, hvem der har faaet hvilket Ministe-

rium, men deraf kan man ogsaa slutte, at næsten intet Mini-

sterium har faaet den rette Mand. Det er, som et Blad skriver, som

om der var raflet om, hvem der skulde have de forskjellige Stillinger.

Der er derfor en betydelig Kritik tilstede i alle Partier.

Jeg skal ikke tale om de militære Ministerier, men føler

Trang til at udtale, at Ministeriet ved Hages Bortgang har lidt et

virkeligt Tab. Thi vel var han ikke særlig yndet af Høire, men vi

erkjende, at han var en fortrinlig Taler, en behændig Modstander,

en Kundskabsrig Mand og i Besiddelse af stor Dygtighed. Folk med

de Egenskaber har man ikke mere Brug for. Det gaaer Mand og Mand

imellem paa Rigsdagen, at det er ”de smaa Mænds Ministerium”,

det er ”tynd The paa gamle Blade”. Ministeriet er maaske mere ”rent”

end det, der for 3 Aar siden var noget af det Herligste, som tænkes

kunde! Skade kun, at Venstre kun kan faae et rent Ministerium

derved, at det bliver tyndt.

[side] 95

Et Træk fra Krigen 1864

som først senere er bleven mig bekjendt findes i ”Vor sidste Kamp for

Sønderjylland ”Pag. 318, fortalt af Axel Liliefalk og Otto Lütken.

Et Kompagni af 11’ Regiment skulde vogte Passet ved Nybro

Vest for Skanderborg. Kompagnichefen var en afskediget Kaptain,

som i 6 Aar havde været uden for Tjenesten, men ved Krigens Udbrud

havde meldt sig som frivillig; han var tilmed i høi Grad medtaget af

Anstrængelserne og fuldstændig behersket af den Tanke, at vi var om-

gaaet paa alle Sider, at Tilstanden var fortvivlet, og at vi vilde blive taget

i Nattens Løb. Da der lidt hen paa Natten lød Skud fra en lille Skov, og

en Dragonpatrouille meldte, at der var skudt paa den, samlede Kaptai-

nen sit Kompagni, forlod sid Post og marcherede til Skanderborg. Der

blev strax blæst Alarm i Byen; 11’ Regiments trætte Folk strømmede til

fra alle Kanter, alle Lygter blev slukket for ikke at veilede Fjenden, og i Mør-

ket søgte enhver at finde sin Plads saa godt det lod sig gjøre. Det viste

sig senere, at det var en af vore egne Fodfolkspatrouiller, som i Mørket

havde skudt paa Dragonerne; der var ingen Østerrigere. Kaptainen

blev stillet for en Krigsret og dømt til at skydes; men Hs. M. Kongen be-

naadede ham med Afsked uden Pensjon; Ridderkorset blev frataget ham.

Det mærkedes snart, at det var blind Alarm, en lille Vagt blev paany

sendt frem til Broerne; men da den øvrige Styrke var kalt sammen,

blev Tilbagetoget tiltraadt.

Foruden hvad jeg Pag. 11 har anført om Oberst Helgesen skal

jeg endnu anføre et Træk af ham.

Fra 1854 til 1861 havde jeg Garnison i Rendsborg, hvor Oberst Helgesen

den Gang var Kommandant indtil sin Død 1858. Da 3’ Bataillon hvorved

jeg stod, havde Garnison i Altona, stod jeg direkte under Kommandantska-

bet. Jeg havde en Datter som havde Skade paa Øinene, og da den militære

Læges Kur ikke hjalp, henvendte jeg mig til en civil tydsk Doctor, som og-

saa tog hende under Kur, hvilket dog heller ikke hjalp – Senere er hun dog ble-

[side] 96

vet kureret – Vores Overlæge, Petersen, fik det at vide og bebreidede min

Hustru det, samt tilføiede at han kunde faa mig straffet fordi jeg hav-

de taget en civil Læge, hvortil hun svarede, at det kunde han ikke, jeg

kjendte alle Befalinger og vidste nok hvad jeg maatte gjøre. Paa den

Tid, en Søndag, spadserede jeg paa Paradepladsen og hørte paa Musiken.

Overlægen kom nu hen til mig og meddelte mig min Hustrus Udsagn

og spurgte om jeg var med indforstaaet i hendes Udsagn, hvortil jeg

ubetænksomt svarede ja, saa har de vel intet imod at jeg anmel-

der Sagen for Kommandanten. Da jeg blev vred og er noget hid-

sig, svarede jeg ”ja! vær saa god, jeg har jo ikke bet dem om at

lade være at melde mig”. – Resultatet blev at han meldte mig, og at

jeg blev tilsagt til at møde hos Kommandanten den følgende Dag, hvor

da følgende passerede:

Oberst Helgesen: ”De har nok taget en civil Doctor til deres Datter og sagt

til Overlæge Petersen at jeg ikke kunde lade dem straffe”.

Hidsigheden løb atter af med mig og

Jeg svarede: ”Ja! det siger jeg endnu, skal jeg straffes bliver det

efter Forhør og Krigsretsdom ”.

Oberst Helgesen: ” Naa! naa! lad os ikke tale sammen som det er Oberst Helge-

sen og Depotsergent Aggeboe, men lad os tale som det er

Helgesen og Aggeboe der taler sammen.

Denne Tiltale afkjølede mig, jeg blev flov, rolig og taug.

De har nok sagt at de kjendte alle Befalinger.

Jeg: Nei Hr. Oberst det har jeg dog ikke sagt, men jeg sagde at

jeg kjendte saa mange Befalinger at jeg nok vidste hvad

jeg maatte gjøre og hvad jeg ikke maatte gjøre.

Oberst Helgesen: “De forstaaer jo tysk”, det bekræftede jeg.

Obersten oplæste derpaa paa tysk en Kommandantskabsbefa-

ling fra 1826, – samme Aar som jeg blev født – hvori

kungjordes at ingen Militær maatte tage civil Læge og spurgte

”kjender de den”?

side 97

Jeg: Nei! den kjender jeg ikke, – det var overensstemmende med Sand-

heden.

Obersten: Hvad har de dertil at svare?

Jeg: Dersom Hr. Obersten tillader det vil jeg nok gjøre en Bemærk-

ning derom.

Obersten: Ja, lad mig høre.

Jeg: Saavidt mig bekjendt er der en gammel Befaling, som si-

ger, at naar man kommer til en anden Garnison, skal Befa-

linger som gjælder for denne alene, bekjendtgjøres for Vedkom-

mende, som ikke tidligere har havt Garnison der.

Obersten: Deri kan De have Ret. Er der flere end Dem der vil benytte

civil Læge?

Jeg: Ja. Underofficererne er i det hele misfornøiet med den Hjælp

som de militære Læger yde os.

Obersten: Hvem er det?

Jeg: Hvis Hr. Obersten ikke befaler det, vil jeg nødig angive en

Kammerat.

Obersten: Ja, det kan De have Ret i. Hvis denne Befaling ikke skal

overtrædes bliver det altsaa nødvendigt at den gjentages.

Jeg: Ja Hr. Oberst, hverken jeg eller nogen anden Underofficer

kjender denne Befaling.

Dermed blev denne Sag sluttet, og omhandlede

Befaling blev derefter bragt i Erindring.

Dette Exempel har jeg anført for at vise hvor

human og rettænkende Oberst Helgesen var. Vilde han have mig

straffet, kunde jeg sikkert være sat under Tiltale for respektstridigt

Svar.

Efter Krigen 1848-50 blev der udbetalt et temmelig be-

tydeligt Beløb i Byttepenge. – Der er vistnok ikke mange som kan

erindre det, og jeg husker det heller ikke længer nøiagtigt. Det frem-

[side] 98

kom af hvad der var erobret under Krigen, som Skydts, Vaaben,

Ammunition. Heste, Vogne etc. og er rimeligvis taxeret af Regjerin-

gen og udbetalt af Statskassen. – Fordelingen, ja, den skete ved

Halveringer, saaledes at de kommanderende Generaler hver fik en

Del. 50.000 Rd., de følgende Grader fik Halvdelen, og der blev hal-

veret til saa mange Grader at da det naaede til Kaptainer, blev

deres Part 53 Rd. Derefter kom Premierløitnanter, Seconløitnanter, Kom-

mandersergenter fik 1 Rd. 48 Sk. Sergenter 72 Sk. Korporaler, Underkorpo-

raler, og Menige troer jeg fik 24 Sk. – I gamle Dage hed det Høveds-

manden, Æren, Krigerne, Byttet, nu blev det Høvedsmanden Æren og

Byttet, Krigerne – ingenting -, thi 24 Sk. var jo egentlig saa godt

som intet. – Det blev foreslaaet at vi skulde afstaa vore Byttepenge

til Invalidefondet, hvilket nogle Afdelinger gjorde, andre derimod

ikke. Ved 3 Bataillon fremkom ogsaa Spørgsmaalet, hertil svarede

jeg, har Landet Raad til at føre Krig, maa de ogsaa have Raad til

at pensionere deres Invalider, – de havde alligevel ikke faaet mere

end hvad Loven bestemte – At dette var en Demonstration fra min

Side er indlysende, da 72 Sk. ikke vilde gjøre mig synderlig rigere,

skjøndt det var 2 Dages Lønning. Da jeg ikke vilde afstaa min

Part, vilde Kompagniet heller ikke, og Resultatet blev at Bataillo-

nen ikke vilde give noget. Kaptain Benzon ved 2’ Kompagni sagde

da til mig at det var min Skyld at Bataillonen intet gav, hvorfor

jeg spurgte Kaptainen om han vilde afstaa sin Part, hvortil han sva-

rede at det var et næsvist Spørgsmaal. Underklasserne, som næsten

intet fik, skulde afstaa deres Skillinger, hvorimod Officererne tog Broder-

parten, og saa skulde det hedde, 3’ Bataillon har givet deres Byttepenge til

Invaliderne, men der vilde ikke blive bekjendtgjort at det kun var

Underklasserne, hvorimod Officererne rolig tog deres Part uden at bryde

sig om Invaliderne, og det vilde jeg ikke være med til. –

[side] 99

I Fyens Stiftstidende N0 289 af 11’ December 1905 findes nedenstaaende:

I “Nationaltid” skriver en Indsender Følgende:

”For nogle Dage siden læste jeg, at det store Fællesudvalg over Retsrefor-

men var nedsat og havde konstitueret sig med en Hr. Laust Rasmussen

som Formand.

Hvem er denne Hr. Laust Rasmussen? Dog vel ikke den Hus-

Mand Laurids Rasmussen af Grindsted, der er valgt i Ribe Amts 4de

Valgkreds, Bække By? Hvor skulde nemlig denne mand, selv om

han maatte være en begavet Mand, være istand til at lede dette vigtige

Udvalg, der fordrer ganske særlig juridisk Indsigt, og til hvilket Lands-

thinget da ogsaa valgte nogle af sine mest ansete Jurister?

Er min Formodning rigtig, at den nævnte Husmand virkelig er bleven

Formand for dette vigtige Fællesudvalg,

da beviser det, efter min Mening to Ting, for det Første en yderst sørgelig Fat-

tigdom paa Dygtigheder indenfor det Reformparti, Regjeringen støt-

ter sig til, og for det Andet, at det ikke for Alvor kan være Regjerin-

gens Mening, at dette Fællesudvalg skal ende med et positivt Resultat.

Heri vilde jeg ikke se nogen Ulykke; men det forekommer mig allige-

vel at være noget nær en Skandale, hvis min overnævnte Formod-

ning skulde vise sig at være rigtig.”

”Natt.” Svarer ganske kort: ” Den ærede Indsenders Antagelse er rigtig.”

Mandagen den 4de December 1905 Morgen Kl. 7½ forlod

Kommis Otto Petersen, Søn af Skrædder Petersen i Odense, sit Logis i et

Pensionat paa gamle Kongevei ved Kjøbenhavn, fik sin Frokost med

sig, for at gaa til sin Plads hos Materialist Frederiksen, ligeledes paa

gamle Kongevei. _ Da kan endnu Kl 9 ikke var kommen i Butiken, sendte Hr

Frederiksen Bud til Pensionatet, men da man der ikke vidste no-

get om ham, forhørte han paa Politistationen og Hospitalerne om han

muligen var kommen til Skade ved et Ulykkestilfælde, men Ingen

[side] 100

kunde give nogen somhelst Oplysning om ham. Hans Værelse blev

nu nøiagtigere undersøgt, og i en Frakkelomme fandtes hans Foto-

grafi og en Papirslap hvorpaa med Blyant var skrevet ”Tilgiv mig.

Er nødt dertil, farvel alle og farvel Aggeboe, tilgiv! vi mødes.

Hellere Døden end være tosset.” Otto

Efter denne at dømme maa antages at han af en eller anden Grund

har begaaet Selvmord. I hans Værelse fandtes ca. 100 Kr. en ny Vin-

terfrakke som han nylig havde faaet, derimod fandtes hans Uhr ikke.

Hvad Grunden til hans Fortvivlelse er vides ikke, hans pecuniaire For-

hold var ikke de bedste, men dog langt fra fortvivlede. Af min Søn

havde han laanet 100 Kr. og noget skyldte han sin Broder, som er Sned-

kermester her i Byen, men ellers havde han, saavidt vides, ingen Gjæld.

Han var et venligt, muntert og flinkt Menneske, som var godt af alle

som kjendte ham. Havde i flere Aar været i samme Plads, Lønnen var

100 Kr. maanedlig paa egen Kost og Logis, han ventede af faae Tillæg fra

Nytaar, samt 50 Kr. i Gratiale. I den sidste Tid havde han været noget

nedtrykt, maaske paa Grund af sit Forehavende.

Den 8’ Januar 1906. Endnu har vi intet hørt om ham, har han taget

sig selv af Dage, eller vandrer han maaske halv sindsforvirret om-

kring i Tydskland eller Sverrig, men da han har efterladt sig saa

stort et kontant Beløb, har han sandsynligvis aflivet sig selv,

men saalænge han ikke er fundet haves jo ingen Vished.

Den 12 April 1906 fandtes hans Lig i Damhussøen ved Kjøbenhavn, med et Skudsaar i den

ene Tinding, formentlig har han sat nær Søen og er falden ned i den efter Skudet.

Tirsdagen den 9 Januar 1906 foretoges her i Odense Valg af den almin-

delige Vælgerklasse paa 10 Byraadsmedlemmer.

Den borgerlige Vælgerforening tillige med Handelsforenin-

gen, Grundeierforeningen og den konservative Forening havde vedtaget en Li-

ste og Socialisterne og Venstre en anden. Resultaet blev at Venstre og Soci-

allisten seirede saaledes:

side 101

Overretssagfører Jens Rasmussen. V 3287 St.

Redaktør E. Marot. S. 3257 St. – Kjøbmand Kruuse. V. 3232 St.

Lærer Johs Løve V. 3184 St. – do I.C. Petersen V. 2998 St.

Snedkermester L. Chr. Larsen. S. 2986 St. – Telegrafformand (Telegrafarbeider) P. Christensen 2921 St.

Typograf L.D. Rasmussen. S. 2917 St. Maskinpasser M.P. Madsen. S. 2858 St.

Fyrbøder N. Nielsen. S. 2851 St.

Høires Liste fik følgende Antal Stemmer:

Arkitekt Jacobsen 2547 St – Kjøbmand Vilh. Nielsen 2537 St.

Fabrikant Nickelmann 2496 St – Brolægger Jørgen Larsen 2475 St.

Skolebestyrer Vesterdal 2475 St. Kaptain Ejgil Jørgensen 2415 St.

Gas- og Vandmester Friis 2388 St. – Kjøbmd. og Værtshush. N. Christiansen 2386 St.

Tømrermester Jørg. Eriksen 2379 St. Murermester Rs Hansen 2377 St.

Det var et uventet og høist beklageligt Udfald Valget fik. Det

synes som Byens Borgere og Høire ikke har opfyldt deres Pligt ved at

møde og afgive deres Stemme, eller, hvad jeg antager, Socialisterne og

Venstre er voxet den fornuftige og besindige Del af Vælgerne over Ho-

vedet, og herefter vil Socialisterne være de raadende i gamle Odense.

Maaske ogsaa flere som var misfornøiede med det afgaaede Byraad

ogsaa enten har undladt at stemme eller har stemt paa Socialisternes

Liste. – I Byraadet sidder 19 Medlemmer, nemlig 10 nyvalgte og

9 som er valgt paa en anden Tid, og som egentlig hører til Høire eller

Borgerlisten. – Jeg synes ikke det er meget smigrende for Overrets-

sagfører Jens Rasmussen, Kjøbmand Kruuse, Lærer Løve og Kjøbmand

I.C. Petersen at være valgt i Kompagni med Telegrafformand (Tele-

grafarbeider) P. Christensen, Maskinpasser M.P. Madsen og Fyrbøder

N. Nielsen, af hvilke en siges at være Tarmskraber paa Exportslagte-

riet. Er det de bedst kvalificerede Socialisterne kan opstille, saa

maa Gud vide hvorledes de nestbedste ser ud.

[side] 102

Den 29 Januar 1906 gav Hs. Majestæt Kong Christian d. 9de Audiens Kl. 11

hvor blandt andre en Del af Holmens Mandskab som havde mod-

taget Hæderstegnet for 25 Aars god og hæderlig Tjeneste bleve præsentere-

de for ham. Derefter spiste han Frokost sammen med Familien og

da han ikke befandt sig vel gik han til Sengs, hvor han Eftermiddag

Kl. 3.10 afgik ved Døden. Han var født den 8’ April 1818 og blev saaledes

873/4 Aar. Den 15 November 1863 udraabtes han til Konge og regerede i

42 Aar og 2 maaneder. – Hele Landets Befolkning følte dyb Sorg ved hans Død.

Den 30’ Januar Middag Kl. 12 udraabte Konseilspræsident I.C Christensen,

– forhenværende Landsbyskolelærer – Kronprinsen til Konge under Navn

Frederik den 8de. –

I følge Fyens Stiftstidende af 2’ Februar 1906 bliver en Del Fanger

– Tyveknegte – der menes ca 600, benaadede. – Befolkningen bliver lykkelig-

gjort med dette runde Tal paa en Gang, det vil sikkert vække almin-

delig Glæde? – Indtil den 6’ Februar er der indkommen 52.000 Kr. til

Fængelshjelp, det kan blive 86 Kr. 66 Øre i Dusør til hver – Herre – thi

Tyveknegt maa de vel foreløbig ikke kaldes – de er velfortjente.

Havde det ikke været rigtigere at anvende den indkomne Sum til Er-

statning til de Bestjaalne eller til Landets Fattige.

Ved Odense Kjøbstads Jurisdiktion var under Tiltale 2 mand,

og 1 kvindelig Tyv samt 1 for Bedrageri m.m. tiltalt Mand, selvføl-

gelig blev de benaadede –

Størstedelen af Landets Befolkning sender Krandse,

enten af Blomster, Sølv eller Guld, til Bisættelsen. – Skolebørnene

over hele Landet anmodes om at yde Bidrag til en Guldkrands,

for Odense er Opfordringen udgaaet fra Skoleinspektør Siersted og Frøken

Winther, rigtigere havde jeg anset det for at Opfordringen var stilet til

Forældrene, da kun faa af Børnene er i Besiddelse af Formue elle Penge.

I Odense Byraadsmøde den 9’ Februar 1906 vedtoges at give

Bidrag til en Guldkrands, at bespise 1000 Fattige – det er mange

Fattige af 40.536 Indbyggere – samt at give extraordinært 2000 Kr.

til Byens Frie Fattigkasse. – I samme Møde vedtoges at give Stads-

[side] 103

ingeniøren et Gratiale paa 5000 Kr. for hans Arbeide ved Udvidelsen af

Havnen og Kanalen, forresten et meget rigeligt Gratiale. – Tidligere er

der udgivet 5000 Kr. til at flytte H.C. Andersens Statue fra Kongens

have til Graabrødre Plads, en nødvendig Udgift, særlig da den

tog sig kønnere ud paa Pladsen i Kongens have, men man kan

lettere skære en bred Rem af andens Mands Hud end af sin egen.

Forøvrigt er Skatterne her ikke smaa, af ca 1500 Kr. betaler jeg 69 Kr. 69 Øre

aarlig, det forekommer mig at være høit beskattet. – 42/3 p. Ct.

I Aaret 1905 var min Indtægt i alt 1779 Kr. Heri fragaar Skatten for

1905/6, 69 Kr. 69 Ø igjen 1709 Kr. hvoraf jeg betaler:

personlig Skat 49,30. Kirkeskat 2,04. Høitidsoffer 4,25 – 55,59

Indkomstskat af 2000 Kr. = 18,20 Formueskat af 28.400 = 35,24

51/3 p Ct af Indtægten, en meget høi Skat. 90,83

I Anledning af Folkethingsvalget d. 29 Mai 1906 meddeles fra det

Statiske Bureau at Socialisternes Stemmeantal var i 1895 – 24.439 St.

i 1898 – 31.880 – i 1901 – 43.153 – i 1903 – 57.578 – og i 1806 – 76.212.

Reformpatiet havde 96.000 St. Høire 70.000 – Rebellerne 40.000, Moderate 20.000.

Valgets Udfald blev: Reformp. 55 – Socialisterne 24 – Høire 13 – Moderate

9 – Rebellerne 9, Løsgjængere 3 –

Efter de afgivne Stemmer burde Høire have ca 30 Folke-

thingsmænd, men Forskjellen fremkommer ved at Høires Kredse

har et større Vælgerantal medens Reformpartiet har et mindre

Antal, dette vilde blive retfærdigere ved Forholdstalsvalg.-

Ved et Suppleringsvalg til Odense Byraad den 23 Novb.

1906 anbefalede Socialdemokraten en Bødkermester Hansens Valg.

Hansen er en simpel Person, men han er ivrig Socialist, og det

er nok til hans Anbefaling. Antisocialisterne, Høire, havde i For-

ening med den liberale Vælgerforening opstillet Smedemester Chr

Petersen, saavidt mig bekjendt en hæderlig og agtværdig Mand.

Resultatet blev at Hansen valgtes med 2616 Stemmer, medens

[side] 104

Petersen kun fik 2024 Stemmer. – Det samlede Antal Stem-

mer som Socialisterne raader over er 26 á 2700 Stemmer, medens

Høire og den liberale Forening har ca 4600, af dette Antal har

2200 ikke stemt. Odense vil staa under Socialisternes Heredøm-

me og det opnaaer det sikkert ogsaa.

En dag efter Krigen 1864 da jeg kom inde fra

Byen og gik ud til Kastellet, hvor jeg boede, mødte jeg i Grøn-

ningen General de Meza, der som sædvanlig bar en høi Hue af

en aparte Facon, som ingen andre Officerer brugte. Jeg gjorde

selvfølgelig stram Honnør for ham, og han gjengjældte min

Hilsen. – Han efterfulgtes af en halv Snes halvvoxne Drenge

som saa høit at Generalen absolut maatte høre det, udtalte haa-

nende Ord om ham. – Man tænke sig en General, en af Armeens

dygtigste og tappreste Officerer, som i 1849 kommanderede en Briga-

de, 1850, efter at General Schleppegrell var falden, overtog Kom-

mandoen over 2’Division, bestaande af 16 Batailloner med til-

hørende Artilleri og Kavalleri, og efter at den næsten var sprængt,

førte den til Seier, og som i 1864 udnævntes til kommanderende

General over Armeen, blive forfulgt af en Flok Gadedrenge, et

smukt Syn, og det skulde jeg som gammel Underofficer opleve

at se. Vredefunklende foer jeg imod dem, skammede dem ud

og truede dem til at gaa tilbage, som de ogsaa gjorde. Jeg kunde

ikke taale at se en agtværdig og tapper Officer blive forhaanet saa-

ledes.

I Ugen fra 17’ til 23’ November 1907 blev der i Slangerup

afholdt et Menighedsraadsmøde hvorom Frederiksborgs A. Av referer:

Pastor Rosenstand, Frederikssund, indledede og udtalte at der ikke var en

enkelt social Sag, men mange, og de maatte løses hver for sig. – Hverken

Socialismen eller Georgeismen var Løsningen, thi vi naaede aldrig at

blive færdig med Løsningen af sociale Spørgsmaal.-

Overretssagfører Nøkkentved, Frederikssund, kritiserede skarpt Udta-

[side] 105

lelserne paa et Odensemøde og udtalte at det var Ordflom, Bavl! Den

har blot ikke taget Standpunkt for Socialismen, men det er heller ikke

dens Opgave. Han hævdede dernæst, at i et Land som vort, hvor en Lærer

var naaet frem til at blive Konseilspræsident og en almindelig Bonde var ble-

ven Landbrugsminister, kunde man ikke med Ret tale om at Overklasserne

holdt Underklasserne nede. – Taleren kjendte ikke de skammelige Til-

stande, som Menigheden bar Skylden for, og fortsatte: Jeg vil gjerne tro,

at det var et bevæget Øieblik, da hin Præst paa Odensemødet stod op

og erklærede, at han skammede sig ved at høre til Overklassen, og det

gjaldt om at faa Menigheden politisk radikaliseret, helst ned til ven-

stre for Socialisterne – jo, det kunde blive rart! -, men jeg tror ikke, at

den kristne Menighed vil finde at den har den Opgave. Præsterne skal

ikke prædike Politik fra Prædikestolen, hvilket Pastor Nordentoft syntes

at ville i dag, da han talte om Normalarbeidsdagen og høiere Dagløn og

mente, at dette vilde bidrage til, at der kom Flere i Kirken, hvilket

slet ikke passer, thi saa maatte det jo være dem, der havde de fleste

Penge, og den mindste Arbeidstid, som særlig søgte Kirken, og det er det

ikke. Præsterne skal hverken “lede” Menigheden hen til det ene eller til det

andet politiske Sted.

Efter Fyens Stiftstidende No 275 af 25/11-1907.

Efter Fyens Stiftstidende No 154 af 6’ Juli 1908 anføres som

“En Varselsrøst”

af Kammerherre C. Carstenschiold til Borreby, der som ung Løjt-

nant med stor Tapperhed deltog i Forsvaret af Skansen No 2, vexel-

vis med Løjtnant Ankjær

I Gads danske Magasins Julehefte “Indtryk og Minder fra

Dybbølstillingen skriver Kammerherren blandt andet: Mit første Indtryk

af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet. Forsvaret var slet forbe-

redt. Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden

af “en stærk tildels permanent Befæstning paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets

Forslag af 1853 krævede paa Dybbølbjerg “tre stærke permanente Forter” foru-

[side] 106

den enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved

var alt beregnet 2.300.000 Rd. En Kommission bestaaende af Generaler-

ne de Meza, Fibiger, Schlegel og Baggesen vedtog enstemmig Ingeniørkorp-

sets Indstilling, kun med Udeladelse af Værkerne om Sønderborg mod

Alssiden, til ca 2.000.000. – I 1857 paalagde Ministeriet Ingeniørkorpset at ud-

arbeide nye Planer over det absolut Nødvendige under stadigt Hensyn

til Bekostningen, idet Ministeriet opgav Kommissionsforslaget der ialt

krævede 32 millioner Rdl. til hele Landets Sø- og Landbefæstning. Da

Ministeriet ansaa det for afskrækkende, foranlediges et nyt Forslag, hvori

foresloges Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og

Gravkaponierer til Infanteriforsvar der beregnedes til 794.000 Rd. Arme-

ringen ikke medregnet. Dette Forslag blev ikke forlagt Rigsdagen, hvor-

imod Krigsminister Thestrup, Oberst, gjennemføte en Befæstning til

119.600 Rd. godt en Tyvendedel af det som den sagkyndige Kommis-

sion krævede. Men denne Befæstning blev da ogsaa kun en Feltbe-

fæstning, beregnet paa at støtte Hæren, ikke beregnet paa at mod-

staa en Beleiring. Det var hastigt opkastede Jordvolde, uden Grav-

forsvar og uden bombesikkre Rum for Mandskabet. Vort Skyts kunde

ikke staa Maal med Fjendens riflede Skyts og vore Tropper maatte med

Blod betale vore Lovgiveres Sparsommelighed. Maatte dette blive en Paa-

mindelse for Regjering og Rigsdag at det ikke skal gaa som en

Høirepolitiker udtalte i 1908: “Adelen satte Skaane, Halland og Bleking

overstyr, Enevælden Norge, Borgerregimentet Hertugdømmerne, Bondere-

gimentet satte det Sidste af Danmark til.”

24 Juli 1908 Kongen har idag efter Ansøgning i Naade og med

Pension afskediget Justitsminister Alberti og Landbrugsmi-

nister Ole Hansen, –

Minister for offentlige Arbeider Høgsbro udnævnes til Justitsminister.

Alberti er udnævnt til Geheimekonferensraad.

[side] 107

Folketingsmand Jensen Sønderup er udnævnt til Minister for Of-

fentlige Arbeider

Folketingsmand Direktør N. Neergaard til Finansminister.

Statsrevisor, Folketingsmand Anders Nielsen til Landbrugsminister.

Jensen Sønderup er født d 16 Februar 1862 i Sønderup. Aal-

borg Amt, hans Fader eiede en Gaard, han har gaaet i Almueskole.

1878-79 kom han paa Lundby Høiskole. I 1880 tog han til Blæse og

fik Undervisning af Pastor Jungersen. I September 1881 reiste han

til Kjøbenhavn for at læse til Studenterexamen. Imidlertid døde

hans tvende Brødre og han maatte da tage hjem og overtog senere sin

Fødegaard.

Direktør Neergaard er Præstesøn fra Nordjylland født den 27

Juni 1854, blev 1872 Student, tog 1879 Magisterkonferens i Historie. 1881

statsvidenskabelig Examen, han er moderat Venstremand. 1897 blev

han Direktør for Nordisk Livsforsikrings-Aktieselskab.

Statsrevisor Anders Nielsen er født d. 30 Mai 1862 i Tapdrup i

Viborg Amt, Søn af Husmand Niels Johansen. Elleve Aar gammel

kom han ud at tjene som Hyrdedreng. Nielsens Fader var Tækkermand

og efter Konfirmationen maatte han gaa Faderen til Haande.

1888 overtog han Eiendommen, en Hedelod paa 3 Skpr Hartkorn. Tid-

lid begyndte han paa Journalistik, i 1890 valgtes han til Folketings-

mand for Løvelkredsen og i 1897 blev han Redaktør af Randers Venstre-

blad. Lige siden Venstre-Reformpartiets politiske Dannelse 1895, har

han været Medlem af dets Bestyrelse og Næstformand. I Folke-

tinget valgtes han til Finansudvalgets Formand og blev sit Partis

Fører.

Man kan ikke sige at den Skikkelse som I. C. Chri-

sens Kabinet har faaet virker imponerende, at en Landbrugsmini-

ster begynder som Hyrdedreng er ganske vidst noget

usædvanligt, men naar en almindelig Bonde, som ikke en Gang

kan skrive dansk nogenlunde rigtigt, kan blive Minister, saa maa der

[side] 108

jo ikke udfordres meget til en saadan Stilling, og hvor Grænsen

for et Ministeremne begynder er ikke let at gætte, særlig naar hen-

ses til at Konseilspræsidenten er en afskediget Landsbyskolelærer.

Ja ! vi har faaet et Venstreministerium, men hvilke Mænd regjerer

der nu Landet. Her kan passende anføres et Vers af ”Oldgranskeren”

af Claudius Rosenhoff:

”Ak, Danmark! ad Natten (:Endnu:) det iler –

Farvel Du snart har sagt –

Hvor er de gyldne Tider,

Hvor er din Vælde og Magt? ”

For en Patriot der elsker sit Fædreland, ser det sær-

deles sørgeligt ud. –

Efter sin Afsked blev Justitsminister Alberti udnævnt til Ge-

heimekonferensraad.

Den 8’ September 1908 meldte Alberti sig paa Raad – og Domhu-

set og aflagde Tilstaaelse om at have begaaet Falsk og Bedrageri

for meget betydelige Summer ca. 9 Millioner Kr. der særlig gik ud

over Bondestandens Sparekasse og muligvis over Smørexportforret-

ningen. Det maa have været en frygtelig Gang for ham. Bedrag-

gerierne har han allerede begyndt 1894. – Det er en politisk og finansiel Ka-

tastrofe af vidtrækkende Omfang. Alberti var en af vort Sam-

funds mest fremtrædende Skikkelser, og indtil for 7 Uger siden

Medlem af Konges Raad. – Naar Undersøgelserne om Sparekassen

og Exportforretningen er tilende agtes der at tages fat paa Albertis

Sagførerfortid.

Den 11’ September 1908 efter at Udenrigsminister, Lehnsgreve

Raben har henvendt sig til Kongen og begjæret sin Afsked, er

Konseilspræsident I.C. Christensen kaldt til Kongen, der raadførte

sig med ham, hvorefter Konseilspræsidenten indgav hele Ministe-

riets Demission, og saavidt man af de indløbne Meddelelser ser,

er det endda kun nødtvungen at Ministeriet har indgivet sin

Demission. – Det tilføies, at da I.C. Christensen erfarede at Raben

[side] 109

havde indgivet sin Afskedsbegjæring, sammenkaldte han et Mi-

nistermøde til Kl. 3 Eftmd. paa dette vedtoges ikke at Ministeriet

skulde indgive Demission. – Da Christensen senere havde Audiens

hos Kongen henstillede denne kort og godt at det samlede Ministe-

rium trak sig tilbage. Audiensen varede kun 5 Minuter. Dhrr. vil-

de altsaa nødig afgaa, naturligvis blev det en Skuffelse for dem,

de vilde helst blive ved Magten og beholde deres gode Gage, Gaard-

eier Jensen Sønderrup. Husmand Anders Nielsen og Redaktør Sigurd

Berg kan vel næppe fremtidig erholde saa stor en Indtægt.

I Henhold til Grundlovens §13 udnævner og afskediger Kongen sine

Ministre. Hr. Christensen mener at Ministerne skal udtages af Folkethin-

gets Flertal, er dette overensstemmende med Grundloven? det er det

absolut ikke.

Kongen har været meget rystet over Albertikatastrofen og

udtalt sin Harme over den exempelløse Skam som er overgaaet

Landet. Enkekeiserinde Dagmar og Dronning Alexandra har yttret

sig uforbeholdent om, at i denne Sag stod Landets Ære paa Spil.

Den 2 Oktober 1908 – Det er en mageløs Hæderlighed Landets Konseilpræsi-

dent Hr. I.C. Christensen er i Besiddelse af, se Hr. Folkethingsmand Thomas

Larsens Tale i Folkethinget i Gaar. Angrebene paa I.C. Christensen burde

mødes med den dybeste Foragt, hans Hæderlighed er hævet over al Tvivl,

og dette maa blive en Troesartikel naar hensees til at en afskediget jydsk

Landsbyskolelærer er steget til Kultusminister, Konseilspræsident,

Krigs-Marine- og Finansminister, og han har bestyret alle Ministeri-

erne lige godt, hvor den Mand maa være dygtig, og naar saa hen-

ses til de Mænd han har sat ind som Ministere.

Folkethingsmand Jensen Sønderrup, Minster for de offentlige Arbeider,

Folkethingsmand Anders Nielsen Landbrugsminister,

de har begge begyndt fra neden, Jensens Fader eiede en lille Gaard,

han har gaaet i Almueskole og 1878-79 paa Lundby Høiskole,

Anders Nielsen, Søn af en Husmand og Tækkemand, begyndte sin

Løbebane som Hyrdedregn, 11 Aar gammel. Efter Konfirmationen gik

[side] 110

han Faderen tilhaande, senere overtog han Eiendommen, en He-

delod på 3S Skpr. Hartkorn. 1890 valgtes han til Folkethingsmand

og i Folkethinget valgtes han til Finansudvalgets Formand.

I Folkethinget udtalte Hr. Borgbjerg d. 16 Oktober 1903 blandt andet

til Hr. Anders Nielsen, der maatte indrømme at hele hans finansielle

Oversigt som Regjeringspartiets Ordfører var baseret paa splittergale

Tal. Anders Nielsen var om Sommeren blevet et helt nyt Menneske,

det var beklageligt for ham som Statsrevisor at hans Regnekunst

var gaaet i Løbet. Det er ikke en enkelt Feil han har gjort sig

skyldig i, hele hans Oversigt vrimler af Feil. Anders Nielsen er

foruden Helt ogsaa Statsrevisor. En Helt kan slaa sig igjennem

med Næverne, men en Statsrevisor der ikke kan regne, Nei! det

gaaer ikke. (Stormende Munterhed) Er dette en Adkomst til at blive

Minister? – Har Hr. Christensen vundet uvisnelig Hæder, saa

har Landet sandelig ingen Hæder vundet ved Hr. Christensens

Hæderlighed. – Landets Politik brude ikke være Partipolitik,

men det har den netop været, hvilket tydelig sees af de optag-

ne Ministeremner, og end tydeligere ved Udlaanet af 1½ Milli-

on til Bondestandens Sparekasse (c. Alberti) et Laan som Chri-

stensen ikke var berettiget til at give, det skulde været et Høiremi-

nisterium der havde ydet dette Laan, saa skulde vi have hørt et

Raab fra Venstrereformpartiet. Hr. Christensen mente at Alberti

burde trække sig tilbage som Minister, han Hæderlighed var ikke

uangribelig, men var det saa hæderligt af Christensen at faa

Alberti udnævnt til Geheimekonferensraad, jeg mener nei.

Den 11’ Oktober 1908 er et nyt Ministerium bleven dannet

*1. tidligere Finansminister Niels Neergaard, Konseilspræsident og For-

svarsminister,

*2. Enevold Sørensen, Kultusminister,

*3. Svend Høgsbro Justitsminister,

[side] 111

*4. Jensen Sønderup, Trafikminister,

*5. Anders Nielsen, Landbrugsminister

6. Grev Ahlefeldt Laurvigen, Gesandt i Wien, Udenrigsminister,

7. Stiftamtmand Charles Brun, Finansminister,

8. Folkethingsmand Klaus Berntsen, Indenrigsminister,

9. østerigsk Vicekonsul,Kjøbmand Johan Hansen, Handelsminister,

Hr. Neergaard har set sig nødsaget til at medtage 4 af de

afgaaede Ministre, dette er uheldigt, og der menes at de ikke længe

vil kunne blive paa deres Plads, Fremtiden vil vise det, forresten vil

vistnok de fleste saalænge som muligt blive paa deres Plads.

Grev Ahlefeldt Laurvigen, født 2 Mai 1860, har taget juridisk

Embedsexamen og er derfor gaaet diplomatisk Vei. Venstremand

Vicekonsul Johan Hansen, født 14 November 1861, medin-

dehaver af Dampskibsrederselskabet, sin Uddannelse har han faaet

i Lausanne, England og Skotland, er antisocialist.

Stiftamtmand Charles Brun, født 1866, i 1888 tog han

juridisk Examen, blev 1890 Assistent i Finansministeriet, i Foraa-

ret 1805 konstitueret som Stiftamtmand i Aalborg og udnævntes senere til Embedet.

Folkethingsmand Klaus Berntsen er gammel Politiker,

i 1873 kun 28 Aar gammel valgtes han til Folkethinget, i 1880

nedlagde han sit Mandat, men stillede sig nogle Aar efter og

valgtes atter til Folkethinget, moderat Venstremand.

Efter Fyens Stiftstidende 235 – 7/10 1908

For Besvigelse i Sparekassen i Thy er Underretssagfører Vestergaard

idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide, Beløbet er 77,814 Kr.

Underretssagfører P. Jensen Faaborg, hvis økonomiske Forhold er i

en fortvivlet Forfatning, er indlagt i en Sindssygeanstalt. Kan hans

Kolleger ikke ordne Sagen, bliver han formentlig sat under kriminel

Tiltale. – Underskud ca. 30,000 Kr.

Underretssagfører Pedersen for Besvigelser i Vestervig – Filialens Spare-

[side] 112

kasse idømt Forbedringshusarbeide i 18 Maaneder, (46,672 Kr)

Fyens Stiftstidende 238 – 10/10 1908 Bogholder Petersen ved Koopmanns

Slagteri i Thisted anholdt for at have beholdt 1500 Kr. Da han er

løsladt maa ham altsaa have klaret sig eller erstattet Beløbet

Fyens Stiftstidende 246 – 20/10 1908. Godsforvalter exem juris Ræbild,

paa Stamhuset Benzon har gjort sig skyldig i Underslæb, der er

konstateret til 50,000 Kr. Han er ogsaa Formand for Sognevand-

værket i Gjørrild, som han ogsaa har bedraget. Har været Artilleriløjt-

nant.

Fyens Stiftstidende 259 – 4/11 1908.

Sandheden om P. Holm. Han havde tilstaaet.

(Folkethingsmand og Borgerrepresentant.)

Da P. Holm-Affæren fornylig var paa Tale under Finanslov-

forhandlingerne, blev der paastaaet fra socialdemokratisk Side, at

Holm ikke havde tilstaaet sig skyldig i det bedrageriske Forhold,

for hvilket han sigtedes. Hr. Sigvald Olsen erklærede til Overflod,

at han ikke troede P. Holm havde begaaet noget kriminelt.

Dette er mærkeligt, skriver “Vort Land”, at socialdemokrati-

ske Folkethingsmænd kan huske saa grundigt feil om et Hovedpunkt

i deres Partis Historie.

I Kriminalrettens Dom i den Holm-Larsenske Affære

hedder det, at da P. Holm efter Sagens Paastævning

er afgaaet ved Døden, maa den af ham i Medfør af Straffelovens

Paragraf 251 og Paragraf 16 forskyldte Straf bortfalde. Straffelovens

Paragraf 251 er Bedrageriparagrafen, hvis Minimumsstraf er Fængsel

paa Vand og Brød og Maximumsstraf 6 Aars Strafarbeide.

Peter Holm vilde altsaa, hvis han havde levet, have faaet

“den af ham forskyldte Straf.” Og den vilde han have faaet i Henhold

til sin egen Tilstaaelse. Det hedder nemlig i Dommens Præmisser:

“Tiltalte Holm er ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste overbevist om

at have gjort sig skyldig i bedrageligt Forhold.” —

[side] 113

Forøvrigt vil det være af Interesse at læse de Oplysninger, som “Vort

Land” i sin Tid bragte med selve Retten som Kilde:

Samme Aften, som Holm var bleven ført til Kjøbenhavn, havde As-

sessor Koch en flere Timers lang Samtale med ham. I denne fik han

Lov til at tale helt ud, at undskylde sig og forsvare sig, uden at Assesso-

ren afbrød ham. Det samlede Billede af hans hele endnu selvsikkre

Foredrag var, at det vrimlede med Usanheder og Selvmodsigelser.

Da Samtalen var endt – efter Holms Mening fuldt ud i hans

Favør – sagde Assessor Koch:

– Det klæder ikke en Mand, der har været i en saa fremskudt

Stilling som De, Hr. Holm, at ville løbe fra sit Ansvar ved Usanhe-

der. Jeg ansætter det første Forhør til i Morgen Kl. 12. Jeg vil imidlertid

møde her allerede Kl. 10. Skulde De i Mellemtiden være kommen paa andre Tanker

og skulde De ønske at tale med mig, kan De sende mig et

Brev op i Retten.

Da Assessor Koch kom næste Morgen, laa Brevet fra Holm der

allerede. I dette anmodede han om en privat Samtale. Under denne

gjorde han nærmest Indtryk af at være flov og nedslaaet over, hvad

han havde gjort. I over en Time talte P. Holm og Assessor Koch

sammen. Da de var færdige, sagde Dommeren: hvad De her har

fortalt mig, vil De til enhver Tid kunne fragaa; er det imidlertid

Deres mening, at De vil gjentage Deres Tilstaaelse for Retten? – Ja!

Hele Personalet blev derefter kaldt sammen, og i dets Overværelse

afgav P. Holm sin Tilstaaelse til Protokollen.

Den Tanke at berige sig ved Kommunens Eiendomshand-

ler var lidt efter lidt opstaaet hos ham. Han havde sagt til Gaardeier

C., der havde solgt til Kommunen, at det var nødvendigt, for at Han-

delen kunde gaa iorden, at han betalte 2 Procent til Kommunens

Sagfører. Da C. udtalte sin Forbauselse herover, svarede Holm, at det

var den Slags Ting, der selvfølgelig ikke skulde omtales. Det var

et Misbrug, der gik i Svang, og som man maatte lukke Øinene for,

[side] 114

Under en senere Samtale med C. forhøiede Holm yderligere

Honoraret til Kommunens Sagfører til 3 Procent, saa at der efter hans

Udsagn ialt skulde have 6000 Kroner.

Efter denne Tilstaaelse var Holms Sag klar, idet han ifølge

sit eget Udsagn havde gjort sig skyldig i et graverende bedragerisk

Forhold. Han var derefter en fældet Mand, allerede inden Under-

søgelsen af hans Maskepi med Larsen var paabegyndt, idet i Krimi-

nalretsdommen, der faldt den 5´November 1898, oplyses, at Holms

Udtalelse om, at Pengene skulde gaa til Kommunes Sagførere, var

opdigtet i den Hensigt at skaffe ham selv en Indtægt paa de

6000 Kr.

Holm fik imidlertid aldrig Pengene, ligesom han vistnok

ikke fik noget pekuniært Udbytte af sit Forhold til Larsen, der

selv havde tjent 80.000 Kr. alene paa den Forretning.

Grunden til dette magre Resultat for Holms Vedkommende

var udelukkende, at de bedrageriske Forhold for tidlig blev opda-

get, hvorefter Holm helt tabte Hovedet, prøvede en Flugt, men

blev anholdt og senere døde i Arresten, inden Dommen endnu

var falden.

Den 7 November 1908. Sagfører Justitsraad Peschardt dømt til

4 Aars Forbedringshusarbeide for Bedrageri. Det besvegne Beløb andrager

424.000 Kr.

Efter Fyens Stiftstidende 289 af 9 December 1908

Overskrift: Fjenden er over os

”Vort Land” bringer følgende opsigtvækkende Artikel fra Natten mellem 5’ og 6’

November. Casablanka! Casablanka!

Kjøbenhavn var gaaet til Ro. Staden og Landet sov Barnets sorgløse

Søvn. Og allertryggets sov Landets høivise Regjering. – Men overalt i de

danske Farvande var der i Novembernattens Mørke Travlhed og aarvaage

[side] 115

Spænding. Thi spredt over dem alle: Lillebelt, Storebelt, Kattegat og –

Øresund laa den tydske Flaade. Laa paa Lur, ventende paa Angrebssig-

nalet sydfra. Næppe havde det skumret, før tvende store Panserkrydsere –

”Scharnhorst” (11,600 Tons under Kapitän zur See Trummler) og “Roon” (9500

Tons under Kapitän Z. S. Schrader) begge hørende til den tydske Krydser

Eskadre under Kontreadmiral v. Heeringeres Kommando – var gledet

langsomt op i Sundet. Mellem Hveen og Flinterenden bevægede de sig

med blændede Lanterner lydløst frem og tilbage – parate til naarsom-

helst at modtage en traadløs Telegrafdepeche fra Eskadren nordfor

Helsingør. Ombord i Skibene befandt sig ca. 1600 Mand klar til at

udskibes i størst mulig Hast. –

Fra Kiel gjennem Storebelt til Kattegattet ventedes den elektri-

ske Strømbølge, som blot skulde sende det ene Ord ”Mobil” – i samme

Nu var Ordet med Tankens Il fløiet videre til Krydserne i Sundet –

og maaske blot en Time efter havde Trekroner og Middelgrunden været i

Tydskernes Vold og Kanonerne vendt mod Kjøbenhavn.

Dommensdag! Dommensdag!

Saa nær var vi altsaa ved det hin 5’ November – saa kort efter

hint Varselsraabs Mene, Mene! –

Efter Fyens Stiftstidende 290 – 10 December 1908

Direktør i Marineministeriet Kommandør Kofoed Hansen erklærer paa

Forespørgsel at der ikke er noget rigtigt i denne Meddelelse. Ommeldte

to Krigsskibe kan ikke gaa gjennem Flinterenden og de har slet ikke

været her i de nævnte Dage, og Skibschefernes Navn er urigtige. I de

anførte Dage er to Krydsere, Kønigsberg og Hamburg passeret Sundet

ved høilys Dag.

Efter Fyens Stiftstidende 291 – 11 December 1908 skriver ”Vort Land”

Det benegtes at de to nævnte skibe (”Scharnhorst” og ”Roon”) har været i

Sundet paa det opgivne Tidspunkt. Hvor ved Marineministeriet det fra?

Her i Kjøbenhavn, hvor enhver fremmed Torpedobaad, en fremmed

Orlogsmand, kan seile uantastet ind til Bommens Vagt i Mørke, hvor

[side] 116

der ikke findes den simpleste Patrouillebaadstjeneste omkring Forterne,

paa Reden eller i Havnen, hvad aner man om hvad der foregaar

nord – og sydpaa i Sundet?

Hverken Marineministeriet eller nogen anden dansk Myn-

dighed – Karantænestation ved Helsingør, Lappens Fyrskib eller

lignende – har det ringeste Begreb om hvilke Skibe der i Afte-

nens og Nattens Mørke, i Novembernattens Dis og Taage kan gaa

ind i Sundet nordfra (den Vei maa de dybbest stikkende Skibe)

tæt under den svenske Kyst, Øst om Hveen og ned mod Middel-

grundsfortet, eller hvilke Skibe der i Mørket staar Syd fra gennem

Flinterenden og i Sundet. – Vi fastholder at Scharnhorst og Roon

i Casablanka Natten laa i Sundet. –

Fyens Stiftstidende 293 -14 December 1908. Den omhandede: ”Skæbne-

svangre Nat”. – Fra meget paalidelig Kilde meddeles at to tydske Panserski-

be laa med blændede Lanterner paa Kjerteminde Rhed, ved Daggry var de for-

svundne. – Samme Nat observeredes en større tydsk Eskadre i Storebelt.

Kjøbenhavn har altsaa ikke været det eneste Sted den tydske Flaade har

vist sig. –

6/9. 1809. Sagfører Larsen; Nibe Bank, idømt 4 Aars Forbedringshus-

arbeide for Falsk og Bedrageri.

3/5. 1909. Ved et offentlig Møde paa Lundby Gæstgivergaard udtalte

Høiskoleforstander Bredsdorff ifølge Næstved Tidende: ”Forholdet var i

1848-50 hver eneste Gang vi havde Flertal af Soldater vandt vi, og

hver Gang vi havde Mindretal tabte vi.”

En Indsender svarer i samme Blad: Mon Hr. Bredsdoff

helt har glemt at 12000 Danske den 5 Juni 1848 slog 17000 Tyske ved Dyb-

bøl, at i Træfningen ved Ullerup d. 6 April 1849 slog 4 danske Batailloner

6 tyske, at Krabbe d. 12 September 1850 med 3000 Mand og 10 Kanoner

afslog et Angreb paa Mysund af 12000 Mand med 40 Kanoner, og at Hel-

[side] 117

gesen med 2400 Mand afslog et Angreb paa Frederiksstad af 9000 Op-

rørere.

Den 16 August 1909. Kongen har i Dag udnævnt følgende ny Ministerium:

Konseilspræsident, Lehnsgreve Holstein Ledreborg.

Finansminister N. Neergaard.

Forsvarsminister I. C. Christensen.

Indenrigsminister Kl. Berntsen.

Kultusminister Enevold Sørensen.

forhv. Folkethingsmand Th. Larsen.

Grev Ahlefeldt Laurvigen.

Sv. Høgsbro.

Joh. Hansen

Det har opvakt almindelig Forundring og Harme at Christensen atter er

blevet Minister og Forsvarsminister. Generalstaben og alle Armeens høie-

re Officerer var stemte for at Kjøbenhavns Befæstning mod Land-

siden blev forsvarlig, medens I. C. Christensen bestemt hævdede at Be-

fæstningen mod Landsiden ikke maatte udvides, skjøndt denne

Befæstning ikke er forsvarlig, og afskediget Lærer Christensens Me-

ning synes at blive den afgjørende, han staar over og er klogere end

alle Sagkyndige, hvilken udmærket Mand han maa være, eller troer

sig at være. – Paa en gammel Forskrift staaer: ”Egen Visdoms Ind-

bildning er Daarskabs visse Tegn”, kjender Hr. Christensen denne For-

skrift, eller føler han sig hævet over den. Man fristes til at spørge

hvem er den høieste Myndighed i Danmark, Frederik den 8de eller af-

skediget Lærer Christensen. – Af de afgaaede Ministre mentes Trafikmini-

ster Jensen Sønderup at være dygtig og have bestyret sit Ministerium

godt, men dog blev han ofret for Landsbysmeden Thomas Larsen af Vraae,

tidligere Folkethingsmand, men Th. Larsen er en af Christensens svorne

Mænd. I Folkethingsmødet den 1’ Oktober 1908 udtalte Larsen at Angrebne

paa Christensen burde mødes med den dybeste Foragt hans Hæderlighed

var hævet over al Tvivl, denne Udtalelse burde lønnes og Smeden blev Tra-

[side] 118

fikminister. Denne Udtalelse er rimeligvis dikteret ham af Christensen selv.

Ved Th. Larsen hvad en hæderlig Mand er? anser han det for hæderligt at

den Fribillet som Rigsdagsmændene faaer til Reiser med Jernbanen og som

selvfølgelig kun er gjældende saalænge vedkommende er Rigsdagsmand,

benyttes til Friplads efter at han ikke længer er Rigsdagsmand, for hvil-

ket han er beskyldt, og er det hæderligt at Christensen har givet Bedra-

geren Alberti 1½ Million af Statens Penge, uden at denne Udgift er ved-

taget paa Finansloven.

Der er Fryd i Venstresjæle

Se Jyllandsposten No 230 for den 19 August 1909.

Krostuesnak, Krostuestrid mellem en Hob uvidende og uoplyste

Personer uden Selvbeherskelse er endnu som i Halvfjerserne i forrige Aar-

hundrede det væsentligste Karaktermærke som til Vanære og Skam for

Staten nu er hæftet paa dens vigtigste Anliggender.

Det er Landets Konseilspræsidenter og Ministre der tales om!!

Ikke Landslagtere, Pæreprangere og Humlekræmmere. Men hvad Respekt

for Staten dens Love og Institutioner kan man vel forlange hos Folket,

naar den Slags er Statens mægtigste og første Mænd, hvad Respekt kan

man forlange for Ærlighed og sund Fornuft, naar Menigmand ser at

dette Blaaræderi, dette Ordbulder i Vexlen med Rørstrømskhed er det

der kan bevirke den ene mirakuløse Ophøielse efter den anden fra Træ-

skomand eller Renovationskarl til Minister eller Konseilspræsident. At

Pjattet m. a. O. nu er Danskens Vei til Ros og Magt!

Dette allerede er en frygtelig, en rentud nedbrydende Ulykke

for Staten men dermed er ikke vore Ulykkers Maal fuldt. Vi maa

endnu, vi Minoritetsfolk, som vedblive at hylde Lov og Ret, døje

den sviende Tort at se, hvorledes disse plompe uvidende og udygtige

Folke – Potentater skrive deres eget eller deres indbyrdes Uansvarligheds-

brev og koldblodig trampe paa Lov og Ret til fuldkommen Demora-

lisation for Menigmand. Her henvises til Hædersmanden, Aagerkarlen

fra Kolding og Nationaldirektøren Ole Hansen.

Allerede nu er Opinionen mægtig imod Christensen, og det er

[side] 119

den med Grund, men hvis f. Ex. en Mand med juridisk Indsigt og

Autoritet vilde foretage en Foredragstournée gjennem de I.C. Christen-

sen vedrørende Partier af Alberti-Forhørene, oplyse, hvad de allerede

bevise og pege paa, hvad de føre i Konsekvens, da vilde der fra

Landsende til Landsende reise sig et saa uhyre Forbitrelsens

Kampskrig, at det vilde bortblæse denne Mand, hvis Gjerninger

anviser ham Plads paa Vridsløse eller i Horsens og ikke i Kongens

Raad.

Den kommanderend General for 1’ Generalkommando, Generalløjtnant C.

Lütken har den 17’ August 1909 indgivet sin Begjæring om Afsked. Han

er født d. 25 Mai 1840 og vilde falde for Aldersgrænsen 25 Mai 1910. Det me-

nes at General Lütken har anset det for en Forsmædelse at have en Person

af I.C. Christensens Kaliber til nærmeste Foresatte. – General Lütken har ud-

talt at det ikke var personlige Betragtninger der laa til Grund for hans Af-

gang, men som Sagerne stod kunde han ikke paatage sig at forsvare Sjælland.

Ifølge Jyllands-Posten af 22 August 1909 er Generalmajor Gerstenberg,

Chef for 2’ Sjællandske Brigade, med 20 Timers Varsel, paa Grund af Alder afske-

diget i Naade.

Der siges at I.C. Christensen har udtalt ”at han har set Gene-

ralerne krybe for ham, og det vil han se en Gang endnu”, men Chri-

stensen paastaaer at han aldrig har sagt det.

Den 19 August 1909. I Folkethingets Dagsmøde optraadte Frøken

Mary Westenholz fra Folehavegaard pr. Hørsholm og udraabte i Salen:

”Inden I begynder eders Arbeide skal I vide, at her sidder en

Mand, som har bragt Skændsel over Danmarks Navn” – ” Her maa

ikke tales” afbrød Formanden, men Frøken Westenholz fortsatte ufor-

trødent: ”Her sidder I Landets Mænd og kjøbslaar og sjakrer i Magt-

brynde og Egennytte om Landets Ve og Vel; men det skal siges fra

dette Sted, at Danmarks Kvinder fornægter og brændemærker Jer som en

Hob fædrelandsløse Leiesvende, der forraader Danmarks Ære”

[side] 120

Et Par Bude traadte hen til hende og førte hende lempelig ud af Døren.

22 August 1909. Hr. I C. Christensen har udnævnt Generalmajor Gørtz

til Generalløjtnant og kommanderende General paa Sjælland, afskedi-

get Generalmajor Gerstenberg, udnævnt 2 Generalmajorer, hvoraf en

Palle Berthelsen er ansat i Jylland og en Schroll er forflyttet fra Jylland til Sjælland, det er

ikke saa lidet en Forandring med Generalerne, herefter er det ikke

usandsynligt at Christensen har benyttet foranførte Udtalelse at ”han

har set Generalerne krybe for sig”.

De udnævnte Generaler er Oberst Palle Berthelsen af Generalstaben og Regiments-

chef Oberst Hansen i Aalborg, til Chef for Generalstaben. – Berthelsen er en

ivrig Talsmand for Kjøbenhavns Befæstning og har en bestemt Mening, og

det menes at være Grunden til at han er forflyttet til Aarhus.

Den 18’ Oktober 1909. Hs. Mst. Kongen har ifølge Ansøgning enle-

diget Forsvarsminister I.C. Christensen med Pensjon og bestemt at Konseils-

præsident Grev Holstein Ledreborg overtager Krigs- og Marineministeriet.

Den 25 Oktober 1909 Ministeriets Chef, Grev Holstein Ledreborg over-

gav Kongen Ministeriets Afskedsbegjæring, de har været Ministre fra

16 August og fratræder paa Grund af at Folkethinget har vedtaget en

Mistillidsadresse til dem.

Den 27’ Oktober 1909 Kongen har overdraget Folkethingsmand

Zahle at danne Ministeriet, der bliver saaledes:

1. Konseilspræsident og Justitsminister, Overretssagfører Zahle, Carl The-

odor, født 19 Januar 1866, Fader Skomagermester i Roskilde.

2. Forsvarsminister Christopher Krabbe Herredsfoged; Fader Godseier F.A.M.

Krabbe født 20 Juli 1883 paa Holgershaab.

3. Udenrigsminister, Kontorchef i Udenrigsministeriet Erik Scavenius

Fader Kammerherre Scavenius Klintholm født 1’ Januar 1877.

4. Indenrigsminister Dr. phil Peter Munch født 25 Juli 1870 paa Mors.

5. Landbrugsminister, Husmand Poul Christensen, Træskomand

Faderen var Husmand, født 8 Juli 1854 i Assenløse, Kjøbenhavns Amt.

[side] 121

6. Kultusminister, Provst Michael Cosmus Borneman Nielsen,

Fader Provst C. Nielsen, født 8’ November 1847 i Langebæk Præstegd.

7. Handelsminister, Generalkonsul i Hamborg, Generalkonsul Pon-

toppidans Efterf. Fader Manufakturhandler Johan Weiman, Odense

nu først i Fyrrerne, var i nogle Aar ved Konsulatet i Chikago.

8. Finasminister, Dr. phil. Carl Edvard Brandes, Fader Grosserer i

Kjøbenhavn, født 21’ Oktober 1847.

9. Trafikminister, Gaardeier Jens Jørgen Jensen af Onsted, født 1 Januar

1860 i Landsbyen Virring ved Skanderborg, Faderen var Ar-

beidsmand, var Landarbeider indtil han i 1882 reiste til Amerika.

En Bensamler

Efter Nyborg Avis 72 -30/3. 1910. –

Under Behandlingen af Smørloven i Folketinget oplyste Lands-

brugsministeren at forhenværende Folketingsmand Ander Nielsen,

Sveistrup Østergaard, som Formand for Lurmærkeforeningen selv

faar 4500 kr. af 6500 Kr. Staten tilskyder. Ifølge ”Børsen” er det dog kun

den mindste Part af Hr. Anders Nielsens Andelsindtægter. Som For-

mand for jydske Foderstofsforening og forskjellige andre Andelsvirk-

somheder har han mindst 16.000 Kr. saa at hans ”Tillidsværv” indbrin-

ger ham langt over 20.000 Kr. aarlig.

Jernbaneulykken ved Gjentofte

Søndag Aften d. 11 Juli 1897 holdt Toget fra Holte ved Gjentofte

Station for at optage Passagerer da Iltoget fra Helsingør med fuld

Kraft kjørte ind paa dette, og i Løbet af nogle faa Sekunder blev de

sidste Vogne knuste. Af Passagererne paa Gjentoftetoget blev 30 dræb-

te og over 100 saarede, hvoraf flere senere døde. Ingen af Iltogets Pas-

sagerer eller Funktionerer kom til Skade.

Indlægget Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del B blev først udgivet på Danske Slægtsforskere Odense.

Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del A

DS Odense — Sat, 04 Jul 2026 10:33:51 +0000

I ”Historiens Hus” i Odense ligger Theodor Aggeboes ”Livserindringer”. Det er første del af et manuskript på 121 sider, hvor den sidste del er forskellige politiske betragtninger. Aggeboe forsynede selv manuskriptet med en indholdfortegnelse.

Frederik Bielefeldt Theodor Aggeboe (1826-1910) begyndte egentlig en militær løbebane og deltog i de slesvigske krige. Det fylder naturligvis i hans livserindringer. Fra 1866 til 1870 var han politibetjent i Odense, og næsten halvdelen af erindringerne handler om hans oplevelser som betjent i Odense.

Fr. Bielefeldt Th. Aggeboe blev født 20.7.1826 som søn af en kommandersergent og begyndte selv en militær løbebane 12 år gammel. han gjorde begge de slesviske krige med som underofficer og tog sin afsked i 1866 for at blive politibetjent i Odense. Aggeboes erindringer ligger i en sirlig håndskrift i Historiens Hus (https://www.fynhistorie.dk/node/33114).

Aggeboes manuskript blev i 2021 transskriberet af den såkaldte ”Skrå læsekreds”, der var en aflægger af ”Gotisk læsekreds”.

Klaus Guldager

_______________________________________

Her følger Theodor Aggeboes “Indhold” og derefter ”Livserindringer” (til side 74) . Theodor Aggeboe “Politiske betragtninger” (fra side 74) ligger som selvstændig historie her på siden.

Indhold

Pag.

1-4 Indledning. Min Uddannelse og Tjeneste til 1848

5-26 Min Tjeneste til 1852 og Deltagels i 3 Aarskrigen.

26 do do fra 1852 til først i 1854 med Garnison i Altona

26 do do ” 1854 ” Oktober 1861 ” do i Rendsborg. Depotsergent.

26 do do “ 1861 “ Marts 1864 “ do I Kjøbenhavn.

26-39 do do til 8 Marts 1866 og om min Deltagelse i Krigen 1864.

35 Om at Tydskerne, naar Leilighed gaves, skjød enkelte af vore Folk paa en

Maade som jeg anser for Mord.

39 Om min Tjeneste som Politibetjent i Odense fra 1 April 1866 til 1 Marts 1870

40 ” Opdagelse af Forbrydelser

42 Anmeldt et Tyveri som ikke var begaaet.

42 Undervægtigt Smør paa Torvet.

44 Tyveri hos en Overlærer. – Falsk Vexel

47 Saxe Frederiksens Tyveri – En Drengs Tyveri.

48 Stjaalet en Gris. – 50. Samlere af Klude og Ben

49 Stjaalne Sølvsager – 51 Tyveri paa Torvet

52 Tyveri i Pantheon. – 53 do af Manufakturvarer.

54 do paa Markedet. – 55 Indbrud hos Steffensen

56 Indbrud i Arresthuset 57. Stjaalet en Ko

57 Dødsfaldet i Kirkegaardsalleen. – 60 Falskspillerne

61 Mordet i Helvedetshuset 64 Uskyldigt dømt for Ildspaasættelse

65 Om et Kirketyveri. – 66. En anholdt Ungarer

66 Ildebrande i Odense – 67 Afgang som Politibetjent. Pensjon som Underofficer

67-68 Om Plads paa Fattiggaarden og paa Munke Mølle. Kuskens Bedragerier

69 Desertører. Haard Straf for civile Haandværkere.

70 En Kammerats Skjæbne.

71-72 Om Officerers Behandling af Underofficerer.

73 Krigsret og Retsvidner.

[2. del]

74 Om Nægtelse af Finansloven.

75. Om Brændevinsskat

76-77 Christiansborgs Brand. Prinsessernes Medgift. – Ministeriet af 24/7. 01.

78-80 Armeen 1839 – 1842 – 1886 –

82 Mærkelige Udtalelser i Rigsdagen. Et Arbeidskommando 1849.

84 Tyveri fra Vagten i Altona.

86 Fra Vagten i Altona – Om Biskop Monrad.

87-88 Konseilspræsident Hall – Om Ministeriet Deuntzer.

91 Danske og Fjendens Tab ved Fredericia 1849. Isted 1850. Skanserne paa Dybøl 1864.

91-94 Ministeriet af 11 Januar 1905

95 Et Træk fra Krigen 1864 – Et do af Oberst Helgesen.

97 Om Byttepenge.

99 I Udvalget om Retsreformen er Husmand Laust Rasmussen

Formand! – Om Kommis Otto Petersen

100 Om Byraadsvalget i Odense.

102 Christian den 9´ Død. Flere Tyveknegte benaades. Om Kranse til Kongens Begravelse.

103 Partiernes Antal i Folkethinget – Byraadsvalget i Odense.

104 General de Meza forhaanes af Drenge – Udtalelser paa et

Møde i Slangerup.

105 En Varselsrøst om Landets Forsvar alluderet til Danmarks Tibagegang.

106 Alberti og Ole Hansen afgaaet og et nyt Ministerium dannet den 24 Juli 1908.

108 Den 8 September 1908 meldte Alberti sig paa Raadhuset og aflagte

Tilstaaelse om at han havde begaaet Falsk og Bedrageri.

109 Om Ministeriets Hæderlighed.

110 Den 11′ Oktober 1908 atter et nyt Ministerium.

111 Sagførere som er straffede for Bedrageri

112 Om Borgerrepræsentant P. Holms bedragerske Forhold.

114 Sagfører, Justitsraad Peschardt idømt 4 Aars Forbedringshusarbeide.

114-116 Fjenden er over os.

116 Sagfører Larsen Nibe Bank idømt 4 Aar i Forbedringshus for Falsk og Bedrag.

Erindringer fra Felttoget 1848-50.

117 Den 16de August 1909 udnævntes Ministeriet Holstein Ledreborg.

Nogle Bemærkninger derom

118 Nogle Bemærkninger over om Landet og dets Styrere.

119 Om General Lütkens Afsked og I.C. Christensens Udtalelser.

Frøken Westenholtzes Optræden i Folkethinget.

120 Den 22 August, I.C. Christensen udnævner og afskediger flere Generaler.

Den 18 Oktober 1909. I.C. Christensen afskediges efter Ansøgning med Pensjon.

Den 27 Oktober udnævnes Ministeriet Zahle.

121 En Bensamler. Folkethingsmand Anders Nielsens private Indtægter.

Jernbane Ulykken ved Gjentofte

Livserindringer

optegnet af

Fr. Bielefeldt Th Aggeboe

Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg.

Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden

Og vil du være fri for Savn og Sorg

Da maa du Intet elske her paa Jorden

Men Sorgen er en Engels dunkle Haand

Som luttrer, hvad dig jordisk kjært er vorden

Og løfter mod det Evige vor Aand

Og derfor skal du – elske her paa Jorden.

[side] 1.

Da jeg nu, 1900, er i en Alder af 74 Aar, og har Tiden

til min Raadighed, vil jeg nedskrive mine Livserindringer, saavidt min

Hukommelse strækker til. Som Følge af at jeg har været Soldat i

begge de slesvigske Krige 1848, 49 og 50 og 1864, og senere efter min Af-

gang som Militær i 1866 har maattet kæmpe for mit og Families Un-

derhold, tør jeg forudskikke den Bemærkning, at jeg har ført et be-

væget Liv og ikke prøvet saa lidt.

Jeg er et Soldaterbarn. Min Fader, en født Bondekarl,

Anders Petersen fra Aggeboe Skovhuse, Valdby Sogn, ca. 2½ Mil fra Hel-

singør, var indtraadt som Underofficer ved Kronens Regiment i Hel-

singør, og var allerede i 1826, 26 Aar gammel, forfremmet til Kommandersergent

Underofficerernes høieste Klasse. Han var født den 29 Oktober 1800 og døde

den 19′ Februar 1832 af Brystsyge. Lønningen for en Kommandersergent var den

Gang 24 Skilling( 50 Øre) daglig, men saa kunde de hver ottende Aar lade sig

stille for en Menig, og derfor fik de 200 á 240 Rdlr.( 400 á 480 Kr.) hvilket var

et betydeligt Tillæg til Lønningen. Mine Forældre havde det rigtig godt,

vi levede godt, var godt klædte og havde et pænt og hyggeligt Hjem. Den

Gang var alt ikke tilnærmelsesvis saa dyrt som nu. – To Aar efter Faders

Død giftede min Moder sig igjen med en Korporal, Søren Olsen Kiegstad,

som tillige var Skomager, og som bødede paa den knappe Lønning, 16

Skilling (33 Øre) daglig, ved at arbeide i sin Profession. Børn kom

der i det Hele 8 af, og vi havde det meget knapt og fattigt. Jeg var

født den 20 Juli 1826 og tilbragte min Tid, dels til at passe mine mindre

Søskende, jeg var den ældste, og dels til at løbe paa Gaden, og blev en slem

Gadedreng, baade til Spillopper og til at slaas med Gadens øvrige Ung-

dom. Jeg var lille og spinkel af Væxt med havde et ret kønt Ansigt. Der

blev jævnlig antaget Drenge til Tambourer eller Hornblæsere, Lønningen var

8 Skilling (16 Øre) daglig og 7½ Pund Brød hver femte Dag og det var jo en

god Hjælp i et fattigt Hjem, hvor vi til sine Tider manglede Brød. Ti

Aar gammel blev jeg med flere Underofficersbørn fremstillet ved Parolen.

[side] 2.

jeg var den mindste og skulde ansættes som Hornblæser ved Jæger

Kompagniet, men en Løitnant Wittrock som stod ved dette Kompagni

erklærede at jeg var ” Helsingørs største Gavtyv”, og efter denne Anbefaling

blev jeg ikke antaget. Ved Hjemkomsten fik jeg en forsvarlig Dragt Prygl

af min Stedfader for den gode Anbefaling jeg havde faaet. To Aar efter,

1839, jeg var da 12 3/4 Aar gammel, 48½ Tomme høi, altsaa ikke ret stor,

blev jeg paany fremstillet ved Parolen. Selv havde jeg ikke stor Lyst til

Militærtjenesten, men det dreiede sig jo om Hjælp til Familiens Udkomme.

Jeg havde heller ikke den Gang stor Udsigt til at blive antaget. Kaptain

Ahrentzen, som var Chef for det Kompagni hvor Fader havde været

Kommandersergent, kom hen og saa paa mig, spurgte om mit Navn,

paa Svaret Aggeboe, spurgte han om jeg var en Søn af Kommandersergent

Aggeboe, og da jeg besvarede det bekræftende, sagde Kapitainen” ham ta-

ger jeg”, dermed var min Skjæbne afgjort, og jeg troer ikke at hver-

ken Militærstanden eller jeg personlig tabte noget ved denne Bestem-

melse. – Hidtil havde jeg gaaet i den saakaldte Borgerskole. Undervis-

ningen var frit, men Bøgerne skulde Forældrene betale; men det eneste

vi lærte var Religion, og det blev banket ind i os. I to Aar gik jeg i

den øverste 4′ Klasse, og var en af de øverste men jeg kunde ingen Ting.

Skriften var jammerlig, Retskrivning lærte vi ikke og Regning var

meget maadelig. Anderledes gik det i den militære Skole. Vi havde

to Løitnanter og en Sergent til Lærere. Jeg begyndte i 2′ Afdeling under

Sergent Gronemann, vi var vel 12 Elever, men han lærte os udmær-

ket godt, hvad jeg der lærte har jeg godt af endnu den Dag i Dag,

Der lærte jeg Retskrivning, Regning, Skrivning, Historie og Geografi, og

hvad der hører til Uddannelse som Militær, Vaabenlære, Tornysterbepak-

ning, Terrainlære, Fortifikation og Underofficerens Pligter og det saa

grundigt at jeg efter 2 Aars Forløb kom i 1′ Afdeling. For hvad jeg lærte

maa jeg være Hr. Gronemann særdeles taknemmelig, han blev senere

Lærer i Skrivning ved Latinskolen i Flensborg.

1842 kom saa Armeens Reorganisation, og det en

grundig Reduktion, thi af 13 Infanteri Regimenter á 10 Kompagnier og 4 Jægerkorpser

[side] 3.

blev der dannet 17 Infanteri Batailloner og 5 Jægerkorps á 4 Kompagnier.

Ved Kronens, senere 3die Livregimet i Helsingør afgik 1 General, 2 Oberst-

løitnanter, 2 Majorer, 5 Kaptainer som var Kompagnichefer, 4 Stabskapitai-

ner og flere Løitnanter. Tilbage blev 3 Kaptainer og nogle Løitnanter, jeg troer 5.

Ved denne Reorganisation blev jeg ansat ved 3′ Infanteri Bataillons 3′ Kompagni

som Tambour, to Aar efter, 1844 blev jeg forfremmet til Korporal.

I hele dette Tidsrum fra 1839 til 1848 da Krigen udbrød var det meget

strængt i Militærtjenesten. Blandt andet erindrer jeg at en Menig Bagenkop i 1842,

da vi var til Felttjenesteøvelse havde benyttet Leiligheden til at samle

sin Brødpose fuld af Kartofler, da Øvelsen foregik paa en Mark hvor Kar-

toflerne var optagne. Han maatte ryste Kartoflerne ud og fik 6 Fugtel

af en Sabelklinge, en Korporal Topshøi som var kommen for sent hjem om Af-

tenen, fik den følgende Morgen da vi stillede til Exercits, egenhændig

af Premierløjtnanten 6 Fugtel, en Menig Hørby som kom for sent hjem

om Aftenen, fik strax efter sin Hjemkomst 6 Rottingslag. Hele Kompagniet

maatte forblive oppe og overvære Exekutionen. Denne Mand var stor og

stærk og havde staaet ved 2′ Livregiments Grenaderer, havde en Fruentøm-

merstemme som enkelte Mandfolk har, og da han fik sine Prygl

hvinede han saa at det kunde høres over en stor Del af Sølvgadens

Kaserne hvor vi havde Kvarter. Vor Major havde ogsaa hørt denne

uhyggelige Skrigen og lod Løjtnanten sige at han fremtidig skulde for-

lægge sin Straffetid paa en anden Tid af Døgnet. – Under Rekrut-

uddannelsen 1845 havde vores Premierløitnant befalet at Rekruterne

ikke maatte drikke andet end Vand til deres Frokost, og lod under

denne 2 Mand hente en Spand Vand fra et Traktørsted paa Blegdams-

\46 Reinstrup – 75 Hjelmsølille – 66 Ottestrup/

veien. 3 Mand \ / som vilde delikatere sig med en Flaske Øl og hver

havde givet 1 Skilling dertil, fik hver 6 Rottingslag derfor. Senere sam-

me Aar udkom en Befaling om at Mandskabet herefter ikke maatte

straffes med Rottingslag uden efter Forhør og Krigsret, og at de ned-

sattes i Meniges 2den Klasse, og da tillige fik en sort Kokarde i stedet

for den rødhvide som vi alle bar.

I 1842 kom jeg i Garnisonsskolen for Underofficerer i Kjøbenhavn,

[side] 4

men Skolegangen blev paa Grund af Tjeneste meget forsømt og først fra

Oktober 1844 kunde jeg til Stadighed benytte Undervisningen, jeg maatte

begynde som en af de nederste og skulde afgaa i Mai 1845. Jeg havde

saaledes kun syv Maaneder at forberede mig i til Examen, Med en fast

og bestemt Villie begyndte jeg Arbeidet, jeg læste, skrev og regnede stæ-

digt og gjorde mig den yderste Flid for at tage en saa god Examen som

muligt, og det lykkedes, idet jeg den 27′ Mai 1845 afgik med 1ste Præmie

som No 1 og fik som Præmie et poleret Reiseschatol, 10 Kr. og i Extra-

præmie som No 1 et Kort over Kjøbenhavns Omegn.

Lærere i Undervisningsanstalten var

1. Kaptain M. Hveberg, en udmærket dygtig Lærer, samvittighedsfuld,

retskaffen i høieste Grad og som ikke gjorde Forskjel

paa Eleverne, enten de var Underofficerer eller Spille-

mænd, her gjalt ingen Persons Anseelse, Fag, Regning

Regnskabs-og Rapportføring, militær Forklaring.

2. Premierløitnant Børgesen, ogsaa en meget dygtig Lærer, hans Fag

var Historie og Geografi.

3. do Schaumann, ligeledes en dygtig Lærer, hans Fag

var Ret- og Skjønskrivning samt Stiløvelse.

Den praktiske Tjeneste havde jeg tildels lært i Forveien, og

efter Examen fra Undervisningsanstalten kunde jeg udføre alt det

skriftlige Arbeide som fordres af en Underofficer, baade som Komman-

dersergent og Fourer, og jeg maatte jevnligt assistere ved skriftlige Ar-

beider ved Kompagniet. – Inden jeg gaaer videre skal jeg bemær-

ke at jeg den 4de December 1839 var med til at slaa Generalmarsch

da Frederik den 6te var død, samt at jeg i 1843 som Tambour maatte

følge med Christian den 8de og slaa Signaler. Naar Kongen red hurti-

gere end jeg kunde løbe, brugte man at holde sig i Kongens Stigbøile-

rem for at kunde følge med.

Vi naaede nu det bekjendte Aar 1848. Allerede før Chri-

stian den 8de´s Død havde den lærte Verden med Ploug, Lehmann,

[side] 5.

Goldschmidt, Tscherning m. Fl. begyndt at opponere mod den bestaaende

Regjering og forlangt flere Friheder samt at Udvalgte af Folket skulde tages

med paa Raad om Landets Styrelse. Efter Christian den 8des Død forstærkedes disse

Fordringer, der forlangtes en fri Konstitution, afholdtes flere Folkemøder, hvorefter

større Sværme gik om paa Gaderne og raabte op med Lehmann ned med Ste-

man o.s.v. en Del raabte paa “Konstitution”. – Der fortælles at Politiløitnant

Leerbeck anholdt en af disse Brølere, bragte ham til “Bopælen”, Politidirektør

Bradstrups Bolig, satte ham ind i et Lokale, gav ham Skrivematerialer og

paalagte ham at opsætte skriftligt hvad han ønskede. Da der efter nogle Timers For-

løb affordredes hans skriftlige Forlangende, tilstod han at han ikke vidste, hver-

ken hvad ”Konstitution” var, eller hvad der forlangtes, hvorefter han blev dimitteret.

For Anekdotens Paalidelighed tør jeg ikke indestaa, men at mange ikke vidste

hvad de forlangte er vidst, og at mange, der iblandt jeg, var og endnu er imod

den yndede frie Forfatning, og heller vilde have en stor Tyran end 100 smaa.

Den Gang ansaa man ikke Landets Befolkning fornuftige nok – modne – til

en fri Forfatning, og det har vi efter 52 Aars Forløb nu i det Herrens Aar

1900, sørgelige Beviser paa, at de ikke er, og rimeligvis aldrig bliver,

Naar Arbeidsmanden, Bonden og Skolelærere, Skomagere, Stolemagere m.fl.

skal sættes til Landestøbere, vil det vise sig at de ikke en Gang duer til

Kandestøbere. – Dog nok herom, fremad! – 1848 gav Folk for meget

baade af Tale – og Handlefrihed, men det gav os ogsaa Krigen, og viste

at det danske Folk ikke var vanslægtet, samt at der fandtes mange

Patrioter, baade blandt Mænd og Kvinder. – Foruden det indkaldte værne-

pligtige Mandskab strømmede Frivillige til, baade Folk som duede og

som ikke duede. Fra en sjællandsk Kjøbstad meldte sig en Maler, –

jeg troer Lærling – ca 18 Aar, spinkel, kalveknæet og svagelig. Bepak-

ningen var svær, dertil et af de gamle Geværer, Prøven 1822, veiede saavidt jeg

erindrer 12 a 14 Pund. Han kunde knapt holde ud at marschere, hvilket er

det mest anstrængende for Soldaten, og følge med Kompagniet, men han an-

strængte sig til det yderste og fulgte med. Da han ikke havde mange

Kræfter, foreslog vi ham at reise tilbage, men han græd og bad om Til-

[side] 6.

ladelse til at følge med, man nænte saa ikke at permittere ham og

han fulgte trolig Kompagniet indtil Vaabenstilstanden.

April 1848. Jeg blev udkommanderet tilsøes med Fregatten Gefion paa 48 atten-

pundige Kanoner. Vi seilede først til Farvandet ved Amager hvor vi

opbragte en Del tydske Handelsskibe. Derefter gik vi til Helgoland, hvor

vi krydsende blokerede Elben og ogsaa her opbragte en stor Del Handels-

skibe. Vi blev her formeret til en hel Eskadre paa Fregatterne Bellona,

Gefion, Thetis og Havfruen under Admiral Billes Kommando. Disse fire,

store, prægtige Fregatter var et stolt Skue. Her forblev vi ca 10 Uger og gik

da til Helder eller Neudieb i Holland for at proviantere, hvorefter vi

atter gik tilbage til Helgoland. – Medens vi krydsede her øvedes Besæt

i Skarpskydning med Kanoner. Til Skive udlagtes en Tønde med et Flag.

Denne blev vel ikke truffet, men flere af Kuglerne vandede tæt ved Tønden.

Endvidere manøvererede de fire Fregatter mod hinanden. Efter at der

var blevet gjort klart Skib, gav Fregatten det glatte Lag, 24 Kanoner af-

fyredes paa en Gang, det gav et skrækkeligt Knald, det var som om

Skibet standsede i sin Fart, Taarerne løb os ned af Kinderne, vi kunde

med vor bedste Villie ikke holde dem tilbage, derefter blev der fyret

med alle 48 Kanoner, det var en grulig Larm og Knalden. Her forblev

vi til først i Oktober da vi seilede til Kjøbenhavn hvor jeg blev afmøn-

stret. Besætningen paa Gefion var ialt ca 420 Mand, hvoraf 2 Underof-

ficerer, 1 Tambour og 44 Menige af Landetaten.

Fra Kjøbenhavn afreiste jeg den 5’ November til Bataillonen

som havde Stabskvarter i Sorø med et Kompagni, og i Ringsted, Sla-

gelse og Korsør et Kompagni i hvert. Medens jeg var tilsøes havde

Bataillonen deltaget i Felten, uden dog at have deltaget i nogen

Bataille. – Den 13’ December samledes Bataillonen i Korsør og den 15’

December afseilede vi med Dampskibet Hertha til Svendborg, den 16’ med

Dampskibet Geiser til Sønderborg og marscherede til Ulkebøl og blev ind-

kvarteret, den 17’ marscherede til Nordborg og blev indkvarteret i denne

samt i Landsbyerne Holm og Pøhl hvor vi forblev til den 16’ Marts følgen-

de Aar, da vi marscherede til Kainæs, hvorfra vi den 30’ Marts afgik

[side] 7.

til Sundsmark og Sønderborg.

Den 1’ Januar 1849 var jeg forfremmet til Fourer.

Den 3’ April 1849 mellem Kl. 1 og 2 om Natten rykkede vi over paa Dybbøl

Bakke og der blev kommanderet “lad”. Det gjorde et eget alvorligt Indtryk

da Ladestokkene raslede i Gevær-Løbene. Vi vidste nu alle hvad det gjalt. Vi havde

alle mange Gange tidligere ved Skydeøvelserne ladet med skarpt, men

det havde aldrig gjort det Indtryk som nu, da vi i Nattens Mørke

ladede her. – I Dagens Løb kom vi i Kamp med Fjenden og nogle bleve

saarede. Sammen med 3’ Bataillon deltog 3’ Jægerkorps og 5 Bataillon. Senere blev 3 Jæger-

korps afløst af 2’ Jægerkorps, det var en flink Afdeling, som modigt gik frem og

drev Fjenden tilbage. Det gjorde intet Indtryk paa mig, hverken naar jeg selv

skud eller naar Fjendens Kugler peb mig om Ørerne. – Det er meget vanske-

ligt at faa sikkert Sigte paa en Mand naar man skyder, dette lader

sig kun gjøre naar man ligger bag en Jordvold og Fjenden trænger

rask paa for at drive os tilbage, eller naar vi stormer frem og Fjenden

forlader sin Stilling. Dette var altsaa min Ilddaab. – Om Aftenen trak

vi os tilbage og Bataillonen stod om Natten som Reserve.

Den 5’ April om Formiddagen hørte vi en hæftig Kanonade. Det var Linie-

skibet Christian den 8de og Fregatten Gefion som var i Kamp med et Par

Batterier i Eckernførde Fjord, det endte med at Christian den 8de sprang

i Luften og Gefion blev taget. – Der sagtes at vort Tab var 105 døde

og 61 saarede. Blandt de dræbte var Kapitain Kriger af Søetaten og min

tidligere Kapitain Hohlenberg af Landetaten. Begge var ombord da Skibet sprang i Luften.

6’ April Nogle Afdelinger har deltaget i en Kamp.

7’ April paa Forpost, vi stod i Hovedreserven. Jeg var inde i Satterup Kir-

ke hvor en Del faldne, saavel tyske som danske henlaa der var

faldne den 6te. Tyskerne saa daarligt ud, smaa Folk, tyndt paa-

klædte, kun iført Skjorte, Vaabenfrakke og Benklæder, maadeligt

Fodtøi, modsat de danske, store, kraftigt byggede, godt klædte, foru-

den Uniformen Uldtrøier. Veste og godt Fodtøi.

8 April rykkede vi ud om Natten Kl. 2 og indtog vor Stilling, om Mid-

dagen trak vi os tilbage til Als og blev indkvarteret i Vollerup.

[side] 8.

9’ April Vagt i Brohovedet i Dybbøl.

10’ April Indkvarteret i Sønderborg.

11’ April Vagt i Brohovedet

12’ April afløst og til Arbeidskommando. Om Aftenen var 1’ Bataillon

ude paa Rekognocering.

13’ April Morgen Kl. 3½ har Fjenden drevet vore Forposter tilbage og an-

grebet Dybbølstillingen, 3 eller 4 Kanoner, saavidt jeg ved

saksiske, var kjørte op paa Dybbøl Bakke, hvor de blev taget under

Behandling af vore Batterier paa Als. En del af Betjeningsmandskabet

blev skudt eller saaret og maatte forlade Kanonerne. 10’ lette Ba-

taillon som rykkede frem drev Fjenden tilbage, hvorpaa 2 gule Metal-

kanoner, som var oversprøitede med Blod, bleve tagne og kjørte til

Sønderborg. – Derefter kom 3’ Bataillon til at deltage i Kampen,

hvori vi fik en Del saarede. Bataillonskommandøren, Oberstløitnant

Paludan var særdeles modig og red i den stærkeste Kugleregn under

Kampen langs hele Linien. Dybbøl Mølle og flere Bygninger afbrændte.

Et Par smaa Tildragelser for mit eget vedkommende vil jeg med det

samme berøre. Vi var tidligt blevet allarmerede, og jeg, tillige med

Størstedelen af Kompagniet rykkede ud med tomme Brødposer. Da

vi deltog i Kampen fra tidlig Morgen til om Eftermiddagen, var vi

dødstrætte og sultne, og da vor tidligere Stillinger var indtagne, hen-

døde Kampen. Jeg havde Plads paa høire Fløi, paa vor venstre Fløi

laa en Gaard. Plaget af Hunger gik jeg derhen for at opdrive no-

get spiseligt. Jeg var ogsaa saa heldig at faa et langt Stykke Smøre-

brød, og med dette i Haanden begav jeg mig paa Tilbageveien.

For hurtigere at naa Maalet gik jeg tværs over Markerne, medens

Kjæden stod dækket bag en Jordvold. Jeg tænkte paa ingen Ting

og gik og gnavede paa mit Smørebrød, paa en Gang hørte jeg flere

Raab, jeg saae over til den fjendtlige Kjæde, og saae der to Mand krybe

op paa en Jordvold og tage mig paa Kornet, der var ikke lang Be-

tænkningstid, og jeg kastede mig ned paa Jorden, Kuglerne peb over

mig, men nu krøb jeg hen til Jordvolden og kom om bag den, thi Smøre-

[side] 9.

brødet kunde ellers let blive mig for dyrt. – Da det var bleven mørkt gav

Kaptainen mig Ordre til at gaa ud med en Patrouillie – jeg blev jevn-

lig benyttet til den Slags Tjeneste – for at se hvor den fjendtlige Kjæde stod.

Jeg fik to Mand med og undersøgte Fjendens Stilling, og kom alle tre

dygtig trætte tilbage. Da jeg meldte mig til Kapitainen spurgte han

mig om jeg ikke havde faaet andet end det tidligere omtalte Stykke

Smørebrød, og da det var hele Dagens Forpleining, trakterede han

med Aftensmad og et Glas Vin. Mæt blev jeg, men træt var jeg og

det i høi Grad. – Jeg fik Kaptainens Tilladelse til at lægge mig en Times-

tid til hvile, mod at jeg underrettede en om hvor jeg havde lagt mig,

hvis der skulle passere noget. Feltvagten stod bag en forladt Gaard, i denne

stod en Vogn fyldt med Halm, hvoi jeg lagde mig, idet jeg viste en Kor-

poral min Hvileplads. Imidlertid var en større fjendtlig Patrouille stødt

paa vores Kjæde, der blev vexlet Skud, og Resultatet blev at Feldtvagten

trak sig tilbage til Brohovedet, og Korporalen fulgte med uden at vække

mig, som sov de retfærdiges Søvn i Vognen. Den fjendtlige Patrouille

var derefter gaaet ind i Gaarden, og havde i en Vindueskarm lagt nogle

Patroner som Bevis paa at de havde været der. – Da det noget senere be-

gyndte at regne vaagnede jeg ved at Regnen faldt paa Halmen i Vognen.

Jeg var dygtig forfrossen og krøb ned af Vognen, og saae da at et Vogn-

skur, hvori 4 Dragoner havde holdt, var tomt, der maatte være skeet no-

get, jeg gik hen hvor Feltvagten havde staaet, den var der heller ikke,

saa gik jeg ud hvor Kjæden havde staaet, ogsaa den var borte. Som Sagerne

nu stod var der ikke andet for mig at gjøre end at gaa ind til Broho-

vedet, og der traf jeg hele Kompagniet. Da det dagedes indtog vi igjen

vor Forpoststilling.

14’ April afløst og indkvarteret i Sundsmark.

16’ April afmarscheret til Hørup, indskibet i Dampskibet Slesvig og overført

til Faaborg.

17’ April marscheret til Ebberup og indkvarteret.

18’ April do ” Sønderaaby ” do

19’ April do ” Billeshauge ” do

[side] 10.

20. April 1849 marscherede vi til Cathrinebjerg og blev indkvarteret.

22. April do ” ” Middelfart hvorfra vi overførtes til Snoghøi

og paabegyndte Forposttjenesten.

23. April rykkede vi mod Kolding der var besat af Fjenden. Byen blev

angrebet af vore Tropper som besatte den, men nu blev den

beskudt med Granater, hvorved den kom i Brand, vore Tropper maatte

forlade Byen. 5’ Linie Bataillon, 3 Jægerkorps og en Eskadron Husarer

havde betydelige Tab. Kommandøren for 5 Bataillon, Major Schindel

faldt i Kolding. – 3’ Bataillon deltog ikke i Kampen men stod i

Reserve. Folkene havde stor Lyst til at komme frem og deltage i Sla-

get. – Størstedelen af de døde og saarede førtes forbi os. Mange vare

forfærdelig lemlæstede af Granatstykker, det var et saa skrækkeligt

Syn at Modet betydeligt kjølnedes og skulde vi derefter være rykket frem, havde

Lysten sikkert tabt sig betydeligt.

Hele Styrken trak sig derefter tibage. Vi kom til Taulov. Natural-

forpleining havde vi ikke faaet og hvad vi havde havt var opspist. Mandskabet

var forhungret og forsøgte at skaffe sig nogen Mad. Jeg henvendte mig til

Gaardens Eier ved hvis Gaard vi stod og anmodede ham om for Betaling at

overlade Mandskabet nogle Madvarer, og tilføiede at jeg vilde være tilstede og paa-

se at Folkene betalte hvad de fik, men han erklærede at han intet havde, hvad

der var temmeligt usandsynligt da det var en stor Gaard. Men han havde

gjort Regning uden vore Sjællændere, de foretog Husundersøgelse og opdagede

at der fandtes stor Beholdning af Brød, røget Flesk og Melk, altsammen Delika-

tesser for sultne Soldater. Efter disse Oplysninger henvendte jeg mig paany til

Gaardmanden med Tilbud om at passe paa at han fik Betaling for hvad han

udleverede, og tilføiede, at hvis han ikke overlod os Fødemidler for Betaling,

ville det blive taget uden Betaling, men Manden var stædig og svarede at

vi intet fik. – Jeg sagde saa Mandskabet at de maatte tage af hvad der fore-

fandtes og spise sig mætte paa Stedet, men intet medtage, og det behøvede

jeg ikke at sige to Gange, de betjente sig af Hjertetslyst. Manden sagde at

vi vel ikke vare Røvere, hvilket jeg gav ham Ret i, men derimod var det

forsultne Soldater. Denne Tilladelse til Folkene at tage selv, var jeg naturlig-

[side] 11.

vis ikke berettiget til at give, men hvad gjør man ikke i et saadan Tilfalde.

Gaardmanden vilde imidlertid ikke lade sig nøie med den Behandling,

Vor Brigadekommandør var General Schleppegrell, og han havde Kvarter i

en Gaard i Byen, til ham gik Manden og anmeldte det passerede, og Kaptain

Helgesen – senere Oberst – kom da tilstede for at ordne Sagen. Jeg blev frem-

stillet for ham og afgav min Forklaring, Gaardmanden erklærede at det var

Usandhed, men Mandskabet som var stimlet sammen om os, og vilde dele

Last og Brast med mig, paastod paa det bestemteste at min Forklaring var rig-

tig, hvad der var fuldkommen overensstemmende med Sandheden. Kaptain

Helgesen sagde da til Manden ”Ja saa har de dem selv at takke for det,” og

dermed gik Kaptainen. – Det blev ikke Gaardmandens eneste Tab og Ærgrelse.

Vi maatte trække os tilbage, og Taulov blev besat af Slesvigholstenerne. De vilde

ogsaa besøge Gaardmandens Forraadskammer, men han havde nu aldeles

intet, idet Danskerne havde taget hvad han havde. I midlertid havde han

gjemt noget røget Flesk i sit Hø, men Fjenden opdagede Flesket og tog det

tilfange. En Artillerist fra Taulov som jeg senere traf sammen med, fortalte

mig det, samt at paagjældende Gaardmand var meget gjerrig og ilde lidt

af Byens Befolkning.

24 April i Ærritsø

25 – ”- paa Forpost. – En Patrouille paa 20 Mand under en Premierløitnants

Kommando, hvor jeg deltog, blev udsendt paa Recognochering. Et kort

Stykke udenfor vor Kjæde saae vi et Par mørke Skikkelser tilhest holde paa

Veien, dette ansaa Løitnanten for tilstrækkeligt, vi trak os i største Hast tilbage

hvorefter Løitnanten afgav sin Melding. Denne var rimeligvis utilstrækkelig og

jeg blev kaldt til Bataillonskommandøren. Efter min Mening kunde om-

meldte Skikkelser være et Par fjendtlige Kavallerister, men det kunde ogsaa

være et Par civile Mænd, Vished om hvem de var havde ingen. Paa Spørgsmaal

om jeg kunde skaffe nøiagtigere Oplysninger, som jeg besvarede med ja,

blev Resultatet at jeg gik ud med en Patrouille. Da jeg ikke maatte ind-

lade mig i Kamp, men i alle Tilfælde søge at komme tilbage, udtog jeg af

flere Menige som havde Lyst til at gaa med fire. Den første Patrouille havde

fulgt Hovedlandeveien, jeg valgte en Bivei som gik i samme Retning. Da jeg

[side] 12.

passerede vor Infanterikjæde forspurgte jeg om der undenfor var andre af

vore, erfarede jeg at der paa forskjellige Steder holdt Husarer. Efter at have

passeret disse kunde jeg kun vente at støde paa Fjenden. Længere fremme

saae jeg tre fjendtlige Kavallerister holde paa Veien, som altsaa var spærret

for mig. Da jeg med fire Mand paa en Landevei ikke kunde optage

Kampen med Kavalleri, førte jeg Patrouillen til den ene Side af Veien,

hvor der fandtes nogen Mose og gik videre frem. De fjendtlige Kavallerister

lagde an paa os med deres Karabiner, til Gjengjæld gjorde vi ligsaa,

men ingen af os skud. Da jeg vedblev at gaa frem, kunde Kavallerister-

ne ikke vedblive at holde paa Veien, men maatte trække sig tilbage,

hvilket de ogsaa gjorde, dog holdt de sig en Tid i Linie med os, og red

derpaa bort. Jeg vedblev at gaa frem til jeg naaede Taulov Kirke, som

ligger temmeligt høit. Herfra saae jeg et Vogntog kjøre mod syd. Beboerne

der omkring sagde at der havde været to Eskadroner samt et Jægerkorps til-

vogns som nu trak sig tilbage. Hensigten med Patrouillen var nu op-

naaet hvorfor jeg vendte tilbage til Bataillonen og afgav min Melding

til Bataillonskommandøren. Han var meget tilfreds med det udførte Hverv, og

da samtlige Officerer kort efter samlede spiste til Aften, blev jeg indbudt til at deltage

deri.

26 April afløst og indkvarteret i Ærritsø.

28 – “ - paa Forpost.

29 - ” - afløst og indkvarteret i Fredericia.

3 Mai Udrykning, derefter indkvarteret i Taarup

4 – ” - paa Piket

5 – ” - afløst

7 – ” - Udrykning. Forposterne blev angrebet og efter en Fægtning ved

Gudsø, hvor flere Bygninger blev afbrændte, maatte vi hurtigst muligt,

for ikke at blive afskaaret, trække os tilbage til Fredericia, som nu blev inde-

sluttet.

8. Mai Fjenden har begyndt at opkaste Forskandsninger og er bleven beskudt

fra Volden. Om Morgenen blev vi overført til Strib og marsche-

rede til Eiby, Mosegaard og omliggende Landsbyer hvor vi var indkvarteret

[side] 13

til den 15 Mai.

16 Mai afmarscheret til Fredericia. Byen er hele Dagen bleven bombarderet, dog med

et Ophold om Middagen. Om Natten Vagt i Kongens Bastion.

17-18 og 19 Mai er Byen bleven bombarderet.

18 Mai til Slukningsarbeide. – 284 Bomber og Granater er kastet ind i Byen,

de blev talt af en Artillerist som var posteret paa Volden.

20 Mai intet Bombardement. De faldne er begravet. Vi kom paa Vagt. Om

Eftermiddagen Gudstjenste.

22 – ” - om Morgenen har Fjenden taget et Blokhus som laa ved Dæmningen.

Bataillonen er paa Forpost. Under Kommandanten, Oberst Lundings

Ledelse er der om Natten foretaget Angreb paa Blokhuset, som forresten er ned-

skudt, for at tage det tilbage, 6’ Reserve Bataillon afgav Mandskab som skulde til-

bagerobre det, med Assistance af et Platon af vort 3′ Kompagni. Efter flere

\ at være drevet tilbage /

Gange \ / nægtede Afdelingen, et Kompagni af 6′ Reserve Bataillon, at gaa frem,

et Platon blev sendt tilbage til Fredericia og 2 Mand blev arresteret. Afdelin-

gen af vort Kompagni, ca 80 Mand, udbad sig Tilladelse til at forsøge paa

at tage det, men Kommandanten vilde ikke tillade det. Vi stod i Nær-

heden af det omstridte Blokhus. Naar i Nattens Mørke Geværene afskydes,

farer der en lang Ildstribe, omtrent som en Snorraket, ud af Løbet, som

tillige med Kuglens Piben, ikke er behagelig at gaa imod. Dette iagttages

ikke om Dagen. Terrainet om Blokhuset var godt besat, thi der affyre-

des mange Skud, vores Styrke var for lille til at tage det, og der var hel-

ler ingen Nytte til, da vi ikke kunde holde det.

23 Mai om Formiddagen afløst, om Aftenen igjen paa Vagt.

24 – “- afløst om Natten og afgaaet til Asperup, Kjærby, Kjærbyholm og om-

ligggende Landsbyer, hvor vi indkvarteredes til den 30 Mai.

31 – “- sat over til Fredericia. Garnisonen skal staa under Gevær

fra Kl. 2 til 4 Morgen og fra Kl. 6 til 8 Aften.

1 Juni paa Vagt

2 – ” - om Aftenen udsendte Fjenden et Kommando for at afskjære vore

Aftenpatrouiller, men Kommandanten fik Underretning derom,

Fjenden blev beskudt fra Fæstningen, Strib og Kanonbaadende, til sam-

[side] 14.

me Tid avancerede Forposterne og drev Fjenden tilbage. Enkelte Bomber

er kastet ind i Byen.

3 Juni stærkt Bombardement. Jeg var med et Arbeidskommdo i Ka-

stellet, hvor flere Bomber faldt. Om Natten angreb Fjenden

vor Kjæde og vi maatte hele Natten staa under Gevær ventende et

større Angreb. Under Forposttjenesten, hvor vi havde Feltvagter med

Kjæde i Terrainet foran Fæstningen, stod 3′ Bataillon paa høire Fløi og

3′ Jægerkorps paa venstre Fløi. - Under Skydningen fra Volden paa

Fjendens Batterier, sprang en Granat for tidlig og slog Hovedet af en Mand

af 3′ Jægerkorps. Naar der senere blev skudt fra Volden over Hovedet paa

Feltvagterne og Kjæden, gik Jægerne tilbage tæt ind under Fæstningen

for ikke at risikere deres Hoveder. Paa Grund heraf blev Forposttjenesten

forandret saaledes at vi skiftevis skulde staa paa høire og venstre Fløi,

og efter Tur lægge Hoveder til. – Den forulykkede Mand blev begra-

vet med stor Høitidelighed. De Afdelinger som ikke havde anden Tjeneste

stillede ved hans Begravelse og Feltpræsten hold en Tale hvori han ud-

talte at han ikke var falden for Fjendens Kugler, men ved et Ulykkestilfælde.

4. 5 og 6 Juni blev Byen bombarderet.

5 -” – havde vi et usædvanligt stærkt Tordenveir om Natten, un-

der hvilket Fjenden uophørligt forsatte Beskydningen af Fæst-

ningen uden at tage Hensyn til Uveiret.

7 Juni afgaaet til Fyen til vore sidste Kvarterer hvor vi forblev til den 9′.

10 -“- – ” - ” Fredericia og paa Vagt. Under Overfarten blev vi

beskudt. Om Natten blev Fæstningen bombarderet.

11 – ” – paa Forpost. Enkelte Bomber blev kastet ind i Fæstningen.

12 – ” – ” Vagt. Fjenden har begyndt at skyde Bresche.

13 – ” – ” do Byen blev bombarderet.

14 – ” – ” do do

15 – ” – ” – Forpost do do

16 – ” - bombarderet.

17 – ” - afgaaet til Fyen til vore tidligere Kvarterer hvor vi forblev til d. 21′.

22 – ” - – ” - ” Fredericia, beskudt under Overfarten.

[side] 15

23, 24 og 25 Juni til Forstærkning for Kjæden

26 Juni paa Forpost, jeg havde Feltvagten No 2. En Mand blev saaret af en

Bombe.

28 – ” – Hoved-Reserve. Fæstningen blev kraftigt beskudt. Under Bombarde-

mentet blev en stor Del af Besætningen haardt saarede, som Følge

af at Saarene bibragtes af Granatstykker. En Bombe – 168 pundig – sprang ved

Prinsens Port hvor der stod en Del Mandskab, hvoraf Størstedelen kastede sig

ned paa Gaden. Løitnant Bjerregaard af Ingeniørerne var ogsaa tilstede

der. Istedetfor at kaste sig ned, hvad mange Befalingsmænd ikke gjorde,

bøiede Løitnanten sig ned og sad paa Hug. Da Bomben sprang slog et

Stykke Krydset over Hofterne bort saa at man kunde se ind i Brystet paa ham,

Tarmene laa paa Gaden, men hang fast til Underlivet, et forfærdeligt Syn.

Han var naturligvis død paa Stedet. I det Hele var Ingeniørerne, saavel Of-

ficerer som Menige, overordentlig modige. – En anden Bombe slog ned i

Brystværnet paa Volden hvor den blev liggende og røg. Kompagniet som

jeg stod ved havde Vagt der. – En lang Værnepligtig, Jens Hansen Men-

strup, 74 Tommer høi, som var forfremmet til Korporal, løb til og heldte

Vand af sin Feltflaske paa Bomben, Folkene raabte til ham “er du gal,

den kan jo springe,” ” det er sku ogsaa sandt, det havde jeg glemt,” og der-

med halede han derfra alt hvad han kunde. Bomben sprang imidlertid ikke,

den havde vel faaet tilstrækkeligt Vand til at slukkes. – Da vi i Fredericia

bestandig gik med Livet i Hænderne, som man siger, blev Besætnin-

gen meget ligegyldig for Faren. – Over Hovedet paa en Menig No 54

Slaglille som var paa Feltvagt, sprang en Granat, den rev hans Felthue

istykker og saarede ham let i Panden, det kunde han taale, men Aaret

efter, 1850, da vi var indkvarteret paa Langesø og i omliggende Byer, havde

han nogle Dage Forstoppelse, jeg fik ham da indlagt paa Hospitalet

i Bogense, men der døde han Dagen efter, Bomben kunde han staa

for, men Forstoppelsen slog ham ihjel

29 Juni til Fyen i vore tidligere Kvarterer til 2 Juli

3 Juli marscheret til Kauslunde.

4 – ” – – ” – ” Strib.

[side] 16.

5 Juli til Fredericia, der blev hæftigt bombarderet og mange dræbtes

og saaredes. – En Mand holdt sin Feltflaske med begge Hænder

meden han drak af den, en Granat slog begge Hænderne af ham, han

kastede sig ned paa Gaden og jamrede sig og opfordrede sine Kammerater

til at skyde sig, en anden Mand fik begge Fødderne skudt af sig, en Tre-

die fik en Del af Foden afskudt, Skoen og et Stykke af Hælen slynge-

des hen ad Gaden. En Mand var ved at lukke en Port op, han fik

Haanden afskudt. Det var en frygtelig Dag, men vi tog Revance Dagen efter.

\Kiks, ½ Pund røget Flesk og ½ Pægl Brændevin./

6 Juli. Om Aftenen fik vi Extraforpleining. \ / Om Natten Kl 1 gjorde vi Ud-

faldet og leverede Slaget ved Fredericia. – Fjenden blev slaaet tilbage

og alle hans Skandser og Værker tagne.Efter de Underretninger jeg kunde

faae var hans Tab 396 faldne, 1800 toges tilfange, der erobredes 34 Stk Skyts,

ca 7000 Geværer, en Mængde Ammunition, Vogne og andet Krigsmateriel.

Vore Tab var betydelige, General Rye, flere Officerer og 304 Underofficerer og

Menige var faldne og 8 á 900 saarede. – se Pag. 91 –

7 Juli til Strib

8 -”- “ Kjærsgaard hvor en Proklamation fra General Bülow om Slaget

blev oplæst, hvorefter vi marscherede til Veirup og blev indkvarteret.

9 -”- til Fredericia og paa Vagt

10 -”- “ Reserve

12 -”- Vagt i Udenværkerne

13 -”- afløst Kl. 6 og paa Vagt igjen Kl. 10

14 -”- paa Vagt

15 -”- Gudstjeneste for hele Garnisonen – Aften Kl. 6 afløst og paa Vagt

igjen Kl. 10

16 -”- Morgen Kl. 4 afløst. Aften Kl. 6 paa Vagt.

17 -”- om Eftermiddagen blev Garnisonen samlet for at høre en Proklama-

tion fra Kongen. Kl. 8 om Aftenen afløst og Kl.10 igjen paa Vagt.

18 -”- afgaaet til Fyen indkvarteret i Viby m. fl. Byer, Kl. 21 i samme

Kvarter. – hermed var min Deltagelse i Felttoget sluttet.

22 -”- marschered vi til Udby, Rolund, Ronæs, Ryet med omliggende

Byer hvor vi forblev i Kvarter til 1 September.

[side] 17.

2. September marcheret til Sanderum, Elmelund, Ravnebjerg med flere Byer og ind-

kvarteret.

3 -”- gennem Odense til Saaderup, Kullerup, Lamdrup med flere Byer og

indkvarteret.

4 -”- til Nyborg og overført til Kallundborg, Vi blev meget festligt modta-

get og beværtet, derefter marcherede vi til Værløse og omliggende Byer

og indkvarteredes.

5 -”- til Dramstrup, Hannerup med flere Byer. Modtagelsen var meget festlig

vi indkvarteredes.

6 -”- til Saaderup, Thorkildstrup med flere Byer og indkvarteret

7 -”- Rastdag. Jeg var indkvarteret hos Gaardmand P. Hansen, en usædvan-

lig rask og munter Mand. Da vi kom om Eftermiddagen sagde han

“naa nu maa vi sørge for nogen Mad” og til Konen, “slagt en And til i Aften,

og et Lam til i Morgen”. – Den følgende Dag skulde jeg hente Lønningspenge

hos Regnskabsføreren som var indkvarteret paa Herregaarden Aastrup, der eiedes

af Kammerherre, Grev Dannemand, ca 2 Mil fra mit Kvarter. Hansen spurg-

te hvorledes jeg kom dertil, og der udspandt sig følgende Samtale, tilfods na-

turligvis svarede jeg, ja men det bliver jo fire Mil, ja det er vor sædvanlige

Spaseretur, ja men saa kan de jo ikke være her til Middag, ja saa kom-

mer jeg til Aften, nei det er for galt, og det kaldes en Rastdag eller Hvi-

ledag, ja men ikke for mig. Jeg var den Gang 23 Aar, havde været Soldat

i 10 Aar og kunde nok taale nogen Anstrængelse. Han gav nu Ordre til at

spænde for og kjørte mig selv dertil. Da vi den følgende Dag skulde af-

marchere, stillede han en Vogn til Disposition for mig og 2 Mand som

skulde forud for at bestille Kvarter, Fourer med to Fourerskytter, og da

Bataillonen senere skulde afmarchere, en Vogn til at befordre den med.

Min Kudsk var en udtjent Husar. Den Gang var der paa Hovedveiene Bom-

me hvor der skulde betales Bompenge, jeg vilde selvfølgelig betale men

Hansen havde medgivet Kudsken Penge for at han skulde betale. Da vi

ankom til vore nye Kvarterer lagde Fourerskytterne og jeg sammen og vilde

give Kudsken 4 Kr. i Drikkepenge, men han nægtede at modtage dem.

Hansen havde forudset dette og paalagt Kudsken at han intet maatte

[side] 18.

modtage. – Jeg sagde da “det er første Gang jeg ser dem og P. Hansen,

og sandsynligvis faaer vi aldrig mere hinanden at se, saa de kan

godt modtage hvad vi byder dem”, han svarede ”jeg er en fattig Mand

og kunde godt trænge til Pengene, men frist mig ikke, jeg nyder me-

get godt af Hansen, og fik han det at vide saa tilgav han mig aldrig.”

I Sandhed høist beundringsværdigt af Hansen og endnu mere af Kud-

sken, som dog var en fattig Mand, men Hansen maa have vidst at

sætte sig i Respekt hos sine Folk.

8 September marscherede vi til Roeskilde, der var opreist Æresporte og

vi blev i det Hele meget smukt modtaget. Marschen

fortsattes til Reerslev og Vindinge med flere Byer hvor vi indkvarte-

redes.

9’ September marscherede vi ind i Kjøbenhavn og blev sædeles festligt

modtaget og beværtet paa Exercerpladsen ved Rosenborg.

Der uddeltes Billetter til Kasino, Tivoli, Vesterbros Theater, Alleen-

berg og Nørrebroes Etablissement – Modtagelsen var ikke lige hjertelig

overalt, som Exempel herpaa skal jeg anføre at jeg blev anvist Kvar-

ter hos Kobbersmed Fugmann i Skindergade, han er død for flere Aar

siden. Kvarteret var oppe paa Loftet under Taget og der skulde jeg

ligge i Seng sammen med en Smedelærling, dette synes jeg dog var

lidt for simpelt og da han ikke vilde anvise mig nogen anden Leilig-

hed foretrak jeg for egen Regning at inlogere mig paa en Gjæstgiver-

gaard. I det Hele taget har Kjøbenhavnerne stedse vist Ringeagt og

Uvillie mod Underofficerer og Menige.

10’ September havde vi Revüe for Hans Majestæt Kongen. En Del af

Mandskabet blev dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæ-

derstegn, af 3’ Bataillon 5 Mand.

Med Hensyn til festlig Modtagelse troer jeg at Militæ-

ret paa Sjælland blev smukkest modtaget, ikke blot i Kjøbstæderne

men ogsaa i flere Landsbyer. Paa Fyen mærkede vi ikke til nogen

Festlighed og i Jylland var det nok ogsaa sparsomt, dog blev, saavidt

jeg ved 9 Bataillon i Viborg og 11’ i Aalborg smukt og vel modtaget.

[side] 19.

Mandskabet blev derefter permitteret, senere igjen en Del ind-

kaldt og Bataillonen forblev i Kjøbenhavn indtil 19’ Mai 1850.

1850.

20 Mai afreist pr. Bane til Roeskilde, marscherede til Ringsted og indkvarteret.

21 – marscherede vi til Slagelse og indkvarteredes.

22 – do “ Korsør, overførtes til Nyborg, afgik til Reistrup

Bogense med flere Byer og indkvarteredes.

23 – Rastdag.

24 – marscheret til Nederaa, Ohre, Aarslev og omliggende Byer og

indkvarteredes

25 – marscheret til Bredberg, Langesø, Taagerød, Morud, Rugaard og

flere Byer og blev indkvarteret. Her forblev vi til den 12 Juli

den 15 Juni ansattes jeg som Korpsskriver.

13 Juli marscheret til Erholm med omliggende Byer og indkvarteret.

14 – do “ Aborre “ do do do

15 – do “ Assens hvor vi kamperede.

16 – Morgen Kl. 2 indskibet og overført til Aabenraa, marscheret til

Forposttjeneste ved Kliplev, Kværs og Søgaard. Her traf jeg sam-

men med min Stedfader ved 4 Bataillon, jeg havde ogsaa en

Halvbroder ved 3’ Reserve Jægerkorps.

17 – marscherede vi til Hederne ved Bau og kamperede.

Her samledes hele Armeen. Der kom 16 Bataillonener fra Jylland,

10 fra Als og 6 fra Aabenraa, 5te Brigade under Oberst Ræders

Kommando hvortil 3’ Bataillon hørte.

18 – marscherede vi forbi Flensborg til Schæferhuset og kamperede.

19 – paa Forpost ved Tra Sø og Juulskov.

20 og 21 Juli kamperede vi ved Bilskov.

22 Juli Forpost ved Tra Sø og Juulskov.

23 – kamperet ved Munkvolstrup. I Brigadekvarteret skrev jeg en me-

get lang Befaling hvormed jeg først blev færdig Kl. 10 og 11 om

[side] 20

Aftenen. Bataillonen var imidlertid afmarscheret, hvorhen, jo det stod i

Brigadebefalingen. Jeg begav mig da paa Vei for at opsøge Bataillonen

hvilket ikke var nogen let Opgave midt om Natten i Mulm og Mørke,

tilmed i aldeles ubekjendt Terrain. Jeg fulgte Slesvig Chauseen. Efter

at have gaaet en Tid hørte jeg en Trop Ryttere i skarpt Trav kom-

me imod mig. I Uvished om det var vore egne eller Fjender sprang

jeg ned i Grøften ved Veien for at skjule mig medens de red forbi,

men rytterne havde ogsaa opdaget mig og gjorde holdt omtrent

paa det Sted hvor jeg stod og raabte mig an. Jeg steg op af Grøften,

opgav Navn og Stilling og hvorfra jeg kom. Det var Divisionskom-

mandøren over 16 Batailloner med tilhørende Artilleri og Kavalleri, Ge-

neral Schleppegrell med Stab. – En af Dhrr. spurgte om jeg var ban-

ge, hvortil jeg svarede at det var jeg ikke, men da jeg kun var bevæb-

net med en kort Sabel kunde jeg ikke godt optage Kampen med

en Trop Kavalleri. De red derpaa videre og jeg gik den modsatte

Vei, men Løitnant O. Vaupel, senere Oberst, som var Adjudant

hos General Schleppegrell, kaldte mig tilbage og underrettede mig om

at den By jeg vilde gaa til for at søge Bataillonen, endnu var besat

af Fjenden, og at jeg kom til at vente til det blev lyst med at opsø-

ge den. – Var jeg ikke paa den Maade blevet averteret, havde jeg

spadseret lige til Slesvigholstenerne med min lange Befaling. –

Om Morgenen fandt jeg Bataillonen.

24 Juli rykkede vi frem forbi Smedeby – 1ste Division under General

Moltke, som var i 1ste Træfning, var i Kamp med Fjenden

ved Helligbæk. Om Natten stod vi paa Forpost.

25 Juli om Morgenen rykkede vi frem og deltog i Slaget ved Isted.

Det var en meget haard og blodig Kamp. Vor Styrke var

ca 40.000 Mand, Fjendens over 30.000, det er sikkert det største Slag som

Danmark har leveret. – Vi maatte gaa frem over en Mose hvor der

aldeles ingen Dækning var og blev beskudt saavel af Artilleri som

Infanteri. En god Ven af mig, Sergent Dreyer faldt meget tidligt,

[side] 21.

truffet af en Kugle i Brystet. Jeg tog hans Riffel og Patrontaske. Som Korps-

skriver havde jeg ingen Kommando, men da jeg vilde bidrage mit til

et godt Udfald af Kampen gik jeg med i Kjæden. – Da jeg som Furer hav-

de ført en Del af 3die Kompagnies Skytter, sluttede jeg mig til dem. Her an-

førte jeg ca 40 Mand, Fjenden skud temmeligt sikkert og Afstanden mel-

lem os og Fjenden var ikke stor. Vi havde først taget Stilling bag et Stengjer-

de, foran var en Boghvedemark hvor igjennem fjendtlige Jægere trængte frem. Da

vi blev beskudt i Flanken maatte vi trække os tilbage. Paa nogen fast

Grund stod et Tørvehus opført af Fletværk med Straatag, dertil trak vi os

saa tilbage. Mandskabet stod bag dette og ladede, hvorefter vi fra begge Gav-

lene afgav vore Skud, her blev vi atter overfløiet og maatte trække os tilbage

til Mosen hvor vi lagde os ned. Fjenden besatte nu Tørvehuset som vi hav-

de forladt, hvorfor jeg lod en Mand skyde det i Brand med en Brand-

raket, Fjenden maatte nu forlade det hvorved vi fik Leilighed til at sende

ham flere velrettede Skud. I Mosen hvor vi laa og hvor der ingen Dæk-

ning var, blev vi stærkt beskudt og ved mindste Uforsigtighed blev vi

truffet af en Kugle. Da det er meget besværligt at ligge og lade Forlade-

geværer med Patroner, reiste en Underkorporal Thomsen sig for at lade, jeg

advarede ham, hvortil han svarede “aah de træffer ikke”, men da han

satte Ladestokken i Løbet traf en Kugle ham i høire Haandled, hjælpe

ham kunde vi ikke, jeg reiste mig da op, skar Tornysterremmene over

for at han kunde gaa lettere og fik ham til at gaa tilbage, det var en

modig og haardfør Mand. Efter Hjemkomsten besøgte jeg ham paa Hospi-

talet. – Menig af 3 Kompagni Ulstrup, hørende til Riffelskytterne, laa ved

Siden af mig, uagtet min Advarsel reiste han sig op paa Knæ for

at tage bedre Sigte, Resultatet blev at han fik en Kugle i Brystet som

gik ind i høire Skulderblad. Min Hustru talte med ham da han nogle Dage

efter som saaret kom til Kjøbenhavn. Begge kom sig efter deres Saar, Thom-

sen kom til Tjeneste, Ulstrup blev kasseret. Saaledes blev den ene efter den

anden enten saaret eller dræbt, vi kunde ikke blive liggende der, Forstærk-

ning fik vi ikke, hvorfor jeg gav Ordre til at Resten enkeltvis og saa

[side] 22.

forsigtigt som muligt trak sig tilbage, og Fjenden ophørte nu ogsaa at

forfølge os, saa Kampen paa dette Sted ophørte, men det var kun faae som

kom tilbage. – Under Kampen var vi blandet sammen med 5’ Forstærknings

Bataillon, 2’ lette Bataillon og 11’ Linie Bataillon. Sidstnævnte Afdeling be-

stod af Jyder fra det nordlige Jylland og Vendelboer. Da ca 300 Mand

fra et Depotkompagni var tilgaaet 3 Bataillon, men senere efter eget

Ønske var forsat til 11’ Bataillon, kjendte jeg en Del af dem, det var

tappre Folk, dem behøvede man ikke at opfordre til at gaa frem,

det besørgede de uden Kommando og det er ubetinget en af Armeens bedste

Afdelinger, det beviste de Dagen forud, den 24de ved at fordrive Fjenden fra

en Skov, jeg troer Gryde Skov, og det beviste de ogsaa 1864 ved Sankelmark,

sammen med 1’ Bataillon, men den havde ogsaa et dygtigt Officerkorps, hvor

iblandt Schleppegrell, som 1842 blev Kommandør for 8’ Bataillon, Major

Schindel, der 1849 faldt i Kolding som Kommandør for 5 Bataillon, og tilli-

ge havde den et dygtigt Underofficerskorps. – Men tilbage til Bataillonen,

den blev nu samlet, ligesom de andre Afdelinger ogsaa bleve samlede og

ordnede. Bataillonens Tab var temmelig betydeligt, 3 Officerer faldne, 2 saa-

rede, ca. 150 Underofficerer, Underkorporaler og Menige døde, saarede og savnede,

omtrent 1/7 af Bataillonens Styrke. Fjenden havde forladt sin Stilling og

trukket sig tilbage. – Armeens Tab var betydeligt General Schleppegrell

Obersterne Læsøe og Trepka foruden mange flere Officerer vare faldne.

Slagets Udfald syntes en Gang meget kritisk. Fjenden

havde slaaet en Bro over Langesø hvorover han rykkede frem og faldt vore

Afdelinger i Ryggen og Flanken. 13 Bataillon under Oberst Trepka, som

hørte til Reserven, kom ind i Stolk og stødte uformodet paa Fjenden, der

blev ligesaa forbauset som vore, Fægtningen begyndte selvfølgelig strax,

General Schleppegrell kom til, baade han og Trepka faldt, General Baggesen

vidste ikke hvor hans Brigade var, alt kom i Uorden og opløstes, en Ordon-

nants sprængte tilbage og traf paa Oberstløitnant Henchel, som stod i Re-

serve med 2’ Reserve Bataillon og meldte at Schleppegrell var falden og

alt tabt. Henchel udbrød “Aa Vrøvl, Bataillon Marsch!” og rykkede

frem til Understøttelse, paa Veien optog han nogle sprængte Afdelinger som

[side] 23.

formerede hans Styrke, det hjalp. General de Meza der havde været syg, var kørt i

Forveien kommen til Armeen og ansat som Souchef hos General Krogh, som havde

Overkommandoen, de Meza overtog da Kommandoen over Schleppegrells Division,

og ved Hjælp af Løitnant Vaupel m.fl. fik de Afdelingerne samlede og ordne-

de samt slaaet Fjenden tilbage, det var venstre Fløi. – Blandt de fjendtlige Trop-

per som gik over Langesø var 4’ Jægerkorps paa 8 Kompagnier, jeg har senere

talt med nogle af Folkene. – I Centrum og paa høire Fløi blev Afdelingerne

sprængt, kom i Uorden og trak sig tilbage. Krogh gav Ordre til at naar de var

kommen udenfor Skudvide skulde de gjøre holdt, et Par Ordonnantser send-

tes til Oberst Schepelern, der med sin Brigade var afsendt for at omgaa

Fjenden, med Ordre til at trække sig tilbage og støde til Armeen. Fjendens

Hovedstilling var ved Isted, her imod blev alt disponibelt Artilleri beordret og

begyndte en heftig Beskydning, samtidig fik hele Armeen Ordre til at avan-

cere, det hjalp, Fjenden, under General Villisen, trak sig tilbage og Slaget var

vundet. – En Deel af Enkelthederne har jeg fra anden Haand og tør ikke

indestaa for Sandheden, men Udfaldet er i alt Fald rigtigt.

Endnu skal jeg bemærke at Fjenden, som havde havt god Tid,

havde befæstet sin Stilling ved at opkaste Batterier paa hele sin Front-

linie, foran var aabent Terrain hvoraf megen Mose, og herfra skul-

de vi angribe, det er næsten utroligt at vi kunde tage og drive ham

tilbage fra denne stærke stilling. – Om vort Tab se Pag. 91.

Hvor saarede eller faldne laa, tog Kammeraterne deres Geværer

og stødte dem i Jorden, med Bajonetten nedad og Kolben opad,

som Tegn for Ambulancen, at her fandtes hjælpeløse. Der var

forfærdelig mange saadanne Geværer plantede som Mærker, og mange

blev aldrig fundne, hvor var de blevet af? savnede, formodentlig faldne

paa Steder hvor ingen have fundet dem. – Blandt andre savnedes saa-

ledes en Kjøbenhavner, Cigarmager Bhuto, som stod ved 2den Forstærknings

Bataillon som Menig, han var gift og havde et Barn. Lang Tid efter,

da Fangerne var komne tilbage og han hverken fandtes blandt disse el-

ler de saarede, blev der tilstaaet hende Pension som Enke. Vi passerede

mange, saavel døde som saarede, baade Venner og Fjender, men særlig

[side] 24.

uhyggeligt var det naar man ved at gaa igjennem en Kornager

traf en enkelt liggende der død og først saa ham naar man var ved

at træde paa ham, sædvanlig laa de med Ansigtet nedad, eller Hove-

det dreiet til siden. – En haardt saaret Soldat blev funden af en Am-

bulancesoldat som han kjendte fra Hjemmet. Da han ikke ventede at kom-

me sig, bad han Ambulancesoldaten om at tage hans Uhr og sende

det til hans Forældre, men den saarede kom sig alligevel, og da han ved

Breve fra Hjemmet erfarede at Uhret ikke var sendt dertil, anmeldte han

det for Doktoren paa Lazarethet hvor han laa, denne skrev til Overkom-

mandoen, og Synderen blev straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og

Brød, hvilket blev bekjendtgjort i en Dagsbefaling. –

Vi marscherede derefter til Slesvig hvor vi ankom den

26 Juli om Morgenen og gik til Bustorf hvor vi kamperede 26, 27 og 28 Juli

Da vi efter Slaget rykkede frem traf vi to Kompagnier af 3die Reser-

ve Bataillon, da vi spurgte om det var Resten af Bataillonen svaredes der

“ja Resten er væk, falden”, noget længere fremme traf vi de andre to

Kompagnier hvor vi fik samme Forklaring, Resten var falden og væk.

29 Juli Forpost ved Bustorfer Teich, Vedelspang og Hadeby.

30 - afløst og tilbage til Bustorf

31 - hele Brigaden paa Recognoschering, derefter indkvarteret i

Slesvig

2 August Forpost ved Bustorfer Teich, Vedelspang og Hadeby

3 - Bivouak ved Bustorf

4, 5 - indkvarteret i Slesvig

6 - Forpost ved Vedelspang og Selg

7 - Bivouak

8 - paa Forpost – 9 August Bivouak

10 til 13 - indkvarteret i Slesvig – 14 August Forpost ved Selg

15 - Bivouak - 16 August Forpost ved Selg. 17 August Bivouak

18 til 21 indkvt. i Slesvig - 22 Aug. do ” do 23 - do

24 - Forpost - 25 Bivouak – 26 til 29 indkvt i Slesvig

30 - do 31 do 1 September Forpost.

[side] 25

2 September meldt mig ved Hovedkvarteret i Slesvig for at afgaae til

Exercerskolen i Kjøbenhavn

3 – “ - afgaaet til Oversø og indkvarteret.

4 – “ - do ” Flensborg do

5 – “ - afsejlet med Dampskibet Viktoria og

6 – “ - ankommen til Kjøbenhavn.

Hermed var min Deltagelse i Felttoget 1850 afsluttet.

________________________

Til det foregaaende tilføies endnu:

den 22 Juli 1849 - Medens jeg var indkvarteret i Udby blev jeg tilsagt til Møde hos

Bataillonskommandøren, Oberstløitnant Paludan og spurgt om

jeg ønskede at blive indstillet til Officer, hvilket jeg frabad mig. Grunden hertil

var at jeg kjendte nogle Underofficerer som i den tidligere Krig blev udnævnte

til Officerer, Maanedsløitnanter, men da Krigen var forbi blev de afskedi-

gede, og havde da intet at leve af men fristede en kummerlig Tilvæ-

relse. Nogle ansøgte om igjen at indtræde som Underofficerer, hvilket ogsaa

lykkedes nogle. – En af dem, Jespersen, kjendte jeg personlig, blev ansat ved

2det Jyske Regiment under Prinds Vilhelm til Hessen. Jespersen blev se-

nere Toldassistent, afgik med Pension og boede i Rendsborg.

1852 var Paludan bleven Generalmajor og min Brigade-

kommandør. En Dag mødte jeg ham paa Volden, han spurgte om

hvorledes jeg havde det, og jeg gik hjem med ham. Paa Spørgsmaalet

om hvorfor jeg ikke havde søgt om at blive Brigadeskriver var mit

Svar at det ikke var mig bekjendt at Pladsen var ledig. – I Samtalens

Løb yttrede jeg at Felttogene ikke havde bragt mig fremad, naar der skul-

de bruges en Mand som ikke var bange for sin Pels saa kunde man godt

bruge B. Aggeboe; men saasnart vi kom indenfor Kjøbenhavns Volde, saa

var det forglemt, hertil svarede Generalen at jeg ikke havde havt Held med

mig og at jeg maaske nok var gjort Uret, nogen Skyld har de selv

havt, men nu er jeg deres Brigadekommandør, og jeg skal ikke glem-

me dem, er der noget de troer jeg kan hjælpe dem med, saa henvend

[side] 26.

dem til mig. – To Maaneder efter blev Bataillonen forlagt til Holsten.

Da vi blev indskibet paa Toldboden var Generalen tilstede og tog Afsked

med sin gamle Bataillon, da jeg gik ombord sagde Generalen til mig

“Farvel Aggeboe og lev vel, ja nu kan jeg ikke hjælpe dem.”

Det var sidste Gang jeg saa ham.

____________

1852.

14 August afseilet med Damskibet Hekla og

15 – ” – ankommen til Kiel og derfra pr Bane afgaaet til Altona hvor Ba-

taillonen blev liggende som Garnison.

Bataillonskommandør, og Kommandant Oberst. Kammerherre

du Plat.

1854

14 Februar afreist til Rendsborg og

1 Marts forfremmet til Depotsergent. Der forblev jeg til

1861, 18 Oktober og afreiste 19 Oktober til Kjøbenhavn hvor Bataillonen fik

Garnison og blev indkvarteret i Kastellet.

1863 blev Bataillonen dubleret til otte Kompagnier og benævnt Regiment

i December afgik det med Armeens øvrige Afdelinger til Slesvig og dan-

nede med 18 Regiment en Brigade.

Jeg blev tilbage, dels for at modtage Munderingssager til ca 100

Mand som derefter skulde afgaa til Regimentet og dels for at aflevere

samtlige af Regimentet efterladte Inventarie- og Udrustningsgjen-

stande. – Efter at dette var sket og jeg i ca en Maaned havde forrettet

Tjeneste ved et oprettet Centraldepot afgik jeg

1864 d 28 Februar til Regimentet som nu var paa Als, men gjorde Tjene-

ste i Dybbølstillingen. Jeg deltog derefter i Felttoget 1864,

uden dog at være med i de Kampe som Regimentet bistod, da

min Tjeneste var at modtage og udlevere Armatur- og Munderings-

sager, andre Udrustningsgjenstande, derunder Bagage- og Krudt-

kærrer, Færdselsvogne og Heste, samt aflægge Regnskab derover.

Jeg kan derfor kun anføre enkelte Tildragelser som var fælles for

[side] 27.

hele Armeen.

Den 2 Februar begyndte Felttoget med Træfningen ved Midsunde hvori 3d og 18d

Regiment og noget Artilleri deltog og med Hæder forsvarede Stillin-

gen saa Fjenden, der bestod af prøisiske Tropper, efter at have angrebet med

betydelig Overmagt opgav Angrebet og trak sig tilbage.- Var det lykkedes

Fjenden at tage Stillingen og drive os tilbage, var Armeen i Dannevirkestillin-

gen udsat for at Fjenden kunde falde den i Ryggen og afskjære dens Retræt-

telinie. Kampen var haard og blodig, og navnlig naar Hensyn tages til at

Fjenden var i Besiddelse af udmærkede Vaaben idet den var bevæbnet med

saavel Bagladekanoner som Bagladerifler, hvorimod vi var bevæbnet med

Forladevaaben. Tabet ved jeg ikke nøiagtigt, jeg erindrer kun at af 3die

Regiment faldt Løitnant Seyffert og saaredes Løitnant Bluhme som døde

senere af Saaret, af 18de Regiment Løitnant Schou og Lommer, desuden

faldt og saaredes en Del Underofficerer og Menige. –

Den 5´ Februar trak Armeen sig under General de Mezas Kommando tilba-

ge fra Dannevirkestillingen. En Del af Armeen trak sig tilbage

til Fredericia og Resten til Dybbøl og besatte Stillingen der. – Om Dannevir-

kes Rømning har der været ført en heftig Polemik, hvori de Meza bebreides

for at have rømmet Stillingen, efter min Mening var det umuligt at hol-

de den med den lille Arme vi havde, selv om den havde været dobbelt saa

stor var den enda for lille. Det maa erindres at Mandskabet ikke

uafbrudt kan forrette Forposttjeneste, men maa efter nogle Dages an-

strængende Tjeneste drages tilbage, for at udhvile sig, og dette bliver end-

nu nødvendigere i Vinterens allerkoldeste Tid. Det var aldeles nødvendig at op-

give Stillingen, var den bleven holdt nogle Dage længere vilde hele Armeen sand-

synligvis været tilintetgjort, ved en stor Del var falden og Resten taget til-

fange. Resultatet blev: Stillingen opgivet, Armeen reddet og de Meza frataget

Overkommandoen. de Meza maa sikkert ansees for vor dygtigste Officer

paa den Tid og jeg troer at man nu er kommen til den Overbevisning at de

Meza handlede fuldkommen rigtigt, men som det gik er Følgen af at en

Oberst bliver Krigsminister og sætter sig til Dommer over en dygtig og tapper General

som allerede 14 á 16 Aar tidligere udmærkede sig i den slesviske Krig.

[side] 28.

Ingen havde ventet Dannevirkes Rømning, og da Tropperne an-

kom til Dybbøl var der ingen Ammunition i Skandserne, havde Fjenden

vidst det var Kampen om Dybbøl blevet kort. Fjenden stod for Dannevirke,

ca 10 Mil fra Dybbøl, hvad skulde der saa være Ammunition for i Skandserne,

det havde ingen Hast, og her tillands forhaster man sig ikke.

Nu Dybbølstillingen, hvorledes var den, efter min Mening ynkelig, der

var ingen Dækning for Besætningen i Skandserne, Kanonerne burde været an-

bragte i Skydeskaar, hvorved Betjeningsmandskabet har Dækning, istedet for

var de placeret paa Kanonbænke saa at de kunde sees i lang Afstand og som

Følge deraf havde Artilleristerne saa at sige aldeles ingen Dækning. Imidlertid

blev denne Stilling, som bekjendt, forsvaret i 10 Uger med megen Tapperhed og

kostede mange Menneskeliv og meget Blod, og til hvilken Nytte? Næsten

alle Skandserne vare nedskudte og Kanoner og Lavetter ødelagde, og at have

Vagt i de nedskudte Skandser, ansaas for at gaa til en Slagterbænk med

den visse Udsigt til Død eller Lemlæstelse. Exempelvis anføres, at nogle Mænd

af Regimentets 1ste Kompagni sad bag en Travers, en Jordvold som Mandska-

bet selv havde opkastet, og spiste Frokost, en Granat slog ned i den og væl-

tede den over Folkene, som bleve begravne under Jordmassen, der begynd-

tes strax paa at udgrave dem, de havde ingen Skade taget undtagen en

Mand, Kompagniets Kok, som var død, rimeligvis kvalt. – Følgen var at

Mandskabet ikke havde synderligt Mod eller Lyst til denne Tjeneste, og det

endte ogsaa med at 16de og 17de Regiment den 15de April negtede at rykke

ud i Skandserne. Ved Overtalelse fik man saa sluttelig begge Regimenter

til at rykke over i Dybbølstillingen og overtage Forposttjenesten. Dette gjor-

de ikke noget godt Indtryk paa de andre Afdelinger. Den 16 April skul-

de 3die og 18de Regiment paa Forpost, hvad vilde de sige og hvad vilde de

gjøre. Regimentets Intendant med Kontorpersonalet laa 2 Mil fra Stil-

lingen paa Als i Skovby. – Da jeg som gammel Soldat kun kjendte

til at følge givne Ordre, tog jeg med Intendanten til Sundsmark

Barakken hvor Regimentet var henlagt, det var netop Lønningsdag,

jeg vilde høre Stemningen og om muligt bidrage til at Regimentet

efterkom den givne Ordre. 18de Regiments Mandskab havde sendt en Depu-

[side] 29.

tation til 3die Regiment med Forespørgsel om de skulde gaa paa Forpost eller

negte det. Jeg talte med flere af mine Kammerater, Underofficerer, samt med

en Del af Mandskabet som jeg kjendte, stor Begeistring for at gaa paa Forpost

var der ikke, saavidt jeg kunde erfare blev Resultatet at naar 3die Regiment

vilde rykke ud i Dybbølstillingen, vilde 18de ogsaa, men negtede 3die Regiment

at rykke ud saa vilde 18de Regiment heller ikke. – Dem jeg talte med fore-

holdt jeg at Ordren, uagtet den var farefuld, dog burde efterkommes,

samt at man maatte skamme sig for at staa ved en Afdeling som af

Frygt ikke turde overtage Forpoststillingen. Efter hvad jeg kunde mærke var det

enkelte som ikke havde Lyst til denne Forposttjeneste. – Enden paa det blev

at begge Regimenterne stillede, 3die Regiment afmarscherede først, og istem-

mende Sangen

Alle Mand op og Tornystrene paa,

Nu skal vi paa Forpost gaa,

Der faaer vi Hakke og en Spade,

Det er vor Dame i den Galoppade, o.s.v.

marscherede de forbi 18de Regiment, som udbragte et dundrende Hurra

og derpaa fulgte efter, – Sangen er saavidt mig bekjendt skrevet for 10de

Regiment, men Løitnant Hertz som kjendte den, fik en Del Skrivere til

at afskrive den og fordelte den saa til Mandskabet, som saa sang den ved

Afmarschen. Det var 3die og 18de Regiments sidste Tjeneste i Dybbøl-

skandserne, de var dels paa Forpost og dels til Reserve indtil Fjenden den 18de

April tog Resterne af Skandserne og derved befriede vore Folk for den for-

hadte Forposttjeneste paa Dybbøl. – Havde den Kommanderende General

Gerlach fulgt General de Mezas Exempel og rømmet Skandserne nog-

le Dage før, som havde været rigtigst, da de var uholdbare i den Til-

stand hvori de var, saa var Dhrr. Prøisere blevet narrede for en

stor Seier, og vi havde sparet fire Batailloner og mange tappre og dyg-

tige Officerer, 2det 9de 20de og 22 Regiment blev fra otte Kompagnier redu-

cerede til fire Kompagnier hvert, altsaa havde de mistet Halvdelen af

hvert Regiment. 2det og 22 Regiment havde Vagt i Skandserne, 3die

og 18de Regiment stod i Reserve og deltog i Kampen, og for at standse

[side] 30.

Fjenden gjorde 9de og 20de Regiment et Modangreb som medførte ufor-

holdsmæssige store Tab, navnlig paa Grund af at Fjenden havde Bag-

ladegeværer, medens vore var Forladere. – Af Officerer som faldt under Kampen

erindrer jeg General du Plat, Oberst Lasson, Oberstløitnant Bernstorff, Major Rosen,

Major Schach, Kaptainerne Baland, Behrends, Knauer, V.Hansen, Løitnanterne Gram,

og Malling, Overlæge Boesen og mange flere. Vort Tab var

af 9’ Regiment 173 døde 560 saaarede og fangne.

“ 20’ do 167 do 502 do do , af begge Regimenter

21 faldne og 10 saarede Officerer

40 døde og saarede Underofficerer, af 3 Regiment Sergent Ras-

mussen og Korporal Muxoll faldne.

Det samlede Tab : – Se Pag. 91.

35 døde og 26 saarede Officerer, 1870 døde og saarede Underofficerer og Menige

2972 fangne do do

Med Hensyn til Skandsernes Besætning, da stod i flere af dem,

denne ikke i Skandserne, men laa udenfor, enten bag smaa Jordvolde

eller i gravede Huler, da den ved at opholde sig der blev overdænget

med Granater og vilde blive dræbte eller saarede der til ingen Nytte. Fjen-

den havde altsaa let ved at tage Skandserne paa venstre Fløi da Besætningen,

som anført, ikke var der, følgeligt var Fjenden i Skandserne før Besætnin-

gen, og denne søgte da at kaste dem tilbage, hvilket paa Grund af den

store Overmagt var umuligt.

Som Exempel paa Madlavning anføres at medens Regimentet laa

i Sundsmark Barakker blev jeg af Kompagniets Underofficerer inviteret

til Middag paa Kjødsuppe og Bøf, Herreretter, som jeg naturligvis ikke

sagde nei til. Suppen var brunlig hvilket undrede mig noget, der sagdes

at det kom af at der kogtes i fri Luft og at Aske og Støv blæste op i Ma-

den, det mærkedes ogsaa paa Bøffen, som paa Grund af Støv og Sand kna-

sede mellem Tænderne, dette gjorde ikke Maden særlig appetitlig, og Tilbered-

ningen stod i det hele meget langt tilbage, og hvis man troer at vi levede

godt, saa er dette en meget stor Feiltagelse.

[side] 31

Under Sønderborgs Bombardement havde jeg en Nat lagt i et forladt Hus

I Nærheden af Raadhuset, hvori fandtes en Seng med Halm, et Leie som man ikkefandt hver

Nat. Da jeg om Morgenen forlod Huset lod jeg mit Tornyster blive lig-

gende der, da jeg vilde tilbringe den følgende Nat samme Sted. Imidlertid fort-

sattes Beskydningen meget heftigt, og da alle mine Eiendele, Skjorter, Strømper,

Støvler, Tørklæder m.m. laa i Tornysteret, gik jeg ind til Byen, fulgt af nogle

Kammerater, for at redde det. Ved Byens Indgang opfordrede jeg dem som

fulgte mig, til at blive medens jeg gik videre. Ved Raadhuset stillede et

Kompagni af 16’ Regiment, og i dette slog en Granat ned og dræbte og saarede mange,

1 Officersaspirant og 25 Mand – andre sagde ca. 40 Mand.

En Mand var næsten knust, Uniformen var sønderrevet, der imellem Blod og

Kjød i en uformelig Masse, en anden fik begge Føderne afskudt. Lægen svøbte

et Stykke Linned om Benene paa ham og fik ham anbragt paa en Ambulance,

en tredie havde faaet Benet knust neden for Knæet, en lang Støvle som han

havde paa var revet itu, og gjennem Støvleskaftet stak Benpiben ud, fle-

re andre havde ogsaa faaet flere betydelige Saar, det var et skrækkeligt Syn,

det værste jeg endnu har oplevet, saavidt jeg ved blev over tyve Mand saarede.

Kompagniet matte ikke stille midt i Byen men skulde stille udenfor.

Løitnant Storm var Kompagnikommandør og Ulykken maa vistnok tilskrives hans

Uforsigtighed. Kaptain Hallas, som var Kommandør for Ambulancen, kom løben-

dertil med Ambulancesoldater for at yde den fornødne Hjælp, det var i høie-

ste Grad modigt og rosværdigt af ham. – Efter dette opgav jeg Tornysteret

foreløbigt, thi at vove Liv og Lemmer for at faae det, syntes jeg var

uforsvarligt. Jeg begav mig da tilbage og traf mit Følge. Vi fulgtes ad

og talte om Ulykken. Jeg mente at jeg kunde komme ind i Byen fra

en anden Side hvor jeg ikke var saa meget udsat for Granaterne, og vi

fulgtes nu alle skjøndt Granater og Granatstykkerne susede om os. En Granat

faldt og sprang i Nærheden af os, en Sergent som ikke rigtig kjendte den

Slags, løb hen og stillede sig bag et Plankeværk for at være dækket, vi andre

som havde set meget heraf gik videre, medens jeg raabte til Sergenten at det

ingen Dækning var, da en Granatstump slog gjennem baade Plankeværk og

ham hvis den havde den Retning. Huset hvori jeg havde tilbragt Natten havde

jeg fundet og var kommen i Besiddelse af mit Tornyster.

[side] 32.

Efter disse Bedrifter fik vi Vaabenstilstand til den 28 Juni.

I London samledes under denne danske, tydske og engelske Stats-

mænd til Konference. Efter hvad jeg ved foreslog England at Slesvig skulde

deles mellem Tydskland og Danmark ved en Linie trukket over Flensborg.

Tydskland var ikke uvillig dertil; men det var Danmark ved sin dygtige

Minister Monrad, som erklærede hellere Krig paa Kniven end at afstaa noget af

Slesvig. Dette kunde være meget rigtigt, naar vi kunde tage Slesvig tilbage

eller holdt det, men vi kunde ingen af Delene. Derved opnaaede vi at

Als blev taget og at vi mistede hele Slesvig.

Fjenden havde benyttet Vaabenhvilen godt, han havde samlet sine

Tropper der hvorfra han agtede at overføre dem til Als, tillige med en stor

Mængde Baade. Vor Styrke var kun 12 Batailloner, hvoraf 2 stod nord for

Augustenborg Fjord, et altfor ringe Tal til at besætte den lange Kyststrækning,

navnlig naar der tillige skulde gjøres tilstrækkelig og alvorlig Modstand, og

af denne Styrke skulde tillige afgives Mandskab til Arbeidskommandoer.

Den Høistkommanderende paa Als, General Steinmann, havde af Overkomman-

doen forlangt 2 Batailloner til Forstærkning, en beskeden Fordring, der burde

da mindst være sendt 6 Batailloner, hvis der skulde gjøres en nogenlun-

de forsvarlig Modstand, men der kom ingen Forstærkning. Der blev al-

tid anvendt en utilstrækkelig Styrke mod den fjendtlige Overmagt.

Natten mellem den 28 og 29 Juni foretoges Overgangen og

lykkedes fuldstændig. Fjenden havde forberedt sig udmærket. Kl. 2 om Nat-

ten sattes Baadene med ca 2600 Mand over fra Snogbæk Hage og fra tre

Steder ved Storskoven, det var mere end tilstrækkeligt til at overveldte

vore Forposter. En lille Feltvagt paa en Snes Mand. en imponerende Styrke,

modtog Fjenden. Overførslen fortsattes hurtigst muligt. Vel blev der gjort

Forsøg paa at kaste Fjenden tilbage, men dette var ugjørligt, der blev gjort

alt hvad der kunde gjøres, kæmpet tappert, men drive Fjenden tilbage for-

maaede vi ikke. Als var taget og var Fjenden gaaet frem som han kunde

og burde, var der ikke kommen mange tilbage derfra.

Vort Tab paa Als var

37 døde og saarede Officerer,

[side] 33.

46 døde og saarede Underofficerer og

765 do do Menige.

3die Regiments 7de Kompagni under Premierløitnant Drastrup blev saa

at sige tilintetgjort. Drastrup faldt og af Kompagniet kom kun en Løitnant,

2 Underofficerer, 3 Underkorporaler og 39 Menige tilbage, det blev suppleret af de an-

dre 7 Kompagnier. – Den Nytte Rolf Krake gjorde, den var stationeret i Au-

gustenborg Fjord, var meget ringe.

Vore Angreb medførte altid uforholdsmæssig store Tab fordi de

blev foretagne med en altfor lille Styrke, der fremsendtes en Deling, et Kom-

pagni eller en Bataillon hvor der burde være anvendt en langt større Styrke.

Da Fjenden den 17de Marts havde taget Dybbøl Kirkegaard, som egnede sig

udmærket til Forsvar, beordredes 8de Regiments 1ste Bataillon under Kaptain

Grønlund til at tage den tilbage. Angrebet blev tilbageslaaet, og 3 Kompag-

nier under Kaptain Wedege som skulde understøtte Bataillonen kom først

frem efter at den var slaaet tilbage. Resultatet blev at Wedege tillige med

flere Officerer faldt eller saaredes og Resten maatte trække sig tilbage. Naar

Officererne ved en saadan Leilighed enten falder eller saares er Følgen næ-

sten bestandig at Angrebet mislykkes og Afdelingen trækker sig tilbage.

Tropperne trak sig derefter tilbage til Kainæs, nogle sprængte Afdelin-

ger gik til Hørup, hvor de dels bleve optagne af vore Fartøier og dels tagne

tilfange. 3die med flere Regimenter overførtes til Faaborg. Flere af 5te Re-

giment, hvis Mandskab var fra Fyen, blev modtaget enten af Familie eller

bekjendte. Den Sorg og Fortvivlelse der greb dem ved Efterretning om

Mands eller Slægtninges Død var ubeskrivelig, nogle kastede sig grædende

ned paa Landeveien, det var et smerteligt Syn. – Vi marcherede til Hor-

ne og blev indkvarteret senere gik vi til Assens hvorfra vi den 6. August 1864

returnerede til Kjøbenhavn efter dette ulykkelige Felttog.

Om Armeens Kommandoforhold finder jeg Anledning til

nogle Bemærkninger. I 1847 blev Gerlach Major, i December 1848 blev han

Oberstløitnant og fik Kommandoen over 3die Forstærknings Bataillon, med

denne deltog han i Felten i Slagene ved Frederiecia og Isted hvor den viste

sig meget flink. I 1850 blev han Oberst, senere Kommandør for 14de Bataillon

[side] 34.

i Ratzeborg og 25 Juni 1856 Generalmajor og Kommandør for 1ste Infanteri

Brigade. Efter General de Mezas Afgang 1864 blev han Kommanderende General

over Armeen. – Var han den rette Mand til at afløse de Meza?

Lunding blev Major 1844, Oberstløitnant 1848, Oberst 1849 og Kommandant i Fre-

dericia Fæstning, hvilken han forsvarede meget godt og var dertil en dygtig og

overordentlig modig Officer, som godt kunde sættes ved Siden af Rye, Schleppe-

grel og Helgesen. – 15 Aar efter,1864, træffer vi Gerlach som kommanderende

General, og Lunding endnu som Oberst og – Kommandant i Fredericia – hvil-

ken han maatte rømme, – men som der paastaaes, meget nødig.

Om Udnævnelsen til Dannebrogsmænd.

En af Regimentets Underofficerer som i 1850 blev Dannebrogsmand, men i

halvtreserne paa Grund af mislige Pengeforhold med Mandskabet blev straf-

fet og frataget Hæderstegnet, og en anden Underofficer som havde været straffet

med Degradation til Menig, bleve begge Dannebrogsmænd 1864, hvorfor

ved jeg ikke, men Krigsministeriet fandt at det ikke var rigtigt og tilkjen-

degav Regimentet sin Misbilligelse hvori der udtaltes „at Ministeriet maatte

beklage at Regimentet ikke havde vist sig den Tillid værdig som Hans Maje-

stæt Kongen havde vist det ved Uddelingen af Hæderstegnet.

En Menig af Regimentet, som blev haardt saaret og mistede

sit ene Ben, henvendte sig til sin Kapitain og beklagede sig over at han ikke

var blevet dekoreret, da han i en Dagsbefaling var blevet fremhævet for sit

Forhold under Kampen. – En anden Mening var blevet udnævnt til Danne-

brogsmand efter at han var permitteret. Korset blev sendt til Herredsfogden

for at tildeles ham, men da han havde været straffet for Tyveri, indberettede

Herredsfogden det til Ministeriet der forlangte det tilbage og sendte det til Re-

gimentet for at en mere værdig kunde faae det og paa den Maade erholdt

saa Invaliden bemeldte Kors.

Mærkeligt var det ogsaa at Korpsskriverne ved 3die, 4de,5te og

8de Regiment alle bleve Dannebrogsmænd, de maa have udmærket sig

fremfor de andre Regimenters Korpsskrivere. Ja jeg kunde anfør mange mær-

kelige Exempler paa Uddeling af Decorationer, men – det vilde føre forvidt.

[side] 35.

Det havde en vidtrækkende Virkning naar der faldt Skud i Kjæden.

Alt hvad der stod paa Forpost, Reserve og den tilbagetrukne Linie blev strax allarmeret

og maatte stille, de Afdelinger der laa paa Als for at udhvile, selv om de laa to

Mil fra Sønderborg, matte uopholdelig dertil. Man kunde jo ikke vide om det

var Begyndelsen til et fjendtligt Hovedangreb, og alt maatte derfor samles.

Mandskabet som stod i Kjæden havde derfor Ordre til kun at skyde naar det

var høist nødvendigt. – En Feltvagt ved Rønhave, som stod ved et Batteri med et

Par Kanoner, havde givet Vedetterne Ordre til ikke at skyde før de havde faaet

Tilladelse dertil. Lige over for en af Posterne gik nogle fjendtlige i en Baad og

sejlede over mod Vedetten, der sporenstregs løb til Feltvagten og spurgte om han

skulde skyde. Vagtkommandøren løb strax med Vedetten for at se hvad der

var at gjøre, Fjenden var borte, men Kanonerne var fornaglede. Mærkeligt

var det at ingen af Artilleristerne var tilstede i Batteriet, de kom nu og saae

til deres store Skræk hvad der var sket. En af dem gav sig til med en Kniv

at forsøge paa at pille Sømmene ud, og det lykkedes, Sømmene var for smaa

og sad ikke fast. – Hvor utroligt det lyder er det dog bogstavelig Sandhed, jeg

kan anføre Regimentets Nummer og Vagtkommandørens Navn, jeg kjendte ham

personlig. –

Nogle af Tydskerne havde stor Lyst til at skyde enkelt Mand

hvor der var Leilighed dertil, hvorpaa anføres nogle Exempler.

Efter at en Fægtning paa Sundeved 1848 var endt, gik en Furer

Bernhard Jørgensen af 4 Bataillon, end god Ven af mig i Følge med en Kammerat ind i et

Hus for at faae noget at drikke, da de kom ud saa en Tydsker sit Snit til

at skyde ham en Kugle i Hovedet, han døde strax.

Fra 1864

Foran Skandserne blev udstillet enkelte Poster kaldet Lytteposter, hvis Be-

stemmelse var at have deres Opmærksomhed henvendt paa om Fjenden

rykkede frem eller gjorde Forberedelser til Angreb. Disse Posters Hverv var temme-

lig farlig, og for det meste paatog disse Folk sig frivillig denne Tjeneste.

En af dem ved 3die Regiment fandtes en Morgen skudt

Fourer Jacobsen af 11te Regiment stod en Dag ved en Baad som laa

[side] 36.

ved Strandkanten ved Rønhave, da han gik ned i Baaden blev han døde-

lig saaret af et Skud i Underlivet.

Denne Maade at dræbe en Mand paa anser jeg for uhæ-

derlig, egentlig Snigmord, jeg vilde aldrig selv, eller tillade mit Mandskab, at

gjøre sligt, det har ingen Indflydelse paa Krigens Udfald og er en unyttig

Blodsudgydelse. Naar vi i en Fægtning staaer Bryst mod Bryst som

Fjender er det en anden Sag, der er det vor Pligt at gjøre saa mange Fjen-

der som muligt ukampdygtige, men saaledes stjæle Livet af Folk er afskyligt.

Ved at læse en Fortælling om en engelsk Korporal Gregory

Brewster som i Slaget ved Waterlo den 18′ Juni 1815 kjørte en Krudtvogn forbi

et brændende Hegn, til en Afdeling af Hertugen af Wellingtons Armee, hvilket

blev anset som en stor Heltegjerning erindrer jeg, at da jeg i 1856 eller 57 førte

en Krudttransport fra Rendsborg til Altona og skulde kjøre igjennem Bramsted,

brændte en Smedie tæt ved Landeveien som jeg skulde passere. Jeg havde nu

Valget mellem, enten at vente til Ilden var slukket, eller risikere at kjøre for-

bi den brændende Smedie. Da jeg ikke syntes om at vente valgte jeg det sidst-

nævnte, dækkede Krudtet paa Vognen godt til med en Præsenning og opfordrede

Kudsken – en holstensk Bondekarl – til at kjøre saa hurtigt som muligt for-

bi Brandstedet, hvilket han ogsaa gjorde, og vi kom uskadt forbi. Hvad

Brewster udførte var efter Kommando, medens jeg forcerede og vovede Kjørslen

uden nogen Opfordring, det var ingen Heltegjerning, men i uheldigste Til-

fælde gjaldt det dog Livet.

Jeg har ført mange Krudttransporter fra Rendsborg til Altona,

nogle Gange under meget stærkt Tordenveir. Paa en af Reiserne spurgte

Kudsken mig om hvad der vilde ske hvis Lynet slog ned i Vognen, mit

Svar var, at baade han og jeg vilde komme til at gjøre et Luftspring

som vi aldrig før havde gjort. Egentligt maatte jeg ikke kjøre naar Tor-

denen var lige over Stedet jeg passerede, men skulde i saa Fald lade Vog-

nen staa, spænde Hestene fra og tillige med Bedækningen fjerne mig saa

langt fra Vognen at vi var uden for Fare hvis Lynet slog ned og antændte

Krudtet. Nogle af Kudskene var ogsaa ængstelige ved denne Kjørsel.

[side] 37.

Fourer C G. havde hentet Lønningspenge og skulde gjennem Sønderborg ud

i Dybbølstillingen og udbetale den, en Granat slog ned og sprang i Nærheden af

ham, men han var ikke bange, han kastede Posen, hvori Pengene var, fra sig paa

Gaden og løb det bedste han havde lært. En anden Underofficer tog Pengeposen og

bragte ham den. – Saadan Tapperhed bliver gjerne belønnet efter Fortjeneste, og

det blev denne ogsaa, han blev senere Stabssergent, Dannebrogsmand og Skriver

ved 1ste Generalkommando.

Naar en Afdeling bliver afskaaren og omringet saa at fortsat

Kamp kun vil medføre unyttig Blodsudgydelse, er der ikke andet at gjøre end

at overgive sig, blive gjort til Fange, men naar enkelte Mænd af en Afdeling i

Kamp blive tagne til Fange, da er det i Almindelighed Kujoner, jeg har

kjendt flere af den Slags Soldater, jeg vidste i Forveien at de vilde blive Fanger,

forudsagde adskillige det, og det slog til. En Kommandersergent som i første

Krig blev Dannebrogsmand, formentlig for Tapperhed, kom i en varm At-

take 1864, han stillede sig bag nogle Træer, kastede sin Sabel, og da Fjenden

naaede ham, blev han selvfølgelig Fange.

Den sædvanlige Maade hvorpaa mange bliver taget tilfange er

at vedkommende paa et Sted, f. Exp. i en Grøft, hvor han troer sig dækket,

kaster sig ned, hvem der seer det troer at han er saaret, træffer Fjenden

ham nu tages han tilfange, kommer Fjenden ikke saa langt frem, saa

støder han senere til Afdelingen, og saaledes har han reddet sig.

Tvende Kompagnikommandører, W. og R. tappre Mænd, som kæm-

pede personlig med Fjenden blev tagne tilfange.

Efter Krigen 1864 blev alle som vendte tilbage fra Fangenskab

sendte til Kjøbenhavn. Der var mange, saavidt jeg erindrer mellem 7 og

8000. Det mentes at de skulde fremstilles for Forhør og afgive Forklaring

om deres Tilfangetagelse, dette skete dog ikke. Hansen var den Gang

Krigsminister, og da han havde en Kommando paa Als 1848, vidste han af

Erfaring at alle vore Soldater ikke var Helte. – Jeg stod paa Kongens Ny-

torv og talte med Kommandersergent T. da vi saa en Sergent F. komme

som i første Krig var bleven Dannebrogsmand. Hvorledes kommer han her,

[side] 38

hans Regiment ligger jo i Jylland, spurgte T. mig, hvortil jeg svarede at

han rimeligvis havde været Fange. Sergenten som var en Bekjendt af

os begge kom hen og hilste paa os. T. spurgte ham nu hvorledes det kom

sig at han var i Kjøbenhavn, hvortil han svarede at han kom fra Fan-

genskab, T. sagde saa henvendt til mig, saa havde du dog Ret, paa Fs

Spørgsmaal om hvori jeg havde Ret fortalte T. ham vor Samtale. F. blev

da lidt flov, sagde Farvel og gik bort. Jeg fortalte T. at jeg tidligere havde

været sammen med F. i et Underofficersselskab, og der udtalte F. at han

ikke mere vilde gaa med i Krig og hvis han blev tvungen dertil skul-

de han nok indrette sig saaledes at han kunde hytte sig. Jeg skamme-

de ham da ud, saaledes burde en Underofficer aldrig tale, og hvis det

var hans Mening skulde han ikke sige det.

Efter at foranstaaende er nedskrevet har jeg fra paalidelig Kilde

erfaret at General du Plat den 16′ April, før han med sin Division rykkede

over i Dybbølstillingen, opfordrede General Gerlach, som paa Grund af et

Uheld ikke kunde tage derover, til at melde sig syg, du Plat vilde da som

ældste General overtage Kommandoen og samme Aften rømme Stillingen,

men dette vilde Gerlach ikke gaa ind paa. Derved vilde Armeen have

sparet 61 Officerer og 4842 Underofficerer og Menige, som nu opoffredes til

ingen Nytte, og som lagt til den Styrke der skulde forsvare Als, muligen

kunde have forhindret at den kom i Fjendens Besiddelse.

Da Tropperne forlod Jylland og indskibedes til Fyn blev un-

der Oberstløitnant Bechs Kommando efterladt et Korps bestaaende af 1ste Regi-

ment, 2det Dragon Regiment, 4 Kanoner og et Ingeniørkompagni, for at dæk-

ke Tilbagetoget og for at forhindre Fjenden i at foretage Udpresninger og

Brandskatning. Da Oberstløitnant Bech bragte i Erfaring at en

fjendtlig Afdeling var rykket frem mod Ellitshøi bestemte han sig til 2/7

at overfalde den med et Kompagni og 16 Dragoner under Kaptain

Hammerich. Fjenden var imidlertid marcheret til Lundby og her opsøgte

Bech dem. Fjenden var kun 124 Mand under Kommando af Kaptain

Schlutterbach, men da de bemærkede vore Tropper tog de Opstilling bag et

[side] 39.

Jorddige. Bech opfordrede Kaptainen til at rykke frem i Kolonne og angribe med

Bajonetten. Fjenden afgav tre Salver, vort Tab var 20 døde og 77 saarede der iblandt

mange haardt saarede som døde kort efter. Fjendens Tab var 3 saarede. Kampen

maatte opgives og Resten trak sig tilbage uden at blive forfulgt. Kaptain Hamme-

rich, Løitnant Grave og svensk Premierløitnant Betzholz saaredes, sidstnævnte døde

den 28. Juli. Liget blev balsameret og sendt til Stockholm. Det var et stort Nederlag,

navnlig foraarsaget ved den ufornuftige Maade Angrebet blev foretaget paa.

Man tænke sig et Kompagni under en Oberstløitnant og en Kaptain rykke frem

mod en dækket Stilling i Kolonne, uden at skyde, men derimod lade sig

nedskyde under Fremrykningen saa at Halvdelen af Mandskabet dels faldt

og dels saaredes, hvor forkasteligt af de Kommanderende og hvor modigt og med

hvilken Dødsforagt Angrebet foretoges af Mandskabet.

Jeg havde en Broder som deltog i Affæren og mærkeligt nok slap

uskadt derfra.

Efter Ankomsten til Kjøbenhavn 6 August 1864 fortsatte jeg Tjenesten som Depotsergent

ved Bataillonen indtil den 8 Marts 1866, da jeg ifølge derom indgiven Ansøgning blev

beskikket til Politibetjent i Odense og den 24de s. Md. med min Familie afreiste

dertil. – Ved Afgangen beregnede Bataillonen mig med Lønning, Undermun-

dering, Brød og Hæderstegnsducør for 7 Dage, men da alt, ifølge de givne Bestem-

melser, undtagen Brød, skulde beregnes og udbetales maanedsvis og forud, ind-

gav jeg Andragende til Ministeriet om at erholde Lønning m. v. for hele Maane-

den, hvilket ogsaa strax blev tilstaaet mig.

Her begynder det 2det Afsnit af mine Erindringer.

—————————–

Ankommen til Odense meldte jeg mig til Politimesteren, Appellations-

retsraad G Koch og Politiassistenten Villumsen.

Ved Tiltrædelsen fik jeg en trykt Instrux leveret til Veiledning ved

Polititjenesten som jeg var ganske fremmed for, endvidere blev der givet for-

skjellige andre Bestemmelser af Politimesteren, blandt andet at vi ikke maatte

komme enkeltvis til Stationen men i Hold paa 2 à 3 skulde marschere dertil.

[side] 40.

Vi var 7 Betjente, heraf havde 1 Nattevagt, 2 mødte om Morgenen Kl. 7, vi

var altsaa 4 tilbage. Saavidt muligt satte vi saa hinanden Stævne og marcherede

saa 2 sammen midt ad Gaden til Stationen – en imponerende Politistyrke -.

Undertiden fik en af os Ordre til at besørge et Ærinde paa Veien til Statio-

nen og kunde da ikke komme marcherende dertil sammen med en Kollega.

Naar vi havde Vagt ved Theatret, ved Baller paa Raadhuset, Bryllupper eller

lignende, medførte vor Tjeneste, at vi foruden at holde Orden, tillige skulde fun-

gere som Leietjenere ved at aabne og lukke Karethdøren for Deltagerne. Instruxen

indeholdt tillige en Bestemmelse om at der bestandig skulde være 2 Betjente

tilstede paa Politistationen for at der strax kunne erholdes Politiassistance, men

naar der skulde være 2 tilstede, saa maatte den ene jo ikke bortfjerne sig, da

der saa kun blev en tilbage. – Polititjenesten fandt jeg meget stræng og anstræn-

gende, men dog ganske interessant. Den ene Dag var ikke som den anden,

bestandig vexlende og noget nyt. Tjenesten bestod i Patrullering paa Gaderne,

2 Timer hver Formiddag og hver Eftermiddag, Stationsvagt, Vagt ved Theate-

ret, paa Torvene, i Dandselokalerne, som Stævningsmand Forkyndelse af

Stævninger og Domme m. v. transportere Forbrydere til Straffeanstalter, modtage

Anmeldelser om begaaede Forbrydelser, foretage Undersøgelser og indgive Rapporter

derom. Tjenesten begyndte i Reglen Kl. 8 Morgen til Kl. 9 Aften, men var ved

forskjellige Leiligheder baade tidligere og senere. Vi havde 2 Timer fri til

Middag, skiftevis fra Kl. 11 til 3. En Nat om Ugen havde vi Nattevagt,

under hvilken vi skulde inspicere Patrulliebetjentene, have Vagt paa Statio-

nen, modtage Anmeldelser o.s.v.

Vore Foresatte, Politimesteren og Politiassistenten, var temmelig ubehagelige

og grove, Hummanitet kjendte de ikke. I det Hele taget er Dhrr. Jurister grove

og hensynsløse, en høflig og human Underdommer er efter min Erfaring en

stor Sjeldenhed. Var en Forbrydelse anmeldt og man ikke kunde opdage

Gjerningsmanden blev man anset for et Fæ som der ingen Forretning kun-

de betroes. Et Exempel herpaa skal jeg anføre. Fra en Kjøbmand paa Over-

gade var der stjaalet et Par Støvler og Tyven havde efterladt sine opslidte Træ-

sko. Det faldt i mit Lod at faae Træskoene og opsøge Eiermanden. Forret-

[side] 41.

ningen forekom mig temmelig haabløs, imidlertid travede jeg Byen rundt med Træ-

skoene indsvøbt i Papir under Armen, men Gavtyven fandt jeg ikke, han

kunde ikke findes, det var daarligt gjort af mig. Et Par Aar efter, en tidlig Mor-

gen blev en Fyr truffen som havde taget Logis i en Bygning som blev opført

paa Nørregade, da han var blottet for Subsistentsmidler og intet Logis havde

anholdtes han og førtes til Stationen. For at lette hans Samvittighed maat-

te han opgive hvor han havde været og hvad han havde foretaget sig i den

senere Tid, han fortalte dette og tilstod at han var Støvletyven. Strax efter at

han havde stjaalet Støvlerne var han gaaet til Middelfart. Jeg stod nu

skyldfri; thi da han var spadseret til Middelfart var det jo ikke muligt

for mig at finde ham i Odense.

Styrken var 4 Betjente af 1ste Klasse, 3 af 2den do. 12 Patrulliebetjen-

te samt 2 Reserve-Patroulliebetjente. Lønnen var for 1ste Klasse 700 Kr. 2den do

500 Kr. Patrulliebetjentene 480 aarlig, hvortil endnu kom for Politibetjentene ca 200 Kr. og

for Patrulliebetjentene 100 à 150 Kr. i Sportler aarlig. Lønnen var lille nok, men for 1ste Klas-

se hvori jeg var, tilstrækkelig. Politibetjentene skulde selv holde sig med Uniform, hvori-

mod Patrulliebetjentene havde fri Uniform. – Med hensyn til Tjenesten kan denne kun an-

føres med enkelte Oplevelser og spredte Træk.

Politiet i Odense blev omordnet den 1’ Februar 1866. Politibetjentene pa-

trouillerede om Dagen fra Kl. 9 Morgen til Kl 9 Aften og Patrulliebetjentene fra Kl. 9 Aften til

Kl. 5 Morgen, fra Kl. 5 til 9 Formiddag blev der ikke patrulleret. Tilsynet skete ved at

Patrulliebetjentene forlod Stationen Kl. 5 og Kl. 7 og 2 Politibetjente mødte Kl. 7 og 4 Kl. 8.

Politistationen var stedse aaben og der kunde altid modtages Anmeldelser, Hittegods

og erholdes Assistance naar det var nødvendigt. Det var noget nyt for Byens

Befolkning og det blev benyttet efter en stor Maalestok, naar noget savnedes i

eller udenfor Huset blev det anmeldt som Tyveri og Politiet skulde da skaffe Ef-

fekterne tilveie. Saaledes anmeldtes blandt andet at en halv Nedløbsrende fra en

Tagrende var stjaalet, det var et mærkeligt Tyveri. Anmeldelsen modtoges, en

Betjent udsendtes til Opdagelse, det viste sig da at Renden var blæst ned i en

stærk Storm om Natten og at en Husets Beboere havde sat Renden ind i

Gaarden. – En Snedkermester anmeldte at han var bestjaalet for et Stykke

[side] 42.

Damask til en Sofa, en Betjent afsendtes for at undersøge hvor det sidst var

set og af hvem, samt om der havde været fremmede Uvedkommende i Lokalet

hvor Damasket havde henligget. Undersøgelsen førte til at Snedkerens Datter havde

forvaret det i en Kommodeskuffe. – En Frue som var flyttet til Nørrebro an-

meldte sent om Aftenen at der under Flytningen var stjaalet fra hende 12 Par

Hørlærreds Lagener, 12 Par Blaarlærreds do, flere store Duge med tilhørende Ser-

vietter og en stor Del forskjelligt andet Linned. Det var et stort Tyveri, næsten

et helt Læs. Jeg sagde hende at der vel blev stjaalet i Odense, men at der

blev stjaalet hele Læs forekom mig næsten utrolig, og jeg anmodede hende

derfor om at se nøjagtigt efter om det ikke var forlagt et eller andet Sted,

men det opvakte Fruens Vrede, hun udbrød om jeg ikke troede hende, saa

kunde hun godt henvende sig til Politimesteren. Dette mente jeg ikke var nød-

vendigt, jeg var jo ved at skrive Rapporten, og der skulde blive gjort alt

muligt for at hun kunde faae sine Eiendele, og det blev der gjort. Fra

Stedet hvor hun var flyttet var flere Mand i Arbeide, heraf havde hun havt

4 Mand tilhjelp, desuden en anden Mand og Kudsken som kjørte Vognen.

Alle maatte afgive Forklaring og der blev foretaget Husundersøgelse hos dem,

men saa kom Efterspillet. Den følgende Dag meddelte Fruen at alle Sager-

ne var fundne, en af Pigerne havde pakket dem i en stor Dragkiste, hun

bad derfor undskyde hende for den Uleilighed hun havde gjort os, men der-

med var Sagen ikke tilende, de 4 Mand og Kudsken var ikke tilfredse med

at de var blevne ansete for Tyve og at der var blevet foretaget Ransagning

hos dem, de forlangte Godtgjørelse derfor og man enedes om at de hver fik

4 Kr. Da den 6te Mand erfarede dette, forlangte han ogsaa 4 Kr. og jeg

blev da sendt til Fruen med et Brev fra Assistenten hvorpaa jeg skul-

de have Svar – 4 Kr. – Fruen modtog Brevet og sagde at det var godt,

hvorfor jeg gjorde hende opmærksom paa at jeg skulde have Svar, hvil-

ket bestod i omhandlede 4 Kr. Jeg kunde ikke nægte mig den Fornøielse

at sige Fruen, at Anmodningen som jeg havde stillet om at søge nærmere

efter det savnede, dog ikke havde været overflødig.

Paa Torvevagten skulde vi blandt andet paase at Smør, som i

[side] 43

Almindelighed solgtes i Stykker paa 1 Pund, havde den rigtige Vægt. En Dag medens

jeg havde Vagt gjorde en Høker mig opmærksom paa at en Kone falbød Smør som

syntes undervægtig, da Stykkerne ogsaa forekom mig at være for smaa, opfordre-

de jeg Konen til at følge med til Stationen, hvor der stod en Normalvægt, for

at efterveie det, her viste det sig at Vægten var rigtig og en Betjent gik derpaa

med hende til Torvet og jeg meddelte da lysthavende at det var efterveiet og

Vægten var rigtig. Med denne Afgjørelse vilde Konen ikke lade sig nøie, hun

begyndte at græde, paastod at jeg havde foraarsaget at hun nu ikke kunde

faae sit Smør solgt og forlod Torvet i høieste Vrede. Smørret var fra Adjunkt

Hastrup som eiede en Gaard tæt ved Odense, han gav Konen ret, anmeldte det

passerede paa Politistationen og forlangte at jeg ikjendtes den høieste Straf.

Politiassistenten optog en Rapport hvori blandt andet anførtes at jeg havde an-

holdt Konen, udvist Malkonduite, foranlediget at Hastrup fremtidig ikke

kunde sælge sit Smør paa Torvet. – Efter Vagten paa Torvet var jeg fri

til om Aftenen Kl. 8½ da jeg skulde havde Nattevagt. Paa Stationen blev jeg

modtaget af Assistenten med et ”Naa de har baaret dem net ad paa

Torvet i Dag”. Jeg forsvarede min Handlemaade som rigtig og korrekt.

Assistenten gav mig derpaa den optagne Rapport og sagde at jeg kunde

anføre mit Forsvar paa den, og det gjorde jeg. I Forsvaret anførte jeg

ikke at havde anholdt Konen men anmodet hende om at følge med til

Stationen for at faa Smørret veiet da Vægten henstod der, idet jeg tillige be-

mærkede at det formentlig var rettest at Vægten fandtes paa Torvet for strax

paa Stedet at faae den Slags Sager afgjort, at jeg paa Foranledning af

en Kjøber, med Angivelse af hans Navn, havde foretaget Efterveiningen,

at vi uden nogen Anmeldelse foretog Veining af Bagernes Brød, samt

at et Kvint Smør havde mere Værd end et Kvint Brød. Paafølgende

Dag indfandt Hr Hastrup sig paa Stationen for at erfare Sagens Udfald, han

blev henvist til Politimesteren, og da han ikke fandt sig tilfreds med Resul-

tatet skrev han til Stiftamtet, der havde han heller ikke faaet Medhold og

han indsendte da en Besværing til Justitsministeriet. Jeg hørte senere intet

videre til Sagen. Da jeg en Gang efter flere Maaneders Forløb atter skulde have

[side] 44.

Vagt paa Torvet forespurgte jeg Assistenten hvorledes jeg skulde forholde

mig naar en lignende Sag skulde fremkomme, han erklærede at han

ei heller kjendte Sagens Udfald, samt at jeg maatte handle efter Konduite,

men at han ikke vilde bære sig ad paa den Maade, paa mit Spørgsmaal

om hvorledes jeg da skulde bære mig ad, indrømmede han at det vidste han

ikke. – Det var dog ikke altid at han slap med den Besked, som Politi-

assistent maatte det antages at han skulde veilede os hvor det ansaaes for nødven-

digt, men det var jo ikke saa bekvemt som bagefter at kritisere og sige at

hvad der var foretaget var urigtigt.

En Overlærer der ansaaes for meget distrait anmeldte at der var

stiaalet en Hundredrigsdalerseddel fra ham. En Gjæstgiver her i Byen hav-

de været hos ham, men han kunde ikke mistænkes for Tyveri – hvorfor ikke ?

Andre havde der ikke været og han kunde ikke henlede Mistanken paa nogen.

Der blev holdt en hvis Hemmelighedsfuldhed over det hele. – Tre af de dyg-

tigste Betjente? blev indviede i Hemmeligheden, men – skulde anmo-

de forskjellige Handlende om naar nogen betalte med en saadan Seddel da

at anmelde det paa Stationen. Jeg hørte ikke til de begunstigede som blev

indviet i Hemmeligheden, dog erfarede jeg det og spurgte Assistenten

om bemeldte Seddel var stjaalet. Svaret var ”hvorfor, ”de der skulde

have det at vide var underrettet derom”. Jeg indvende derimod at som

Politibetjent burde og skulde jeg vide det. Naar Kjøbmanden fik Meddelelse

derom maatte han jo give sine Medhjælpere samme Besked, og hvad de

vidste maatte jeg da ogsaa faae at vide, hvortil endnu kom at naar

der paa Stationen blev anmeldt til mig at N. N. havde faaet en Hun-

dredrigsdalerseddel vexlet, jeg da roligt kunde sige at det ikke kom

mig ved. – Assistenten gik ind paa sit Kontor, men lidt efter kom

han tilbage og sagde at det var en Feil af ham at han ikke havde under-

rettet os alle om Tyveriet, som forresten aldrig blev opdaget. Jeg kunde godt

anføre Navnet baade paa Overlæreren og Gjæstgiveren da begge nu, 1903, er døde.

Da Bankdirektør B. en Eftermiddag Kl. 3 gik hjem fra Banken

kom han ind paa Stationen og anmeldte at en Mand havde været i Banken

[side] 45

og forlangt en Vexel disconteret paa 800 Rdlr som han ansaa for falsk. Hvem Manden var vidste

han ikke, han ansaa ham for Arbeider, han var lille og Signalementet var ikke

godt at kjende ham paa. Naar B. vilde anmelde Manden havde det været det

rigtigste at opholde ham lidt og sende Bud til Stationen som var nær ved Ban-

ken. Jeg var ene paa Stationen og blev tilkaldt for om jeg muligt kunde tæn-

ke hvem det kunde være. – Politimesteren havde delt Byen i 7 Distrikter, et

til hver Betjent, her skulde vi paase om Gaardene og Latrinerne m.m. blev

ordentligt renholdte og tillige gjøre os bekjendt med Beboerne. Efter ca. et Aars

Forløb skiftede vi Distrikt og vilde saaledes efter nogle Aars Forløb være meget

godt kjendt over hele Byen. Dette var en meget god Foranstaltning da 5 af

Betjentene var aldeles fremmede i Odense. I mit Distrikt boede en Mand ved

Navn Sørensen i Slotsgade, der arbeidede hos Uldspinder Grundtmann. Dette kun-

de meget godt passe paa Manden, men jeg vidste tillige at han flere Gan-

ge havde været i Tugthuset, at han var gift med et Fruentømmer som

var noget ældre end ham, og havde været i Forbedringshuset, at han

stod i Forbindelse med et andet Fruentømmer, Malkemarie, som malkede

Kør for en Brændevinsbrænder Folhave, samt at han spekulerede paa at reise til

Amerika med dette Fruentømmer. Alt dette passede jo godt sammen, og det

var jo rimeligt at dette var den rette Mand. Jeg fik Ordre til at paabe-

gynde Undersøgelsen og begav mig til Sørensens Bolig, han var hjem-

me om Eftermiddagen Kl. 4, dette var mig allerede paafaldende. Paa

Forespørgsel om han intet Arbeide havde svarede han at han stadigt havde Ar-

beide hos Grundtmann, men at han skulde besørge nogle Ærinder.

Jeg fremtog min Noticebog og anmodede ham os at opgive mig nøiag-

tigt hvor han havde tilbragt Dagen. Han opgav at være gaaet til Ar-

beide om Morgenen Kl 6, havde arbeidet til Middag, var gaaet hjem

og havde spist, men nu vilde jeg ogsaa vide Besked paa Resten af

Dagen, og her kneb det for ham, først var han forbleven hjemme, men

naar han skulde besørge Ærinder for Grundtmann, hvad var det da for

Ærinder – dette kunde jeg naturligvis let faae at vide ved Forespørgsel

hos Grundtmann. – Ved strax at notere hans Udsagn fik jeg en

[side] 46

Fordel over ham, da han uforberedt maatte give mig Forklaring, og

han efter yderligere Krydsforhør næppe efter nogle Timers Forløb kunde erin-

dre sit første Udsagn til mig. Derpaa fik jeg en Dreng til at gaa til Poli-

tistationen og udbede mig en Betjent til Assistance da jeg vilde fore-

tage Husundersøgelse. Betjenten kom, Undersøgelsen blev foretaget men

der fandtes intet mistænkeligt. – Med den Slags Folk, straffede Perso-

ner, gjør man ikke mange Omstændigheder. Efter dette udspurgte jeg

ham om den falske Vexel, men den kjendte han selvfølgelig intet til, ja

men Bankdirektøren kjender dem og vi skal nok komme efter Sandhe-

den. Jeg anholdt nu Sørensen og medtog ham til Stationen. Paa Veien

sagde han at jeg jo havde nedskrevet alt hvad han havde sagt, da

jeg bejaede dette, sagde han at han ikke havde fulgt Sandheden, hvortil

jeg svarede, at jeg godt vidste at alt hvad han havde sagt var Løgn,

men det skulde vi nok finde ud af naar vi talte mere sammen

paa Stationen. – Han bekjendte nu, midt paa Gaden, at det ganske

rigtigt var ham der havde været i Banken med Vexlen, han var

gaaet ned til en Værtshusholder i en Kjælder og skrevet den. – der fandtes

nemlig hverken Pen eller Blæk i hans Hjem, hvilket viste sig ved Un-

dersøgelsen. Naa, men hvor er nu Vexlen, ja den havde han tygget

og spyttet ud paa Gaden. – Det var nu en nem Sag for Dommeren,

her havde vi Forbryderen, han havde bekjendt, alt var i Orden, der

manglede blot Dommen, og den lød paa nogle Aars Forbedringshusar-

beide, jeg havde den Fornøielse at bringe ham til Straffeanstalten i Vi-

borg. – Hans første Forbrydelse var at han i 20 Aars Alderen afbrændte

en Gaard i fyrgetyverne, herfor blev han dømt til at halshugges.

Dommen gik gjennem Overretten til Høieste Ret. Tre Gange blev denne

Dom forkyndt for ham, det var frygtelig, han blev benaadet og fik i stedet

20 Aars Tugthusstraf, men sagde han, Indtrykket da Dommen forkyndtes mig

var for intet at regne mod da Benaadningen blev mig forkyndt, det var

som jeg skulde synke i Jorden, jeg blev helt vanvittig. Da han blev dømt for

Vexelfalsk var han nogle og fyrgetyve Aar, heraf havde han tilbragt Halv-

[side] 47

delen i Straffeanstalten. Efter udstaaet Straf hilste han paa mig paa Gaden, han ar-

beidede da som Murerhaandlanger, forøvrigt et net Bekjendtskab, men jeg har

flere af den Slags.

Naar man er Politibetjent maa man have Øinene og Ørerne med

sig for at intet skal undgaa ens Opmærksomhed, paa den Maade ser og

hører man meget som andre ikke lægger Mærke til.

En Aften under Patrulleringen i Skulkenborg hørte jeg et slemt Spek-

takel i et Hus, som blandt andre beboedes af en Arbeidsmand, kaldet Saxe

Frederiksen, forresten en fordrukken Person, Konen var der ei heller meget ved.

Han og hun skjændtes omkaps. Naboerne opfordrede mig til at forsøge

paa at skaffe Ro, hvad jeg undslog mig for, men da Huseieren ind-

trængende anmodede mig om at see at faae Fred i Huset, gik jeg op

i Leiligheden for at forsøge derpaa. Konen var rasende, hun udskjeldte

Manden, kaldte ham blandt andet en Tyveknegt, jeg søgte at berolige hende idet

jeg sagde at Manden selvfølgelig maatte blive vred over saadanne Skjelds-

ord, hun paastod imidlertid at hvad hun sagde var Sandhed, han var

med en Slagtr S. kjørt ud for at hente Brænde. S. havde tabt nogle

Penge i Vognen, dem havde Frederiksen fundet og beholdt. Jeg søgte saa

godt som muligt at berolige dem, hvorefter jeg forlod Huset. Som

Betjent var det min Pligt at anmelde de Forbrydelser der kom til min

Kundskab, jeg indgav da Rapport over det passerede, og Følgen blev at

Frederiksen sattes under Tiltale og straffet med Fængsel paa Vand og Brød.

Paa Gaden skjændtes 2 Drenge, den ene kaldte den anden en Tyveknegt.

Jeg tog dem begge med til Stationen, hvor jeg lod dem afgive Forklaring.

Den ene ca 12 Aar gammel, gik i Byen for Blikkenslager C. og der havde han

flere Gange seet Leilighed til at stjæle Penge af en Blikkasse der stod i Butikken

hvori det som indkom for Reparationer og mindre Beløb henlagdes. Han

vedgik Tyverierne og sagde at han havde forbrugt Pengene til Slikkerier, samt

at Blikkenslageren havde mærket Tyverierne og flyttet Blikkassen, men

desuagtet gik han endnu i Byen for C. Nu henvendte jeg mig til C. – men

mærkværdig nok var mange uvillige til at give Politiet Meddelelser,

[side] 48.

saaledes ogsaa C. Paa mit Spørgsmaal om han havde mærket at Drengen

stjal svarede han til min Forundring nei. Da jeg vidste hvor den om-

handlede Blikkasse tidligere havde staaet og hvor den nu stod, spurgte jeg

om hvorfor den var flyttet. C. blev nu vred og sagde at det var et nær-

gaaende Spørgsmaal som han ikke vilde svare paa, og at jeg var ube-

rettiget til at stille slige Spørgsmaal. Jeg underrettede ham om at Drengen

var anholdt og havde bekjendt alt. Dette forandrede Situationen noget,

og C. indvilgede nu i at give en nøiagtig Forklaring naar han saa kunde

blive fri for at møde i Retten – dette havde Folk ikke Lyst til -. Jeg sva-

rede ham, at enten han afgav Forklaring til mig eller ikke, kom han

alligevel til at møde i Retten. Herefter afgav han Forklaring som fuld-

stændig stemte med Drengens Udsagn. – Men Drengen gjorde mig end-

nu nogle Bryderier. Han blev indlagt paa Fattiggaarden, og herfra

undveg han tillige med en anden Dreng, ved at knytte nogle Lagener

sammen og flygte gjennem et Vindu. Da jeg kjendte begge Drengene blev det

paalagt mig at opsøge dem. Jeg fandt dem ogsaa legende ved en Dam ude

ved Dampmøllen. – Han blev afleveret til Fattiggaarden igjen men und-

veg atter, og det blev paany, paa Grund af Bekjendtskabet, overdraget mig

at opsøge ham. Jeg erfarede at han var seet i en Gaardsplads ved Gravene. Der

kunde jeg ikke finde ham, men stod og spekulerede paa hvor jeg skulde

søge ham. Pleieforældrene boede i Skræppestrædet, altsaa langt fra Gravene.

Medens jeg stod der saae jeg et Hoved dukke op af en stor Sukkerfustage

som stod i en af Gaardene, og ganske rigtigt var det Hovedet af Drengen,

og jeg bragte ham nu til Stationen. – Jeg har senere hørt at han blev en

slem Tyveknegt som er blevet straffet flere Gange.

Paa Stationen anmeldte en Mand at der var stjaalet en Gris fra ham

paa Torvet. Adspurgt om han havde Mistanke til nogen svarede han at der

var en Skomager som han troede var Tyven, han sad i et Værtshus og

spiste. Da jeg var ene paa Stationen kunde jeg ikke gaa derfra, der var

da ikke andet for mig at gjøre end anmode Anmelderen om at bringe

Skomageren til Stationen, og dette gjorde han ogsaa. Underligt var det at

[side] 49

Skomageren vilde følge med. Jeg spurgte Skomageren om hvor Grisen var som

han havde stjaalet, han svarede at han ingen Gris havde stjaalet, hertil svarede

jeg at jeg godt vidste at han havde taget Grisen og solgt den, samt at han havde

Pengene hos sig. Skomageren blev duperet, afleverede Pengene som var bundet ind

i hans Halstørklæde og opgav til hvem Grisen var solgt. Derefter lod jeg Anmel-

deren gaa til Kjøberen og forlange Grisen og sige ham at han kunde faa Pen-

gene tilbage for den paa Stationen. Over det passerede skrev jeg Rapport.

Det var en nem Forretning, modtaget Anmeldelse om Tyveriet, anholdt

Tyven, faaet ham til at bekjende, tilbagebetalt Pengene, Anmelderen faaet sin

Gris tilbage, og alt udført uden at forlade Stationen, men det var sjelden at

det gik saa let.

Hos Guldsmed G. indfandt en Mandsperson sig som vilde sæl-

ge noget Sølv, blandt andet et Par itubrukne Sølvsporer, aabenbart var

det Tyvekoster. G. lod Tyven gaa og anmeldte det derefter til Stationen. Hel-

digst vilde det været at Personen var opholdt medens Budet gik til Stationen.

Signalementet var meget mangelfuldt men han havde en meget tyk Stok i

Haanden. Nielsen og jeg blev udsendt for at opsøge Manden. Ordren var lettere

givet end at udføre. Nielsen og jeg gik nu ad Vestergade spekulerende paa

hvorledes vi skulde faa fat i Fyren. Ankomne til Hotel St. Knud stod

vi og talte om hvordan vi skulde løse Opgaven. Jeg foreslog at en af os

gik gjennem Kongensgade og Vindegade og den anden ad Vestergade og

Heden. Pludselig udbrød Nielsen “der gaaer han” og begav sig sporenstregs

hen ad Kongensgade, han havde nemlig faaet Øie paa en Mand med

en tyk Stok, jeg fulgte efter, vi anholdt Manden og førte ham til Sta-

tionen. Da han havde sat lidt der forlangte han at komme i Gaarden,

det var jo en Nødvendighed, men jeg ansaae det tillige for nødvendigt

at visitere ham inden han gik i Gaarden. Han fandtes i Besiddelse af

Sporerne og flere andre Sølvgjenstande. Det var Gjenstandene, nu blev

det hans Sag at bevise sin lovlige Adkomst til dem, var han først

kommen i Gaarden havde vi neppe fundet Sølvsagerne hos ham. Det var

Peter Maler fra Skræppestrædet. han blev idømt Straffearbeide for Indbrudsty-

veri paa en Herregaard.

[side] 50

Da det ikke sjeldent skete at Børn dels gik omkring og tiggede og dels

begik Tyverier bestemte Politimesteren at vi skulde forhindre Børn i at gaa og samle

Klude og Ben, da det gav Leilighed til at de tillige stjal hvad der laa forhaanden.

Da jeg en Dag saa to Drenge gaa med en Pose ind i en Kjøbmand Ms store

Gaard gik jeg efter dem, og da de gik for at samle Klude og Ben, forbød jeg dem

det og gav dem Tilhold om at gaa hjem. Kjøbmanden kom til og da han hørte hvor-

om Sagen dreiede sig, udtalte han at han havde givet Drengene Lov til at kom-

me der og opsamle hvad der var kastet i Skarnkassen, om jeg havde noget

derimod, jeg svarede, at det kunde jeg naturligvis ikke have, men meddelte

ham Politimesterens Bestemmelse og Grunden dertil, men det gjorde ingen For-

andring i Kjøbmandens Mening. – Kjøbmanden var en særdeles god og velvil-

lig Mand. – Senere anmeldte hans Hustru at der jevnlig blev stjaalet Penge

fra hende, som laa paa en Tallerkenrække i Kjøkkenet, og at hun havde Pigen

mistænkt for Tyverierne. For at overbevise sig derom havde hun mærket nogle Markstyk-

ker med et Kryds og hun havde saa med sin egen Nøgle lukket Pigens Kom-

modeskuffe op og der fundet de mærkede Markstykker. Pigen negtede at have stjaa-

let, men Fruen forlangte hende arresteret og straffet. Paa Spørgsmaal om Pigen

havde været tilstede da Fruen ransagede hendes Gjemmer indrømmede Fruen at

det havde hun ikke. – Som Sagen stod mente jeg at der ikke var noget at

gjøre, det var ofte Tilfældet at der var indridset Mærker i Mønter og det

var intet Bevis paa at Markstykkerne var Fruens. Fruen blev vred og sagde

“naar hun sagde at Pigen havde stjaalet Pengestykkerne og Fruen fundet dem

i hendes Gjemme, maatte Fruens Ord staa til Troende, ligemeget hvad

Pigen sagde.” Hertil bemærkede jeg at hendes Udsagn ikke var Bevis nok

mod Pigen, rigtigere havde det været at hun først havde anmeldt Sagen for

Politiet og ladet det foretage Ransagningen, som Fruen var aldeles uberettiget til selv

at foretage, ligesom Politiet ei heller maatte gjøre det før Politimesteren havde

dekreteret det. Som Svar paa om der ingen andre end Pigen kom i Kjøkkenet,

udsagde Fruen “at der ogsaa kom nogle fattige Koner og Børn som kun ydede

Hjelp”, kan det ikke tænkes at nogen af dem kunde have begaaet Tyverierne

“nei paa ingen Maade, det er ordentlige og skikkelige Folk”, kun Pigen var

[side] 51.

ikke ordentlig og skikkelig.- Jeg optog Rapport over det passerede, tilføiede Fruens

Udsagn om de skikkelige Folk som kom i Kjøkkenet, samt om at Kjøbmanden hav-

de givet Drengene Lov til Opsamling i Gaarden. – Efter hvad jeg fik at vide var Pi-

gen meget ordentlig og der var ikke mindste Grund til at tiltro hende at hun

stjal, hvorimod Fruen var bekjendt for at være noget urimelig og ondskabsfuld, og

som man her siger “ikke ganske sikker.“- Der kom heller ikke noget

ud af Sagen.

Fra Torvet kom en Landboer, Madam Bøhm og en ældre Arbejdsmands

Kone ind paa Stationen. Landboeren anmeldte at da han stod paa Torvet og

solgte Smør i Etpundsstykker havde Konen faaet 1 Pund Smør som hun var gaaet

med uden at betale, Madam B., forøvrigt en berygtet og straffet Person, som ikke var

meget troværdig, optraadte som Vidne, og sagde at hun havde set Konen havde

faaet 1 Pund Smør som hun var gaaet med uden at betale, og Konen sagde at hun

havde faaet Smørret men ogsaa betalt det. Jeg formanede alle tre til at holde sig

til Sandheden, navnlig syntes ikke Konen at se ud til at ville bedrage Man-

den, men alle paastod paa det bestemteste at deres Udsagn var rigtigt. Da Landboe-

ren atter skulde paa Torvet og sælge Resten af sit Smør, Madam B. hjem, lod jeg

begge gaa med Paalæg om at komme tilbage paa Stationen efter en Times Forløb.

Derefter forhørte jeg Konen, spurgte hende om hun ikke havde glemt at betale, men

hun paastod paa det bestemteste at have betalt. Saa greb jeg til den Udvei at lade

hende gjøre rede for de Penge hun medbragte fra Hjemmet. uagtet jeg vidste at

det er meget sjelden at man nøiagtig veed hvor mange Penge man har i sin

Portemonnæ. Hun sagde at det vidste hun bestemt, hun vidste hvor meget hun

havde givet ud, men ved Eftertællingen viste det sig at hun havde for mange Penge,

akkurat hvad et Pund Smør kostede. Foreholdt dette sagde hun at saa havde

hun havt flere Penge med end hun kunde huske. Landboeren og Madam B. ind-

fandt sig igjen paa Stationen og begge fastholdt deres Udsagn. Efter at jeg havde

oplæst den optagne Rapport for dem lod jeg dem gaa og bragte Konen tillige

med Rapporten til Politimesteren. Da hun ikke havde bekjendt foreholdt han

hende Forklaringen som Landboeren og Madam B. havde afgivet men Konen

paastod at være uskyldig . Jeg fik Ordre til at bringe hende til Arresthuset

[side] 52.

og søge nærmere Oplysning om Konen. Hun var 67 Aar og af Bekjendte an-

set for en ordentlig Kone som ikke vilde bedrage nogen. Mit Princip var

hellere at lade en skyldig løbe end anholde og arrestere en uskyldig, og da

jeg efter de Oplysninger jeg havde erholdt maatte ansee Konen for at være

uskyldig, gik jeg til Arresthuset for at tale med hende, men Arrestforvare-

ren beroligede mig med at hun havde bekjendt. – Spørgsmaalet bliver nu,

var hun virkelig skyldig eller tilstod hun Bedrageriet for hurtigst mu-

ligt at slippe ud af Arresten.

Fra Pantheon blev anmeldt at der var stjaalet en tom men

dyr Portemonnæ som var brugt ved en Forestilling. Ankommen der mente jeg

at den muligen var forlagt eller at en af Skuespillerne i andre Tanker havde

stukket den i Lommen og forglemt det, tillige eftersøgte jeg paa Teateret om

den ikke fandtes der, men jeg kunde ikke finde den. Restauratør I. som hav-

de Beværtningen der, anmeldte at han havde mistet et Par Briller med Sølv-

stænger og nogle Cigarer, han mente at en Opvartningspige som han havde

var Tyven. Grundene var mig ikke ganske indlysende, og jeg kunde desu-

den ikke ret gjøre mig fortrolig med Tyveriet. Naar man har med den

Slags Sager at gjøre faaer man en Forudfølelse derom, der som oftest er

rigtig. Jeg paalagde vedkommende yderligere at søge Portemonnæen, som

jeg formodede ikke var stjaalen. – Jeg forehold I hvad hun vel skúlle bru-

ge hans Briller til, at de var i Sølvstænger fordyrede dem ganske vist, men

ellers havde de dog ikke stor reel Værdi, og da hun ikke røg, det brugte

Damerne for 34 Aar siden endnu ikke, hvad skulde hun saa anvende Ciga-

rerne til, hvortil han svarede, at hun kunde give sin Kjæreste dem, er hun da

forlovet, ja det vidste han forresten ikke. – Naa, da hun blev sigtet for

Tyverierne var der intet andet for mig at gjøre end at anholde Pigen,

som erklærede at hun var uskyldig. – Faderen var en daarlig Person

som var straffet for Tyveri, Konen levede ikke sammen med ham og ernæ-

rede sig ved Vask og Rengjøring, hun boede paa Hjørnet af St Jørgensgade og

Skræppestrædet, der maatte jeg gaa hen med hende og foretage Ransag-

ning, men hvilken Fattigdom, der var næsten intet. Pigen havde meget lidt

[side] 53.

Klæder paa, i Huset fandtes ikke en Gang Brød, nogle Brødskorper og Laanekontorsedler

var det hele. Jeg maatte derefter arrestere Pigen. Senere paa Dagen anmeldtes at Portemo-

næen og Brillerne var fundne, og Cigarerne var nu I ikke sikker paa var stjaalne.

Det gjorde mig ondt for Pigen og jeg henvendte mig derfor til Politifuldmægtigen der

fungerede som Assistent om at faa hende løsladt, men det havde ingen hast sagde han

hun led ingen Nød og havde godt af at sidde til imorgen. – O Retfærdighed!

Pigen blev senere gift med en Oversergent og har det godt.

Marskandiserske Madam L. meddelte mig at en Pige havde falbudt hende

et nyt Silketørklæde som hun antog var stjaalet. Pigen tjente hos en Modehandler-

inde paa Vestergade. Ved at afhente Pigen som sigtet for Tyveri, talte jeg med

Modehandlerinden, som udtalte at det var en meget flink og ordentlig Pige

som hun kunde give sin bedste Anbefaling, og hun følte sig overbevist om

at hun ikke havde stjaalet . Pigen var en net lille Bondepige i tyve Aars

Alderen, med et lidt enfoldigt Udseende, som man forresten efter Udseen-

det at dømme heller ikke vilde anse for en Tyv, men lyve kunde hun og

det ganske alvorligt, hun benegtede alt, ogsaa at hun havde falbudt Tør-

klædet, samt at hun intet Silketørklæde eiede. Imidlertid fæstede jeg ikke

Tiltro til hendes Udsagn. Adspurgt om hendes Bekjendtskaber opgav hun at

have en Veninde som boede i Adamsgade. For at afhøre hende begav jeg mig

derhen, og i Samtalens Løb erfarede jeg at det ikke var en Veninde men der-

imod hendes Moder, samt at Pigen var født udenfor Ægteskab. Sagen stillede

sig herefter noget anderledes, da jeg selvfølgelig kunde indse at hendes Ud-

sagn vilde være i Datterens Favør. Jeg meddelte Moderen at Datteren var

mistænkt for Tyveri og forlangte de Sager udleveret som Datteren havde

beroende hos hende. – Moderen havde ingen af Datterens Eiendele, hvilket jeg

erklærede for Usandhed da hun havde opgivet at Moderen havde flere Ting

som Datteren havde bragt hende, hun spurgte mig om hvad det var for

Gjenstande, det vidste jeg intet om, men det kunde ikke gaa an at sige

det. Til Moderen sagde jeg at det var Manufakturvarer, der iblandt et

Silketørklæde, men jeg kunde hente Datteren saa kunde denne opgive hvad

det var for andre Varer der var, samtidig udtalte jeg at naar Moderen

[side] 54.

ikke udleverede hvad hun havde som Datteren havde bragt hende, fik det Udseende

af at hun var Datterens Medviderske og saa saae jeg mig nødsaget til ogsaa

at anholde hende. Hun kom nu frem med det omhandlede Silketørklæde og

flere Manufakturvarer. Da jeg nu havde Bekræftelse paa at Datteren var en

Tyv, medtog jeg Varerne til Stationen. Ved at se Sagerne blev Pigen noget

forvirret, det havde hun sikkert ikke ventet. Paa Spørgsmaal hvorfra hun

havde dem sagde hun at hun havde kjøbt dem hos Manufakturhandler J. jeg tog nu Pigen,

Tørklædet og de andre Varer og gik til Manufakturhandleren. Kommissen gjen-

kjendte strax Tørklædet og erklærede at det var stjaalet. Pigen kjendte han godt, hun

havde kjøbt 1 Alen Dowlas til 28 Øre og set Leilighed til at stjæle Tørklædet hvis

Udsalspris var 6 Kr. De andre Varer erklærede Kommissen for ogsaa at være

stjaalne, da hun aldrig havde kjøbt andet end ubetydelige Smaating. Bragt

tilbage til Stationen førtes hun derefter til Stedet hvor hun tjente, der foretoges

Ransagning hvorved der forefandtes en stor Del Tyvekoster. Nu bekjendte hun

alle sine Tyverier, men hun havde kun undt den ene Kjøbmand sin Søgning,

da Handelen der var saa fordelagtig for hende.

St. Knudsmarkedsdag blev flere Tyverier, der iblandt Lomme-

tyverier anmeldt paa Stationen. Mistanken henlededes paa et Fruentimmer som

gik med et Shawl paa som lignede et Bordtæppe. Alt hvader var til Tjeneste

af Politi blev udsendt for at anholde hende, og en Patrouillebetjent traf hende og-

saa om Aftenen i Nedergade, anholdt og bragte hende til Stationen, hvor hun

blev indsat i Arresten til om Morgenen. – Jeg havde Morgenvagt Kl. 7 og

modtog hende samt de Gjenstande hun ved Anholdelsen var i Besiddelse af,

blandt andet 1 Pund Kirsebær. Da der ingen Grund var til at lade dem ligge

gav jeg hende dem til at spise, dette kom mig senere tilgode. Der fremkom in-

tet som bestyrkede Mistanken mod hende, og hun bekjendte intet. I saadan-

ne Tilfælde blev ofte en Betjent under et eller andet Paaskud sendt omkring

med Arrestanter, de holdt ikke af saaledes at blive trukket Byen rundt

af en Betjent og ikke sjelden lettede de paa en saadan Spadseretur deres

Samvittighed med en Bekjendelse. – Jeg fik Ordre til gaae med hende

for at hun skulde paavise de Steder hvor hun havde været. Hun modtog

[side] 55

mig med Glæde, jeg var den eneste der havde behandlet hende med Venlighed sagde

hun, alle de andre havde været saa onde mod hende, navnlig Politimesteren, som havde

spurgt om Kirsebærene. Hun kunde ikke opgive hvor hun havde været her i Byen,

der imod havde hun været hos en Landmand udenfor Byen, hvor hun havde

faaet nogen Mad. Stedet fandt vi, det var rigtigt, vedkommende havde ikke be-

mærket noget mistænkeligt hos hende. – Hendes Navn var Ingrid Løvstedt, hun

var født i Sverrig, 23 Aar gammel, hun havde en Søn paa ca 3 Aar, avlet udenfor

Ægteskab. Jeg fik hende til at fortælle hele sit Levnetsløb, fremhævede det uvær-

dige for hende naar Drengen voxede til og erfarede at Moderen var straffet for Tyveri.

Hun havde læst meget i Bibelen hvoraf hun erindrede betydeligt. For mig gik

hun fuldstændig til Bekjendelse, men for Politimesteren havde hun aldrig be-

kjendt, han havde været saa uartig og grov mod hende, hun hadede ham.

Hun havde intet og var taget hertil for at stjæle, men Udbyttet var kun ringe.

Jeg formanede hende til fremtidig at føre et ordentlig Levnet og erhverve sit

Udkomme ved hæderligt Arbeide Til mig sagde hun at hun godt vid-

ste at saasnart jeg havde afleveret hende til Arrestforvareren saa gik jeg til

Stationen og skrev en Rapport over alt det hvad hun havde fortalt mig,

hun var saamænd godt inde i Forretningerne. Jeg meddelte hende at hun

efter udstaaet Straf vilde blive sendt til Sverrig, og raadede hende til ikke

oftere at komme hertil, det lovede hun, samt at hun aldrig mere vilde stjæ-

le. Hun idømtes 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og efter at have

afsonet Straffen transporteredes hun til Sverrig. Af Politiefterretningen saae

jeg at hun kort efter blev anholdt for Lommetyveri i Tivoli, hun dømtes til

Forbedringshusarbeide. – Hendes Løvte om fremtidig at afholde sig fra Ty-

veri holdt hun ikke.

Fra Gjæstgiver Steffensen anmeldtes at der var begaaet Tyveri i

hans Beværtningslokale i Kjælderen i Korsgade. Tyven havde fra Kjældergangen

lukket Døren op til Lokalerne. Politibetjent Broch beordredes til at foretage For-

undersøgelsen. Steffensen havde Mistanke til en Pige som tidligere havde tjent

hos ham og nu tjente paa Landet, men om hun havde været i Byen den Dag

vidste han ikke. Nørregade førte ad Veien til hvor hun tjente, hvorfor Broch

[side] 56

forhørte i Beværtningerne der om der havde været en Pige efter det opgivne

Signalement, og rigtigt havde hun været inde et Sted og drukket Kaffe.

Broch fortsatte Undersøgelserne og traf ogsaa Pigen paa Nørrebro. Hun anhold-

tes og bragtes til Stationen. Efter forskjellige Udflugter vedgik hun at hun

var kommen til Byen Aftenen i Forveien og at hun senere var gaaet ned

i Kjældergangen og ladet sig lukke inde der. Hun vidste at Nøglen til

Lokalerne blev hængt paa et bestemt Sted, og om Natten da alt var roligt

havde hun taget Nøglen til Beværtningen og var gaaet derind, hvor hun

havde tændt Gassen, tømt Pengeskuffen, oplukket Døren, hvori Nøglen sad til

Gaden og var gaaet sin Vei, hun kunde nemlig ikke komme anden Vei

ud da Kjælderdøren var aflaaset. Det hele var særdeles godt udført og havde

hun kunnet undvære sin Morgenkaffe er det ikke sikkert at hun var bleven

opdaget.

Indbrud i Arresthuset

Et andet ligesaa mærkeligt Tyveri blev udført i Arresthuset.

En Arrestant som havde afsonet sin Straf blev om Eftermiddagen løsladt.

Han var inde hos Arrestforvareren hvor han fik nogle Penge udbetalt for

Arbeide han havde udført medens han sad arresteret. Arrestforvareren lagde

Mærke til at han saae sig saa mistænkelig omkring i Stuen. Den følgende

Morgen var Skrivebordet brækket op, de deri værende Penge stjaalne, Nøglen til

Arresthusets Port, som havde hængt over Skrivebordet var borttaget, Porten

oplukket og Nøglen siddende i Laasen. Ved Undersøgelsen viste det sig

at Indbrudet var gjort fra en Sidegade som sjelden nogen passerede

En Stige, som havde staaet ved et Hus paa Marken i Nærheden af

Arresthuset var taget derfra, baaret hen til Muren som omgiver Arrest-

huset, Tyven var gaaet op ad Stigen, sat sig paa Muren, trukket Sti-

gen op til sig og ladet den gaa ned paa den anden Side, var derefter

kommen ind i Leiligheden og efter at have udført Tyveriet, taget Nøg-

len og lukket sig ud af Porten, hvilket var meget bekvemmere end at

benytte Stigen for at komme ud. Da Arrestforvareren havde Mistanke til

ovenanførte Person, som var straffet flere Gange, blev 2 Betjente sendte

ud paa Landet, hver ad sin Vei for at eftersøge ham. Den ene var ogsaa

[side] 57.

saa heldig at træffe ham sammen med en anden Person, der imidlertid und-

løb. Mistænkte blev anholdt og vedgik Indbrudet, som han havde udført i

Forening med Personen som undløb, men senere anholdtes.

En stjaalen Ko

En Morgen erfarede jeg at en Ko var solgt under mistænkelige Om-

stændigheder. Ved at undersøge Sagen erfarede jeg at en Bondekone ca 8 Dage tidligere

hos Slagter Grupe havde forespurgt om han vilde kjøbe en Ko, og da han besva-

rede Spørgsmaalet med ja havde hun nu bragt ham Koen, som Grupe imid-

lertid fandt var for mager til at slagtes, hvorfor han henviste hende til

Brændevinsbrænder Christensen, som han antog var Kjøber, Grupe vilde da

kjøbe en af Christensens Køer som var bedre tjenlig til Slagtning. Christen-

sen kjøbte Koen af Konen og Grupe Kjøbte derefter en Ko af Christensen.

Ingen af dem kjendte Konen. Da jeg antog at Koen var stjaalen, fik jeg

Konens Signalement for muligt at faa at vide hvem hun var. Ved Fore-

spørgsel erfarede jeg at hun havde været inde i en Beværtning og druk-

ket Kaffe, men der kjendte man heller ikke Konen. Ved at fortsætte

Undersøgelsen traf jeg Politiassistent Jørgensen ved Bjerge Aasum Herreder.

Da jeg antog at Konen boede i dette Herred spurgte jeg ham om der var

stjaalet en Ko der, jo meget rigtigt, Koen havde staaet paa Marken og

var stjaalet om Natten. Paa hans Spørgsmaal om hvorledes jeg vidste

Besked om Tyveriet, meddelte jeg ham hvad jeg vidste og opgav ham Ko-

nens Signalement. Han kjendte hende godt og kjørte strax paa Landet

og anholdt hende. Størstedelen af Pengene som hun havde faaet for Koen

var hun endnu i Besiddelse af, hvilke blev tilbagebetalt Kjøberen.

Dødsfaldet i Kirkegaardsalleen

En ældre Mand som boede i Kirkegaardsalleen afgik ved Døden.

Konen var noget yngre, vel i fyrgetyverne. Naboerne mente nu at Konen havde for-

givet ham, dette kom til Politiets Kundskab, og strax troede man Konen skyl-

dig. Om Eftermiddagen blev jeg sendt til deres Bolig, Manden laa i Stuen. Ko-

nen var hjemme. – Jeg skulde afhøre hende og derefter indgive Rapport over hvad

jeg erfarede. – Lejligheden bestod af en Stue og Kjøkken, og viste at der var stor

[side] 58

Fattigdom, de fik ogsaa Fattighjelp. Hvorfra og hvorledes Konen skulde kom-

me i Besiddelse af Gift og faae Manden til at tage den var mig gaadefuld,

jeg troede at Konen var lige saa uskyldig som jeg og bestyrkedes deri ved

flere Timers Samtale og Samværen med hende. Manden havde i længere Tid været

baade svagelig og sengeliggende og intet kunne fortjene, hun skulde saa tjene

saavel til sit som Mandens Underhold og tillige passe ham, det var under

de Omstændigheder umuligt at holde Nøden fra Hjemmet, og hun var tidt

aldeles fortvivlet. Henad Aften kom Assistenten, jeg meddelte ham min Samtale

med hende og min Mening om Sagen. Konen blev anholdt. En anden Betjent

afløste mig et Par Timer medens jeg bortfjernede mig for at spise til Aften.

Derefter kom jeg tilbage for at holde Vagt over Liget hele Natten til om For-

middagen Kl. 9, da Stadslægen indfandt sig og obducerede liget, hvorved det

konstateredes at han var død en naturlig Død. – Den Nattevagt var en høist

ubehagelig Tjeneste. Ovenover Leiligheden var en Kvistleilighed med et utæt Brædegulv

over den Stue hvori jeg skulde have Vagt, og naar de gik paa Gulvet der-

oppe, faldt Snavs og Væggetøi ned paa mig, jeg satte da en Stol udenfor,

hvorpaa jeg satte mig naar jeg blev træt af at gaae frem og tilbage.

Forsaavidt Manden nu selv havde forskaffet sig Gift og taget den,

var Konen trods sin Benegtelse dog blevet straffet for Giftmord da alt talte

mod hende, og der kan man see hvad det kan føre til naar enhver

som helst skal agere Politispion.

De begravede Hunde, Barnefødsel i Dølgsmaal

I 1866 havde en meget ung Haandværkers Datter født et Barn i

Dølgsmaal. Moderen havde været behjælpelig ved Fødselen og senere brændt

Barnet under en Vaskekjedel. Forbrydelsen kom til Politiets Kundskab og

saavel Moderen som Datteren arresteredes. Der afholdtes mange og lange

Forhør. Moderen hængte sig i Arresten, dermed var Sagen sluttet for

hendes vedkommende, og Datteren idømtes, saavidt jeg erindrer, paa

Grund af hendes Ungdom og Moderens Tvang mod hende, en mildere Straf.

Efter denne Forbrydelses Opdagelse kom der en sand Manie

– Galskab- over Folk til overalt at finde dræbte og begravede Børn,

[side] 59.

der førte til efterstaaende komiske Begivenhed. Et ældre Hus blev nedrevet og

ved Udgravningen til en Kjælder fandtes i et Stykke Have en lille Trækasse

der var noget beskadiget, igjennem et Hul kunde man see noget mørkt

krøllet Haar, og strax var det Hovedet af et begravet Barn. Det anmeldtes

paa Politistatistationen, Arbeidet med Udgravningen standsedes og en Betjent

sattes til Vagt paa Stedet, indtil den retslige Undersøgelse, hvortil Stadslæ-

gen var tilsagt, kunde finde Sted. – Betjenten skulde samtidigt med at

havde Vagt indhente Oplysninger om det nedgravede Barn. Herved kom

han i Samtale med en ældre Dame som i en Aarrække havde beboet

Stedet, og som var en stor Hundeelsker, hun fortalte at hun havde

havt to Hunde som var døde, den ene mørkhaaret og den anden med hvi-

de Haar, hver af dem var lagt i en Kasse som Ligkiste og begravede i

Haven. Kassen blev nu nøiere undersøgt og det viste sig at det virkelig

var en død Hund som fandtes i den. Herved blev Gaaden om det begravede

Barn løst og den retslige Undersøgelse ikke foretaget.

Bjørnebenet

En Mand bragte et Menneskeben til Stationen, som var amputeret

ovenfor Knæet, og som han havde frataget en Hund der løb med det paa Vester-

gade. Stadslægen undersøgte Benet og erklærede det for et Menneskeben. Der blev

udsendt en Betjent for at skaffe Oplysning om hvis Ben det var og hvor

det var fundet. Ved Undersøgelsen erfarede han at Benet var et Bjørneben.

Kjøbmand E. Brandt, som drev Handel paa Norge, havde derfra faaet en

røget Bjørne-Skinke. Efter at Kjødet var spist var Benet kastet paa Møddingen

hvor en Hund havde faaet fat i det og var løbet med det. Det var nu en an-

den Forklaring. Benet lignede paafaldende et Menneskeben med Fod og Tæer.

Politiassistenten lod nu en anden Læge bese Benet; og denne som tidligere havde

set Bjørneskinker, erklærede at det var et Bjørneben, og dermed endte denne

Undersøgelse. – Man kunde ikke forlange at Stadslægen skulde kjende et

Bjørneben, men derimod kunde man med god Grund forlange at han

skulde kjende et Menneskeben.

[side] 60

Falskspillerne

Til Politimesteren anmeldte en Landmand at han var blevet be-

draget af Falskspillere af hvilke han angav Strygemager Henrik Olsen, som for-

øvrigt havde et daarligt Rygte. Jeg fik Ordre til at anholde ham, han boede

paa Vesterbro, eiede selv et lille Hus, var en stor og svær Mand der gjerne op-

traadte temmelig brøsig. Jeg anmodede ham om at komme til Politistatio-

nen da Assistenten ønskede at tale med ham. Han svarede at det vel ingen

Hast havde, naar han gik i Byen skulde han nok komme. Denne Besked

vilde jeg selvfølgelig ikke lade mig nøie med, og anmodede ham om at gaae

med strax. Det kunde han ikke, da han ikke kunde faae Støvler paa, han gik

med et Par Lædertøfler. Nu vilde jeg ikke høre flere Udflugter og erklærede ham

for “anholdt”. Naa, det forandrede jo Sagen, ja saa skulde han nok komme, jeg

kunde blot gaa, saa skulde han nok følge efter, dette Forslag syntes jeg nu

heller ikke om, men foretrak at han gik foran og jeg bag efter, paa den

Maade kom han til Stationen, og i de følgende 2 Aar kom han ikke hjem.

Han vilde naturligvis intet bekjende, Sagen var meget vidtløftig, over tyve

Personer var implicerede deri, den var drevet i flere Aar og mange havde været

Deltagere, dels som Spillere og dels som Værtshusholdere hvor Spillet var foregaaet, men

ingen bekjendte noget. Hvad Betjentene fik at vide om Spillet og Deltagerne ind-

gav de Rapport om. Blandt Spillerne var ogsaa to tidligere Patrulliebetjente.

En af de mindre forhærdede fortalte sig i Forhøret, indviklede sig i Modsigelse og

gik sluttelig til fuldstændig Bekjendelse, og derefter bekjendte hele Banden, hvoraf

en boede paa Landet, en var Kjøbmand i Svendborg, en, Svensker, var Stenhugger

og arbeidede i Jylland under et andet Navn, jeg troer Johnson, Bedragerierne

var foregaaet paa mange Maader, dels ved at pakke Kortene, dels ved at nogle

stod bag ved Spillerne og paa vedtagne Bevægelser viste hvilke Kort Modspilleren

havde. – Ved Keglespillet indvirkedes der ved at naar en skulde slaa, man da

søgte at bringe ham ud af Slaget, ved at skrabe med Foden eller træde

haardt i Gulvet, og som tilfældig at komme ham i Veien.

Stenhuggeren som anholdtes i Hobro, havde ved Anholdelsen

et Spil Kort som medtoges hertil. Han bekjendte selvfølgelig ikke, men

[side] 61

han indrømmede at Kortene tilhørte ham. Olsen tilkaldtes fra Arresten og forevistes Kor-

tene, saasnart han saae dem sagde han at de var falske, og det beviste han ved at

vise at et af Kortene var bredere end de andre, fremkommet ved at der var klippet lidt

af alle Kortene paa det ene nær, naar der nu blev taget af som der bruges, vilde

man altid støde paa det Kort, og derefter kunde de pakkes saa at Spilleren og

Modspilleren fik de for dem bestemte Kort. – Blandt de tiltalte var en Værtshus-

holder som tiltaltes for at Spillet var foregaaet hos ham, og han vidste at der

spilledes falsk. I første Krig var han bleven Dannebrogsmand, i Samtale med

en af Betjentene som ogsaa havde deltaget i Felttoget sagde Værtshusholderen

at hvis han blev straffet saa mistede han sit Dannebrogskors, men det skulde

aldrig ske, og det skete ei heller, thi han aflivede sig ved Hængning før Dom-

men afsagdes. – Sagen varede meget længe, da flere appellerede til Høiesteret.

Olsen idømtes 8 Maaneders Forbedringshusarbeide der afsonedes paa Vridsløselille,

de andre fik fra fire Gange fem til 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Æresfølelse

Da jeg en Gang anholdt en simpel Person og fulgte med ham til

Stationen udbrød han indigneret “synes de ikke at det er en stor Skam for

mig at jeg skal følge med dem,” jeg svarede “det ved jeg ikke, men hvis de

anseer det for en Ære for mig at følges med dem, saa tager de storlig Feil.”

Mordet i Helvedshuset

En Enke boende i det saakaldte Helvedshus fandtes en Morgen

skudt der. Pleiesønnen mistænktes for Mordet og blev arresteret, men af Mangel

paa Bevis atter løsladt. – Jurisdiktionen hvor Mordet var begaaet henhørte

under Odense Herred, og vedkom derfor ikke Odense Kjøbstads Politi; men

Herredsfogden, Amtmand Dahlerup, blev paa Forlangende efter bedste Ævne as-

sisteret af os. Alle, baade vedkommende og uvedkommende gjorde sig al

mulig Umage for at opdage Morderen, hvem der var i Besiddelse af Skyde-

vaaben blev ansete for mistænkelige. – Det er godt nok naar man anstræn-

ger sig i saadant et Tilfælde, men det bør dog ikke udarte til Latterlig-

heder, og Undersøgelserne nærmede sig stærkt dertil. Det første Spørgsmaal

maatte blive om nogen havde Fordel af Mordet, og det næste om hun hav-

[side] 62

de Fjender som tragtede hende efter Livet. Der ymtedes om at Pleiesønnen,

Hans Hansen, ca. 20 Aar, var forlovet og vilde reise til Amerika med

sin Kjæreste og ved Pleiemoderens Død vilde komme i Besiddelse af Pen-

ge dertil, hvorvidt dette var rigtigt ved jeg ikke, men Undersøgelserne

dreves ufortrøden med stor Iver. En Underofficer var gaaet med et Ge-

vær under sin Feltkappe, det var lumsk mistænkeligt, jeg fandt nu ikke

noget mistænkeligt i at en Underofficer gik med et Gevær, men her var det

nu saa sin egen Sag. Vedkommende blev udfundet og tilsagt til Møde paa

Stationen og jeg modtog hans Forklaring, der gik ud paa at han ikke

var gaaet med sit Gevær men derimod med en trebenet Handskemaski-

ne, som den Gang brugtes, for sin Forlovede, og det var Benet deraf som

var bleven anset for Enden af et Gevær, efter dette Udsagn blev han anset

for uskyldig og dimitteret. En Lærer, Cand. theol, som langt ude var beslæg-

tet med den myrdede, blev derefter mistænkt. Der var fundet Spor ved Huset

af Støvler, taget Aftryk af Sporet, og Læreren maatte aflevere et Par Støvler for at

det kunde sees om de passede til Sporet, det gjorde de ikke, men nu skulde

hans andre Støvler prøves om de passede bedre, da de afhentedes spurgte han

om han ikke maatte gaa ud, jo det maatte han nok, ja men saa kom-

mer de til at lade mig faa de alt medtagne Støvler da jeg kun har to

Par, men de andre passede heller ikke. Derefter blev der foretaget en me-

get nøiagtig Husundersøgelse, men der fandtes intet mistænkeligt, der

afholdtes Forhør af Politimesteren over Konen medens Manden var under

mit Tilsyn i en anden Stue. Forhøret trak ud i et Par Timer, og under

dette sad Læreren og faldt i Søvn. Da Forhøret over Konen var sluttet,

blev Manden forhørt og da Assistenten, som var tilstede spurgte, om jeg havde er-

faret noget, svarede jeg, at jeg ansaa Læreren for aldeles uskyldig, da

han vidst ellers ikke kunde sidde og falde i Søvn medens Konen

blev forhørt. Sagen endte med at han fik sine Støvler og ikke an-

saaes for skyldig, – Den 24. December 1868 patrullerede jeg fra Kl. 9 til

11. Ankommen til Stationen spurgte Assistenten om jeg kunde tage

paa Landet i Anledning af Undersøgelsen, det kunde jeg strax,

[side] 63

som Betjent var man altid parat til at udføre givne Ordre. En Kollega til-

lige med Herredets Politiassistent kjørte strax til Vissenbjerg hvor vi skulde søge

Oplysninger om Mordet. Den Arbeidsmand som nu mistænktes skulde opgive hvor han

havde været da Mordet skete. Han opgav at have arbeidet hos en Gaardmand, denne

paastod at han vel havde arbeidet hos ham, men ikke den Dag. Nu kan man

ofte erindre hvad der er passeret for flere Aar siden, men undertiden ikke hvor

man var paa en bestemt Dag for 14 Dage siden. Angivelserne passede ikke.

Gaardmanden tilsagtes til at møde i Forhør den følgende Dag, hos den mistænk-

te foretog vi Husundersøgelse, hvorved intet mistænkeligt forefandtes, men vi

maatte desuagtet anholde Manden og tage ham med til Odense. Konen var

ved at bage Æbleskiver til Helligaftenen og blev utrøstelig da vi medtog Manden.

vi søgte at trøste hende, men det lykkedes ikke. Imidlertid løslodes Manden

efter nogle Dages Forløb. – Alle Naboerne nærede stadig Mistanke til Pleiesøn-

nen, der var en raa ondsindet Person, som havde Fornøielse af at plage og skade

Dyr, han anholdtes paa ny og ved indtrængende Forestillinger af Arrestforva-

reren og en Landpolitibetjent bekjendte han sig sluttelig skyldig i Mordet

og gjentog senere sin Bekjendelse for Herredsfogden. Dommen lød paa at han

skulde halshugges. For at han ikke skulde begaa Selvmord i Arresten blev

han sat sammen med en Mand som havde skudt en Skytte paa Lange-

sø, og denne har – rimeligvis – raadet ham til at tilbagekalde sin

Tilstaaelse; thi dette gjorde han senere, men dertil tog ingen af Retterne

Hensyn og Dommen blev stadfæstet og exekveret. Ved Exekutionen

der foretoges paa en Mark nær Odense blev der slaaet en Kordon af militæ-

re, og inden for denne var Byens Betjente posterede. Inden Halshug-

ningen fandt Sted talte Fængselspræsten, Pastor Joh. Møller, med ham, og

saavidt jeg kunde høre, jeg stod meget nær ved Skafottet, opfordrede han ham

nu før sin Død aabent at bekjende, hans Svar kunde jeg ikke høre, men

efter Præstens Spørgsmaal syntes det som han fastholdt sin Benegtelse, dette

gjorde et uhyggeligt Indtryk, og Præsten burde efter min Mening ikke have

stillet dette Spørgsmaal. Derefter lagde han sig ned paa Brædtet som var

fastgjort til Blokken med Hovedet paa denne. Hænderne foldede han under

[side] 64

Brædtet. – Øxehugget faldt. Hænderne faldt slapt ned. Blodet strømmede

ud af Halsen og – Exekutionen var fuldbyrdet.

Foruden foranførte har jeg havt med mange forskjellige an-

dre Sager at gjøre, men de anførte er de som bedst, i Mai 1903, har indpren-

tet sig i min Hukommelse. Inden jeg slutter disse Erindringer skal

jeg endnu anføre enkelte mærkelige Retshandlinger.

Paa landet nogle Mil fra Odense afbrændte et Fæstehus.

Hvorledes Ilden var opstaaet skulde gjerne opdages, og Vanskeligheden

derved kom man over ved at anholde en Datter af Brandlidte. Datte-

ren var en stakkels enfoldig meget aandssløv Pige. Da det var et Fæste-

hus havde hverken hun eller Forældrene nogen Fordel af Branden. Den

eneste Bevæggrund skulde være at Huset var gammelt og at et nyt var

at foretrække. Man fik Pigen til at bekjende sig skyldig. Aktor foreslog

som Straf 3 Aars Forbedringshusarbeide, men Herredsfogden fandt at 4

Aar var mere passende, og det idømtes hun. Herredsfogden henvendte sig til

Stævningsmændene, hvoraf jeg var en, som skulde forkynde Dommen for hende og

meddelte at Pigen var tilfreds med Dommen, men appellerede til Kongens Naade,

det vilde Pigen sige, men hun havde Vanskelighed ved at udtrykke sig forstaaelig.

Det sædvanlige er at man forkynde Dommen og derefter spørger om den dømte er

tilfreds – acquiescere – med den, eller om Dommen forlanges appelleret.

Pigens Udtryksmaade var meget mangelfuld, og da vi begge – Stæv-

ningsmændene – ansaa hende for uskyldig, var vi tvivlraadig om

hvad vi skulde gjøre; thi egentlig var dette et af de Tilfælde hvor vi ikke

kunde kommanderes. Da Herredsfogden havde dømt var vi jo ikke

ansvarlige, og vi affattede Paategningen efter Dommerens Ønske. –

Paa den Tid var der en Skolelærer Jagd i Vissenbjerg som var kommen

i Strid med Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup og

udgav nogle Piecer mod ham, det førte til en Retssag der endte med

at Jagd blev afskediget. Hovedgrunden dertil var at de Vidner som Jagd

fremførte var straffede Personer hvis Vidnesbyrd forkastedes som utro-

værdigt. – Nogle af Forældrenes og Pigens Bekjendte henvendte sig

[side] 65

til Lærer Jagd for at faa ham til at paatale Pigens Sag og foranstalte

nye Forhører optagne, da Pigen ansaaes for uskyldig. For at gjøre dette

maatte Jagd tale med Pigen, men han kunde ikke faa Adgang til hende

i Arresthuset, men Tilfældet kom dem tilhjelp. Pigen blev syg og indlagtes

paa Odense Sygehus og der fik han talt med hende og Resultatet blev en Ind-

stilling til Justitsministeriet, som havde til Følge at der af en Sættedom-

mer blev optaget nye Forhør og Pigens Dom lød derefter paa Frifindelse.

Denne Dom blev appelleret til Overretten. For at udspionere Pigen blev

der paa Stuen hvor hun laa, ved Siden af hende henlagt et offentlig Fruen-

tømmer som skulde forsøge paa at erfare Sandheden af Pigen, dette havde

Sættedommeren anført i sit Forhør. Defensor, Overretsprokurator Delbanco,

behandlede ikke Underdommerne skaansomt, men kritiserede skarpt den

Maade hvorpaa Tilstaaelsen var fralokket Pigen, blandt andet erindrer

jeg at han i Forsvaret anførte, “man tænke sig en Dommer i det nit-

tende Aarhundrede lægge en sædelig Pige sammen med en offentlig

Skjøge for at aflokke hende en Tilstaaelse, og hvad Vægt vilde han vel

lægge paa et sligt Fruentømmers Vidnesbyrd.” Ved Overrettens Dom fri-

kjendtes ogsaa Pigen. – Hvad Jagd forresten har gjort, saa her har han

da gjort en god Gjerning som ikke noksom kunde paaskjønnes. Naar

man tænker sig en Pige som var uskyldig, idømt 4 Aars Forbedrings-

husarbeide, og derefter afsone denne Straf.

I en Kirke paa Fyen var der begaaet Indbrud, en Per-

son var anholdt for Tyveri og foran nævnte Herredsfoged fik ham ogsaa

til at bekjende sig skyldig i Kirketyveriet, han idømtes Forbedrings-

husarbeide som han afsonede paa Vridsløselille. – Kort efter anholdtes

en anden Vagabund, og han erklærede sig ogsaa skyldig i det Kirketyveri

som den førstnævnte var straffet for. Sagen indberettedes til Justitsministeriet

og en Kriminalretsassessor sendtes til Vridsløselille for at optage Forhør over

førstnævnte Forbryder. Ja Sagen forholdt sig saaledes at Herredsfogden saa

mindelig havde bedt Arrestanten om at bekjende, og da han alligevel skul-

de i Forbedringshuset, kunde han ligesaa godt paatage sig Skylden ogsaa

[side] 66.

for dette – men Resultatet – da han havde begaaet andre Forbrydelser

som han ikke tidligere havde bekjendt, hvorfor han ogsaa skulde straffes,

saa kunde det have sit forblivende ved den afsagde Dom og – Synderen

blev siddende. –

Under samme Jurisdiktion anholdtes en Udlænding,

Italiener eller Ungarer, som gik omkring og solgte Musefælder, dette var

ulovlig og skulde straffes. – Efter udstaaet Straf skulde han udvises,

men hvortil, dette skulde først nøiagtig undersøges gjennem Udenrigs-

ministeriet, og dette tog Tid. – Da Manden var vant til at bevæge

sig i fri Luft, har han vel ikke kunnet taale denne Indespæring,

han sad omtrent ½ Aar, hvorefter han døde, han blev altsaa aldrig

udvist.

______________________

Mange Ildebrande i Odense

I Aarene 1883, 84 og 85 hjemsøgtes Odense af mange og

store Ildebrande. Hvorledes de opstod blev, saavidt jeg erindrer, aldrig

fuldstændig opklaret. Størstedelen formentes opstaaet ved Selvantændelse?

Den 22 August 1883 afbrændte Savmøllen i Kongensgade. Bestyreren og

3 Børn kvaltes af Røg. Aarsagen uopklaret.

Den 5 September 1883 brændte en Del af Albani Bryggeri. Uopklaret.

” 23 – ” – – ” – stor Ildløs i Muus’s og Maegaards Pakhus.

Uopklaret.

” 28 – ” – – ” – afbrændte Lor. Bierfreunds Damvæveri. Ilden

formentes opstaaet ved Selvantændelse. –

” 17 Oktober – ” – brændte et Udhus tilhørende Gartner Møller paa

Nyborg Landevei. Her blev en Vagabond, som

havde søgt Ly i Udhuset, beskyldt for ved Tobaks-

rygning at have foranlediget Branden. Resulta-

tet kjender jeg ikke.

” 20 – ” – – ” – Ild i et Kammer i Bryggeriet Odense. Uopklaret.

[side] 67.

Den 25 August 1884 brændte Snedker Stegmanns Værksted i Overstrædet.

Saavidt vides uopklaret.

” 26 – ” – – ” – brændte et Baghus i Svendehjemmet i St. Knuds Kirkestræde.

Saavidt erindres ogsaa uopklaret.

” 7 og 8 Februar 1885 afbrændte Dampmøllen. Ilden sagdes opstaaet ved Rotter. –

” 25 – ” – – ” – Ild i Skulkenborg No 12. Uopklaret

” 26 – ” – – ” – Ildløs hos Tobaksfabrikant Windel paa Nørregade.

Uopklaret.

Ialt 11 Ildebrande hvoraf 6 betydelige. Da flere af dem

fandt Sted med faae Dages Mellemrum og Ildens Opkomst ikke fuldstæn-

dig oplystes, formener jeg at der havde været god Grund til at der var ble-

ven nedsat en Kommission for om muligt at komme tilbunds i Sagerne.

_____________

Paa Grund af at Polititjenesten var mig for anstrængende,

da jeg i Forveien led af en Svaghed, søgte jeg min Afsked som Politibe-

tjent i 1869. – Ved Afgangen skulde jeg have Pension for min Tjeneste

som Underofficer og der hengik flere Maaneder før dette bragtes i Orden.

Endelig fik jeg saa Afsked fra 1’ Februar 1870 med en maanedlig Pen-

sion af 26 Kr. for 22 Aars Tjeneste som Underofficer i 2den Klasse, heraf 4

Krigsaar, ingen stor Pension, man kan ikke sige at Landet udreder

store Pensioner til Underklasserne, men det er efter Loven af 9 April 1851. –

Senere har jeg 2 Gange faaet Tillæg, 1ste Gang 15% og 2den Gang 10%, hvorved Pen-

sionen er steget til 32 Kr. 89 Ø. maanedlig, som jeg anseer for en god Hjelp. –

Efter i 31 Aar at have havt fast aarlig Indtægt skulde jeg

nu som privat Mand søge mit Udkomme. Begyndelsen var ikke lovende,

ved tilfældigt Skriveri tjente jeg kun ubetydeligt, jeg fik da Ansættelse paa

Fattigvæsenets Kontor med 32 Kr. i maanedlig Løn fra Kl. 9 Formiddag til

Kl. 7 Aften, med Udsigt til efter 3 Maaneders Forløb at erholde 40 Kr. maa-

nedlig. Udsigten og de 32 Kr. beholdt jeg, men Tillæget saae jeg ikke no-

get til. Vel var det underlagt Fattigvæsenet, men dette syntes mig

dog at være for fattigt, hvorfor jeg efter elleve Maaneders Forløb opgav

[side] 68.

denne vellønnede Plads. Derefter ansattes jeg paa Munke Mølles Kontor

fra 6 Juli 1871 til 5 Juli 1872 hos Møller F Krag med Halvdagsarbeide for

20 Kr maanedlig, senere fik jeg Heldagsarbeide fra 20 Oktober 1872 til

30 April 1873 med 50 Kr. maanedlig, det var altsaa et Fremskridt.

Den 1 Mai 1873 solgtes Munke Mølle til et Aktieselskab, Møl-

len forpagtedes af Møller Chr. Muus, hos hvem jeg fik Plads fra 1’ Mai til

30 Oktober 1873 med 60 Kr. maanedlig, fra 1 November 1873 – 70 Kr. fra 1’ Mai

1874 – 80 Kr. og fra 1’ Mai 1875 – 100 Kr. – Lønnen steg med Gratiale til

1600 á 1625 Kr. aarlig.- Paa Møllen forblev jeg til 30 September 1880.

Chr. Muus som var svagelig reiste hvert Aar flere Maaneder bort til

forskjellige Badesteder, i den Tid skulde jeg ene bestyre Møllen. Det kan

være vanskeligt nok at bestyre en stor Bedrift naar man selv er Hrre,

men meget vanskeligere bliver det naar man ikke er det. Saa snart

Muus var bortreist blev det galt, en vilde et og en anden vilde no-

get andet. Møllekudsken snød for ca 1200 Kr., skjøndt jeg i Forveien

havde gjort Muus opmærksom paa at Manden var uærlig. Dette i For-

bindelse med andet gjorde at jeg den 30 September 1880 fratraadte

Pladsen paa Møllen. – Da jeg var i Besiddelse af en lille Kapital

lod jeg et Hus bygge i St. Knudsgade hvor jeg anlagde en Detail-

forretning, denne gik kun daarligt, jeg solgte meget lidt, fra 2 til høist

10 Kr. daglig, det kunde ikke blive til noget, jeg fik da Plads hos

Auktionsholder Hansen fra 11′ December 1881 til 29 Februar 1896 med

50 Kr. maanedlig, jeg ophævede Handelen, solgte Huset og har fra 1896,

70 Aar gammel, levet af Pensionen og Renterne af min lille Kapital.

Af og til har jeg fortjent lidt ved Kontorarbeide og Inkassationer, hvil-

ket jeg dog fra Marts 1903 har opgivet.

Hermed er egentlig, for saavidt, mit Levnetsløb sluttet. Fortsættelsen

bliver forskjellige Indtryk, Anekdoter og Bemærkninger om hvad jeg kan erindre og som ikke

er anført i det foregaaende.

[side] 69.

Den 22′ April 1849. Da vi fra Middelfart var overført til Snoghøi holdt den kom-

manderende General, Bülow, med sin Stab et Stykke Vei derfra. Der indbrag-

tes da fra Forposterne 2 Menige, sydslesvigere af 12 lette Bataillon, der dannede vor

yderste Kjæde og derfra vilde desertere over til Fjenden. Formodentlig har de været

uvidende om at der uden for Infanterikjæden sædvanlig tillige er en Kavallerikjæde

som posteredes paa Veiene, disse saa Desertørerne, indhentede og indbragte dem.

De præsenteredes for General Bülow, som irettesatte dem, hvorefter de førtes til

Hovedkvarteret. Hvad der senere skete ved jeg ikke.

Ved 3die Linie Bataillon havde vi en Profos ved Navn Lille Nestved,

som i 1848 rykkede ud med Bataillonen. Paa Sundeved fandt han Leilighed

til at desertere over til Fjenden. – Flere af den slesvigholstenske Arme desertere-

de ogsaa og gik over til os, de kaldtes “Overløbere”. Der blev dannet et Kom-

pagni af dem der fik Navnet Garnisonskompagniet, og blev indkvarteret i

Kastellet, vi kaldte dem “Insurgentkompagniet”. Vor Korpsskriver, Nexøe

blev ansat som Kommandersergent ved dette Kompagni. Størstedelen af Mandska-

bet var tysktalende, hvilket Sprog Nexøe var aldeles ukjendt med. Blandt

Mandskabet var ogsaa ovennævnte Lille Nestved. Nexøe genkjendte ham, men

Lille Nestved, som var Skomagersvend og havde reist i Tyskland, talte godt

tysk, han svarede paa tysk at hans Navn var Jacob Baden, men med

dette Svar vilde Nexøe ikke lade sig nøie, og sluttelig vedgik Lille

Nestved sit Navn. Efter at være gaaet over til Fjenden havde han

faaet Lov til at gaae hvorhen han vilde, han var da gaaet til Holsten.

Det Mandskab som var udskrevet til den slesvigholstenske Arme

maatte ikke stille en anden Mand i sit Sted, men skulde selv

aftjene sin Værnepligt. Lille Nestved havde for en Pengesum ladet

sig stille og udførte dette ved at overtage den andens Papirer og gaa under

hans Navn “Jacob Baden”. Han blev arresteret, stillet for Forhør og

Krigsret og dømt til at hænges, men benaadedes og fik i Stedet 4 Aars

Slaveri, en Straf som senere er ophævet og nu afsones med Tugthusstraf.

Da der var Mangel paa militære Haandværkere blev civile

antaget til Tjeneste under Felttoget 1850. Saaledes ansattes en Smed, en

[side] 70.

Hjulmand og en Sadelmager ved Batteriet Marcussen. Paa

Marchen havde de sat sig op paa de Vogne som benyttedes til Be-

fordring af deres Værktøi, dette var ikke tilladt, Værktøiet maatte kjøres,

men Haandværkerne skulde gaa. Batterichefen befalede dem at staa af

hvilket de ikke vilde. Ikke at adlyde givne Befalinger straffes strængt

i Krigstid, og kan ikke være anderledes, og dette fik omhandlede Haand-

værkere at føle. De gik ud fra at de vare civile Mænd og ikke Soldater og

ikke kunde betragtes som saadanne. Batterichefen indmeldte det passerede,

de stilledes for Forhør og Krigsret og dømtes til at skydes. De benaadedes,

Smeden og Hjulmanden fik 3 og 2 Aars Slaveristraf, Sadelmageren slap med

30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. – Da jeg senere havde Vagt i

Stokhuset i Kjøbenhavn, hvor de afsonede Straffen, talte jeg med en af

dem. I Samtalens Løb udtalte jeg at jeg vilde have foretrukket Kuglen,

hvortil han svarede at nu havde de dog reddet Livet. De var fra Om-

egnen af Slagelse og levede endnu for nogle Aar siden.

En Ven af mig Meyer, som var Hornblæser da jeg var Tam-

bour, forfremmedes ligesom jeg til Underofficer. Han var nogle Aar ældre

end jeg, et dygtigt Menneske, konfirmeret paa tysk og havde gode Kund-

skaber. Han blev forsat til et Dragon Regiment, men kom atter tilbage til

3die Linie Bataillon, hvorfra han afgik til den vestindiske Hærstyrke, der

forfremmedes han til Kommandersergent. I Aaret 1848, dette mærkværdige

Aar, hvor en usædvanlig Frihedstrang saa at sige bemægtigede sig hele

Europa, gik Danmark som bekjendt heller ikke fri for denne Bevæ-

gelse. Her fik vi Frihed, Grundlov og – det slevigholstenske Oprør – som

medførte Krig med Tyskland. Oprørsluen ulmede ogsaa i vore Bilande,

Island og de vestindiske Øer. Der blev sendt en Løitnant og nogle

og tyve Mand til Island, paa St Croix var der ogsaa oprørske Tendenser,

Meyer var impliceret i disse, den rette Sammenhæng erfarede jeg aldrig,

men han kom fire Aar i Slaveriet. – Som vagthavende havde jeg den

tvivlsomme Ære at tale med Slaven Meyer, men han var jo dog

en Ungdomsven. – Først i 1852 slap han ud af Stokhuset. Den Gang

[side] 71

var han slemt reduceret og ernærede sig af at sy Sække til det militære Vare-

depot. I mange Aar efter hørte jeg ikke noget til ham, først i 1877 traf jeg

atter Meyer i Odense, han havde da Plads ved et Voxkabinet, som forevistes her

og syntes den Gang at være noget bedre stillet. – Senere har jeg intet hørt

til ham.

En Bataillonskommandør, Oberstløitnant (Rye), som just ikke var be-

kjendt for sin Humanitet, kom en Dag ind paa en anden Bataillons

Skrivestue og vilde tale med Adjudanten. En henved halvfjersindstyve-

aarig Sergent som var Skriver der, sad ved en høi Pult, indrettet til at staa

ved, paa en høi Stol, han tilbød sig at hente Adjudanten og gav sig

til at krybe ned af Stolen, dette varede Oberstløitnanten for længe og han

udbrød “Naa! skynd sig lidt, løb!” – Dette syntes den gamle Sergent at

være for meget og han svarede “Skynd sig lidt løb, nu gaar jeg slet ikke,

her har de ikke noget at befale”, og dermed kravlede han atter op paa

Stolen og lod Oberstløitnanten staa, denne ventede lidt, og gik derpaa sin

Vei. – Denne Sag blev ikke videre omtalt. – Omhandlede gamle Sergent

”Schæfer”, Dannebrogsmand, var en usædvanlig dygtig Skriver og blev

senere ansat som Skriver i Krigsministeriet.

En gammel Kommandersergent M Dannebrogsmand stod ved 2det Jyd-

ske Infanteri Regiment som Prinds Vilhelm af Hessen var Kommandør for.

Efter Udnævnelsen til Officer blev en af de nye Løitnanter ansat ved Kompag-

niet hvor M. stod. Parolbefalingen blev hver Dag sendt til Kompagniets Officerer,

men den nye Løitnant ankede over at han fik Befalingen saa sent. Kom-

mandersergenten svarede at Befalingen blev sendt først til Kaptainen, der-

efter til Premierløitnanten, saa til den ældste Secondløitnant og sidst til

ham som den yngste. Løitnanten sagde derefter til M. om han vilde lægge

Vind paa at skrive Befalingen noget tydeligere da han neppe kunde læse

den. M. som forresten ikke var nogen Skjønskriver, svarede: ”Jeg har lært

at skrive, og da de har gjennemgaaet Akademiet maa de jo ogsaa have

lært at læse.” Dette var just ikke noget passende Svar, og Løitnanten syn-

tes heller ikke om det og meldte det til Kaptainen, som mente at der

[side] 72

ikke var noget derved at gjøre, og Løitnanten forlangte det da ind-

meldt til Regimentskommandøren. Dette skete ogsaa og Løitnanten og

Kommandersergenten tilsagtes til Møde ved Parolen. Kommandersergenten

blev først forhørt og indrømmede Meldingens Rigtighed, hvorefter han blev

dimitteret. Nu kom Turen til Løitnanten og til ham sagde Prindsen

“Denne Mand har været Soldat længe før de blev født, han har været

ved Regimentet under min Kommando i Frankrig, og jeg holder ikke af

at mine ældre Underofficerer bliver chicanerede, vil de mærke dem det

Hr. Løitnant,” og hermed blev han dimitteret. – Prinds Vilhelm var

forresten en stræng Officer, hvem der forsaa sig blev straffet, og det ikke

lemfældigt, men uden Persons Anseelse, saavel Officerer som Underoffice-

rer og Menige, det vidste alle som stod under hans Kommando.

Ommeldte Løitnant forbedrede sig ikke, i 1862 da han var Kaptain

ved en anden Bataillon end den hvori jeg stod, maatte jeg ved en

Leilighed give ham et afvisende Svar.

Korporal Voldum ved Kronens Regiment i Helsingør var

paa Vagt paa Kronborg, saavidt jeg erindrer i atten Hundred og trediverne.

Løitnant R. var Vagtkommandør. Da Vagten om Natten blev raabt i

Gevær syntes Løitnanten at der ikke var tilstrækkelig Orden. Den Gang

afgjordes den Slags Sager ved at vekommende der ansaaes for skyldig, strax

fik nogle Fugtel af Sabelklingen. Løitnanten løftede Sablen for at slaa

Korporalen, denne hævede Haanden for at afværge Slaget, og i det han

pegede paa sine Skuldere, hvorpaa han bar Sølvepauletter, sagde han,

“Nei! holdt Hr. Løitnant, den Slags Straf er jeg fritaget for.” – Han havde

første Præmie fra Skriveskolen og bar 2 Sølvepauletter, som de Underoffi-

cerer der havde bestaaet Examen bar, og hvem der havde disse maatte

ikke straffes med Fugtel. Løitnant R omtalte dette for Premierløitnant

W. og denne raadede ham til at indmelde det passerede for at Vol-

dum kunde blive straffet. R. fulgte Raadet og Sagen endte med

at Korporal Voldum stilledes for Forhør og Krigsret og idømtes

4 Aars Slaveri, en meget stræng Straf. Forseelsen, hvis han var

[side] 73.

skyldig var meget ringe, og naar han vægrede sig for at blive fugt-

let, syntes han være i sin gode Ret, men – Dommen maatte han lide.

At dette vakte stor Bevægelse blandt Underofficersklassen var naturligt, og

adskillige Officerer fandt ogsaa Dommen høist mærkelig.

Endnu anføres en senere Dom fra 1849/50 som ligeledes vakte

megen Opmærksomhed. Ved 2den lette Bataillon stod en Mand ved Navn Suhr.

Han gik frivillig med og forfremmedes til Korporal 1849, han maa altsaa

have været brugbar da han forfremmedes. Han havde saavidt jeg veed væ-

ret Handelskommis, var temmelig selvklog og optraadte brøsig overfor de

ældre Underofficerer, dette var vi dog vant til af disse Folk. Ved en Fore-

stilling i Kasino hvor han var tilstede kom han i mundhuggeri med en

Løitnant, det dreiede sig om, efter hvad jeg erfarede, at Løitnanten vilde

have at han skulde vige sin Plads og ikke viste sig tilbørlig ærbødig. Efter

indgivet Klage fra Løitnanten nedsattes der Forhør, og ved Krigsretsdom

idømtes han 2 Aars Forbedringshus arbeide. Hvorledes denne haarde Dom

kunde fældes fandtes høist mærkeligt, der sagdes at han som civil havde

begaaet Forseelser, men hvorledes dette kunde inddrages under den mili-

tære Domstol, da han ikke tidligere havde været straffet er uforstaaeligt.

I det Hele taget er det misligt hvor en Auditør er Klager, Forsvarer og

Dommer og fører let til Misbrug, særlig da Krigsrettens Dom ikke kan

appelleres, og den militære Rettergang som er forældet, trænger i høieste

Grad til at omordnes.

En Krigsret som skal dømme en Underofficer eller Menig

bestaaer af 1 Major eller Oberstløitnant som Præses, 2 Kaptainer, 2 Premier-

løitnanter, 2 Secondløitnanter, 2 Sergenter, 2 Korporaler og 2 Menige, ialt

7 Klasser. Auditøren oplæser Forhøret og foreslaaer Dommen, en mildere

og en strængere, og udtaler sig derpaa om den Straf som han finder passende.

Derefter gaaer Underklasserne udenfor og raadslaaer om den forslaaede Straf,

hver Klasse for sig, de forskjellige Klasser maa ikke meddele hinanden

Raadslagningens Resultat. – Derefter gaaer de atter ind og afsiger deres

Kjendelse og underskriver Protokollen, først de Menige, derefter Korporalerne

[side] 74.

og Sergenter. – Ved en af de Krigsretter hvori jeg var Bisidder ind-

traf det mærkelige Tilfælde at alle tre Underklasser, uden at have

truffen Aftale derom, stemte for en anden Straf end den af Auditøren

foreslaaede. Auditøren spurgte om vi havde truffet Aftale med hinanden,

hvilket vi selvfølgelig benegtede. Derefter sagde Auditøren at det var lige-

gyldigt hvad vi foreslog da Overklasserne – Officererne – stemte for Straf-

fen som var foreslaaet. Dette var naturligvis rigtigt. Indsigelser bliver

næsten aldrig taget til Følge, men Underklassernes Mening synes

herefter at være overflødig.

Ved samme Leilighed finder jeg Anledning til en Bemærk-

ning om den civile Retspleje, nemlig Retsvidnerne. Denne Institution er efter

min Mening aldeles forkastelig som den nu er. Disse Mænd er ikke frie

eller uafhængige, de indstilles til Amtmanden som derefter udnævner dem,

i Kjøbstæderne indstiller Politimesteren dem til Byraadet der beskikker

dem. Disse Mænd er ikke og kan ikke godt være upartiske, da det er en

Levevei for dem hvorfra de kan afskediges. – Sker det at en Tiltalt klager

over at Dommeren har vist sig grov, udskjeldt ham, ikke tilført Protokol-

len hvad der er sagt, eller negtet at tilføie noget som ønskes tilføiet,

da staaer Tiltalte værgeløs lige overfor Forhørsdommeren. Retsvidnerne

har kun hørt det som er ført til Protokols og som de har underskre-

vet, andet har de ikke hørt og kan intet erindre, her staaer vedkom-

mende magtesløs. Nei! som Retsvidner burde kun fuldstændig upar-

tiske og uafhængige Mænd fungere. Paa samme Maade som Byraa-

det vælges burde der aarlig vælges 12 Borgere som skiftevis udførte denne

Tjeneste.

==========================

Indlægget Politibetjent Theodor Aggeboes erindringer, del A blev først udgivet på Danske Slægtsforskere Odense.